Juradistriktet er lidt af en hvid plet på det franske vinkort hos de fleste danskere, på trods af at området leverer nogle af Frankrigs mest spændende vine. Rent geografisk befinder vi os øst for Bourgogne i den tidligere autonome region Franche-Comté tæt på Alsace og den schweiziske grænse. Juras unikke vine er i dag nogle af de mest værdsatte hos de bedste danske restauranter – både på grund af vinenes karakterfuldhed og på grund af deres eminente evner til at ledsage mad. Udbuddet er lille, så populariteten har fået priserne til at stige med en hast, man ellers kun finder mage til i det klassiske Bourgogne. Heldigvis kan man dog stadigt sikre sig autentiske Juravine for en moderat pris, og det er Domaine Jean Rijckaert et glimrende eksempel på.
En skjult fransk perle
Jura er et bakket og exceptionelt frodigt område med en landskabelig og gastronomisk skønhed, der på mange måder overgår Alsace. Jura-departementet er geografisk mere end overskueligt, da det udgør en kompakt 80 kilometer lang landstribe grænsende op mod Schweiz. På trods af den begrænsede størrelse finder vi her cirka 2.000 hektar vinmarker, der leverer mange dybt personlige vintyper, man ikke finder mage til i andre franske distrikter.
Nærheden til Bourgogne fremgår også af druesorterne, hvor man i Jura finder både Pinot Noir og især Chardonnay. Men helt særlige lokale druer som den grønne Savagnin og de blå og Poulsard og Trousseau sætter dagsordenen, da de kan frembringe enestående vine. Før Phylloxera-krisen i 1879-80’erne var der i distriktet omkring 20.000 hektar vin, så nutidens beherskede areal rummer et betydeligt potentiale for udvidelse. Klimaet er semikontinentalt med varme somre og vintre, der er en del koldere end i Bourgogne. Til gengæld er der rigeligt nedbør og ganske mange solskinstimer, så der er mange gode grunde til, at Jura er et markant grønt og frodigt område.
Domaine Rijckaert
Domaine Rijckaert blev grundlagt af en belgier, og det er i dag tilknyttet både Mâconnais og Jura. Det hele startede i 1998, da Jean Rijckaert købte fem hektar vinmarker i Arbois-området i Jura, da han fra første færd var fascineret af Jura-regionens potentiale for produktion af unikke vine. Samtidig blev der dog også indkøbt fire hektar i Mâconnais, da Bourgogne var ”næsten” lige så spændende. Jean Rijckaert overgav i 2013 driften til sin protegé Florent Rouve, som har ledet ejendommen siden. Jean fungerer stadig som konsulent.
Domainets Jura-marker er beliggende i Arbois og Côtes du Jura, og druerne er primært Chardonnay og Savagnin, selv om der også indgår mindre mængder Poulsard. Der dyrkes økologisk og med fokus på biodiversitet og brug af områdets naturlige gærstammer. Jura-vinene produceres i separat kælder i Villette-lès-Arbois, og den årlig produktion er begrænset til cirka 7.000 flasker totalt. Domaine Rijckaert’ nære tilknytning til Bourgogne får domænet til at udgøre en form for bro mellem burgundisk præcision og terroir-opmærksomhed og så Juras unikke karakter og særlige vinifikationsmetoder.
Jura kontra Bourgogne
Det er oplagt at sammenligne Chardonnay fra Jura med klassisk hvid Bourgogne. Lighedspunkterne er der da også, men Juras særlige evne til at kunne tilføre vinen betydelig karakterfuldhed slår også igennem her. Druens basale karakter og dens frugtighed er i begge distrikter skåret meget over den samme læst, men Jura-Chardonnay’erne skiller sig især ud ved deres rankhed og deres helt igennem kølige helhedspræg. Jura-Chardonnays gennemførte soliditet gør det nemt at forså, hvorfor disse vine indgår i så mange restauranters vinkort, da deres harmoniske kraftfuldhed og deres autentiske druekarakter gør dem så bredt egnede til mange forskellige råvarer.
Konklusion er derfor, at Jura Chardonnay er et helt igennem værdigt alternativ til god hvid Bourgogne. Juras Chardonnayvines særlige berettigelse er deres – endnu – ganske attraktive priser, da det bliver sværere og sværere at finde så høj en kvalitet til omkring 200 kroner i eksempelvis Côte D’Or.
I denne sammenhæng er Chardonnay Les Versants d’Iris til 145 kroner ved 6 flasker særlig anbefalelsesværdig. Ikke mindst, da vinen leverer en fuldgyldig klassisk Chardonnay-oplevelse på et niveau, som ganske mange hvide Bourgogner burde misunde den.
De unikke Savagnin-vine
Savagnin-vine er svære at sammenligne med andre druesorter, da de taler deres helt eget sprog, selv om mange vil opfatte det som en slags dialekt affødt af hvid Bourgognes klassiske udtryk. Dette begrænsede sammenfald ophører dog, så snart vinene er lagret under Sous-Voile, og de dermed besidder et vist oxidativt præg.
Dette særlige nøddekrydderi er et særpræg, som især mange naturvins-entusiaster sætter så stor pris på. I det aktuelle tilfælde med Savagnin-vine fra Domaine Rijckaert er der dog tale om et helt igennem veldimensioneret og kultiveret oxidativt præg uden nogen former for funky elementer. Dette kultiverede udtryk gør disse vine attraktive – også for dem, der normalt holder sig til den klassiske model for vinifikation.
Smagnings højeste score blev med god grund tildelt Savagnin Grand Elevage 2022, der er nydeligt eksempel på, hvor spændende denne drue kan udtrykke sig i Jura, når vinen undervejs har fået en lethåndet og kompetent udført oxidation. Det er en vin med et fantastisk spænd, når det gælder den gastronomiske fleksibilitet og alsidighed. Den er velsmagende i dag, og uden tvivl har den et bemærkelsesværdigt langt og godt liv foran sig. Alt sammen noget, der får seks-stykprisen på 260 kroner til at fremstå mere end moderat.
Fakta om Juras unikke vintyper og vinbegreber
Ouillé: Hvidvine, hvor fadene hele tiden holdes fyldte, så oxidation undgås, og vinenes friskhed bevares bedre. Ofte fremstillet på ren Chardonnay, der dog kan være tilsat varierende mængder Savagnin.
Sous Voile: Komplekse, nøddeagtige og intens krydrede hvidvine med et varierende Sherrypræg. Dette præg stammer fra den oxidative lagring under et flor-lignende lag (Voile). Mere robust og med længere holdbarhed end Ouillé.
Flor: Flor er et tyndt, flydende lag af gærceller, der dannes naturligt på overfladen af vinen under lagringen. Flor fungerer som en art beskyttende “tæppe”, der nedsætter oxidationen. Flor-laget skaber den færdige vins aromaer med præg af blandt andet nødder, gær og toast. Flor kræver særlige forhold for at trives og udvikles, såsom høj alkohol, og god ventilation i lagerrummet.
Vin Jaune: Tør, intens, gylden specialitet lavet på 100 procent Savagnin. Langtidslagret på fad med oxideret Sous Voile. Kraftigt krydret vin med betydelig holdbarhed og lagringspotentiale. Tappes på en karakteristisk Clavelin flaske på 62 centiliter.
Vin de Paille: Sød, koncentreret og aromatisk rig dessertvin med præg af honning, tørret frugt og nødder og med højt restsukker. Fremstillet ved tørring af druerne på halm eller på stativer. Lavet af hvide og/eller røde druer. Sjælden og luksuriøs vin, der ofte kendes som ”Stråvin”.
Macvin du Jura: Likørvin med tilsat alkohol. Sødmefuld, frugtig og intenst krydret. Fremstillet af most, hvor gæringen er stoppet ved tilsætning af den lokale druebrændevin Marc du Jura, der typisk laves på kvaset fra vinfremstillingen
Fakta om druesorter i Jura
Jura tillader fem druesorter i de geografiske AOC’er, der er Arbois, Côtes du Jura, L’Étoile og Château-Chalon: Chardonnay, Savagnin, Poulsard, Pinot Noir og Trousseau.
Sorternes arealfordeling er cirka: Chardonnay 44 procent, Savagnin 24 procent, Poulsard 13 procent, Pinot Noir 12 procent og Trousseau 7 procent.
Chardonnay fadlagres ofte og bruges blandt andet i diverse blends plus i Crémant du Jura, hvor den skal udgøre minimum 70 procent sammen med Pinot og Trousseau.
Savagnin anvendes typisk til vine, der skal have en oxidativ stil med præg af nødder. Vinen kan opnå betydelig holdbarhed.
Poulsard giver vine i en lys, delikat og frugtig stil, hvorfor den hyppigt bruges til rosé og lettere rødvine. Det er en drue, der yder sit bedste under kølige dyrkningsforhold.
Trousseau har en kraftigere, dybere farve og mere struktur end Poulsard, og Trousseau foretrækker varmere dyrkningsforhold.
Pinot Noir opnår i Jura ofte et udtryk, der ligger tæt på det burgundiske, hvorfor arealet med Pinot stiger konstant
Fakta om druesorten Savagnin
Savagnin er Juras signaturdrue, og den er en af de ældste hvide druesorter i Frankrig. Genetisk er den sandsynligvis beslægtet med Traminer.
Savagnin foretrækker kølige, vestvendte skråninger, der i Jura ofte er beliggende i 220-380 m højde.
Druen er en tykskallet, sentmodnende sort, der udmærket sig ved et højt syreindhold. Høje opbindings-systemer beskytter mod frost og begrænser luftfugtigheden. Druen giver et lavt udbytte og har kompakte klaser opbygget af små bær.
Afhængig af vinifikationsmetoden giver den to principielt forskellige udtryk i den færdige vin:
Ouillé-metoden uden oxidation: Frisk, mineralsk og frugtig med citruspræg og med høj syre og solid struktur.
Sous-Voile-metoden: Nøddeagtige aromaer og intenst krydderi og god detaljerigdom. Robust struktureret og langtidsholdbar.
Savagnin giver generelt vine med exceptionel holdbarhed og betydelig personlighed. Den egner sig glimrende til at indgå i et sammenstik af andre hvide druer. Sorten dyrkes kun på stærkt begrænsede arealer i de andre franske regioner.
Smagning
Chardonnay 2023 Domaine Jean Rijckaert, AOC Arbois
Mineralsk næse med kølig rank frugt og et touch nødder. Detaljerig og dybt personlig duft med betydelig intensitet og god aromarigdom. Saftig og velkrydret smag med køligt helhedspræg og med god og intens syre. Intens frugtighed med masser af rygrad, styrke og rankhed. Masser af længde og med flot tæthed. Betydelig mundfylde, herlig balance og udsøgt renhed. 13 pct.
91 | 240,00 – 200,00 v/6 fl Bichel
Chardonnay Les Versants d’Iris 2023 Florent Rouve Domaine Jean Rijckaert, AOC Côtes du Jura
Rig, blomstrende, klassisk og velsammensat Chardonnay-næse med spændende, diskrete honningtoner og masser af dybde. Intens mineralitet i den velsammensatte tætte frugt. Solid, charmerende og autentisk druekarakter, der er tæt på at være burgundisk i stilvalget. God styrke og med nydeligt sammensat aromaprofil. Rankt helhedspræg og med intens og velvalgt frugtsyre. Solid ekstraktrigdom, udmærket balance og dejlig intensitet. 13 pct.
92 | 200,00 – 145,00 v/6 fl Bichel
Savagnin 2023 Domaine Jean Rijckaert, AOC Arbois
Afrundet, ganske bred og alligevel kølig frugtnæse med et lettere træpræget krydderi. Dejlig friskhed og masser af personlighed. Givende og velstruktureret vin med både substans, tyngde, dybde og fylde. Elegant og harmonisk opbygget. Intenst og fornemt krydderi og med betydelig styrke og en solid rygrad, der fornemmes som tannin. Velbygget madvin med lang eftersmag. 13 pct.
91 | 250,00 – 210,00 v/6 fl Bichel
Savagnin Les Sarres 2023 Domaine Jean Rijckaert, Côtes du Jura
Frisk, let blomstrende næse med et diskret nøddepræg. Velkrydret og umiddelbart tiltalende. Afdæmpet parfumeret og med intens mineralitet. Lettilgængelig og velkrydret. Diskret nøddepræg og intens og god frugtsyre. Dejlig fylde, nydelig frugttæthed. Flot balance og med afdæmpet veldoseret frugtsyre. Betydelig længde, god finesse og et harmonisk helhedsindtryk. 13.5 pct.
92 | 279,00 Bichel
Savagnin Grand Elevage 2022 Domaine Jean Rijckaert, AOC Arbois
Diskret oxideret nøddenæse med sund, frisk og krystalklar frugt. Nydelig fylde og glimrende tæthed og med dejlig rankhed. Ung, intens og velkrydret duft. Letdrikkelig og delikat og umiddelbart tiltalende. Frisk, syrerig, velafbalanceret og kraftfuld smag, hvor det oxidative præg er mere udtalt end i næsen. Veldimensioneret, sprød og delikat smag. Massiv velafbalanceret mundfylde og med en unik aromarigdom. Klassisk, vellykket og autentisk repræsentant for Jura. 13.5 pct.
93 | 299,00 – 260,00 v/6 fl Bichel







