First thing first! Indledningsvis var det nødvendigt at modtage en lille pakke – ikke særlig tung, men pakket godt ind. Den var afsendt fra Argentina. Det var redaktørens datters solbriller. Hun havde været i Argentina for at besøge familiemedlemmet, Hans Vinding-Diers, som laver én af Argentinas berømte vine. Hun havde glemt brillerne, som siden var sendt til – ikke Danmark – men Sicilien, hvor Hans’ far, Peter Vinding-Diers laver vin. Ja, ja, ja! En sand vinfamilie, denne Vinding (eller Winding, som det godt må staves).
Peter Vinding-Diers’ nevø er Peter Sisseck, hvis nogen skulle have hørt om ham!? Så er der altså Hans Vinding-Diers, som tidligere dannede par med grevinde Noemi fra Italien og de havde sammen brunello-huset Argiano – nu laver han Noemia i Patagonien. Hans’s bror, Anders, har lavet vin i Spanien og hjælper nu i Sicilien. Redaktøren af Vinbladet, Peter Winding, er et par led tilbage i familie med Peter Vinding-Diers. Og så er der altså Peter Vinding-Diers, som rimeligvis må kaldes Danmarks svar på en vinens ”godfather” – Il Padrino.
Så kom ikke at sige, at der ikke er vin i den familie – solbriller eller ej.
Et mangfoldigt liv
Peter Vinding-Diers’ liv og levned er tidligere omtalt i Vinbladets spalter, men helt kort kan opsummeres, at han startede sin vinøse færd gennem livet i Sydafrika, hvor Hans og Anders blev født. Man forstår, at det på mange måder var et dejligt og muntert liv på jord med fantastisk klima, masser af dyr på ejendommen og ingen bekymringer. Apartheid var noget, man talte om andetsteds – på vingården, Rustenberg, mærkede man det ikke så meget. Da børnene skulle i skole, var det medvirkende til, at familien – hustru Susie gennem mere end 60 år og de to drenge – valgte at tage til Bordeaux, hvor Peter over en del år satte nogle dybe fingeraftryk med sit fokus på særlige gærkulturer. Et fokus som gjorde ham berømt og skabte vigtige kontakter i vinverdenen. Ikke alt gik dog optimalt og også Bordeaux måtte forlades og en årrække var Peter Vinding-Diers konsulent for producenter i mange lande og en stor del af tiden gik med at rejse rundt til disse. Det blev i længden lidt anstrengende og efter et par år, hvor han lavede vin på Etna med Franchetti (nu afdød, men startede et pionerarbejde i Toskana med Tenuta di Trinoro) endte Peter nær Siracusa, også på Sicilien.
Han hjalp en ven med at lave vin, indtil han efter flere års overtalelse og anstrengelser fik lov til at købe en ejendom fra en ældre kvinde. Jord og bygninger havde ligget øde hen i mange år – men ”man sælger ikke jord på Sicilien”. Det lykkedes dog og det har nu været rammen om Peters seneste projekt: Montecarrubo. Undervejs har de bygget en ganske stort hus på ejendommen og forbedret produktionsfaciliteterne og bygget et lille præsentationshus, tæt på kælderen. Egentlig ville Peter helst undgå en masse smagninger og besøg, men har indset, at det har en vis fornuft. Omkring en tredjedel af produktionen sælges i Danmark og importen varetages nu af Laudrup Vin. Det sicilianske marked er ikke let at penetrere – der ses ikke med milde øjne på udefra kommende. Sådan er det vist på alle øer – store som små. Men bl.a. med hjælp fra Tasca-familien, som har en række vinejendomme, bl.a. Regaleali, er der ved at være hul til det lokale marked.
Tidligere havde Peter produktion både omkring egne marker og forpagtede marker nær byen Noto. Ved sidstnævnte har der dog været sygdom, som ville kræve en del investeringer og derfor er denne del opgivet. Nu er produktionen i selve Montecarrubo ca. 10 ha, hvortil kommer 3 ha ved Marsala, som nyligt er indlemmet i produktionen.
Fokus ved Siracusa har fra starten været på syrah. Denne drue forbinder man nok ikke så meget med Sicilien, men der er faktisk ganske mange marker med syrah. Enkelte sælges som sådan, men det meste bruges til at forfriske den kornfede bulderbasse nero d’avola, som mange nok ser som den vigtigste drue til rødvin på Sicilien.
Peter har haft en filosofi om, at der ikke skulle lånes penge til investeringer, men at der skulle købes kontant. Derfor er faciliteter og maskiner kommet til efterhånden – udbygning af kælder, afstilkningsmaskine og bygning af det lille hus til smagninger m.m. Man har gravet egen brønd langt ned i stengrunden og er selvforsynende med elektricitet fra solceller. I øvrigt imponerende, at de relativt små batterier kan bevare nok el til forbrug, også i perioder, hvor solen skinner mindre (hvilket jo ikke er så tit på Sicilien).
Produktionen er økologisk, grænsende til det biodynamiske – men Peter skal på ingen måde certificeres og underlægges de ensartede krav der er til biodynamisk certificering. Udbyttet veksler meget fra år til år. Det skyldes selvfølgelig til dels forskellige forhold klimatisk, men også tidvis en ubehagelig menneskelig faktor. En nabo har nemlig flere gange antændt ild for at brænde sin grund ned, for at der efterfølgende kan komme bedre græs til hans køer. I et år ødelagde det hele høsten, da alle druer blev røgskadede…..
Udbyttet er ret lavt, typisk 22-24 hl/ha og vinene er ufiltrerede. Markerne ligger 130-150 meter over havet og der er ofte kølige briser fra havet, som sikrer, at druerne ikke bliver brændt af. Peter indgik i øvrigt et væddemål med ejeren af det navnkundige slot, Le Pin, om at det var muligt at lave vin med højst 12% alkohol. Han vandt og 2022 har kun 12% alkohol – det vil dog ikke ske igen, da Peter Vinding-Diers helst vil lade naturen råde. Det år brugte han også stilkene, hvilket han heller ikke vil fremover. Så ca. 14% er normen. Den globale opvarmning er selvfølgelig også her en udfordring, men indtil nu går det med bladdække og justering af høsttidspunkt. Stokkene står som ”bush vines”, altså enkeltstående stokke, som man også kender det fra gamle marker i Ribera del Duero, hvor Peter Sisseck jo laver sine berømte vine på netop bush vines. Etiketterne har ændret sig lidt over de godt 15 år, men man har fundet et nydeligt design, som er opretholdt nogenlunde intakt. Der indgår en smuk blå farve, som stammer fra familien, ligesom der også indgår en let modifikation af familiens meget gamle segl.
Åbenhjertig aristokrat
Det er også interessant at tale med Peter, som lyder fuldstændig som Peter Sisseck i intonation og vendinger. Begge siger ofte ”vi”, når de taler om vin, kælder og processer samme sted – om det er et udtryk for ”pluralis majestatis” eller at produktion af vin netop er en fællesskabsproces, tør jeg ikke sige præcist – men udover at det er en interessant sproglig finesse, vælger jeg at tro, det er det sidste. Begge har gået på fine kostskoler, hvor man får en særlig omgangstone og til tider også får formet sit sprog (jeg taler af erfaring fra 3 år på Sorø Akademi). Der kan være en åbenhjertig, til tider grænsende til det sarkastiske, stil, hvor man ikke er bange for at sige sin mening. Peter ved i hvert fald godt, hvad han mener om woke og me too! Peter Vinding-Diers har bevæget sig nok i bedre kredse til, at han har en vis aura af aristokrati – og det er positivt ment. For han er også dannet, vidende, interesseret, venlig og lyttende. Dertil kommer en lang familiær historik med præster i, jeg ved ikke hvor mange generationer. Men de nye generationer vil således hellere lave vin end prædike Guds ord.
Peter havde valgt at præsentere 5 årgange af hovedvinen, Vignolo. Det viste med meget tydelighed, at han har ret i nogle af sine pointer. Der er en linje i vinene fra år til år, som retfærdiggør, at man kan tale om typicitet, som jo kan kaldes terroir. Vinene har også en fin druetypicitet, som trækker tråde til et teoretisk mix af nord- og sydrhône, og de bevarer en god kølig frugtighed. Endelig er der en ganske stor variation fra år til år, så man skal ikke komme med stereotypien om, at alle årgange er ens på de kanter.
Peter er nyligt begyndt også at lave hvidvin – på opfordring. Og han er med rette stolt af resultatet. Vinen laves på grillo, som er en af mange lokale sicilianske druer. Faktisk laves der mere hvidvin på Sicilien end rødvin, hvilket flugter godt med deres kærlighed til havets frugter. Grillo dyrkes på en hektar lokalt og vil blive suppleret med en anden vin fra Marsala-området, også på grillo, hvor planterne til grillo på selve Montecarrubo også kommer fra. Da 2023 blev ødelagt af naboens markbrand, smagte vi 2022, der var et virkelig godt sted. De dengang 4 år gamle stokke havde leveret en vin med en frisk, næsten grøn tone, som også havde dybde, krydderi og en næsten olieret fylde. En virkelig god hvidvin, som koster lidt mindre end den røde Vignolo, henholdsvis knap 500 og godt 600 kr. Andenvinen Piccolo koster knap 300 kr. En fadprøve af den sidste årgang viste, hvad vi have konstateret ved andre grillo-vine: at de har et vist aromatisk fællesskab med sauvignon blanc. Det ser dog ud til, at det svinder, når vinen er færdig hos Vinding.
Rød Vignolo 2023 var allerede ganske indtagende med en god frugtig, kølig syrah-næse. Der var diskret rigdom, men overvejende var den til den friske og kølige side. God frugtsyre og lidt tannin, som med ilt blev lidt mere fremtrædende. En fin vin, som man kan nærme sig nu, men som vil vinde med alder. Årgang 2022 var ”væddemålsvinen” med 12%. Den var helt klart lettere, mere luftig, feminin i både duft og smag. Det var faktisk en ret lækker sag, som jeg synes vældig godt om – selv om det altså ikke er en del af fremtiden at presse alkoholen så langt ned. Her var virkelig minder om det nordlige Rhône.
I 2020 var der mere udvikling. Det er samtidig den bedste vin, der er lavet på ejendommen ifølge Peter. Der var begyndt at komme toner af baconfedt, mere sorte oliven og lidt ristede/krydrede toner. Der var mere kant i smagen med et større tanninbid, men også fin frugtsyre. Den kan gemmes en del år. I 2017 var der udvikling i både farve, duft og smag. Den havde en diskret ristet tone, som kunne give mindelser om pinot noir og i smagen var den også mere afrundet i en pinot-agtig retning. Stadig saftig og med god frugt. Det var en charmerende og dansende vin. Var 2017 en fornøjelig og katolsk vin, fremstod 2013 mere alvorlig, streng og i forhold til de foregående, lidt mere kantet – måske et minde fra den protestantiske fortid i præstefamilien?
Da vi skulle tage afsked, sagde Peter – ”Ja vi har jo mange ting, der stadig skal laves, og der er desværre ikke så meget tid tilbage”. Man kunne godt mene, at han faktisk har lavet lidt i sine 82 år…..
På indledningsbilledet Peter Vinding-Diers med artiklens forfatter Henrik Steen Andersen
