Flash, flash, flash, små kvantespring i livet, der er så kort, så helligt. Øjebliksbilleder, der via noget dramatisk bliver arkiveret til noget uendeligt, vedvarende. Øjebliksbilleder der kommer frem, når én man beundrer og holder af, dør.
Døden, at miste, gør os nærværende og det er i dette underlige, konstant nærværende tomrum, at en nekrolog skal skrives, med alle de små erindringsfejl, det indebærer.
Daniel Cathiard døde den 29. januar, 81 år gammel. En af de helt store personligheder i Bordeaux. En kæmper, en sportsmand, en livsnyder, en entreprenør, der blev forenet i det: at vinde. En nær ven fra Stockholm, Johan Magnusson, sendte en SMS til mig midt under en storslået middag i København. Menuen blev et eller andet sted sat på pause, vinen blev drukket, ikke nydt, men duften i vinen bragte konstant små, vigtige øjebliksbilleder frem med Daniel.
Flash, flash, flash – små øjebliksbilleder af ”flash to flash møder”, her nogle højdepunkter i denne grå eminence af flygtige ”hilse på øjeblikke” under endeløse receptioner og smagninger igennem 35 år.
Flash 1
Jeg mødte Daniel Cathiard første gang i 1990 under et event på Château Haut Bailly. Jeg husker ikke hvorfor, hvilket event, men Daniel og Florence, hans hustru, havde lige købt Château Smih Haut Lafitte. Han var ”ny” – usikker i dette møde blandt andre berømte slotsejere fra regionen. Jeg husker hans usikkerhed, generthed, ydmyghed, “hvor er jeg, hvor står jeg, som udefremkommende mellem alle berømte slotsejere i Bordeaux”? Vi fandt hinanden eller måske fandt jeg ham, min nysgerrighed drev mig, hvem var han, hvorfor havde han og hans hustru købt et slot, der på dette tidspunkt mildest talt ikke var blandt de bedste i appellation Pessac-Léognan. Slottet var tidligere ejet af Louis Eschenauer, der leasede vinmarkerne 12 år efter anden verdenskrig, købte vinmarkerne i 1958, og selve slottet i 1987.
Åhh – jeg gav hvad jeg kunne, fortalte lidt om den tidligere direktør Jacques Théo og brudstykker om alle slotsejerne, der var til stede, som jeg kendte så godt, fordi jeg lige havde skrevet en bog om appellationen Pessac-Léognan i 1987. Han fortalte mig ikke så meget, var mest af alt interesseret i at observere. ”Good luck” – tænkte jeg, ”det kommer aldrig til at gå godt”. De, Daniel og Florence Cathiard havde overtaget én af de tungeste ejendomme i appellationen.
Flash 2
En dag sidder jeg til middag i Daniel og Florence Cathiard køkken på Château Smih Haut Lafitte. Det smukkeste og mest nærværende køkken jeg kender. Vi er et meget lille selskab, kun Paul Pontaillier, direktør for Château Margaux og jeg. Det må have været i midten af 1990-erne, vi drak den legendariske Château Margaux 1983, stadig indelukket, alt for ung. Daniel og Florence fortalte om alle deres nye projekter på slottet og et helt nyt, som de troede meget på: anvendelse af polyphenoler fra vindruekerner, der jo blot er et restprodukt. Det skulle være basis for en ny creme, der fik navn efter deres datter: Caudalie. Jeg var med til middagen som læge og formand for ”The Scandinavian Medical Alcohol Board” og beskæftigede mig dengang rigtigt meget med vinen, drukket moderat, som et livsforlængende eliksir. Her kom polyfenolerne ind og med det også cremer der skulle hele huden og sikre mod aldring. ”Good luck” – tænkte jeg, det kommer aldrig til at gå godt!
Flash 3
Jeg bor i deres private hjem under ”en primeur” og tager om morgenen ud på en løbetur med Daniel. Vi løber gennem vinmarkerne og sammenligner Château Smith Haut Lafittes vinmarker med naboejendommene. Daniel behøver ikke at sige så meget, øjet lyver ikke, hans vinmarker strutter af energi båret oppe af biodynamikken. Deres heste i vinmarken efterlader heller ikke nogen tvivl, helt til grænsen eller ud over grænsen. Vi passerer på hjemvejen hotellet de har bygget, Les Sources de Caudalie, ikke bygninger, mere en hel landsby bygget for en stor del af egetræ fra den gamle vinkælder på Château Lafite. Alt er kommet op at stå, hotel, værelser og det sublime køkken som området hungrer efter. Jeg har i denne periode lige taget et hus hjem fra Sverige fra 1800-tallet. Der er andre ”tossehoveder” end mig, tænker jeg! Ved morgenmaden siger hans hustru Florence: ”Daniel kommer lige om lidt, han skal lige sunde sig, du var ved at slå ham ihjel under løbeturen”. Typisk scene for en af de mest berømte skistjerner i Frankrig, ikke at ville give op, koste hvad det vil. Jeg vil her lige tilføje at jeg var i en fandens god form og 12 år yngre end Daniel. ”Good luck” – tænker jeg ikke længere, det går jo godt.
Flash 4
Vi, Johan Magnusson og jeg, er inviteret til indvielsen af Château le Thil. Jeg glæder mig helt vildt, kendte den tidligere ejer Gérard de Laitre, der var læge som jeg og hvis forfædre var gift med Jean-Baptiste Bernadotte, konge af Sverige og Norge. Jeg beundrede den smukke hovedbygning i forfald og det, der engang var en park anlagt af arkitekten bag ”Jardin Public de Bordeaux”, Fisher. Jeg havde drømmen om at købe, at renovere slottet, men fik det aldrig gjort. Det gjorde Daniel og det lå helt naturligt for ham, le Thil er naboejendom til Château Smith Haut Lafitte. Han købte og det skulle han måske alligevel ikke have gjort. Midt i denne pragtmiddag af en aften i et totalt, gennemrenoveret slot, kendte jeg den anden side af historien og den rumsterede hele tiden i mit hoved. Le Thil var måske, måske ikke, et fallitbo, men i hvert fald et termitbo. Næsten hele slottet var ædt op af termitter, renovationen løb op i astronomiske beløb og da alt næsten var færdigt, kom brandmyndighederne med nye krav, der ikke kun kostede enormt mange penge, men også ødelagde en del af den overordnede arkitektur. Jeg havde haft den samme oplevelse med Latour, et vandtårn i Middelfart som jeg stadig ejer. Pludselig havde vi ikke kun gammelt træ, vin, visioner tilfælles, men også frygten: frygt altid det uniformerede menneske. ”Bad luck” tænkte jeg og Daniel blev pludselig menneskelig, det kunne gå galt, han fortalte at det gik galt, men gennemførte missionen.
Flash 5
Det er blevet morgen oven på festen på Le Thil og vi, de inviterede, kan vælge. Hvem vil med Florence Cathiard til deres sommerhus i Arcachon, bade i havet. Hvem vil med Daniel, på cykel til deres lille private sø og ø, en nedlagt grusgrav som de havde købt. Johan Magnusson og jeg vælger det sidste. Cykler, ror over til øen i en lille robåd, drikker nogle gamle årgange af Le Thiel som jeg har taget med fra min egen kælder. Spiser en simpel frokost tilberedt over bål. Bader nøgne i det mest krystalklare vand jeg nogensinde har oplevet. Svømmer og svømmer, lader fornemmelsen af lykke, af nærvær, af vægtløshed indfinde sig. Lykkefølelse i vandet over at kende og opleve et ægtepars historie, af yin og yang, af unge sportstjener på det franske skilandshold, af iværksættere med enorm succes med en helt uhørt risikovillighed, at turde og via uhørt energi og mod, at kunne lykkes. Af, midt i dette intense liv at skabe og opfostre børn der alle i dag er en del af det dynasti, der er blevet skabt i Bordeaux og med Caudalie det dynasti, der på verdensscenen sprænger alle rammer. Det, jeg ikke troede på, eller blot ikke forstod.
Søen, det krystalklare vand, naturen ”det billige skidt”, forstod Daniel også at værdsætte. En verdensmand nede på jorden, i svømme og løbehøjde. Disse små stunder med ordet RO, savnede Daniel til tider. Han fandt dem på skibakken, sammen med familien, sine elskede børn og hustru, omkring bordet og nok i bevidstheden om at en entreprenørs drømme blev opfyldt.
Jeg har lige nu en ganske simpel tanke. Stjæle en lille robåd, ro over til Daniel og Florence ø, lægge en blomst, svømme og sende tanker til Florence og Daniel, deres tre børn og alle medarbejderne på det dynasti, der ikke kun i tanke men i handling er en af de største styrker i Bordeaux.
Tak til Morten Have for venligst at have udlånt indledningsbilledet. Daniel Cathiard ses til venstre under en smagning med Vinbladets redaktør Peter Winding på Château La Louvière i 2023.