Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Nebbiolo vinder

Men i Alto Piemonte må ikke alle DOC-vine være ublandede

Den nordligste del af Piemonte, Alto Piemonte, består af et kludetæppe af appellationer grupperet omkring hovedbyen Novara. Vi er et godt stykke vej fra Langhe med dets berømtheder Barolo, Barbaresco, Barbera osv. Men Alto Piemonte er på vej. Godt på vej endda.

Det blev på ny konstateret, da der sidst i marts for anden gang blev indkaldt til ”Taste Alto Piemonte” med smagning af en lang række vine i årgangene 2017-2009. Hovedparten røde, kun fire hvidvine fandt vej til hovedsmagningen. Hvilket var en skam. Den lokale Erbaluce er i de rette hænder en vældigt interessant druesort.

Som ved den første udgave af ”Taste Alto Piemonte” stod Consorzio Tutela Nebbioli Alto Piemonte for det store arrangement med støtte af Novara Kommune og Regione Piemonte m.fl. Mere end 50 producenter deltog, og der var i to dage offentlig adgang til smagebordene i det imponerende Castello Visconteo Sforzesco di Novara, i daglig tale Castello di Novara.

På Castello di Montalbano i Boca lever tussegamle vinstokke videre om end i noget forkrøblet form.

Et kludetæppe

Alto Piemonte er et kludetæppe af appellationer. To af dem, Gattinara og Ghemme, er DOCG. Resten er DOC: Boca, Bramaterra, Colline Novaresi, Coste della Sesia, Fara, Lessona, Sizzano og Valli Ossolane.

Alle de navne kan det være svært nok at lære udenad. Men dertil kommer, at reglerne for vinfremstillingen er ret komplicerede. Selv om Nebbiolo så absolut må kaldes den førende druesort, er den ikke som for DOCG’erne Barolo og Barbaresco ene om at optræde i vinene. I visse appellationer skal der blandes, hvilket sker med druesorter som Vespolina, Bonarda – også kaldet Uva Rara – og Croatina. Forvirringen bliver ikke mindre af, at Nebbiolo også optræder under navnet Spanna.

Pietro Cassina er en ener, fordi han ikke blander sine druesorter.

Hovedargumentet for blanderiet er historisk samt geologisk. Alto Piemonte har ligesom Bourgogne en meget stor variation i jordbundsforhold og klima. Nogle områder er simpelt hen ikke egnede til dyrkning af Nebbiolo, hvorimod Vespolina har det helt fint. Så der er blevet plantet Vespolina og Uva Rara for at supplere Nebbiolo, og det afspejler sig i dag i DOC-reglerne.

Desuden oplevede Alto Piemonte efter krigen en nedtur. Dels vandrede folk fra land til by og opgav deres vinmarker, dels var der ikke et marked for den stil, Nebbiolo stod for. Forbrugerne ville have kraftige, umiddelbart drikkelige vine.

I de senere år er andelen af Nebbiolo dog øget og kan udgøre mellem 70 og 90 procent af DOC-vinene. Vespolina er en slags ”datter” af Nebbiolo og kan minde om Syrah fra det nordlige Rhône. De bedste udgaver af ren Vespolina smager da også ganske godt.

Stor interesse

Der var altså gode grunde til, at et ekspertpanel som optakt til tre dages smagninger og vingårdsbesøg stillede spørgsmålet, om den store interesse blandt professionelle kan udmøntes til en plads i markedet for vinene. Nogle af dem er ret utilnærmelige, så hvad vil forbrugerne sige?

Svaret blafrede lidt i vinden, men som deltager var der egentlig ikke så meget at rafle om. Producenterne bør helst fremstille 100 procent Nebbiolo eller blande så lidt som muligt. Der er ingen idé i at producere vine, som tilpasser sig den brede smag. Når tanninrige Nebbiolo-vine fra Barolo og Barbaresco for ikke at tale om vine på Sagrantino og Aglianico kan sælges, kan Alto Piemontes rene nebbioloer også. Måske endda med elegance som et ekstra plus.

Et blandt flere argumenter for at blande Nebbiolo med andre druer er at tilføre farve og frugt. Men man drikker ikke farve, så hvorfor mon det er vigtigt? I øvrigt har mange Nebbiolo-vine en flot lys farve a la bourgogne, og hvem kimser ad de vine?

Andrea Ioppa demonstrerer de tydelige forskelle på jordbundsforholdene.

De bedste vine

Der var to hovedsmagninger for de tilkaldte vinskribenter. Dels 50 vine i de nævnte årgange 2017-2009, dels 20 i årgange fra 2011 tilbage til 1996. Vinene stammede fra alle appellationerne, som er af meget varierende størrelser. Lessona, Boca, Bramaterra, Fara, Sizzano og Valli Ossolane står for  godt 18% af vinproduktionen, Ghemme for 11%, Gattinara for 23% og Colline Novaresi for resten. Det betyder en årlig vinproduktion på 2,2-2,3 mio. flasker og er langt mindre, end før phylloxera og afvandringen decimerede antallet af beplantede hektarer.

Det er naturligvis en udfordring at smage 70 vine i løbet af nogle få timer, men et overordnet indtryk kan man godt få af niveauet. Så her er appellation for appellation de vinproducenter, som gjorde det allerbedste indtryk. Der er en enkelt hvidvin (Erbaluce) på listen, resten er røde, og hovedparten af de vine, som scorede bedst, var 100% Nebbiolo..

Colline Novaresi: Filadora di Antonella Coppola (hvid), La Capuccina, Enrico Crola

Coste della Sesia: Cascina Preziosa, Fabio Zambolin, Centovigne, Castello di Montecavallo

Valli Ossolane: E.C.A.

Lessona: La Prevostura, Massimo Clerico, Pietro Cassina

Ghemme: Ca’ Nova, Miru’ di Marco Alunno, Rovellotti, Ioppa, Guido Platinetti

Gattinara: Antoniolo, Nervi, Luca Caligaris, Mauro Franchino, Il Chiosso

Passioneret ortopæd

Efter det hårde slid med mega-smagningen er der arrangeret udflugter og middagsarrangementer, som involverer yderligere vinsmagninger. Ved en såkaldt gallamiddag på Castello di Novara står omkring 40 vine klar til at blive smagt, men deltagerne kan selvfølgelig kun nå igennem et fåtal ved den lejlighed.

Vinbladet når at notere sig for et par gode hvidvine fra Francesco Brigatti og Francesca Castaldi samt røde fra Roccolo di Mezzomerico og Ca’ Nova (Colline Novaresi), Massimo Clerico (Coste della Sesia), Vigneti Valle Roncati (Sizzano) og Antoniolo (Gattinara).

Sidemanden under gallamiddagen er Giovanni Brugo (manden på indledningsbilledet), årgang 1953, ortopæd og indehaver af en lille vingård, Pietraforata, som årligt producerer 5000 flasker. ”Det er en hobby”, som han siger. ”Jeg investerede i en vingård i stedet for at købe en Porsche.”

Jeg investerede i en vingård i stedet for at købe en Porsche

Han vil gerne udvide produktionen og er ved at forberede fremtiden. I den idylliske, tussegamle by Ghemme har han et lille vinudsalg og er ved at indrette fadkælder i en flere hundrede år gammel bygning. Bystyret stiller alle mulige krav til restaureringen, og adgangsforholdene er nærmest umulige, så Giovanni Brugo gør det ikke nemt for sig selv.

Dyrt er projektet også. ”En enkelt Porsche kan ikke gøre det”, medgiver han. En af de vine, der blev serveret til gallamiddagen, var Giovanni Brugos 2012 Ghemme Pietraforata, en blanding af Nebbiolo og Vespolina.

”På min vinmark vokser de to druesorter mellem hinanden, fordi sådan plantede man før i tiden. Så vinen bliver helt automatisk en blanding. Men jeg har købt en ny mark og overvejer at plante udelukkende Nebbiolo.”

Anna Sertorio er advokat og ejer Podere ai Valloni.

Terroir på italiensk

At besøge Alto Piemonte kan sammenlignes med et besøg i Bourgogne. Det vrimler med producenter, men mange af dem klarer sig med nogle få hektarer vinmarker. Dvs. klarer og klarer. Der tjenes ofte til dagen og vejen på andet end vinen, men ligesom Giovanni Bruno har flere planer om at udvide.

Det gælder f.eks. for Anna Sertorio, som både er advokat og regerer over 3 ha på Podere ai Valloni. Hun viser sine højtliggende marker med udsigt til sneklædte Alper frem og fortæller om regionens vinhistorie, som går tilbage til tiden før romerne.

På Castello di Montalbano – også i Boca – er en mindre mark beplantet med så mange forskellige druesorter, at ikke alle endnu er identificeret. Sådan gjorde man før i tiden for altid at være sikre på, at få i hvert fald nogle modne druer. Planterne krabber sig langs jorden som væsener fra en anden planet, men druer yder de stadigvæk.

Andrea Ioppa fra vingården af samme navn påtager sig at demonstrere, at man ikke kan komme uden om at tage begrebet terroir alvorligt. En vinmark er blevet skåret igennem for at lade køretøjer passere, og de blottede jordlag skifter karakter inden for blot få meter – fra grus til ler til vulkanske sten.

Gianni Bonino på den nærliggende Cascina Preziosa er ved at rekonstruere vinmarker, som har været forladt i 100 år. Også her er udsigten til Alperne storslået.

 

Alessandro Ciccioni fra Castello di Castellengo har 100 små parceller på tilsammen 5 ha, så vinene markedsføres som Centovigne.

Alessandro Ciccioni er overhoved på det imponerende Castello di Castellengo og producerer vin under navnet Centovigne. Det hentyder til familiens 100 små parceller, som tilsammen løber op i 5 ha, endnu et vidnesbyrd om de små forhold her sammenlignet med tiden før phylloxera, da vinmarkerne i Alto Piemonte dækkede 40.000 ha. Slottets ældste dele er fra 1000 og ombygget siden 1500-tallet.

Pietro Cassina i Lessona bliver sidste stop på rundturen. Vingården med den flotte udsigt til sneklædte Alper har forbilledligt rene kældre, og Pietro Cassina går ind for lave høstudbytter og enkeltdruevine: ren Nebbiolo, ren Vespolina, ren Erbaluce. Han har 6 ha vinmarker, men agter at komme op på 10. Holder hans vin den nuværende kvalitet, er der noget godt at se frem til.