Et historisk tilbageblik på Frankrigs største vinregion bliver startskuddet på en serie artikler i Vinbladet om Languedoc baseret på en uges ophold i byen Pézenas i hjertet af distriktet, hvor formiddagens intensive vinsmagninger og en masterclass før frokost blev kombineret med al fresco smagninger af lokale vine og delikatesser om eftermiddagen sammen med vinbønder i de bedste Cru’er i Languedoc.
Vinavl i 25 århundreder
Arkæologiske fund ved kystbyen Lattes lige syd for Montpellier ─ bl.a. en antik vinpresse mejslet ud i sten, druerester og potteskår fra amforaer med sedimenter af vin, viser at der i oldtidsbyen Lattera blev lavet vin i Languedoc så tidligt som omkring 500 år f.v.t.
Siden kom romerne til at spille en stor rolle for udbredelsen og organiseringen af den lokale vinavl, som det er tilfældet i mange andre franske vindistrikter. Med andre ord vil det sige at vinavl har spillet en rolle i 25 århundreder i det område, som senere blev til regionen Languedoc-Roussillon. Languedoc strækker sig langs Middelhavet og Golfe du Lion fra Nîmes (tidligere hørte Costières de Nîmes AOC under Languedoc, men i 2004 fik de lokale vinbønder ændret områdets status til en Rhône appellation) og distriktets hovedby Montpellier mod sydvest, mens Roussillon med hovedbyen Perpignan strækker sig videre sydpå ned mod Pyrenæerne ved grænsen til Spanien. Languedoc udgør omkring 90 pct. af regionen, mens Roussillon står for de sidste 10 pct.
Occitan og Catalan
Den lokale dialekt ”Occitan”, som har givet Languedoc (”sproget oc”) sit navn, samt en stolt kulturel tradition, har givet området en betydelig autonomi og et højt selvværd, der levede videre efter at regionen blev annekteret af Frankrig i 1208. Mens Languedoc er dybt forbundet med Frankrig, blev der i århundreder kæmpet om Roussillon mellem Frankrig og Spanien indtil 1659, hvor Spanien endegyldigt afstod Roussillon til Frankrig ved Pyrenæerfreden, der afsluttede den fransk-spanske krig. Roussillon har lige siden beholdt sin kulturelle og sproglige tilknytning til Catalonien, og områdets skilte med gade- og bynavne står på to sprog: catalan og fransk. Roussillon har fået sit navn fra sin okkerholdige jordbunds rødlige farve: ”rosselo” på catalan.
Canal du Midi” og ”Chemin de Fer
Fra gammel tid har vinområderne i Languedoc-Roussillon været isoleret fra den store verdens vinkøbere på grund af manglende transportmuligheder. Før jernbanenettet blev udbygget fra midten af 1800-tallet var søvejen den eneste mulighed for udskibning af vin. Ganske vist var der flere havnebyer langs Middelhavets kyst, men transport af vin med skib syd om Spanien, og videre op i Atlanten til markederne mod nord, var både risikabel og kostbar. Først da Canal de Midi, hvis oprindelige navn var ”Canal Royal du Languedoc”, i 1681 stod klar til at forbinde Middelhavet (fra havnen i Séte) med Atlanterhavet (via havnen i Bordeaux) blev vineksport fra Languedoc en realistisk mulighed.
Séte var knudepunktet for områdets vineksport de følgende århundreder, men det blev jernbaneskinnerne, der fra 1868 forbandt Languedoc med storbyerne Lyon og Paris, der for alvor åbnede op for salget af Languedoc-Roussillon. Det var dog ikke kvalitet, der sikrede indtjeningen, men i høj grad kvantitet. Regionens gunstige klima i kombination med højtydende druesorter dannede grundlag for en enorm produktion af jævne landvine, hvilket ─ sammen med en stor succes for produktion af den lokale brandy ─ betød at arealet med vinmarker i Languedoc-Roussillon nåede op på godt 300.000 ha omkring 1850.
Phylloxera & masseproduktion – fra pest til kolera
Midt i det hele ramte katastrofen Languedocs vinbønder i form af vinlusen, der via import af amerikanske vinstokke nåede frem til de franske vinmarker omkring 1863. I løbet af de følgende 10-15 år nåede den skrækkelige Phylloxera Vastratrix at tage livet af over 40 pct. af de franske vinstokke før en effektiv løsning langt om længe blev fundet: podning af europæiske vinplanter på resistente, amerikanske rodstokke. Det havde de fattigste bønder ikke råd til, så deres vinmarker blev lagt øde, men ellers gik podningen over stok og sten, men desværre med en fatal satsning på højtydende druesorter, der kunne give op til 120 hektoliter vin per hektar.
Omkring 1900 nåede distriktets årlige produktion af vin op på 21 mio. hektoliter ─ en skæbnesvanger overproduktionen, der udløste et prisfald på omkring 75 pct. godt hjulpet på vej af udbredt svindel med vin lavet med gæring af roesukker. Det endte galt med store optøjer og et mytteri blandt tilkaldte soldater i 1907. Uroen blev slået ned af myndighederne, men samtidig blev der de følgende år taget skridt til at sikre Languedoc mod den skadelige overproduktion: det beplantede areal blev reduceret, mindreværdige, højtydende druesorter blev forbudt og der blev oprettet et stort antal kooperativer.
I begyndelsen af det 20. århundrede var Languedoc hovedleverandør af jævn konsumvin til det franske marked. Den sydfranske vin de table dækkede en betragtelig del af det forbrug, som for år tilbage gav Frankrig rekorden som verdens største vinkonsument. Franske soldater fik under første verdenskrig i starten udleveret en daglig ration på ¼ liter vin. Rationen steg dog snart til ½ liter og senere til 1 liter om dagen i krigens sidste år. Det var her de franske mænd lærte at drikke vin, og frem til midten af 1960’erne var den jævne bordvin med sine 10-11 vol.% alkohol en yndet dagligvare hos franske købmænd.
I årene efter 1. verdenskrig steg forbruget af vin til 136 liter om året pro persona (inklusive kvinder og børn), og i 1954 viste en stor spørgeskemaundersøgelse at franskmænd generelt betragtede et dagligt forbrug på to liter vin som ganske naturligt, og ikke skadeligt, for en mandlig arbejder.
Situationen er en ganske anden nu om dage. I 1991 vedtog Frankrig en restriktiv lovgivning vedrørende omtale af alkoholiske drikke i reklameøjemed, Loi Evin, hvor enhver glamourisering af vin blev straffet med heftige bøder og hvor blot antydningen af en gevinst for helbredet ved et glas vin til maden var strengt forbudt. Til gengæld var der fri bane for advarsler om farer ved glasset med vin. ”Un seul verre d’alcool augmente le risque de cancer” skrev Le Figaro i 2009. Et glas om dagen er nok til at give dig kræft.
Fra Aramon til Carignan
Aramon var en af de højtydende sorter, der var med til at give Languedoc et ry som producent af billig bællevin. Opslagsværket Wine Grapes beskriver Aramon, som findes i tre udgaver: Noir (blå), Gris (grå) og Blanc (grøn), som ”en meget produktiv druesort, der på et tidspunkt var ansvarlig for Frankrigs mindst ædle vin.” Ved en opgørelse i 1958 var 150.230 ha af Languedoc-Roussillons vinmarker beplantet med Aramon, men 50 år senere var der kun 3.304 ha tilbage.
Carignan havde overtaget førertrøjen og havde vundet stor popularitet, bl.a. hos de mange vinbønder, der var flyttet til Languedoc fra Algier. I nyere tid er Grenache og Syrah kommet længst frem i feltet, og en af de faktorer, der er med til at gøre Languedoc-Roussillon særlig interessant i vore dage, er en ret høj andel af gamle Grenache og Carignan vinstokke i mange vinmarker. Den koncentrerede, mørke, tanninrige most fra gamle Carignan-stokke egner sig fortrinligt til blanding med Grenache, Syrah og Cinsault.
Kombinationen af konkurrence fra verdensmarkedet, og en restriktiv alkohollovgivning med satsning på folkesundheden, har skabt en revolution i Languedocs vinproduktion via overgang til ædle druesorter, et lavere udbytte per ha og målrettet satsning på kvalitet og økologi. Mange vinstokke har taget turen fra kystområdernes sandede jordbund op i det bakkede bagland med en mangfoldighed af komplekse jordbundsarter og lokale mikro-klimaer.
Med sine 23.000 ha økologiske vinmarker (36% af det franske areal med økologisk drift) er Languedoc i dag Frankrigs største producent af økologisk vin. Arealerne, der omlægges til økologi (inkl. biodynamik og naturvine), vokser til stadighed, for efterspørgslen stiger. Et fælles træk for regionens bedste vine er i vore dage en flot frugt med saft og kraft, eksemplarisk balance og god koncentration.
1. del af en lille serie om Languedoc, hvor næste artikel vil handler om Languedoc som vindistrikt
