Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Madeira til Jul

- smagning af 16 aktuelle vine

Blandt hedvinene indtager Portvin en klar førsteplads på det danske marked, og der er en veletableret tradition for at lade den søde Juletid ledsage af portvine. Derimod er den lige så Juleegnede hedvin Madeira et sjældent syn i både supermarkeder og specialbutikker – desværre. Madeira er ramt af den konspirationsteori, at den kun har sin berettigelse som ingrediens til ”Forloren Skildpadde”, og Madeira fremstår helt ufortjent som et ganske ”altmodisch” bekendtskab. Intet kunne dog være mere forkert. Det er denne Juleartikels erklærede mål at gøre sit til at placere Madeira vinen på dens rette og høje og velfortjente hylde, når det gælder fornemme og selvforkælende hedvine til de kommende gastronomiske Juleeventyr.

Madeira – en fætter til portvinen

Hedvinen Madeira er en af vinverdenens største personligheder. Den findes i mangfoldige udgaver, der hver for sig kan byde på enestående vinoplevelser – både som ledsager til mad og som aperitif og som meditationsvin. Selv om alle Madeiravine kommer fra én og kun én ø (portugisisk og af samme navn), og selv om markarealet kun er på sølle 450 hektar, så fremstilles vinen i mangfoldighed af forskellige typer. Af samme grund kan det være svært at overskue, hvad de enkelte flasker rummer, men hvis man kender det basale til portvin, er man allerede godt klædt på til at begå sig i Madeira-verdenen.

Eksempelvis bruges termen ”Colheita” i begge områder og har i begge tilfælde præcis den samme betydning, nemlig at alle druer i vinen er fra én og samme årgang. Det samme nære slægtskab fremgår også, når det gælder vine med en aldersangivelse – eksempelvis ”10 Years”. Her vil der konsekvent være tale om en blanding af vine fra flere forskellige årgange, da sigtet blot er at levere et færdigt produkt, der autentisk fremstår som en vin med pågældende aldersangivelse.

Yderligere overvåges distrikter nidkært af hvert deres selvstændige offentlige kontrolinstitut, der skal godkende vinen, inden den må sælges under sit beskyttede navn. Se informationsboksen, der går takken dybere med at afdække både ligheder og forskelle mellem de to vintyper.

Terrantez

Madeira – med druesorten i højsædet

En væsentlig forskel på Port og Madeira, er at Madeira-vinen ofte skilter med en druesort, hvad man aldrig ser på en flaske portvin. I Madeiras tilfælde er der udviklet en klar præcedens for, at eksempelvis en Malmsey er en sød vin, mens en Sercial typisk er en tør. Her skal man dog ikke være blind for at man via vinifikationsprocessen sagtens kan ændre dette billede til det stik modsatte, hvad der dog næppe vil være populært hos regionens kontrolinstitut. Yderligere er det sådan, at Madeira-producenterne er flinke til at skrive sødmegraden på etiketten. Dette ser man aldrig hos portvinene, hvor de så godt som alle – bortset fra visse hvide port-typer – konsekvent er søde.

Pereira d’Oliveiras flotte gamle butik i Funchal

Madeira – den udødelige hedvin

Med få undtagelser betragtes selv minimal oxidation som en diskvalificerende fejl hos en vin. Når det gælder Madeira, er det modsatte tilfældet, da tvungen oxidation netop er en forudsætning for at få vinen godkendt af instituttet. Det er er endda sådan, at de mere kostbare typer bruger særlig kraftig oxidering. Men da fedme og frugtsødme er en medført egenskab hos en Madeira, så indgår det oxidative præg diskret og på bedste vis i helhedsindtrykket, så den det oxidative præg hos færdige vin blot fremstår som et behageligt og særpræget ekstra krydderi.

Dette minder ganske meget om de oxidative aromaer, man kan opleve i varierende grad hos Sherry. På Madeira er man derimod gået planken helt ud, da det oxidative præg tilføres via to forskellige uafhængige processer. De unge vine opvarmes på mere eller mindre naturlig vis til omkring de 45 grader, hvad der kan stå på i flere måneder. Den anden omgang iltning sker via fadlagringen, da man bevidst ikke fylder fadene helt op. Det efterlader større iltfyldte luftlommer i alle fade, hvad der giver kraftig oxidering – ikke mindst når denne iltpåvirkning forløber i tyve år eller mere.

Nu kunne man let ledes til at tro, at denne ”mishandling” af vinene ville ødelægge alt, men iltning kombineret med tilsætning af præserverende druealkohol gør, at det lille mirakel Madeiravin opstår. Samtidig ender vinene med at blive så godt som udødelige på grund af deres barske og hærdende opvækst. Den gamle mere end tvivlsomme talemåde, der påstår, at modgang opbygger karakter, rummer dog ganske megen sandhed, når det gælder Madeiravine. Historien vil i øvrigt vide, at denne konserveringsproces blev udviklet i en fjern fortid, og at det skete mere eller mindre tilfældigt. Årsagen var, at øen skulle levere vin, der kunne holde sig under fortidens ofte årelange skibsrejser. Men om det er en vandrehistorie eller ej, skal jeg lade være usagt.

Man kan selv i vore dage – omend det kræver betydeligt økonomisk råderum – erhverve sig Madeira-vine helt tilbage fra 1800-tallet. De få gange, jeg har smagt disse ”fortidslevninger”, har de været i fuld vigør, omend de ikke nødvendig var mere spændende end grønskollinger på tyve til fyrre år, så mindre kan da også gøre det…

De tre kategorier

For at forsimple problematikken og fremme overblikket er denne smagnings Madeiravine inddelt i kun tre kategorier: Almindelig basal Madeira, Madeira med angivet alder og Colheita. Basal Madeira er flasker uden særlig aldersangivelse, og det er typisk denne gruppe vine, der er til rådighed i supermarkeder. Ønsker man at købe de mere ambitiøse kvaliteter, skal man normalt have fat i en dedikeret vinhandel.

”Madeira med angivet alder” er vine, hvor etiketten bærer anprisningen ”5 Years”, ”15 Years” eller tilsvarende. Altså vine, der er lagret i et betydeligt og veldefineret omfang, men hvor der er tale om en blanding af forskellige årgange. Her er vi trådt et betydeligt skridt op ad kvalitetsskalaen, hvad priserne normalt også vil angive. Hvor 20 Year Tawny Portvins i de billigste udgaver koster fra cirka 250 kroner, så starter Madeira af en tilsvarende alder omkring de 500 kroner og opad. Madeira er også en langt kraftigere vin med utrolig styrke og kompleksitet. Ønsker man masser af power i sin dessertvin, så er en 20 års Madeira altid et strålende valg.

Colheita er vine, hvor alle druer er høstet i et givet år, og vinene anses normalt for at være den fornemmeste Madeira-type. Priserne afspejlet dette forhold, da de starter ved 300-400 kroner og hurtigt bevæger sig op i mange tusinde kroner for de ældre årgange. Men til deres forsvar skal det siges, at de alle er strålende vine. Så når der står et årstal på etiketten, er man så godt som garanteret en imponerende smagsoplevelse.

De tre favoritter

I denne smagning er der fremhævet én vin fra hver af de tre grupper. Det er ikke nødvendigvis den vin, der har fået flest point, men det kan være en vin med bemærkelsesværdig personlighed eller én med et særligt klassisk og vellykket præg, eller den kan have et rigtigt attraktivt forhold mellem pris og kvalitet. Favoritværdigheden er tildelt ud fra undertegnedes helt personlige smag, hvorfor der er tale om helt igennem subjektiv vurdering. Disse vine er i smagenoterne markeret med ordet ”FAVORIT”.  De anførte point i smagenoterne er derimod et forsøg på at give en objektiv kvalitetsvurdering uden skelen til prisen. I artiklens smagenoter er der en mere grundig gennemgang af disse vine – sammen med alle de øvrige kandidater.

Fra den første kategori med de mere basale Madeira-typer blev det ”Duke of Clarence” – Rich and Sweet, Madeira fra Blandy’s, der løb med favoritværdigheden. Vinen udmærker sig ved at levere en fuldgyldig og autentisk Madeira-oplevelse og gør det til en rigtig fornuftig pris. ” Duke of Clarence” burde inspirere flere til at kaste sig ud i at smage de mere ambitiøse og rigere og mere kraftfulde og karakterfulde vine, hvor der kommer alder og årstal på flaskerne. Vine, der godt nok har en højere pris, men som alle giver en større oplevelse, og vel at mærke en oplevelse, som ikke fås mage til andre steder i vinens rige verden.

Den næste kategori var Madeira med angivet alder, og her var det mere end svært at finde favoritten, da denne gruppe leverede adskillige storslåede vine. Vine, der i særlige grad appellerede til en Portvins-entusiast som undertegnede. Netop 10 og 20-års Tawny-portvine er blandt mine absolutte favoritter, men Madeira-vinene kunne sagtens tage kampen op mod storebror fra Douro-området. Madeira leverede mere kraftfulde og karakterfulde vine, der i høj grad levede på et fuld udfoldet og potent Tawny-præg, hvad der sikkert kan føres tilbage til Madeira-vinenes øgede ilteksponering plus selvfølgelig den lange opvarmning under lagringen.

Det endte med, at Favorit-kokarden blev tildelt Blandy’s Malmsey 15 Years – Sweet Madeira, der er indbegrebet af en vellykket Tawny-type, der kører for fuld skrue på alle leder og kanter. En vin, der på samme tid er frisk og alligevel sagtens kunne være væsentlig ældre end de 15 års, der står på etiketten. Så de 95 point er aldeles velfortjente. Skulle man pege på enkelte særligt vellykkede sider af denne meget generøse vin, så kunne det være dens evne til at levere enorm aromastyrke og så samtidig være harmonisk, delikat og detaljeret. Den besidder en frugt, der på samme tid er fuldmoden og saftig, hvad der er er en sjælden egenskab for en hedvin med denne alder.

Den sidste kategori var Colheita – altså vine, hvor alle druerne kommer fra den samme årgang, der er anført på etiketten. Her var der en flot række af meget gamle vine med – ja, helt tilbage til 1977, hvor vi taler om knap 50 års udvikling. Vinen var et fremragende eksempel på Madeiras enorme livslænge og den illustrerede på bedste vis, hvad der sker, når vinen for alvor får lov at lagre. Se mere om dette i smagenoterne for Terrantez 1977 og for den sags skyld også 2005-vinen

Favorit-værdigheden blev tildelt Colheita 1989, medium dry Madeira lavet på Verdelho-druen af det glimrende firma Pereira d’Oliveira. Med sin alder på mere end 35 år, synes den at være på toppen, og der er ingen tegn på, at den ikke også vil være fremragende om 10 år eller længere endnu. Det er en vin, hvor man for alvor kan blive klogere på, hvad der sker med en vin efter mange års lagring. Ikke mindst når man tænker på, hvor heftigt denne vin har været oxideret undervejs på sin lange rejse. Der er udviklet en betydelige detaljerigdom, hvor vi når pænt rund i den sjældne aromagruppe, der kaldes for de tertiære aromaer, der er forbeholdt fuldmodne vine, der har evnet at overleve i mange år.

Det er en ambitiøs og spændende vin med en lang og fornemt gennemført lagringsforløb. Vinen kan med fuld ret betragtes som lidt af en rollemodel for flot Madeira med mange år på egefadet bag sig. Her kan man også få et klart indtryk af, hvor meget kvalitets-egetræ og korrekt doseret fadeksponering kan tilføje til en vin, der har den fornødne frugtighed og substans til at kunne indgå i og endda overleve et langvarigt ægteskab med egens kraftige aromaer og markante tanniner.

På trods af at denne vin er lavet på den mere afdæmpede Verdelho-drue, og at den på etiketten beskrives som halvtør, vil de fleste nok opfatte den som sødmefuld på en særdeles kultiveret facon. En absolut favorit, selv om denne sidste kategori var besat med et ganske imponerende udvalg af storslåede vine, hvad deres karakterer da også afslører.

Madeira til Julemaden

Når der skal vælges passende mad eller søde sager til at ledsage Madeira, skal man gøre sig klart, at der er tale om hedvin med omkring 20 procent alkohol. Smagen er intens og ofte ligefrem voldsom, og aromabilledet er helt igennem rigt, og typisk er det domineret af aromaindtryk som nødder, rosiner og tørret tropisk frugt. Hertil kommer, at syreindholdet altid er højt, selv om syren som regel er camoufleret effektivt af en betydelig sødme og frugttæthed. Endelig er der jo tale om en oxideret vin, selv om det oxidative præg svinger markant fra vin til vin. Oxidationen betyder, at meget af frugtens friskhed og bærpræg er forsvundet, så Madeira er forventelig en dårlig ledsager til frugtdesserter.

Alt i alt er der tale om vine, der kan klare kraftigt smagende råvarer. Det gælder især for de yngre Madeiraer, og her kan man normalt bruge meget de samme madvalg, som hvis der skulle portvin på bordet. Bortset fra de ældste typer Madeira, så vinder vinen i friskhed og frugtighed ved en kølig servering – gerne under de 10 grader. De yngste vine kan sagtens komme direkte fra køleskabet. Selv om Madeira typisk bruges til desserter, is og kager, er der ganske mange undtagelser, så der er rigelig med plads til de personlige eksperimenter. Madeira er på grund af sin kraftfulde fremtræden en af de få vine, der magter at ledsage chokolade i næsten enhver afskygning, selv om chokolade ellers kan tage livet af næsten enhver vin.

Bual

Madeira er kendetegnet ved, at druetypen ofte fremgår af etiketten. Druenavnet er mest af alt et fingerpeg om vinens stil og sødme, da druesorten af praktiske grunde er blevet til en form for varedeklaration. Så hvis der står Bual på etiketten, så smager den også som forventeligt for Bual-sorten, og den har den for druen typiske sødmefuldhed eller tørhed. Derfor fortæller druenavnet ganske meget om vinens stil og styrke, og dermed om, hvordan den passer til bestemte råvarer eller som aperitif. Generelt gælder det, at meget gamle vine – mere end 20 år – uanset type bør drikkes solo og uden forstyrrende mad, før deres høje klasse fuldt ud kan værdsættes.

Den korte version af druernes typicitet er:
Sercial-druen til aperitif og salte snacks
Verdelho-druen til røgede og cremede retter
Bual-druen til blå ost & mørk chokolade
Malmsey-druen til chokolade og julebagværk – ikke mindst småkager

De gængse supermarkeds-Madeiravine er normalt uden angivelse af drue eller alder, men de er generelt forudsigeligt sødmefulde og mediumstærke. Vælger man i stedet en vin med en druesort på etiketten, så kommer der her en række klassiske eksempler på vinenes anvendelser i både det salte og det søde køkken:
Tør Madeira – der dog sjældent er seriøst tør – kan blandt meget andet bruges til oliven, saltede mandler, Manchego eller andre hårde oste. Den kan også ledsage røget eller saltet fisk, consommé eller klare supper.
En halvtør madeira er god til røget kød, charcuteri, lufttørret skinke, men den kan også bruges til cremede svamperetter og fisk- og skaldyr i tunge, cremede saucer og til hummerbisque og sidst, men ikke mindst til Foie Gras.

Malmsey

Malmsey-druen er optimal til ganske mange deserter på grund af sin rige frugt og sin kontante sødme. Eksempelvis vil en Malmsey fungere til næsten alle solidt søde desserter. Dens høje syre gør, at selv de sødeste dessertversioner kun sjældent bliver kvalme. Malmsey håndterer på fin vis chokoladedesserter, nøddetærter og Julekager som pebernødder, vaniljekranse brunkager og finsk brød. De tørre oste har det ofte også godt i selskab med Malmsey – eksempelvis gammel Gouda, Parmesan eller Pecorino. Så der er rigeligt at vælge mellem, hvis der skal Madeira på bordet.

Vinregionen Madeira

Madeira-vinregionen ligger på den portugisiske ø Madeira i Atlanterhavet, cirka 800-900 km sydvest for det portugisiske fastland og cirka 600 km vest for Afrikas kyst. Vinmarksarealet til Madeira-vin (hedvin – forstærket vin) er på cirka 450 hektar, der er fordelt på små terrasserede parceller på stejle skråninger. Til sammenligning er portvinsområdet i Douro-området på fastlandet på omkring 40.000 hektar. Den årlige produktion er på cirka 4 millioner flasker med en samlet værdi på ca. 21 millioner euro. De vigtigste eksportmarkeder er de europæiske lande i form af Frankrig, Tyskland, England og Benelux-landene, men Madeira eksporteres også i pæne mængder til USA, Japan og andre asiatiske lande.

Sercial

Madeiras druesorter

Sercial giver typisk knastør til meget tør Madeira med høj syre, citrus og en saltet mineralitet. Sercial bruges ofte til de tørre aperitifvine og vinen lagrer ekstremt godt.
Verdelho giver typisk medium-tør vine, der er krydrede og røgfyldte og ofte med syrlig tørhed. De færdige vine er generelt i en halvtør stil et sted mellem Sercial og Boal.
Boal giver typisk mediumsøde og rige vine med præg af karamel, tørret frugt og med velafbalanceret syre.
Malvasia eller Malmsey er berømt for at give en fyldig og sød vin med præg af, honning, figner, rosiner og nødder.
Endelig er der arbejdshesten Tinta Negra, der reelt udgør rygraden i stort set alle Madeiravine. Druen udgør typisk mere end 80 procent i den færdige flaske, selv om der står eksempelvis Boal på etiketten. Tinta Negra dækker derfor geografisk set langt hovedparten af vinmarksarealet på øen.
Andre autoriserede druer: Terrantez, Bastardo (Trousseau), Moscatel (Muscat), Complexa og Listrão (Palomino Fino).

Sådan fremstilles Madeiravin

Efter høst og presning af de fuldmodne druer gæres de, indtil mosten har nået den ønskede sødmegrad.
Herefter stoppes gæringen ved tilsætning af neutral vindruesprit (96 procent alkohol), der dræber alle aktive gærceller.
Dette stoptidspunkt varierer betydeligt fra druesort til druesort, og det er altafgørende for, hvor tør eller sød den færdige vin bliver.
Herefter opvarmes den færdiggærede vin, og der bruges to forskellige metoder afhængig af ambitionsniveauet:
Estufagem-metoden bruges typisk til de billigere vine. Opvarmningen foregår i rustfrie ståltanke ved 45–50 grader, og den fortsætter minimum 3 måneder og ofte længere.
Canteiro-metoden bruges til de højere kvaliteter, især 10+ års vine. Her lagres vinen på varme lofter eller rum opvarmet naturligt af solen, hvorfor temperaturforøgelsen her er afdæmpet og langsom – normalt 20–40 grader gennem flere år.
Efterfølgende oxideres den færdige vin bevidst og kraftigt, mens den lagrer på egefade. Man undlader simpelthen at fylde tønderne helt op, så der kan komme masser af ilt til den lagrende vin på grund af den store overflade i fadet.
Dette er hovedårsagen til vinenes karakteristiske nøddeagtige, karamelliserede og oxiderede smag.
Vinen lagres udelukkende i træfade, der oftest er gamle amerikanske eller portugisiske egetræsfade. Lagringsperioden er minimum 3 år på fad. De højere kvaliteter med angivet druesort angivet lagrer ofte 5 til 20 år. Colheita – altså Single Harvest vine – lagrer minimum 5 til 7 år på fad.
Efter lagring blendes og tappes vinen. Madeira er ekstremt holdbar efter åbning på grund af kombination af høj alkohol (18-22 procent) alkohol og opvarmning og oxidering.

De vigtigste forskelle og ligheder mellem Madeira og Portvin

Ligheder:

  • Begge er portugisiske forstærkede vine (hedvine – fortified wines)
  • Begge stopper gæringen ved tilsætning af neutral vindruesprit
  • Begge er søde til meget søde afhængig af hvornår spritten tilsættes
  • Begge lagres længe og bliver bedre med alderen
  • Begge reguleres strengt af portugisisk vinlov gennem særlige lokale vininstitutter

Forskelle:

Madeira Portvin
Geografi Øen Madeira (Atlanterhavet) Douro-dalen (fastlandet, Nordportugal)
Druer Sercial, Verdelho, Boal, Malvasia, Tinta Negra Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz m.fl. (over 80 tilladte)
Opvarmning Obligatorisk (Estufagem eller Canteiro) – giver oxideret stil Nej. Det er vigtigt her at undgå oxidering
Oxideringsgrad Kraftig og bevidst (tønder aldrig helt fyldte) Minimal (Ruby/Tawny LBV) eller kontrolleret (gamle Tawny)
Smagsprofil Oxideret, nøddeagtig, karamel, høj syre, “brændt” Frugtig (Ruby), nøddeagtig (Tawny), aldrig så oxideret eller syrlig
Sødme-syre-balance Altid meget høj syre – selv de sødeste virker friske Lavere syre, sødmen dominerer ofte mere
Holdbarhed efter åbning Ugevis op til måneder – næsten uforgængelig Få dage (Ruby/Vintage) til uger (Tawny)
Lagringskrav (højeste kvalitet) Minimum. 20 år på fad Vintage Port: typisk 2 år på fad + mange år på flaske
Vinlov – aldersangivelse Kun reelle år på fad (5, 10, 15, 20, Colheita) – ingen fiktive aldersbetegnelser Tawny må bruge “10, 20, 30, 40 år” som gennemsnitsalder i blenden (ikke nødvendigvis reelle år)
Produktionsvolumen Cirka. 3–4 millioner liter/år Ca. 80–90 millioner liter/år

SMAGNING

Almindelig basal Madeira

Rain Water – Medium Dry Madeira, Blandy’s

Veludviklet frisk frugt med orangetoner, nødder og et ungdommeligt præg. Særdeles detaljerig og med et nydeligt tawnyport-præg. Diskret sødme og umiddelbar charme. Veltøjlet egetræ, pæn elegance og med et ret let helhedspræg. Tæt og afrundet frugt med markant og god syre, hvor sødmen er mere intens end forventet. Sikkert delikat som aperitif. 18 pct. 90 | 149,00 Juuls

FAVORIT

Duke of Clarence – Rich and Sweet, Madeira, Blandy’s

Afdæmpet næse med rank, ungdommelig og sødmefuld frugt med god tyngde og præg af figner og dadler. Velkrydret og umiddelbart tiltalende duft. Fed, delikat og sødmefuld smag med rank fylde, god syre og et sammensat og vellykket krydderi. Her er vi oppe i en sødmegrad, hvor vinen fungerer til dessert og ikke mindst til kage. Server den gerne solidt afkølet. 19 pct. 91 | 149,00 Juuls

Duke of Sussex – White Dry Madeira, Blandy’s

Afdæmpet, let Sherrypræget næse med behersket oxidering, diskret saltpræg og nøddetoner. Elegance og harmoni med stilistiske mindelser til en Fino Sherry. Afrundet duft med overraskende fylde og solid sødme. Charmerende og letdrikkelig. Velegnet til aperitif med sin sunde og friske frugt. Glat vin med afdæmpet frugtsyre, et lille salt præg i eftersmagen og med bred brugerappel. Diskret krydret og med et saftigt helhedspræg, betydelig længde og god, velsammensat længde. Server den gerne grundigt afkølet. 19 pct. 90 | 149,00 Juuls

Madeira med angivet alder

5 years dry Madeira Pereira d’Oliveira

Intens Tawny-næse i stil med 20 års port og med moderat sødme. Krydret med valnødder og modent egetræ tilsat lidt peber. Flot dybde og god koncentration. Mærkbart alderspræg på den gode måde. Elegant krydret og med fin renhed og dejlig friskhed. Smag med betydelig fylde og afrundet frugt med pæn lille sødme, der gør vinen mindre tør, end hvad etiketten oplyser. Solidt egetræ og flot mundfylde og nydeligt sammensat aromaprofil. 19 pct.
91 | 185,00 Sigurd Müller Vinhandel

Sercial 5 Years Dry Madeira Blandy’s

Intens næse i en næsten Sherryagtig stil med kontant oxidationspræg og med afdæmpet og harmonisk styrke. Velkrydret varm, mørk frugt, som underbygges på glimrende vis af et veludviklet træpræg. Duftens sødme er moderat og indfinder sig først sent i aromabilledet. Smag med solid, mundfyldende, saftig frugt, der følger med helt frem til det sidste i eftersmagen. Let og tæt helhedspræg. Charmerende, letdrikkelig og med afdæmpet, men mærkbart oxidationspræg og et kultiveret trækrydderi. 19 pct. 91 | 229,00 Juuls

5 Years Reserva. Rich Madeira Blandy’s

Intens og givende næse med tilpas oxidation. Dejlig sødmefuldhed og nydeligt valnøddepræg. Mørk og afrundet frugt med pæn ungdommelighed, stor fylde og god dybde. Her er sødmen i fokus. Betragtelig fylde i smagen, hvor en fed sødmefuldhed og saftig frugt præger smagsbilledet. Nydeligt krydret og med masser af charme og harmoni og moderat styrke. En vin til de lettere desserter. 19 pct. 92 | 175,00 Juuls

Bual 10 Years – Medium Rich Madeira Blandy’s

Afdæmpet næse ovre i den sødere Sherrystil. Rank frugt med nydeligt og let oxidationspræg. Dejlig frisk og intakt frugt og med præg af puddersukker, mørke blommer og med medium styrke. Kontant sødmefuld smag med saftig, tæt og blød frugtighed og med god aromaintensitet. Harmonisk og letdrikkelig med fin balance og med moderat frugtsyre og lang, tiltalende eftersmag. Umiddelbar vin, der fungerer fint til et glas i utide. Sympatisk og klassisk Madeira på glimrende kvalitetsniveau. 19 pct. 92 | 399,00 Juuls

10 Years Sweet Madeira Pereira d’Oliveira

Frugtig og god sødmefuld vaniljenæse med frisk, delikat, mørk frugt med sveske og blommepræg. Solidt og godt fadpræg med ristet udtryk. Her er vi stilistisk tæt på en ungdommelig tawnyportvin, hvor oxidationen er begrænset. Smag med betydelig fylde, tyngde og tæthed. Flot aromarigdom, intens sødme og afdæmpet frugtsyre. Venlig og lettilgængelig smag med flot opbygget dybde i den aromatiske og særdeles saftige, ekstraktrige, mørke frugt. Charmerende, vellykket og autentisk Madeira med fin styrke og betydelig længde i eftersmagen. 19 pct.
93 | 310,00 Sigurd Müller Vinhandel

Malmsey 10 Years – Sweet Madeira Blandy’s

Kraftfuld vin med solidt alderspræg og mørk fuldmoden frugt. Enorm styrke, sødme og tæthed, der stilistisk ligger tæt på Pedro Ximinez Dessert-Sherry. Præg af mørk sirup og rosiner og med veludviklet nøddepræg og tilsat ristet egetræ. Delikat og næsten afdæmpet smag i forhold til næsens overdådighed, omend med meget de samme toner og en dejlig balance. Også her betydelig rigdom og fedme, men samtidig med frelsende friskhed på grund af en god syrebalance. Kultiveret power og enorm charme, der gør det muligt at hamle op med selv de mest kraftfulde og krævende desserter. 19 pct.
94 | 399,00 Juuls

FAVORIT

Malmsey 15 Years – Sweet Madeira Blandy’s

Intens, ren og delikat daddelnæse med læssevis af delikat nøddepræg. Velafbalanceret og ambitiøs duft med en sammensat og super-harmonisk næse båret oppe af velvalgt ristet egetræ, imponerende teknisk niveau kombineret med en nærmet skamløs power og overdådighed. Intens nøddepræget mundfrugt med enorm fylde og fedme. Harmonisk og top intens i aromaudtrykket. Ungdommelig saftig frugt fulgt op af en næsten uendelig lang eftersmag med bemærkelsesværdig styrke og rigdom. En fornem vin på sit absolutte højdepunkt. 19 pct. – 50 cl. 95 | 495,00 Juuls

Malmsey 20 Years – Sweet Madeira Blandy’s

Afrundet daddelfrugt, hvor finesse er prioriteret højere end styrke. Veludviklet, elegant og med vellykket vinøs og harmonisk duft i gennemført kultiveret stil. Finesserig og med veldimensioneret egetræ, der er fuldt udviklet. Præcis, velafbalanceret og superambitiøs smag med udtalt delikatesse og en næsten ustyrlig rigdom. Kvalitet på så højt et niveau, at man kun alt for sjældent oplever mage. 20 pct. – 50 cl. 96 | 755,00 Juuls

Colheita

Malmsey Colheita 2016 – Rich and Sweet Madeira Blandy’s

Elegant, lakridset, frisk og stringent frugt med moderat alderspræg og dejlig styrke og god rankhed. Velstruktureret og detaljerig med udmærket finesse og præcision. Aromatisk krydret med lakrids, tørret tropefrugt og ristet egetræ. Ungdommelig smag med fornem balance og med umiddelbar og dejlig detaljerigdom. Rank, tæt og mundfyldende frugt med delikate orangetoner. Frisk og charmerende vin intens og velvalgt sødme. Kraftfuld eftersmag med enorm længde og tæthed og rummende nydelige sherry-toner og betydelig tæthed. Fornem og forførende vin til attraktiv pris. 19 pct. – 50 cl. 94 | 255,00 Juuls

Verdelho Colheita 2010 – Medium Dry Madeira Blandy’s

Afdæmpet, rank og elegant duft med dadler og let ristet egetræ og totalt set med et mineralsk præg. En tiltalende kombination af finesse, balance og præcision. Afdæmpet, elegant og seriøs vin med vellykket elegance. Overraskende frisk og ungdommelig mundfrugt krydret med lidt orangetoner. Samme gode balance, finesse og elegance, som duften rummer. Charmerende på et højt kvalitetsniveau. 19 pct. 94 | 1.005,00 Juuls

Malvazia Colheita 2005 – Sweet Madeira Pereira d’Oliveira

Bred sødmefuld frugtnæse med dadler og figner tilsat mørk karamel og med dejlig dybde og masser af præcision. Mørk frugt med rankhed og betydelig vinøsitet. Supertæt frisk mundfrugt med imponerende detaljerigdom og en velsammensat og nærmest uendelig eftersmag. Smag med ungdommelig kraftfuldhed, betydelig tæthed og mundfylde. Vellykket og autentisk aldersudtryk og alligevel med betydelig friskhed. Uden tvivl en vin med et fortsat langt liv foran sig. 20 pct.
94 | 700,00 Sigurd Müller Vinhandel

FAVORIT

Verdelho Colheita 1989 Medium dry Madeira Pereira d’Oliveira

Fuldmoden næse, der har nået et udviklingsstadie, hvor der udover en storslået detaljerigdom også indgår en diskret mineralitet i udtrykket og adskillige tertiære aromaer. Ambitiøs vin med dejlig harmoni, lidt chokolade-krydderi med behersket og perfekt doseret sødme. Delikat, subtilt og kultiveret krydret med kontant, let ristet egetræ, der er fuldt udviklet. En vin, der udover styrken, også satser på elegance og finesse. Afrundet, kraftfuld og stadig saftig og intakt mundfrugt på trods af vinens åbenlyst høje alder. En fornem vin, der er utroligt glat, tæt, kompleks, afrundet og givende med et udtryk, der er helt dens eget. Meditationsvin på højeste niveau. 20 pct. 95 | 1.500,00 Sigurd Müller Vinhandel

Terrantez Colheita 1977 – Medium Rich Madeira Blandy’s

Afrundet næse med nydelig sveske- og daddelfrugt og med afdæmpet nøddepræg. Her lægges der ikke skjul på den høje alders kontante konsekvenser, tværtimod. Det er en vin, der efter de mange år i flasken kræver sin tid i glasset, før den folder sig ud, for at ende som en helt igennem unik personlighed. En duft med betydelig kompleksitet, opbygget omkring de overdådige næsten sorte aromaer fra frugt og fad. Trods alt en frisk og intakt Colheita-vin, når alderen tages i betragtning. Lettere dekadent helhedspræg, men betagende i sit udtryk og sin måde at gengive sin betydelige alder på. Nærmest ufattelig koncentration i den kulsorte mundfrugt, der rummer lag på lag og er sat perspektiv af en intens og fornem syre. Denne vin er reelt et stykke portugisisk kulturarv, der fortjener ærbødighed. Dette er præcis, hvad der har gjort Madeira berømt for sine vine. En helt igennem ekstrem personlighed, der vil dele vandene mellem tilhængere og modstandere. Selv er jeg så absolut blandt tilhængerskaren. 21 pct. – 37,5 cl. 96 | 1.800,00 Juuls

Juuls Engros på telefon 71 96 12 20 henviser til nærmeste forhandler