Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Nyt portvinsbrand med gennemført stil og god kvalitet

Lad det være sagt med det samme. Det er en gennemført lancering, Alexandre Botelho står bag med sin nye portvinsserie Porto Dos Santos (dos Santos betyder af de hellige). Det gælder stilen, og det gælder indholdet. At kalde Dos Santos et nyt brand er dog en sandhed med modifikationer. Der er nemlig rent faktisk tale om en relancering af et gammelt brand, som har tilhørt familien, men der har været stille om i godt 100 år.

”Da dette projekt er mit eget, besluttede jeg at genoplive det gamle familiebrand fra et meget dynamisk portvinsselskab i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. På den måde hylder jeg min egen familie og arv,” fortæller Alexandre Botelho, der har været involveret i en anden relancering med portvinsmærket Noble & Murat.

Det oprindelige firma blev etableret i 1836 og opnåede stor succes på især det brasilianske marked med portvinen ”Dona Othilia”. Ejeren sidst i 1800-tallet, Amando dos Santos Ferreira Pinto, levede et lidt udsvævende bohemeliv i Porto og Paris under Belle Époque – ikke helt ulig Adriano Ramos Pinto, som grundlagde Ramos Pinto, der ligeledes havde stor succes i Brasilien på det tidspunkt. Efter Amandos død blev selskabet og lagerbeholdningen solgt til anden side, og snart blev der stille om Dos Santos.

Alexandre Botelho, der står bag det nye portvinsmærke Dos Santos.

Sin egen stil

Alexandre Botelho fortæller, at familien stadig har nogle gamle flasker fra det gamle brand liggende i kælderen. Stilen var typisk for tiden og markedet – og overraskende nok ikke så sød, men mere elegant, siger han. Med relanceringen har han dog ikke forsøgt at efterligne den gamle stil, men har villet skabe sin egen.

”Det gode ved at skabe sit eget brand er muligheden for at realisere sin egen stil, som kan identificere huset. Vinene er summen af forskelligt komponenter fra mange forskellige steder i Douro, der hver især bibringer deres egen signatur til det færdige blend. Jeg arbejder heldigvis stadig sammen med winemaker og masterblender Jaime Costa, hvilket er et stort plus,” siger han og uddyber:

”Jeg stræber efter at lave en mere elegant, frisk og tør stil – fra halvtør for de rødes vedkommende til tør for de hvide . Hvad angår LBV og Vintage vil man kunne forvente min personlige matrix, mere tørre og strukturerede portvine, godt med tanniner – traditionelle og ufiltrerede og derfor velegnede til lagring.”

Druematerialet kommer fra forskellige marker i Cima som Baixo Corgo, da selskabet ikke selv ejer hverken vinmarker eller produktionsfaciliteter. Det gælder bl.a. områder som Sanhoane, Valdigem, Canelas og Vale do Rodo.

Etiketterne er inspireret af den stil, de portugisiske portvinsselskaber brugte under Belle Époque.

Belle Époque

Hvad angår designet af etiketter er der til gengæld skævet tilbage i tiden til Belle Époque og Art Nouveau. ”Etiketterne er inspireret af den stil, de portugisiske portvinsselskaber brugte under Belle Époque. Jeg prøvet at genskabe traditionen og symbolikken i den provokerende og forførende æstetik,” siger Alexandre Botelho.

Designet er umiddelbart ens for hele porteføljen – og så alligevel ikke. Igen går skriften og den ornamenterede ramme med tegninger af vinranker, satyrer, forgørende kvinder mv. med lidt forskelle fra flaske til flaske. En stil som også kendes fra især datidens Ramos Pinto. De hvide portvine er holdt i turkise farver, ruby i røde og tawny i brune farver – jo ældre, des mørkere og med diskret angivelse af typen i midten. En klar gennemført linje, hvad enten man bryder sig om udseendet eller ej.

Mere på vej

Det nye brands første lancering omfatter seks forskellige portvine, og her i starten af februar følger så den første LBV. Men mere er på vej, oplyser Alexandre Botelho: ”Jeg vil naturligvis udvide med først LBV og så Vintage Port, når Jaime Costa og jeg mener, at der er tale om et klassisk år. Og så stræber vi efter at udvide såvel de hvide som tawny med 30, 40 års og Colheitas.”

Hvor Vintage og de fleste LBV´er er ufiltrerede for at øge kompleksiteten og lagringspotentialet, er det mere usædvanligt, at Ruby Reserve fra Dos Santos også er ufiltreret. Alexandre forklarer: ”Jeg ønskede en mere kompleks, elegant og tilgængelig Ruby, som er anderledes. Derfor bruger jeg Ruby portvine fra Baixo Corgo med fin balance og elegance, så både nybegyndere og erfarne portvinselskere kan drikke den samtidig med, at den kan udvikle sig et par år på flasken og få flere nuancer,” slutter han.

Smagning

Porto Dos Santos Ruby Reserva

Ufiltreret med i gennemsnit 6 års lagring på kastanjefade. Mørk rubin, næsten uigennemsigtig kerne. Solbær, hyldebær, mørke kirsebær, blommer, mørk chokolade, lidt mokka og let krydret tone. Frisk og medium tør med godt med frugt, mørke kirsebær med en del syrlighed, mørk chokolade, lidt friske urter og pebermynte, velbalanceret, god struktur med høj syre og bløde tanniner. Fint eksempel på en noget overset kategori.
88 | 130,00 v/6 fl The Wine Company

Porto Dos Santos LBV 2018 (fadprøve)

Mørk, næsten uigennemsigtig med lilla kant. Masser af ung frugt, solbær, brombær, mokka og mørk chokolade, lidt grønne urter og esteve. Tæt og fyldig i munden med mørke bær, solbær og lidt urter, fin tekstur, tør, rimelig kompleks med integrerede tanniner og fint udviklingspotentiale, lang hale med tørre tanniner. En potent og holdbar LBV.
91 | 150,00 v/6 fl The Wine Company

Porto Dos Santos White Reserva

Gennemsnitlig 6 års lagring. Ravfarvet med lidt lys kant og orange skær. Diskret næse, som dog åbnede lidt op med abrikos og sød marcipan, lidt citrus og en smule muskatnød, som temperaturen steg i glasset. Fin fylde i munden med abrikos, citrus, mandel og lidt honning, let krydret undertone, diskret oxidation, frugtsødme men ellers medium tør, frisk og med fint syrebid i halen. 87 | 130,00 v/6 fl The Wine Company

Porto Dos Santos 10 års White

Gylden ravfarvet, lidt mørkere end reserva, flot skær. Fin duft med tørrede frugter, fersken, abrikos, mandel og kokos. Dejlig frisk i munden med tørrede abrikoser, citrusfrugt og lidt kokos, høj syre, tør, pæn kompleksitet, rimeligt udviklet af sin alder. Et dejligt gastronomisk glas, som fx ville kunne gå til karryretter, skaldyr eller foie gras.
90 |  175,00 v/6 fl The Wine Company

Lagerlokalet med såvel mindre fade som større fade af kastanjetræ.
Porto Dos Santos Tawny Reserva

Mørk rødbrun med lidt lysere kant. Tørrede frugter og en smule bærpræg, syltede kirsebær, nødder, krydderier og lidt mokka. Ok fylde med nødder, tørrede frugter, figen, valnød og stadig lidt primær frugt, høj balancerende syre, markant syrebid i halen. Vellavet, men dog ikke så kompleks. 87 | 130,00 v/6 fl The Wine Company

Magien ved portvin som resultat af et blend er, at dine muligheder kun er begrænset af, hvor langt du vil gå, og hvad du vil.
Alexandre Botelho

Porto Dos Santos 10 års Tawny

Mørk tawnybrun med ravfarvet lysere kant. En smule mørke syrnede kirsebær i næsen, men også nødder, tørrede frugter og krydderier, rimelig intens. Kraftig og fyldig i munden med tørrede frugter, lidt diskret bærpræg, mokka, valnød, høj syre og flot balanceret, halvtør, lang dejlig hale. Rimelig udviklet og vellavet, en udmærket repræsentant for typen.
91 | 175,00 v/6 fl The Wine Company

Porto Dos Santos 20 års Tawny

Tawnybrun med lysere orange kant, medium intens, flot skær. Ekspressiv med nødder, tørrede figner, mandel og lidt cigarkasse i næsen, let krydret. Frisk, blød og elegant i munden, men også fyldig og let cremet uden at være fed, hasselnødder, tørrede frugter og lidt appelsinskal samt krydret bund, fint balanceret, medium tør stil med fin kompleksitet og anstrøg til de tungere fadnoter som balsamico. Et glimrende glas.
92 | 275,00 v/6 fl The Wine Company

The Wine Company forventer at have vinene hjemme sidst i februar, dog ikke Tawny Reserva i første omgang.