Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Klaveret spiller i Bordeaux

Med årgang 2020 er der skabt et nyt berømt trekløver: 2018, 2019 og 2020

Årgang 2020 er året, hvor Covid 19 satte sit præg på Europa, ja på hele verden. Præsentationen af årgang 2019 i Bordeaux foregik under helt andre betingelser end normalt og det fortsatte i 2020. Alle var bange, mange slotte lukkede totalt ned for besøgende, for, at være sikre på at årgang 2020 kom sikkert i hus uden smitte blandt alle medarbejderne. Bordeaux blev ikke som Paris eller andre storbyer i Frankrig, ramt alvorligt af corona epidemien. Men sygdommen gjorde fremtiden meget usikker og slottene sænkede derfor generelt priserne med op til 30% under en-primeur kampagnen af årgang 2019 i det sene forår 2020. Det skal vi ikke forvente med årgang 2020. Dels er det i kvalitet en stor årgang, dels har forårsfrosten i Frankrig i 2021 ødelagt et helt lands vinhøst, fra nord til syd. Det er en national katastrofe. Samtidig har USA med præsident Biden fjernet den told, der blev pålagt vine fra Europa af præsident Trump.

Mange taler allerede nu om vi vil genopleve det berømte trekløver 1988, 1989 og 1990. Meget tyder på at 2018, 2019 og 2020 vil gå over i historien som endnu et berømt trekløver, blot endnu større på grund af den udvikling, der er sket i vinmarkerne og i kældrene.

Det virker som om en-primeur kampagnen er vendt tilbage til sit gamle marked. Østen og specielt Kina svigter, det handler mere om gastronomisk kultur end om økonomi. Kinas befolkning har endnu ikke, trods enorme anstrengelser og kampagner fra slottene i Bordeaux, taget vinen til sig.
De store aktiestigninger i 2020 har fyldt velhavernes lommer, der er blevet råd til at investere i et luksusprodukt, som de store vine fra Bordeaux jo er.

Druer kommer i hus på Château Lafite-Rothschild

Vejret i 2020

Vinteren 2019-2020 var den varmeste i Frankrig siden begyndelsen af ​​det 20. århundrede. Vinteren var samtidig meget våd, så jordvandreserverne blev fyldt op. Januar og februar var usædvanlig varm og tør, hvilket gav en meget tidlig blomstring. Før vi analyserer vejrforholdene i nærmere i 2020 og egenskaberne ved vinene fra årgangen, er det vigtigt at huske de fem forudsætninger for skabe en stor rød Bordeaux:

1) og 2) Godt vejr er en forudsætning for relativt hurtig og jævn blomstring og frugtsætning, og senere jævn modning af druerne, der plukkes.
3) En varm, tør juli for at bremse vinstokkens vækst inden druernes farveskifte (véraison).
4) Helt modne druer takket være optimal fotosyntese i bladene indtil høsten.
5) Fint, tørt vejr under høsten, hvilket gør det muligt at plukke druerne med optimal modenhed.

Det milde vejr, særlig i marts, udløste knopskydning to til tre uger tidligere end normalt. Varmt vejr og regnvejr i april bidrog til den hurtige vækst af vinskud. Blomstring fandt sted i slutningen af ​​maj under varme, tørre forhold og dermed var de to første forudsætninger opfyldt. Efter det sommerlignende vejr i maj, fik juni en kedelig start. Hyppig nedbør øgede meldugstruslen og fremkaldte smertefulde minder om 2018-årgangen, hvor nogle vinbønder mistede hele årgangen. Kraftig lokal nedbør forhindrede samtidigt vandstress under frugtsætningen. Vejret ændrede sig radikalt fra midten af ​​juni og fremefter med en tør periode der varede i næsten to måneder. Det resulterede i en meget lang véraisonperiode, fra midten af juli og ind i august. Så den tredje forudsætning var opfyldt. Den første halvdel af september var tør og solrig, hvilket fremskyndede modningen. Den fjerde forudsætning blev her opfyldt.

Yann Schÿler viser smukke, modne druer på Château Kirwan

De røde vine

Plukningen af Merlot begyndte omkring 10. september under perfekte forhold. Fra midten af ​​september og fremefter var vejret utroligt flot. Små, tiltrængte regnbyger forhindrede druerne i at krympe og hjalp dem med at modne. Varmt, solrigt vejr og kolde nætter, Cabernet-druerne blev plukket efter Merlot under fremragende forhold.  Den femte forudsætning blev således opfyldt for Merlot og de fleste Cabernet-druer. De, der plukkede Cabernet Sauvignon sent, blev ramt af stormen Alex. Men de fleste af de røde druer var kommet i hus i begyndelsen af ​​oktober. En af de mest bemærkelsesværdige egenskaber ved rødvinsdruerne i årgang 2020 er deres høje koncentration af anthocyaniner (farvestoffer) og tanniner (garvesyre) på niveauer, der sjældent er set. Blid ekstraktion hjalp med at forhindre overdreven hårdhed i vinene, mange gærede også ved lavere temperatur end normalt. Årgang 2020 er en årgang med koncentrerede vine og med den høje garvesyre, tegner årgang 2020 til at blive en gemmeårgang – time will tell. Kvantiteten er lille og meget varierende fra region til region. Med den flotte årgang 2020 har vi atter fået et fremragende trekløver: 2018, 2019 og 2020.

De hvide vine

De hvide druer blev plukket relativt tidligt i løbet af de sidste ti dage i august og de første par dage i september. De var søde, lækre og uden råd med en perfekt syre. En stor årgang for det tørre, hvide druer fra Bordeaux. En god, sød hvidvin kræver skiftende perioder med nedbør, der fremmer spredningen af Botrytis Cinerea (den ædle råddenskab) og tørt vejr med solskin, der får druerne til at skrumpe og som øger koncentrationen i druerne. Selvom druerne af 2020-årgangen var helt modne i begyndelsen af ​​september, forsinkede en tør periode udviklingen af de ædle råddenskab. Regnen kom i midten af ​​september, men for meget regn som udvandede druernes sukkerindhold. Høsten blev på grund af de vanskelige forhold lille, men resultatet blev godt.

Indledningsbilledet viser vine i årgang 2020 fra Jean-Pierre Moueix sendt på flaconwit-prøveflasker til prøvesmagning i Danmark. Meget flotte vine, artikel følger.