I årene omkring 1970 levede jeg i evig frygt for ugens nye 4-farvede Irma tilbudsavis. Hvad havde Irmas Børge Olsen nu fundet på?
Cos d’Estournel, Beychevelle, Ducru, Lynch-Bages – og sådan blev det ved uge efter uge med forrygende tilbud på ikke kun Bordeaux, men også stor Rhone, Bourgogne og Portvin.
I dag mere end 50 år efter lukker Irma. I dag et hyggeligt supermarked med gode varer, men også priser, som en gammel vinhandler som jeg ikke behøver frygte. Også kunderne bliver væk. Men behøver Irma lukke? Eksperterne er ikke enige.
Jeg husker også uhyggelige priser på dengang lidet kendte vine som Clos de la Coulée de Serrant (Loire) og Chateau-Grillet (Rhone) og en tidlig Gigondas med signatur fra den dengang legendariske Baumanière restaurant.
Mange husker mest de billige vine som Okseblod og Præstetanker, andre har gode minder om Rhone-vine som Plan de Dieu og Vaudieu (en Chateauneuf til 25 kr!). Jeg husker også Sidi Brahim, fra Algier og en “Fransk Bjergvin”, hvor der med små bogstaver stod “Vin de Corse appellation controlée”.
Derfor havde dem, der levede af at sælge god vin, et par hårde år 1969-72, mens potentielle kunder stormede i Irma efter ugens topkøb.
Danmarks første supermarked
Måske lærte Skjold Burne først i 1960erne danskerne at drikke vin (hvis man kan bruge denne betegnelse om “Monopol Rouge”), men det var hans gode ven, Børge Olsen fra Irma, der satte gang i forbruget for alvor.
Børge Olsen (1910-2002) kom til Irma som indkøbschef i 1942, men blev kendt som direktør 1951-1979 i de banebrydende år, hvor de gammeldags købmandsdiske blev afløst af Danmarks første supermarked (Irma 1950).
Ingen vin i supermarkeder
Og her blev slet ikke solgt vin. For det var forbudt efter Næringsloven af 1857. Den slags var forbeholdt vinhandlere og enkelte købmænd.
Men loven blev ændret af den borgerlige VKR regering i 1969, og så kom der langsomt vin på hylderne i selvbetjeningsbutikker.
Her var Børge Olsen også meget hurtigt ude. Han gik i partnerskab med Flemming Karberg fra Hans Just – som meget belejligt havde en fætter ansat hos Børge Olsen. Og Hans Just sørgede for at købe og tappe vinene til Irma.
I starten blev vinene tappet i Hans Justs kældre i Århusgade, men det blev hurtigt for småt til Irmas 80 supermarkeder. Så Hans Just fik opført nye tappehaller på Abildager ved Vallensbækvej, som stod færdige i 1972.
Dengang blev 99% af al vin tappet i Danmark, da vin importeret på flaske fik en 3-4 gange højere vinafgift.
Men 2. oktober 1972 stemte Danmark ja til EU, og fra 1973 forsvandt straftold på import af vin på flaske. Nu kunne Irma importere direkte uden om Hans Just, som dog var med i flere år bagefter
Øl gør danskeren bøvset
I 1975 sagde Børge Olsen, at vi skulle drikke vin -”Øl gør en nation bøvset”, og han fik succes. Irma nåede op på 90 supermarkeder og var den suverænt mest dynamiske kæde i Danmark.
Meget flot gået for Karen Marie Schepler, der i 1886 åbnede et ismejeri i kælderen ved Ravnsborggade 13 på Nørrebro i København.
Under sønnen Carl Schepler (1870-1942) fik det lille mejeri vokseværk i samarbejde med Johannes Rasmussens Margarinefabrik A/S -”JRMA”- initialerne blev hurtigt til det mere mundrette ”IRMA”, en margarine, som kunne konkurrere med OMA. Og logoet til margarinen var en 3-årig pige (der hedder Else (ikke Irma, desværre).
Margarinen blev suppleret med kaffe, æg, mælk og mel, der alle fik navnet Irma, mens den 3-årige pige langsomt blev til den unge dame, vi kender i dag.
Efter Scheplers død var Irma ejet af 4 æggrossister, som solgte ud til Odense Æg, Gutenberghus og Privatbanken, før Irma i 1982 blev overtaget af Coop (dengang FDB).
Mere okseblod end Grand Cru
Men inden da var nedturen startet. Vinhandlerne bemærkede det, da udvalget af vin blev mere præget af Okseblod end af Grand Cru. Og Okseblodet kom ikke længere fra Ungarn (vinen var dog aldrig Tyreblod – Egri Bikaver – men en mere daglig udgave), men fra Bulgarien, som kunne leve op til kravet om lav pris…
Oliekrisen i 1970erne blev til Hartlings smalle regering og Ankers dans på den økonomiske afgrund (men på ”første klasse”). Det betød massive underskud i Irma.
Coop fortsatte Irma som en selvstændig kæde, men en kombination af kartoffelkur og en ny tendens med discount butikker var hård for Irma, som måtte gennem både effektiviseringer og lukning af butikker + nye mere discountagtige varer. I 1993 besluttede Coop at sælge Irma. En række butikker skulle blive til SuperBrugsen, mens resten skulle sælges.
Men dengang var protesterne mere højlydte med fakkeloptog, bl.a. ledet af Irma i Rødovre Centrum (passende tæt på Irmatårnet nær Vestvolden). Enkelte butikker blev lukket, men kæden overlevede…
Og Irma fik igen overskud med Alfred Josefsen som administrerende direktør (1999-2012), selvom der langsomt skete en rationalisering af varegrupperne – Coop’s Cirkelkafe og Irma’s blå kaffe kom til at ligne hinanden!
Sidste Coop i centret lukker!
Men i 2023 er Irma nået til vejs ende trods menneskekæder rundt om Irma i strategiske bydele i whiskybæltet.
Jeg har set det i ”min” Irma i Rødovre Centrum, som var en af lederne, da Coop s Coop i 1993 sidste gang søgte at lukke Irma. I dag er her forbavsende få kunder trods en fornem placering over for Magasin lige ved centrets festplads. Bagest i centret ligger et supermarked ejet af ærkerivalen Salling (Føtex), hvor det altid vrimler med kunder. Denne Irma lukker i august. Huslejen er for høj, og underskuddet for stort (4 millioner kr/år). Lidt trist.
Hermed mister Coop sit sidste supermarked i et større indkøbscenter i Storkøbenhavn. Fields, Fisketorvet, Lyngby storcenter, Glostrup shoppingcenter, Herlev Megacenter, Wawes, Ishøj, Hillerød, City 2 og nu altså Rødovre. Ingen har længere et Coop supermarked, mens alle har en repræsentant for Salling-gruppen, typisk Føtex eller Bilka. Tankevækkende.
Det er for dyrt for Coop at fortsætte Irma, mener Coops øverste direktør Kræn Østergaard Nielsen, som vil samle Coop under blot 3 navne: Coop, Brugsen og 365Discount. Navnene Irma, Kvickly og Fakta forsvinder. Dog vil Coop supermarkederne have enkelte Irma-varer, typisk i et hjørne i butikken.
Coop som koncern havde rekordsalg i 2021 – tæt på 40 milliarder – men kan i 2022 se frem til et 3-cifret millionunderskud. Og Kræn har reageret meget hurtigt, for ”Vi står midt i en tid, som vi aldrig har oplevet før”. Underskuddet er skabt af en ond syntese af Covid-19, Putins krig i Ukraine, øget inflation, udhulet købekraft samt større salg i discount markederne.
Kan Irma overleve?
Kunne det undgås? Det mener mange erhvervsanalytikere, bl.a. Bruno Christensen fra Retail Institute Scandinavia: ”For Irma er en religion” med ”et enormt stærkt brand, der kunne overleve med den rette ledelse”. Han mener, at Irma kunne overleve med franchise-koncept, hvor de enkelte butiksuddelere ville kunne få vendt underskud til overskud og bevare Irmas ånd og kundebase: ”Der er potentiale i Irma, som de giver op på nu.”
Den eneste, der kan glæde sig, siger han, er Dagrofa, der med Meny har butikker, der kan ligne Irma.
Ikke kun varedeklarationer…
Jeg frygter dog for, at det ender med lukning og vil i den anledning mindes et Irma, som var først med meget, som vi dag tager som en selvfølge:
– Danmarks første supermarkedskæde (1950)
– sidste salgsdato på madvarer
– varedeklaration
– fynsk rygeost (Løgismose) samt andre lokale specialiteter som Fejø frugt og Thise ost og mælk
– franske hindbærtærter
– avocados
– plastikposer og kaffedåser med kunstmotiv (Arnoldi, som også stod for indretning af flere supermarkeder)
– Maosko osv osv.
Irma – hvad med vinene…
Irma er for mig – endnu – den vinøst bedste supermarkedskæde i Danmark (med Coop lige bagefter). Både Salling og Meny har mange gode vine, men ikke helt den bredde, som du kan finde i Irma.
Så hvad sker der med Irmas vine? Her er en liste over vine, der måske ikke kan finde en salgskanal:
– Esteco fra Argentina, bl.a. Don David malbec og den unikke torrontès fra vinmarker i 1800 meters højde (købt i dag for 45 kr)
– Viña Zorzal garnacha fra Navarra (købt i går for 60. Irma har desværre ikke længere topudgaven Malayeto),
– Pierre Henri Morel’s Rhone-vine, alt fra Lubéron over Signargues til Chateauneuf,
– Landgraf og Thörle fra Rheinhessen osv.
Og herunder nogle vine, som du nok kan få fremover – enten i Coop eller hos en konkurrent:
Clos de los Siete (Argentina),
Mazzei’s Ser Lapo Chianti Classico (alle vine),
Joseph Perrier Champagne.
Kilder:
https://irma.dk/om-irma/irmas-tidslinje https://da.wikipedia.org/wiki/B%C3%B8rge_ Olsen https://gravsted.dk/person.php?navn=boer[1]geolsen Claus Arboe-Rasmussen: Hans Just -150 år i familien (2017)
https://da.wikipedia.org/wiki/Irma_(super[1]markedsk%C3%A6de) https://bibliotek.dk/linkme.php?rec. id=870970-basis%3A06468446 Mit købmandsliv, Børge Olsens erindringer fortalt til Lone Diana Jørgensen (1986)
https://arkiv.dk/soeg searchString=Ir[1]ma%3B%20R%C3%B8dovre&ValgteArkive[1]rIds=66 9. https://fodevarewatch.dk/Detail/arti[1]cle14921897.ece https://fodevarewatch.dk/Detail/arti[1]cle14921866.ece https://borsen.dk/nyheder/pleasure/da-direk[1]toren-faldt-i-bourdeaux-tonden https://www.information.dk/2002/03/nonne[1]blod-aarerne
https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/ maosko-pr%C3%A6stetanker-og-%C3%A[1]
https://vinbladet.dk/hans-just/