Den 7. december 2021 klokken 15.00 blev Andrea Franchetti begravet i Santa Maria Aracoeli kirken i Rom. Smukkere kan det ikke være, når det nu skal være. Jeg ser Eckersbergs maleri af kirken foran mig, så fint, så følsomt i lys, i farvevalg, så ømsidigt. Jeg ser ser trappen op til kirken, ser hans børn, ser hans veninde og hans hustru, hans nærmeste venner, familien, og alle de ansatte, der var, og er en del af det vinimperium, som han skabte i løbet af 4 årtier.
Ser og mærker de mange berøringer vi har haft sammen. Fra første møde, glemt og husket, af en dengang ung mand, der i et køkken på Château Landiras i Bordeaux fortalte om en vanvittig ide om, på et bjerg, at skabe en ny vin, en af Italiens bedste i det sydlige Toscana. Manden blev glemt indtil vinen, som fadprøve pludselig dukkede op i mit køkken, i Nårup, på Fyn. Andrea havde haft den liggende i sin kuffert og præsenterede vinen den sidste aften. Jeg blev henrykt, ja nærmest oprørt, vinen i glasset talte meget mere end manden, der sad foran mig.
Jeg havde hentet dem, Peter Vinding-Diers og hans ven, en italiener, i Kastrup lufthavn. Jeg kørte, alt for stærkt, i en Saab 2003 over Sjælland. På bagsædet blev der serveret Salon. Det fortsatte, under middagen, hvor Andrea Franchetti rejste sig op og sagde: ”Jeg har smagt, fået serveret nogle af verdens største vine, men aldrig fået dem serveret på en gang”.
Andrea, som jeg stadig ikke kendte, følte sig tryg i vores hus. Da vi næste dag skulle til en middagsinvitation hos nogle fælles nære venner, sagde han nej, han ville blive i huset hos os og ikke med til det nærliggende slot. Vi trak ham, som et æsel, til truget.
Andrea, så sky, så indadvendt, stædig og alligevel så fyldt med visioner. Venskabet udviklede sig, vi holdt ferier sammen, i hans og familiens slot i Valgardena i Dolomitterne. Vi boede i et slot med kakkelovne som han havde samlet og bygget op sammen med sin onkel, så sjældne, at selv dronning Sylvia og kong Gustav af Sverige kom på besøg. Vi vågnede om morgenen med lyden af tjenestefolk der tændte op og efter morgenmaden drog vi afsted, ud i Dolomitterne, primitivt og storstået, der hvor hans far havde lært dem alt om bjergenes tiltrækningskraft, deres massive evne til at tiltrække og frastøde mennesker. Han, og hans bror, blev nogle af Italiens største alpine skiløbere.
Senere besøgte Andrea aldrig slottet og alperne, han havde fundet et nyt bjerg, der hed Etna. Sådan var Andrea Franchetti, fyldt med visioner, fyldt med skabertrang, men også fyldt med angst, det være sig bjerge eller det etablerede, også inden for vinverdenen, der mere og mere tørstede efter et møde med manden, som jeg beskrev som ”manden fra bjerget”.
Andrea Franchetti’s basis blev Tenuta di Trinoro – bjerget som han omdannede til et ikon i vinens verden. Han købte stedet i 1981, men først i 1991 begyndte han med at renovere det.
Han vågnede en nat i ruinerne og så på månen, der så på ham. De forstod hinanden. ”Bliv her”, sagde månen, ”bliver du her vil du finde, om ikke fred, så i en periode ro”. Andrea forstod budskabet, et tegn, der gjorde, at han i en lang periode forlod sin hustru og deres to sønner i Rom. To år tog det, før Andrea Franchetti med de bare næver sammen med to italienske arbejdere havde forarbejdet det første stykke jord og plantet det med vinstokke, 10.000 per hektar, meget usædvanligt i Toscana.
Han levede på stedet uden internet, uden nogen udefrakommende ting der kunne forstyrre den proces, som han havde sat i gang og som for alle forekom absurd. Men der var noget helt overordnet, det at finde et mål, en identitet, et forbrug af energi og kræfter rettet mod en mission og som var vejen bort fra et misbrug, der i flere år havde fået lov til at styre hans liv, ikke mindst i New York hvor han, på restauranter og eget importfirma var sammen med jetsettet. Andrea Franchettis liv er som en stor roman med historier, tragedier, sorg, svigt, sygdom, men også en rigdom, der med sin magt til at vælge, selv at kunne bestemme, gav en lykke, og muligheder, der er de færreste forundt.
Der er historier, mange, der ikke kan skrives, men som fylder så meget, og som gør savnet så stort, netop fordi det runde, det perfekte aldrig i sig selv er det dragende, men blot en momentan fornemmelse af sjælefred, der hurtigt bliver kedelig. Hele Franchettifamilien, engang måske Italiens rigeste, så i en periode på Andrea som familiens sorte får, men med vinen rejste han sig, blev anerkendt. Hans lykke bestod i at bygge op, at bevare, renovere, men også at skabe helt nye bygninger, nye projekter og de koncentrerede øjeblikke af lykke, tror jeg, var størst, når han mærkede at den vin han søgte efter, blev til et hele.
Andrea Franchetti var et utroligt privat menneske, noget som mange forbandt med arrogance, men måske snarere var et udtryk for angst. ”Dear Peter”, skrev Andrea til mig i 2015: ”How are you? Is the devil letting you live or is it riding the horse of age and depression into the fortress? It happens to all of us. I have lived an alternate existence, being that the center of my nature was broken up”.
Lader djævlen dig være i fred? Andrea Franchetti holdt djævlen, som mange af os, på afstand ved i perioder at arbejde, at skabe, producere til vi segner.
Jeg var med, på sidelinjen i høsten på Tenuta di Trinoro i år 2000. Alting var i sin vorden, næsten jomfrueligt. Andrea Franchetti og jeg stod op før solen, smagte på vejret, på årstiden, på druerne, ikke mindst på Cabernet Franc som han elskede, fordi han elskede Château Cheval Blanc.
”For at kunne lave en vin med et terroir bliver du nødt til at være på stedet året rundt. Terroir eksisterer ikke i sig selv, at producere en vin med terroir er samspillet mellem stedet, vinstokken og mandens fortolkning af stedet”, fortalte Andrea for flere år siden. Årgang 2009 Tenuta di Trinoro gav jeg 100 point og med den årgang havde Andrea Franchetti på mindre end to årtier skabt en helt ny appellation, som det tog franskmændene århundrede at skabe.
Observation, refleksion, bekymring, begejstring, glæde og ærgrelse, sådan er det at være vinbonde. ”Learning by doing” – denne fingerfornemmelse af dét, der via mesoklima, jordbund og personen bag bliver til en identitet, til et terroir – det havde Andrea.
Samme år, i 2000, besluttede Andrea Franchetti at skabe en ny vingård på skråningerne af Etna. Han kendte Sicilien godt, hans kone Fiora Pirri, der er Siciliansk prinsesse, er født og opvokset i Palermo. Han fandt ikke umiddelbart Sicilien interessant som et område for vindyrkning, men kulden, der mødte ham en aften på skråningerne af Etna, overbeviste ham om, at her kunne man lave noget stort. Han gav stedet navnet Passopisciaro – fiskeren. Han nåede at opleve sit 20 års jubilæum og kunne se tilbage på, med sine “Contradas” – enkeltmarksvine, at have skabt Siciliens svar på Bourgognes Grands Crus.
Andrea Franchetti var ikke ”konversationens mand”. Han var bedre til at lave vin end at tale om den, endsige drikke den. Igennem de sidste mange år drak han praktisk talt ikke vin, han gjorde som den professionelle vinsmager gør: dufter, spytter og analyserer. Det var derfor mere end et scoop at en lille gruppe danske vinentusiaster i Latour i Middelfart kunne møde Andrea Franchetti og smage hans dengang helt nye enkeltmarksvine fra Etna.
At køre mod Tenuta di Trinoro er en rejse i ingenmandsland, som ingen glemmer. Støvet fra grusvejen blander sig med den toscanske sol, der får lyset til at føles endnu stærkere. Vidderne ud over det øde landskab føles uendeligt, i solnedgangen oppe fra tenuta’en fornemmes evigheden. Sidste gang jeg så Andrea sad han ved et lille rundt bord i solnedgangen og knækkede nødder. En hel simpel opgave, nød efter nød, indtil den lille skål var fuld og den store tom. Det simple, at knække nødder, at fremavle verdens bedste tomater, at modne dem på bryggersgulvet, at lave verdens bedste pasta og servere verdens bedste vin, det var Andrea, manden der havde prøvet alt.
Han så mig komme gående i modlyset, han havde frabedt sig al besøg og var forundret over en gæst. Han rejste sig, og denne høje, stærke mand lignede pludselig døden. Vi så på hinanden, sagde intet, men græd begge uden lyd, kun med tårer. Han havde fået foretaget den helt store, radikale kræftoperation i New York og han troede på han var blevet helbredt. Jeg sagde intet. Han sagde flere år tidligere til mig: ”Vin er tanke, kærlighed er tanke. Hvis du er tiltrukket af noget, hvis du gør noget med glæde, for eksempel at lave vin, så er du automatisk opfindsom uden at tænke videre over det”.
For Andrea Franchetti var det at lave vin en tankegang, en livsstil, en overlevelse, en måde at trække vejret på. Det er skelettet, dagene, årstidernes pulsation, det konkrete, praktiske – parret med nye drømme og visioner. Andrea Franchetti blev begravet i går. Nu er han dér – i vidderne, i det øde landskab, i solnedgangen, i støvet på Tenuta di Trinoro, i det der fornemmes, som evigheden.
