To appellationer i det nordlige Rhône er arnestedet for de bedst tænkelige Syrah-vine, når fokus er på finesse og elegance. Det drejer sig om Côte Rôtie og Hermitage, og hvert område har sin egen konge-producent: I Côte Rotie er Guigal den ubestridte hersker, hvor nye årgange af hans tre vidt berømte enkeltmarker ofte handles for priser over de 3.000 kroner. I Hermitage er det Jean-Louis Chave, der bærer kongekronen, da han konstant præsterer hvide og røde Hermitage-mirakler. Chaves priser er takken mere menneskevenlige – omend stadigt på ” Millionaires-Only”-niveau, da topvinene handles for omkring de 2.000 kroner. Alligevel fortjener Domaine Chave optimal opmærksomhed – også fra os med en mindre overdådig økonomi.
Domaine-vinenes beskedne og kortfattede etiket afslører ikke, at der er tale om vin i verdensklasse.
16 generationers Hermitage-erfaring
Domaine Jean-Louis Chave er angiveligt Rhôneområdets ældste, da det har rødder helt tilbage til 1481. Det har dog ikke afholdt den nuværende generation i form af Jean-Louis fra at vedblive med at forny sig. Der bliver dog stædigt holdt fast i væsentlige klassiske dyder, såsom lavt udbytte, høst af fysiologisk fuldmodne druer og en vinifikation med mindst mulig indblanding og udelukkende gæring med brug af markens egne gærstammer.
Det er da også gennem tiderne blevet til et utal af internationale udmærkelser, og domænet leverer både rød og hvid Hermitage i en kvalitet som kun sjældent overgås. Resultaterne er bemærkelsesværdige, da Chave har opnået intet mindre otte 100-points bedømmelser i The Wine Advocate. Topscoren er uddelt syv gange til domænets røde Hermitage og én enkelt gang til den hvide version.
Chaves 15 hektar i de bedste dele af Hermitage-området er opdelt i separate navngivne parceller (Lieux-Dits), der dyrkes og høstes og vinificeres individuelt. Hvert år laves der derfor et unikt blend, der kan præsentere årgangens personlighed på optimal vis. Domænets egne vinplanter i Hermitage har en gennemsnitsalder over de 50 år, og disse gamle vinstokke er den vigtigste årsag til vinenes bemærkelsesværdige koncentration – både når det gælder stoflighed, og når det gælder aromarigdom og smagsintensitet.
De 15 hektar er selvfølgelig langt fra tilstrækkelig til at dække efterspørgslen verden over, hvorfor Jean-Louis og hans forgængere har tilkøbt andre marker over det meste af Nordrhône. Desuden er der indgået aftaler med en række vinbønder om at erhverve frugt, som Domaine Chave selv har medvirket til dyrke, og hvor Chave vinificerer druerne efter egne principper.
Ved smagningen nåede man helt tilbage til den fuldt intakte 2004.
Bevaringsværdige vinstokke
Så Jean-Louis er konstant på udkig efter nye fremragende marker i det Nordlige Rhône. Det vigtigste kriterie for købet er, at marken er rig på vinstokke med høj alder, og ofte er handlen affødt af, at det er sidste chance for at bevare de gamle vinplanter. Desværre er økonomien hos de mere jævne avlere ofte så belastet, at man er nødsaget til at erstatte de gamle planter med højtydende unge vinstokke. Et problem, som det mere end velkonsoliderede Domaine Jean-Louis Chave ikke behøver bekymre sig om.
Det pæne antal vinmarker uden for det centrale Hermitage har naturligt ført til, at Chave leverer to forskellige produktlinjer: Dels domænevinene, og dels Selection-vinene. Domænevinene er de mest eksklusive, og de omfatter rød og hvid Hermitage plus en rød Saint Joseph fra familiens oprindelige Hermitage-område.
Selection-grupperingen er forbeholdt de tilkøbte marker, og de ligger spredt ud over appellationerne Saint Joseph, Crozes-Hermitage og Hermitage. Der er dog en enkelt og rigtig interessant rød undtagelse – nemlig Côtes du Rhône Mon Coeur, der er sammensat af vine fra en række forskellige AOC’ere i det nordlige Rhône.
Selv om Mon Coeurs appellation er ydmyg, så fornægter Chaves kompetence og omhu sig heller ikke her på det mere jordnære niveau: Vinen er for undertegnede en af de kvalitetsmæssige topscorere i den altomfattende Côtes du Rhône gruppe, og når vinens kvaliteter sammenholdes med prisen, er der tale om et tilbud i særklasse. Ved smagningen gav jeg 2023-udgaven af Mon Coeur 90 point, og vinen sælges for omkring 145 kroner. Så her kan alle rent prismæssigt være med på Chave-vognen og nyde domænets seriøse og præcise håndværk for en behersket omkostning.
Jysk Vin havde inviteret Jean-Louis Chave til København hvor han præsenterede sine vine på Restaurant No. 2, den 2. april.
Domæne-vinene
Det er uden for diskussion, at det er domænevine – både de røde og de hvide – der er Chaves ”Claim to Fame”. Dermed ikke sagt, at Selection-vinene ikke er fremragende, men hvis man går efter absolut verdensklasse, så er det kun Jean-Louis’ hvide og røde Hermitage, der for alvor er med i det kapløb. Domænets røde Hermitage blev smagt i årgang 2022, 2015, 2012 og 2004, og de hvide i 2022, 2016 og 2005, så der var rig mulighed for at stifte et førstehåndsbekendtskab med vinenes betydelige udviklingspotentiale.
Når det gælder helhedsindtryk og vinfilosofi, så forenes domænevinene af en række fælles egenskaber, hvad enten vi taler om hvid eller rød Hermitage: De er alle dybt personlige, selv om de til fulde lever op til de klassiske forventninger til storslået Hermitage. Det er endog lykkedes for Jean-Louis Chave at tilføje dette billede en række personlige detaljer, der på smukkeste vis bidrager til vinenes høje niveau.
Hermitage-vinene er uanset alder lettilgængelige og dybt charmerende, hvorfor disse kostbarheder uden tvivl også vil appellere til mindre erfarne vindrikkere. At vinene så først for alvor lukker op for deres imponerende detaljerigdom og en enestående generøsitet efter flere års forløb, er en ganske anden snak. Det er alle vine, der nyder godt af længere tids lagring, da selv vinene fra de mindre årgange er særdeles længelevende. Først med fornøden lagring viser de deres enorme aromastyrke, hvor finesse og harmoni dog aldrig sættes over styr, ligegyldig hvor overdådige vinene fremstår.
Stor koncentration under smagningen af Domaine Jean-Louis Chaves vine i København. Til venstre Niels Ehler med Morten Bundgaard fra Jyllandsposten, der dufter i det løftede glas.
Angående point, så var jeg for alle vine oppe på minimum 95 point, selv om der selvfølgelig var favoritter. Undervejs opfattede jeg dog så meget, at favoritværdigheden svingede ganske meget fra smager til smager – både blandt de røde og blandt de hvide. Et forhold, der måske afspejler, at vinene havde hver deres unikke årgangsidentitet.
De hvide Hermitage var i øvrigt blandt de mest aromatisk rige hvidvine, som jeg nogen siden har smagt. Denne kompleksitet og aromapower blev dog altid udtrykt helt igennem kultiveret, hvad der er med til at berettige disse vines placering i verdensklassen.
Domaine Chave mestrer også den meget diverse og varierende St-Joseph appellation.
Selection vinene
Her blev der smagt nyere årgange af vine fra Saint Joseph, Crozes Hermitage og Hermitage – både i hvid og rød udgave. Prislejet var her mere afdæmpet (fra cirka 215 til 480 kroner), omend det også her er i den højere ende af distrikternes normale prisprofil – og med Hermitage-vinene som de forventeligt dyreste.
Prisniveauet var fuldt berettiget, da vinene ikke blot var af høj kvalitet, men var på niveau det bedste fra de gældende Appellationer. Det gjaldt ikke mindst for de lidt mere kvalitativt svingende områder som St Joseph og for Crozes-Hermitage, hvor Crozes-Hermitage grundet betydelige arealudvidelser er ganske vanskelige at købe på grund af betragtelige kvalitetsudsving.
Men som nævnt kan man trygt vælge enhver Chave-vin, hvis økonomien da ellers er til det. Chave-navnet – selv på de mere sekundære vine – er noget nær en garanti for topkvalitet. Det skyldes ikke mindst, at domænet i de fleste tilfælde også selv har dyrker druerne på de sekundære marker, og i alle tilfælde er de blevet vinificeret af Chave.
Skulle man pege på to favoritter – hvad angår pris kontra kvalitet – blandt de syv Selection-vine, vil mit røde valg falde på Crozes-Hermitage Silène 2023, der opnåede 92 point, og hvor prisen ved tre styk er 219 kroner. Når det gælder de hvide Selection vine, så blev det Saint Joseph Blanc Circa i årgang 2023, som jeg gav 92+. I Saint Joseph Blanc Circas tilfælde er prisen 259 kroner ved tre styk. Der er konsekvent tale om vine, der overbevisende demonstrerer, hvorfor Domaine Chave er berømmet for for konsistent høj kvalitet og helt igennem autentisk regionspræg.
Jean-Louis Chave under smagningen i København
Domaine Jean-Louis Chave
Gennem 16 generationer og siden 1481 har domænet været familiedrevet
Domænet er angiveligt Rhôneområdets ældste
Domænet er verdensberømt for dets Syrah, Marsanne, og Roussanne vine fra Hermitage
Domænet dyrker 15 hektar på selve Hermitage-højen
10 hektar er forbeholdt Syrah, mens resten bruges til Marsanne og Roussanne
Vingården rummer otte forskellige parceller, og vinene dyrkes typisk på terrasser
Vinstokkenes alder er i gennemsnit 50 år, hvorfor udbytterne er minimale
Druerne håndsorteres efter skarpe kriterier
Druerne vinificeres parcel for parcel
Der bruges udelukkende naturgær fra druernes skind
Man praktiserer “Limited Intervention” under hele vinifikationen
Vinene lagres 18 måneder i franske egefade, og der anvendes kun små mængder nyt egetræ
Alle vine flaskes ufiltrerede
Vinene undergår lang tids flaskelagring, før de markedsføres