Det var under en smagning hos William Fevre i Beaune, der skete noget i stil med den oplevelse, som Marcel Proust havde, da han dyppede en madeleinekage i lindete hos sin tante Léonie. Den norske vinskribent Per Mæleng oplevede en strøm af erindringer om de gange, han havde læst om og diskuteret den globale opvarmnings indflydelse på vinens verden, men her fik han smækket elendigheden lige i synet. Det var en overrumplende og rystende oplevelse.
Per Mæleng er én af de mest reflekterende skribenter i det stærkt anbefalelsesværdige norske blad Vinforum. I det seneste nummer har hans artikel overskriften ”Den globale opvarmnings paradokser”, og den tager udgangspunkt i smagningen i Beaune. Oplevelsen handler om chablis i årgang 2012, og den får Mæleng til at konkludere, at den type chablis, han hidtil har kendt, ikke længere eksisterer. Den karakteristik, man hidtil har hæftet på vinen, er ikke længere relevant. Det mineralske er afløst af tropiske detaljer som fersken og ananas.
Spørgsmålet er, fortsætter skribenten, om det er et problem, at unge forbrugere bestiller en flaske chablis og får cremet chardonnay uden ringeste lighed med ”gammeldags” chablis. ”Ikke mere skræmmende end at tiderne forandrer sig, og at noget forsvinder, og noget nyt melder sig. Det kaldes livets gang.”
Mæleng er 70 år og kan tale med om fortidig bourgogne. Han har tilpasset sig den modne frugt, som præger dagens vine fra både Bourgogne og Bordeaux. ”Det er ikke sådan, at alle erindringer betyder en oplevelse af tab, at alt var bedre før.” Han nævner Tyskland, England Loire-dalen og Alto Adige blandt de områder, som yder bedre vine. ”Det er en paradoksal situation. Nogle betaler regningen til en høj pris, andre høster gevinsten.”
Alderens konsekvens
I anden halvdel af sin artikel kommer Mæleng ind på det problem, som enhver oppe i årene oplever i selskab med 30-40 år yngre vindrikkere. Ved en middag udtrykte én af de yngre landsmænd utilfredshed med de slanke hvide bourgogner fra 2021. ”Problemet, i den grad det kan siges at være et problem, og det er ikke en uvæsentlig del af problemet, er, at han er vokset op med frugtighed, en sødmefuld og cremet midte og høj alkohol. Mens jeg er opdraget med køligt klima og klassisk vinstil med lav aromatisk intensitet og moderat alkohol, har han vældigt anderledes præferanser.”
Mæleng fortsætter: ”Når en i udgangspunktet ganske neutral drue som chardonnay ender med at blive tropisk, og folk rundt om bordene roder rundt i et hvidvinsvokabularium reserveret beskrivelsen af aromatiske grønne druer som sauvignon blanc, chenin blanc og riesling for at nævne nogle, så er vi kommet langt uden for komfortzonen, faktisk så langt ude at vi må redefinere hele det sensoriske billede, og da er vi pludselig, enten vi vil det eller ikke, i gang med at redefinere, hvad kvalitet er i vin dengang og nu.”
Han mener, at et af de afgørende spørgsmål må være, hvem der skal deltage i denne diskussion. Skal det være sådan én som ham, 70 år, heraf 50 med vin, artikler og bøger? Eller skal andre og yngre folk også deltage? Selv føler Mæleng sig kvalificeret, men der er andre, som ikke finder ham relevant, fordi han ikke har fremtiden foran sig.
Han slutter med en næsten forsonende tilståelse: ”Jeg har lært at tåle og endda synes om en vinstil, jeg ikke brød mig om tidligere. For eksempel foretrækker jeg moderne årgange som 2016 og 2019 i Bordeaux frem for de magre og umodne årgange, jeg voksede op med, år som 1970 og 1975. For ikke at tale om de ekspressive og frugtmodne udgaver af cabernet franc fra Loire eller dagens udgaver af rød og hvid Sancerre, som tager de to druesorter til nye højder. Eller alt det vidunderlige som dukker op fra Alperne og andre højtliggende områder i Europa.”
