Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Kultvine og Rock ’n Roll

Italien er i danskernes øjne et rødvinsland, hvor det er Brunello, Barolo og Amarone, der har sat dagsordenen gennem mange år. Men også de italienske hvidvine er fantastiske. Efter min gane er de bedste hvide italienere helt på højde med de røde favoritter – mindst. Én af årsagerne til de italienske hvidvines ringe gennemslagskraft kunne være, at de først for alvor er kommet op i det højeste kvalitetsgear i det sidste tiår. Med enkelte undtagelser. Den vigtigste er Silvio Jermann, der siden 1975 har frembragt hvide pragtvine. Men alt for få danskere kender denne producent på første hånd.

De røde ledestjernes magi

Det er ingen hemmelighed, at der hersker et herligt anarki i den italienske vinverden, hvor den enkelte producent hellere selv sætter kursen end retter ind til højre og gør som alle de andre og som foreskrevet af loven og profeterne – og tak for det. Men en konsekvens af denne udbredte fritænkning er, at det er mere end overordentligt svært for den jævne forbruger at navigere rundt i det komplekse italienske vinunivers. Det er derfor fristende at udenadslære de generiske navne på nogle få velkendte vintyper – som eksempelvis Chianti eller Valpolicella – og så blot købe vin ud fra dette beskedne videngrundlag. Selv om denne strategi får skuffelserne til at stå i kø, storsælger italiensk vin med velkendte navne fortsat her til lands. En langt bedre vejleder end et velkendt områdenavn er den italienske vinbibel ”Gambero Rosso” – Den Røde Reje – der med sine p.t.  mere end 1.000 sider er det bedste bud på en hjælpende hånd, der kender skidt fra kanel med rimelig træfsikkerhed. Dykker man for første gange ned i Den Røde Rejes utallige anbefalinger, er det en god idé at fokusere på de producentnavne, der er udstyret med en eller måske endda flere røde stjerner. Så er man 100 procent sikkert på at være på rette spor, hvis man da ellers har økonomien til at praktisere denne stjernejagt.

På vej mod de tre stjerner

Det er mere end svært at få blot én stjerne. Stjernen er belønningen for lang og trofast tjeneste i vinens tjeneste – en hædersbevisning på linje med at blive udnævnt til Ridder af Dannebrog. Blot én stjerne giver masser af prestige og dermed tilhørende høj efterspørgsel.

Vejen til stjernerne kan godt minde lidt om spejdernes model til erhvervelse af duelighedstegn, og stjernesystemet fungerer på følgende vis: Gambero Rossos højeste karakter for en vin er tre glas, og der uddeles i omegnen af 400 af disse topudmærkelser hvert år ud af de godt 20.000 udvalgte vine, der når frem til en konkret prøvesmagning. For hver gang en vin scorer tre glas, tildeles producenten ét point, og når man passerer de ti point, kan man smykke sig med én rød stjerne. I dag er maksimumscoren fem stjerner – kun én producent har formået dette – nemlig Angelo Gaja, der har ramt plet intet mindre end 55 gange.

Fire stjerner er også kun tildelt én producent, mens hele fem vingårde kan kalde sig for trestjernede.  Godt 50 vinproducenter kan prale af to stjerner, og det er bemærkelsesværdigt få, når man tænker på, hvor mange tusinde vinavlere, der findes i Italien. For hver af de to-stjernede fortæller guiden, hvor mange gange vingården har ramt jackpotten i form af en tre-glas-vin, og fem producenter har nået 29 point, og de er dermed kun et mulehår fra at komme op i det celebre trestjernede luftlag. Producentnavnene afslører, at det ofte er rødvinshuse, der scorer de høje ratings. Men ét dedikeret hvidvinhus – Silvio Jermann – skiller sig ud ved i 2018 at have nået de 29 stjerner, og dermed står på tærsklen til at rykke op i næste eksklusive division.

Cantina Jermann Ruttars ved Dolegna
Hvidvinsparadiset Friuli

Silvio Jermann finder vi i Friuli i Italiens nordøstre hjørne, hvor betingelserne for at dyrke hvidvin er optimale. Friuli frembringer et ocean af fremragende hvidvine, som desværre er alt for lidt kendte her til lands, selv om de burde være lige så udbredte, som eksempelvis Alsacevinene. Et af flere lighedspunkter mellem Alsace og Friuli – ud over det kølige klima – er fokus på hvide éndruevine. I begge tilfælde er det dybt personlige vine, der er skabt til at fungere fantastisk sammen med mad – og selvfølgelig især sammen med det lokale køkken, der er ganske rigt på griseretter. Det burde da appellere til den danske folkesjæl.

Vinfirmaet Jermann har rødder tilbage til 1881, men vi skal frem til 1975, før firmaet for alvor påkalder sig opmærksomheden. Det var den kun 21-årige Silvio Jermann, der med mod og fremsyn skabte Friulis første kultvin – Vintage Tunina, der siden da har taget verden med storm og har været den drivende kraft bag Jermanns stjernebestrøede opblomstring. Vintage Tunina går på mange måder på tværs af områdets normale filosofi med enkeltdruevine, da den er en blandingsvin – endda det man kan kalde for en ”markblanding”, da vinens forskellige druesorter vokser side om side. Der er tale om så forskellige sorter som Sauvignon Blanc og Chardonnay tilsat en dosis af de lokale specialiteter Ribolla Gialla, Malvasia Istriana og Picolit. Slutresultat er en længelevende vin med enestående rigdom, udsøgt balance og en gennemført finesse og delikatesse, som kun få andre hvidvine kan matche. Vintage Tunina beviser uimodsigeligt Friulis potentiale som et af klodens bedste hvidvinsdistrikter.

Chardonnay og elektrisk poesi

Men Silvio har ikke ligget på den lade side siden Vintage Tunina succesen, og i 1987 barslede han med et nyt bud på vin i verdensklasse. Denne gang baseret på næsten 100 procent Chardonnay. Det er grænsende til det umulige at lave en højklasse Chardonnayvin, der skiller sig solidt ud fra den gængse Chardonnayvare. På samme tid har vinen markant personlighed, og den er alligevel tro mod druesortens sjæl. Men det er lykkedes til overmål for Silvio, hvis væsentligste problem nu var at finde et unikt navn, der på samme tid indikerede vinens evne til at gå sine egne veje og som også rummede det element af poesi, som Silvio Jermann og hans bedste vine besidder.

Silvio lod sig inspirere af sin dybfølte interesse for rockmusik – og ikke mindst for U2 – der samme år lancerede deres banebrydende album The Joshua Tree, der én gang for alle gjorde dem til superstjerner. Albummets mest betagende hit-track hed ”Where the Streets have No Name.” Det navn adopterede Silvio med den lille elegante fodfinte, at hans vin blev døbt ”Where the Dreams have no end…” Vinene leveres i dag i celebre trækasser, hvor teksten til U2s hit meget passende er vedlagt

Were Dreams, Now it is just Wine!

Vinen har flere gange siden skiftet navn på kreativ vis – eksempelvis til ”Were Dreams, Now it is just Wine!”. I dag er man i fjerde titelinkarnation vendt lidt tilbage til rødderne, så p.t. – og næppe for altid – hedder den ”Where Dreams Have No end….” Silvio holder stadig af U2, og i en moden alder af godt 60 år har han netop overværet U2’s seneste Italienskoncert. Gad vide, hvad Bono drak for en vin den aften?

I Did it My Way

Det er hvidvinene, der var været Jermanns vej til stjernerne, men huset fremstiller også fremragende røde vine, hvor eksempelvis Pignacolusse har opnået de eftertragtede tre glas. Pignacolusse er lavet på den lokale drue Pignolo, og holder man af denne tanninvoldsomme-drue, får man i Jermanns udgave et sjældent strømlinet og vellykket eksemplar af racen. Firmaets Pinot Noir Read Angel bliver blot bedre og bedre for hvert år. For den danske pris af 180 kroner skal Bourgogne stramme sig vældigt an for at følge med her.

Det basale danske prisleje for standardvinene er ganske højt med netop de 180 kroner, men der er fuld valuta for pengene. Jeg mangler endnu at smage en skuffende hvidvin fra Jermann, hvad enten det drejer sig om Picolit, Sauvignon Blanc, Pinot Grigio eller Ribolla. Fælles for dem alle er en krystalklar renhed og en bemærkelsesværdig kølig aromarigdom, der på trods af deres overdådighed aldrig sætter balance og elegance over styr. Så Silvio Jermann gør alt på sin egen kompromisløse måde: Eksempelvis er langt de fleste vine blot klassificeret som IGT, hvad der giver den fornødne frihed til selv at vælge produktionsformen. Alle vine leveres normalt med skruelåg – også kultvinene – og Jermann-huset sværger til skruelågets overlegenhed, når det gælder sikring af friskhed og lagringspotentiale.

Selv om man dyrker og vinificerer efter økologiske principper, foretrækkes der igen at vælge friheden til selv at navigere fremfor at underlægge sig certificeringens stramme regler. Endelig skal man se den gennemførte høje kvalitet på baggrund af den enorme produktion, der i 2018 var på omkring 900.000 flasker. Det stiller ualmindeligt høje krav til kvalitetskontrollen at kunne levere tæt på én million flasker og så sørge for, at selv den billigste flaske er i særklasse. Der er gode grunde til, at mange anser Silvio Jermann for Italiens bedste hvidvinsproducent.

Vine fra Silvio Jermann

Red Angel Pinot Nero 2015 Silvio Jermann IGT Venezia Giulia

Kølig, mineralsk bærnæse med flot renhed og kultiveret Pinot-parfume. Udsøgt renhed og et touch røgtoner. Sprød, velbygget, autentisk og delikat krydret med aromatisk egetræ og sympatiske bitterstoffer. I munden med diskret bærsødme, flot harmoni og tilpas tannin. Charmerende og velbygget på alle måder. Vellykket koldklima-Pinot, der tør gå sine egne veje. 91 | 179,95 v/6 fl Theis Vine

Pinot Grigio 2017 Silvio Jermann  IGT Venezia Giulia

Diskret røget ferskenfrugt med parfumeret præg, udsøgt renhed, fin lille sødme og delikat krydderi. Intens, frisk og tæt mundfrugt med masser af ekstraktrigdom, fylde og nydelig syrebalance. Charmerende og med friskt, sødmefyldt krydderi og lang detaljerig afslutning med diskret mineralitet. Bemærkelsesværdig rank og sprød for druesorten. 90 | 179,95 v/6 fl Theis Vine

Sauvignon 2016 Silvio Jermann IGT Venezia Giulia

Kultiveret tropefrugt med afdæmpet, kølig og autentisk Sauvignon-karakter. Intens, tæt og harmonisk citrusfrugt. Charmerende og med vellykket mineralitet. Enorm intensitet med udsøgt sprødhed og superdelikat, præcis frugt og fornem syrebalance. Saftighed, styrke og harmoni på samme tid. 91 | 179,95 v/6 fl Theis Vine

Vintage Tunina 2016 Silvio Jermann IGT Venezia Giulia

Supersammensat, delikat og aromatisk rig næse med udsøgt harmoni. Præcision og detaljerigdom i særklasse. Sprød, dybt personlig frugt med fornem mineralitet. En næsten ufattelig vellykket balanceakt. Tyngde, friskhed og præcision. Rigdom, charme og klasse. Saftig mineralsk mundfrugt med blomster og eksotisk frugt. Uovertruffen delikatesse og finesse. 95 | 399,95 v/6 fl Theis Vine

Where Dreams Have No End… 2016 Silvio Jermann IGT Venezia Giulia

Dybt personlig næse med superrank Chardonnayfrugt med intens mineralitet og fornemt integreret nyt egetræ. Ambitiøs vin med eminent balance og fantastisk præcision. Fuldstændig glatslebet og aromatisk rig Chardonnayfrugt med kontant ekstraktrigdom. Delikatessen og harmonien er i førersædet. Givende, letdrikkelig, lettilgængelig og personlig. Koldklima-Chardonnay i særklasse.
94 | 399,95 v/6 fl Theis Vine

Where the Streets Have No Name

I want to run, I want to hide
I want to tear down the walls that hold me inside
I wanna reach out and touch the flame
Where the streets have no name

U2 – Bono / Adam Clayton / The Edge / Larry Mullen, Jr.