Der er noget over første januar, næsten som en fødselsdag, næsten større. Man får et helt år serveret, uspoleret, fyldt med håb, med løfter, der blot venter på at blive brudt. Man skal tabe sig, motionere mere, drikke mindre. De nye EU regler redder os, der bliver lagt moms på motion, på at bevæge sig, hurra for bureaukratiet, de dræber ordet bevægelse. Bevæge sig mindre, drikke mindre, tabe sig, askesen sniger sig ind, fromheden, korrektheden, selv den smukke sang bliver der lagt moms på, hvis man tager undervisning, prøver noget så livsbekræftende som at blive bedre til at synge.
Julens sentimentale stemning er borte. I juledagene græd vi over de døde, de savnede, nu skal vi le sammen med dem, se fremad, bygge videre på et fundament af afdøde venner, nærmeste familie, slægtshistorie og gravstene, der et eller andet sted udgør et fundament med navne, hugget ind i stenen. I juledagene var man fastfrosset foran kampestenene, jeg fornemmer det stadig, DØDEN – smerten over at have mistet en, der stod en nær. Derfor besøgte jeg ikke vores familiegravsted i julen, jeg orkede det simpelthen ikke. Men, men, jeg besøger dem i 2026, mine forældre, mine bedsteforældre, barnet der kun fik lov til at leve et døgn og min storebor, der altid trynede mig, da jeg var lille. Jeg lover, jeg afholder lige nu et løfte, som måske endnu en gang vil blive brudt eller reddet? Hvem ved, nye regler kan være på vej, måske skal jeg i fremtiden betale for at knæle foran gravstenen.
Der er kommet emballageafgift på næsten alt, hvad vi køber af dagligvarer. Alt er blevet dyrere, danskerne mærker det, de køber mindre, politikerne mærker det og råber vagt i gevær, der skal gøres noget, der skal loves noget, som nytårsløftet, der aldrig bliver holdt. Vinen, altså de dråber der findes inde i flasken, er blevet dyrere, netop på grund af den container, den flaske, kapsel og etiket, der omgiver dråberne. Afgiften er den samme for vin, dyr som billig, netop derfor er incitamentet til at købe en lidt bedre vin blevet endnu større. Hurra for dig, kvalitet frem for kvantitet, endelig førte en afgift til blot lidt positivt, for de, der har råd. Ikke en socialistisk tanke.
Jeg burde have tømmermænd i dag ud fra hvad jeg drak i går, den 31. december 2025. Skulle jeg følge de officielle rekommandationer skulle jeg næsten have været død, men, jeg har ikke haft tømmermænd, jeg er ikke død fordi: jeg LEVER, fordi jeg er blevet og bliver båret op af små engle, sjæleforførere der hedder Bacchus, klædt i den smukkeste velourdragt. Alt gled ned i går, selv KONGENs tale, der blev læst op og ikke fortalt, selvom dele af talen var meget poetisk. Kunne han, altså KONGEN for fanden ikke bare snuble over nogle ord eller bytte rundt på nogle ark, lave de små, menneskelige fejl? Det, der gør livet værd at leve – alle æselørerne, alle de små fejl, der skærper opmærksomheden.
Jeg skålede med Kongen, for Kongen, de første glas champagne satte sit spor, jeg blev opløftet, først af lyden af proppen der sprang, af boblerne, så af selskabet og til slut sikkert også af alkoholen.
Jeg blev skønhedsberuset men ikke beruset fordi jeg hapsede mig igennem hele aftenen. Så længselsfuldt på flasken jeg havde glædet mig til at møde, duftede til indholdet i glasset, tog det første nip, så et til, drak ikke men nippede, smagte mig gennem alle de små retter der kom i en lind strøm sammen med nye vine. Vidste du, at hvis du drikker sammen med at du spiser, nedsætter du alkoholpromillen i blodet med omkring 40 procent? Vin er derfor, netop fordi det er en del af måltidet, en hel anden alkoholdrik, der forlænger måltidet, forlænger samværet – samtalen med mennesker du holder af eller kommer til at holde af.
Budskabet om at selv et glas vin er farligt for dit helbred vinder mere og mere frem. Hos politikere, i pressen, ikke blot nationalt, men også internationalt. WHO er imod, EU er imod, Trump er imod, det at drikke, nyde vin er nærmest blevet et fy-ord.
Er du gravid må du ikke drikke blot et enkelt glas vin, det siger videnskaben, også selv om den er på en meget, meget gyngende grund. Drikker du blot ganske lidt stiger risikoen for brystkræft, fortæller Kræftens Bekæmpelse i et budskab, der nærmest minder om et kætterbrev, der nu, ikke til kirken, men til dem selv, skal skabe nye donationer.
Ammer du dit barn må du heller ikke drikke et glas, også selvom alkoholen vil være næsten umålelig i barnet. Erik Skovenborg, læge, forsker og den, der i Danmark ved mest om alkohol og sundhed skrev for år tilbage en artikel om amning og øl, som han sendte til jordemødrenes tidsskrift. Artiklen tog udgangspunkt i, at der for 50 år siden ofte blev serveret en øl til den nybagte moder, fordi så flød mælken bedre og dermed blev det lettere at få barnet til at amme. Erik Skovenborg havde luret hvordan han skulle få sin artikel bragt. Han havde fundet ud af at også alkoholfri øl havde den samme virkning. Men…artiklen blev afvist fordi jordemødrene ikke tålte at ordet ØL blev nævnt. Hmmmm…videnskabelig evidens eller ammemødresnak?
Jeg sidder stadig her klokken 23.15 med en helvedes energi oplagret af denne helt ubeskrivelige lykkefølelse af vin, mad, samvær, fyrværkeri og sang. Af kærligheden over et veldækket bord, af lysene, af værtindens fortryllende kjole, af det at have gjort sig UMAGE.
Af tid der nu er forsvundet, men som sidder der, i hele kroppen, som en lang, lang eftersmag fordi…der blev nippet til vinen, der blev nippet i sekunder.
Gravstenene blev pludselig varme, det stivnede kys, læber der var frosset til is, åbnede sig, tog imod. Pludselig blev de døde levende, ingen græd, alle lo. Sekunder føltes som minutter, minutter som timer, timer som dage, dage som år, år som århundrede.
Det er sgu da livsbekræftende og målt i fornemmelse vanvittigt livsforlængende.