To historier fra denne sommer kredser begge om dilemmaet ─ at nyde det livet kan byde på hvis nydelsen indebærer en risiko ─ og de afslører samtidig en skepsis over for eksperternes advarsler.
”Vin, en risikofaktor for kræft og fordelene ved at være vinjournalist – eller når tvivl rører dit hjerte” var overskriften på et indlæg af Hervé Lalau i den franske vinblog LES5DUVIN den 29. juni.
”Som vinjournalist, stolt af at forsvare kvalitetsproducenter og en århundredgammel arv, befinder du dig en dag ved et bord med en elsket person, der meddeler, at han helt har opgivet at drikke vin af frygt for kræft. Sikke et chok. Ikke at du nogensinde har tvunget nogen til at drikke vin, men en så radikal beslutning fra en person, du har kendt i årevis, og som du endda har delt behagelige smagsprøver med tidligere, er som et lyn fra en klar himmel.
Hvordan kan du overbevise ham om, at det er overdrevent? Og har du ret til at gøre det? Og hvilken vægt kan dine tredive års vinskribentskab så bære i lyset af de næsten ugentlige advarsler fra Sundhedsministeriet. Stillet over for lavinen af artikler, der er dedikeret til dette emne af en bred vifte af medier, fra dameblade til ugentlige tv-programmer, fra politisk motiverede aviser til modeinfluencere; i lyset af forsigtighedsprincippet “man ved aldrig?
Du er hverken læge, epidemiolog eller minister. Heller ikke influencer. Så hvad skal du gøre? Påpege over for din vinven, at kræftkurven stiger, mens vinforbrugskurven bliver ved med at falde? At de undersøgelser, som medarbejderne i sundhedsvæsenet baserer deres teorier på, er forudindtagede (eksistensen af flere faktorer, især inden for kræft); at de offentliggjorte tal er groft overdrevne, og at dine kolleger i mainstream-pressen burde være lidt mere kritiske, når de slynger rundt med data, de aldrig har verificeret? At vin (hvis forbrug utvivlsomt er det, der er faldet mest af alle alkoholholdige produkter) er en bekvem syndebuk? At et moderat forbrug – ligesom det, vi stadig blev rådet til at drikke for et par år siden – er bedst at afholde sig fra?”
Vindrikkere er jo også en slags mennesker, og vi påvirkes af det, vi hører og læser. Nøgtern og saglig information om livsstil og helbred har ikke behov for at fordreje, underdrive eller overdrive, men læserne af Vinbladet vil vide, at kilden til nutidens spærreild af advarsler mod vin og andre alkoholiske drikke er WHOs nye mantra: ”intet alkoholforbrug er risikofrit for dit helbred”. Den noget absurde påstand bruges som en tryllestav til at udradere mange års evidens for en gavnlig effekt af et mådeholdent forbrug. Metoden benævnes ”Disabling bias”: en bias der kasserer en lang række videnskabelige studier fordi deres resultater ikke passer med budskabet om “nul alkohol”. Det er ikke bevis på partiskhed (bias) at være bekymret over alkoholens toksicitet eller at være skeptisk over for påstande om gavnlige sundhedseffekter af moderat alkoholforbrug. Bias opstår, når bekymring og skepsis anvendes selektivt på indtagelse af alkohol som livsstilsfaktor, samtidig med at man ufortøvet godtager resultater vedrørende effekten af motion og en kost med frugt og grønt fra nøjagtig samme type studier.
Et pseudo-videnskabeligt krav om bevis for nul risiko
”Risikoen starter fra første dråbe”, hedder det i en udtalelse fra WHO, som går endnu længere med et krav om ”gyldig videnskabelig dokumentation for at der på, og under, et vist niveau ikke er nogen risiko for sygdom eller skade forbundet med alkoholforbrug”. Men som alle forskere ved (eller burde vide) er det ikke er muligt at føre videnskabeligt bevis for at noget er helt uskadeligt og uden risiko. Videnskabelige studier kan i bedste fald vise om en risiko er stor, lille eller minimal ─ men kan aldrig dokumentere at risikoen er lig nul.
Det er derfor chokerende at WHO fremsætter dette pseudovidenskabelige krav, der svækker tilliden til WHO som en seriøs institution hvis politik bygger på saglig evidens. Og det fører os over til historien fra ”The Conversation” den 18. juli: ”Sunscreen misinformation and its real world damage”. Her fortæller Rachael Kent (fra King’s College, London) om en video, hvor man ser en ung kvinde smide sin solcreme i skraldespanden med ordene ”Jeg stoler ikke på det skidt længere”, mens hun holder den famøse tube op som bevis. Videoklippet er blevet set over en halv million gange, og et stort flertal af kommentarerne roser kvinden for at have ”smidt kemikalierne ud” ledsaget af hjemmestrikkede anbefalinger af kokosnødolie eller zinkpudder som alternativer. Denne type influencer-information, der skaber følelser som forargelse, frygt og inspiration, ligger i toppen blandt det mest læste stof på de sociale medier.
Solcreme kan indeholde en stribe allergifremkaldene og hormonforstyrrelse kemikalier (https://taenk.dk/kemi/plejeprodukter-og-kosmetik/kemien-i-solcreme-det-skal-du-holde-oeje-med), og efter at WHO har åbnet Pandoras æske med sit uladsiggørlige krav om ”et videnskabeligt bevis for nul risiko”, er det blevet lettere for folk at argumentere for at ”smide kemikalier i skraldespanden” med henvisning til risikoen ved brug af f.eks. solcreme. Dette budskab har større følelsesmæssig appel end nøgtern orientering om faren ved ultraviolet stråling, der af mange opleves som følelseskold og patroniserende. Der er solid, observationel evidens for den beskyttende effekt af faktor 30 solcreme mod modermærkekræft, men det har ikke hjulpet på folks tillid til observationel evidens at WHO klart afviser solid, observationel evidens for at et mådeholdent, regelmæssigt alkoholforbrug mindsker risikoen for blodpropper i hjerte og hjerne.
Affektiv polarisering
Det er en evolutionær overlevelsesmekanisme, at vi bearbejder trusler hurtigere end løfter. WHO-mantraet ”intet alkoholforbrug er risikofrit for dit helbred” har til hensigt at skabe en stærk sindsbevægelse ─ »affektiv polarisering« ─ mod alkoholiske drikke hos et flertal af borgere med en nation beboet af lykkelige afholdsfolk som endemål. Der sættes en følelsesladet dagsorden, der skaber resonans i offentligheden, og straks løber alle medier i samme retning.
Der er behov for mere almen viden om videnskabelige paradigmer og metoder og specielt den vigtige videnskabelige ydmyghed, som afspejler kernen i det videnskabelige arbejde: At vi altid kun er på vej mod lidt mere sikker viden, end vi havde før; at viden altid skal valideres, kritiseres og testes. Der er forskel på faktuelt baseret viden og politiske holdninger, men videnskab kan leve fint sammen med politik, religion og kampagner så længe vi er i stand til at forstå forskellen mellem dem. ”Når der stadig, trods alle advarsler, findes rygere, drankere og misbrugere, så vil det sige, at menneskets trang til at underkaste sig et nytteprincip er temmelig relativ”, skrev filosoffen Alain Finkelkraut i Le Figaro. ”Alle vil selvfølgelig gerne bevare deres helbred, men de vil også andre ting, f.eks. at brænde deres lys i begge ender. Når man vælger mellem at bevare helbredet og at sætte det på spil, træffer man ikke altid det logiske valg, som ens selvopholdelsesdrift dikterer én.”
Sat på spidsen kan livet karakteriseres som en seksuelt overført sygdom med 100 procent dødelighed, og med det perspektiv for øje vil mange være parate til at løbe en behersket risiko når det er prisen for at nyde livet i fulde drag, hvad enten det er at cykle i skoven, svømme i havet eller nyde et glas vin til maden. Eros Poli, der som anonym hjælperytter skrev sig ind i Tour-historien ved sin legendariske sejr på Mont Ventoux-etapen i 1994, er i dag guide på cykelture til Mont Ventoux. ”Det har været med til at få folk til at huske min sejr. Jeg elsker jobbet, og jeg elsker mit liv. Jeg kan leve af at cykle igen, jeg kan holde mig sund, men jeg kan samtidig drikke vin og spise god mad.”