Årgang 2024 var ikke nogen stor årgang i Bordeaux og det rammer Bordeaux på det værst tænkelige tidspunkt. Markedet er i forvejen trængt og det berømte ”en primeur” system har ikke fungeret med årgang 2024.
Slottene ligger inde med store lagre, negocianterne – vinkøbmændene i Bordeaux køber mindre fordi de ved, at de ikke kan videresælge vinen. Importørerne i udlandet gør det samme, holder igen, køber kun det hjem, de allerede har solgt. Kunderne, det sidste led i kæden holder også igen, dels på grund af årgang 2024’s kvalitet, men også fordi de håber, tror, at vinen kan købes billigere hvis de venter.
Fordelen med en primeur skulle gerne være, at kunden får sin vin, ved at betale forud, til en pris, der er væsentlig lavere end det vinen koster, når den endelig bliver flasket og sendt på markedet. Det har vist sig ikke at holde stik med de seneste årgange. Når krisen presser på og her taler jeg generelt om verdenssituationen, holder folk igen, garderer sig, ikke mindst med vin, der er et luksusprodukt, som man ikke behøver for at kunne overleve.
Modsat Bourgogne, Rhône og de dyreste vine fra mange andre lande, har man i Bordeaux ikke, som importør, nogen eksklusivitet på et Bordeauxslot, netop fordi vinene, de dyreste, bliver solgt via negocianter i Bordeaux og også, fordi Bordeauxvin, modsat Bourgogne, bliver produceret i meget større volumen. Man kan derfor ikke bruge ”Bourgogneskruen”, hvor det kort fortalt er domænet, der siger til sin indkøber i Danmark: ” Vi ved at denne årgang ikke er stor, men hvis du ikke køber, aftager den mængde du plejer, mister du din eksklusivitet næste år”. Domænet kan med andre ord finde en anden importør.
Det er ikke kun negativt, det er også noget smukt, som ægteskabet, at følge hinanden i medgang og modgang. Det ene år svært, det næste meget let, dér, hvor importøren virkelig tjener penge, fordi kunderne står i kø for at få domænet eller slottes vin. Men netop mellemledet, negocianten, gør, at man ikke har den nærhed, den intimitet som man har ved den direkte kontakt med producenten. Det følelsesmæssige element kommer her ind, igen som i ægteskabet, ”du kan vinde en ny kærlighed, men du vil miste den gamle og du skal fortælle din partner direkte, at du forlader ham/hende i år, men vil gerne komme tilbage til næste år”.
Importørerne i Danmark svigter lige nu, bakker ikke op om en primeursalget fordi de ved, at de ikke kan sælge vinen til kunden og fordi de ved, at de kan komme tilbage næste år.
I 1985 blev vinkøbmændene tvunget til at købe den elendige årgang 1984. Slottene red på en bølge af selvtillid, årgang 1982 og 1983 var solgt og havde høstet anerkendelse, ikke mindst på grund af Robert Parker, der her kom ind på verdenssenen. Vinkøbmændene var ikke i tvivl da de smagte årgang 1984. Det var en elendig årgang og de vidste, at den ville blive meget svær at sælge videre til udlandet. Men slottene sad på den høje hest og de brugte ”Bourgogneskruen”: køber du ikke i år får du ikke din allokation på dine vine næste år. Skal – skal ikke – der blev travet frem og tilbage langs halvmånehavnen i Bordeaux. De fleste købte af frygt for at miste og mistede alt.
Lige uden for min dør holder en Mercedes Benz 560 SEL – en ret sjælden model, der blev lavet til det amerikanske marked. En årgang 500 blev boret op, havde fået lidt flere heste så den kunne matche de store amerikanere. Bilen tilhørte danskeren WUM Kai Nielsen, der sammen med sin franske kollega ejede ét at de ældste negociantfirmaer i Bordeaux: Dubos. De købte, han købte årgang 1984 og kunne, som med årgang 2024, ikke sælge vinen. Men det var ham og ikke slottene, der sad med aben. Skal – skal ikke – sælge – sælge ikke. WUM solgte ikke vinen, kunne ikke sælge vinen til den pris han havde givet og ville ikke sælge med tab. Så kom årgang 1985 og 1986, der var meget bedre. Dollaren gik op i kurs, renten steg, lånte penge, enden blev at han til sidst måtte sælge årgang 1984 med meget, meget stort tab. Andre led samme skæbne. De, der solgte med det samme, led også tab, men meget mindre. Årgang 1984 blev aldrig stor og de store første Grand Cru Classé kunne til sidst købes for 199,00 i Brugsen.
Slottene lider lige nu i Bordeaux, de sidder med aben. Mange må i disse måneder dreje nøglen om. For de mindre slotte kan de ikke engang sælge vinmarkerne, for de store, klassificerede slotte har de stadig vinmarker som naboslotte vil købe, men priserne er faldet og med dem også deres sikkerhed i banken.
Vi oplever lige nu i Danmark dumpingpriser på Bordeauxvin. Der bliver solgt ud fra Bordeaux for at overleve. Måske skal slottene bare sænke priserne endnu mere på årgang 2024, sælge ud mens tid er. En helt umulig situation at befinde sig i. Sænker man prisen udvander man en primeur systemet endnu mere, gør man det ikke går man måske konkurs.
Det er med vintage vine som med vintage biler. Hver gang jeg ser på min Mercedes 560 SEL der aldrig fik erobret det amerikanske marked, dukker der tidsbilleder op af WUM og også af årgang 1984 og Brugsen.
I skrivende stund er høsten af årgang 2025 i gang og efter 2025 kommer 2026, hvem ved hvad fremtiden bringer?