Et møde med Becky Wasserman var et møde, mere med en livskunster, end med en vinhandler. En lille, lidt rund kvinde med plirrende øjne og et nysgerrigt sind, der var som skabt til at udforske alle Bourgognes hemmeligheder. Hun havde sit kontor i Beaune, men brugte en stor del af sin tid til at arbejde hjemmefra i den lille by Bouilland. Hendes hjem, som hun havde sammen med sin mand Russell Hone, var som en stor primitiv kirke. En meget stor lade fra 1600-tallet nænsomt renoveret, et stort rum med grove kalkstensmurer, egetræsbjælker af en enorm dimension, med en lofthøjde på 10 meter og en balkon i den ene ende, hvor man kunne søge op for at få varmen i vintermånederne, hvor det er koldere i Bouilland end i Danmark. Der var bøger overalt – på balkonen, i reolerne og på gulvet. Køkkenet var ligeså rustikt og bordet midt i laden var som skabt til mødet med en masse mennesker.
Og der blev holdt møder, selskaber i hjemmet, der blev spist og drukket som i intet andet hjem (ofte med Russell Hone som kok). Alle var der, de lokale vinbønder, selvfølgelig med deres bedste vin under armen, englændere, amerikanere, vinelskere fra hele verden fik deres første møde med det ægte Bourgogne: mad, vin, latter og tid, serveret af en amerikansk kvinde.
Netop amerikanerens forståelse af Bourgognevinen, der kan være så fragil og samtidig så stor, har været kernen i Beckys arbejde som vineksportør. Tidligere, gennem lange, opslidende rejser i USA, medbragte hun små domæner, dengang ukendte, og sammenlignede deres kvalitet med de store, kendte købmandshuse fra Beaune. At hun startede som vinimportør var af nød. Hun havde slået sig ned i Bouilland, en lille by med 100 sjæle, som kun de lokale kender. Hendes mand, arkitekt, der sammen med hende havde startet renoveringen af den store gård, forlod hende pludselig en dag, og der stod hun så med tag over hovedet, men uden indkomst. En lille gruppe vinbønder, domæner, der aldrig havde eksporteret til USA, kom med en fremragende idé. ”Du får vinene med under armen af os Becky og du betaler os først når du har solgt vores vine til en amerikansk importør”. Samarbejdet blev et fantastisk møde med ildsjæle, hvor kontrakten blot var et ord med navnet TILLID.
Becky Wasserman blev for mange amerikanere deres første møde med det Bourgogne, som vi alle værdsætter så meget i dag og som Jasper Morris (han købte senere havdelen af hendes gård gården og indrettede det til sit hjem), har dokumenteret så fremragende i den netop udkomne 2. udgave af Inside Burgundy. TILLID kom senere også den anden vej, betalte en amerikansk importør ikke regningen til domænet, gjorde Becky det. Comtes Lafon, Denis Bachelet, Sylvain Cathiard, Hubert Lamy, Sylvain Pataille og Michel Lafarge blot for at nævne nogle af navnene på de producenter hvis vine hun formidlede til de amerikanske marked.
Becky Wasserman var værdsat, elsket og anerkendt i USA, og netop derfor var det naturligt for Robert Parker at henvende sig til Becky, da han skulle i gang med at skrive om Bourgogne efter sin store succes med den første bog om Bordeaux. Det var i midten af 80erne. Becky havde samlet 130 vine, der alle var linet op i den store lade, en masse producenter var der også. Robert Parker kom, timer for sent, smagte, ikke blindt og gav vinene sine ratings. Et minut per vin. Producenterne var forbløffede og senere, da hans smagsnotater kom ud, forargede, de kunne slet ikke genkende deres egne vine i Parkers smagsnotater.
Becky brød sig ikke om at tale om epoken med Parker, om smagningerne, der gentog sig i flere år og som ligeså godt kunne have endt med en retssag mellem de to. ”Men”, siger hun, ”problemet med en bourgognevin, men også det fascinerende er, at den skal have tid i glasset. En bourgognevin skal drikkes, i ro og mag, omkring bordet. Her vil man opdage, at der ikke er ét udtryk i glasset, men mange forskellige udtryk. Vinen skifter hele tiden karakter, meget mere i duften end i smagen. Bourgognevine er mere en duft end en smag og derfor ikke egnet til at blive smagt og bedømt hurtigt”. At bære nag lå ikke til Becky Wasserman, alt det overstående er historie, gemt, men ikke glemt. Men hendes kontroverser med Robert Parker fik en negativ indflydelse på salget af hendes vine i USA.
Tilbage til nutiden, til det positive, til de plirrende øjne der vil stå for en som en stærk forårssol, der forsøger at trænge igennem det netop udsprungne løvdække. ”Du kan slet ikke forstille dig den fantastiske evolution, der er sket i Bourgogne, Peter. Du kan slet ikke sammenligne det Bourgogne, som jeg oplevede i mine første år i området, og de vine, der nu er så balancerede, så rige, som vi oplever i dag”, fortalte hun, da jeg lavede et interview med hende.
Tiden står ikke stille, alting er i bevægelse, selv i en lille by som Bouilland, i det dybe Frankrig. Der renoveres stadig på ejendommen. Hendes søn Peter Wasserman, der mest bor i New York, har nu overtaget der, hvor Becky måtte slippe. Han sælger vin, han renoverer, han gør i det, som hans mor holdt allermest af: sten, vin og mennesker.
Becky Wasserman døde den 20. august 2021