Efter bare 25 minutters sejlads i en vandtaxi havner man i en helt anden verden end det turistinferno, man har forladt i Venedig. Mazzorbo er én af de mange små øer i lagunen, som også i en vis grad tiltrækker turister, men den udmærker sig ved at mangle souvenirboder og andre spisesteder end en toprestaurant. Så selv om den er forbundet med naboøen Burano via en bro, er det på Burano, folk slentrer rundt, køber tingeltangel og indtager væske og fast føde. På Mazzorbo kommer man kun, fordi man er interesseret i at lære den helt specielle vingård, Venissa, nærmere at kende.
Venissa kan i korthed karakteriseres som fastholdelse af en tradition, at bringe et historisk element tilbage. Mazzorbo har ligesom andre af lagunens øer været hjemsted for vinproduktion gennem mere end et par tusinde år. De lå på Venedigs handelsruter, og indbyggerne talte en anderledes dialekt end i storbyen. Kulturen var simpelt hen de 3 timer på afstand af Venedig, som det i forne tider tog at ro derind.
Udfordringer er der nok af i lagunen. Øerne er lave og konstant udsat for oversvømmelser. Så sent som i 1966 steg vandet et par meter og ødelagde stort set alle øernes vinmarker. I dag er udfordringen især den tørke, som plager store dele af Italien. Vinstokke bukker under, uanset om udfordringen er saltvand eller tørke.
Den gyldne drue
I 2002 opdagede Gianluca Bisol og hans medhjælpere en lille vinmark med 88 planter, som havde overlevet stormfloden på øen Torcello. Her producerede en lokal vinbonde lidt vin til sin familie ved hjælp af de traditionelle lokale metoder. Den druesort, han dyrkede, hedder dorona, også kaldet den gyldne drue. Den er tæt på Soaves garganega og altså medlem af trebbiano-familien.
Gianluca Bisol, der er 21. generation i Bisol 1542, et vinfirma i Valdobbiadene med rødder tilbage til 1542, og som i høj grad rider med på prosecco-bølgen, besluttede trods alle advarsler at etablere en vinmark på Mazzorbo. Her lå en tidligere vingård fra 1300-tallet, hvor der havde været produceret vin indtil 1966. Marken er omgivet af mure og rummer et klokketårn fra det 14, århundrede. Det er Venedig By, som ejer matriklen og har udlejet den til Bisol-familien.
Udfordringerne på Mazzorbo minder meget om dem, som Venedig slås med. Det er jo en by bygget et sted, hvor der ikke burde ligge en by. Så advarslerne mod at genoplive vindyrkningen gik i høj grad på risikoen for nye oversvømmelser, men også på det høje saltindhold i jorden. Dorona viste sig dog at være tilpasset de ekstreme forhold, om end den nuværende tørke er begyndt at tage livet af de vinplanter, som endnu ikke har fået rødderne langt nok ned. I 2002 blev Venissa-projektet etableret, dorona plantet, og i 2010 udkom den første årgang Venissa i 4480 eksemplarer.
Den gyldne hvidvin, produceret efter den klassiske lokale metode, som bl.a. omfatter maceration med lang skindkontakt, blev straks en kultvin. Den kan selvfølgelig nydes på restauranterne, som Bisol-familien har etableret med tilhørende værelser til overnattende gæster på enten Mazzorbo eller Burano. I 2011 blev Rosso Venusa introduceret, en blanding af merlot og cabernet sauvignon fra den nærliggende ø Santa Cristina. Øen kan kun nås ved højvande, så det skaber nogle udfordringer for dyrkningen af vinmarkerne.
23.generation
I dag er det Gianluca Bisols barnebarn Matteo, som står for Venissa-projektet og tager imod, da vandtaxien med Vinbladets udsendte har lagt til. Termometret er på vej mod 40 grader, og der er ingen tvivl om, at den langvarige tørke snart har gjort det af med adskillige vinstokke. Før en glimrende frokost i restauranten bliver Dorona Bianco årgang 2017 smagt. Vinen har kun ligget på cementtank og er just frigivet efter et halvt års flaskelagring. Matteo har fra 2020 ændret vinifikationen af dorona, så vinen nu gennemgår den malolaktiske gæring, men ikke filtreres.
Vinen er gylden og knastør. Umiddelbart vil de fleste nok finde spor af salt i vinen, men det afviser Matteo som noget, man har i hovedet pga. stedets historie. Dorona Bianco årgang 2015 er ligeledes en oplevelse i samme liga som store hvidvine fra topproducenter som Emidio Pepe og Valentini. Prisen er også derefter. Den lille buttede 50 cl flaske koster 140 euro. Lillebror Bianco Venusa blev skabt i 2017 af druer, som ikke indgik i Dorona Bianco. Den er stærkt tiltalende, gylden og tør med en lille tannin-følelse.
Rødvinene hedder Venusa og Venissa, og især Venissa hæver sig over så mange andre blandinger af merlot og cabernet sauvignon. Vinen fremstilles ikke i alle år og er en varm, seriøs sag med et godt bid.
Venedigs vinmark
Turisterne, som stimler sammen på Piazza San Marco i Venedig skænker det næppe en tanke, at her lå indtil 1100-tallet en vinmark. I dag kan man stadig opleve vindyrkning i byen, idet Consorzio Vini Venezia driver en eksperimental vinmark ved karmeliterklostret Scalzi og den tilhørende kirke, SantaMaria di Nazareth. Marken ligger bag høje mure og er ikke sådan at finde frem til, men lykkes det, kan man se snorlige rækker af vinstokke med forskellige både hvide og røde druesorter. Når druerne høstes, er der ikke noget med at vinificere de enkelte sorter for sig. Alle de hvide druer og alle de røde blandes og bliver til en hvidvin, Ad Mensam, og en rødvin, Prandium, og de koster ca. 15 euro i klostrets butik. Vinene, som bruges til gudstjenesterne i kirken, er forudsigeligt ret uspændende, men er alligevel pænt efterspurgte pga. deres oprindelse og den beskedne produktion på samlet ca. 1000 flasker.
40 km fra Venedig, i San Polo di Piave, ligger vingården Cà di Rajo, som ud over især produktion af prosecco holder en usædvanlig dyrkningsmetode i hævd. Bellussera betyder sammenplantning af 4 vinstokke og lade dem vokse op til 3 meter højde. Metoden blev oprindelig indført i Treviso-området for at undgå en sygdom som meldug, men er i dag de fleste steder afløst af moderne metoder. Belussera er enestående og kan kun tildels sammenlignes med de vildtvoksende vinplanter i Portugals Vinho Verde-distrikt, hvor druehøsten også foregår fra lange stiger.
Cà di Rajo drives af brødrene Simone, Alessio og Fabio Cecchetto, og det er Fabio, som fortæller, at belussera-systemet er bevaret på ca. 15 hektar, og at der bl.a. høstes manzoni bianco, som har vist sig resistent over for mange sygdomme. Det gennemsnitlige høstudbytte ligger på 75 hl/ha. Det er dog ikke mindst prosecco, som giver smør på brødet, og dem har Cà di Rajo adskillige at byde på, både rosé og hvide, tørre og mindre tørre. Rødvinsproduktionen omfatter udgaver af cabernet sauvignon, merlot, cabernet franc og raboso med navne som Marino og Notti di Luna Piena. Sidstnævnte er ren raboso, en tannin- og syrerig vin fremstillet af druer, som tørres 3 måneder før den videre behandling.
Op i højderne
Invitationen til denne tur til det nordøstlige Italien omfattede et par timers kørsel op i Dolomitterne til vintersportsbyen Cortina. Langs store dele af vejen derop lå enorme flade vinmarker med prosecco-vinstokke. Den mousserende vin har fået en popularitet, som minder om den, der blev lambrusco til del for nogle årtier siden. Ligesom lambrusco dengang er prosecco generelt ikke andet end billig bællevin. Lambrusco har i dag bevist, at når producenterne strenger sig an, kan vinen være seriøs og i høj grad lægge sig på det niveau, hvor kvalitetsvine befinder sig. Om prosecco vil opleve den samme udvikling, må tiden vise.
På vej til Cortina bliver den aktuelle dybt alvorlige tørke meget synlig: både større og mindre flodlejer er enten helt uden vand eller med blot små bække. Bjergene er nøgne med kun sporadiske spor efter den sne, som plejer at holde ud selv i sommermånederne. Situationen er virkelig alvorlig og kalder på galgenhumor a la den, en servitrice i Cortina demonstrerede med teksten på sin poloshirt: ”Save water, drink champagne”.
Programmet i Cortina omfattede deltagelse i den 13. udgave af VINOVIP, en sammenkomst inspireret af magasinet Civiltà del bere. Indkaldte eksperter havde indlæg om forskellige aspekter af vinproduktion, og en perlerække af producenter stod klar i både Cortina By og oppe for enden af tovbanen i Rifugio Faloria, et restaurantkompleks i 2.200 meters højde.
Det blev et par dage med mulighed for at smage vine fra hele Italien, om end der som sædvanlig ved den slags arrangementer var trængsel ved smagebordene og for mange, som uhæmmet blokerede for adgangen til vinene.
Det lykkedes for Vinbladet at smage toscanske vine fra Antinori, Monteverro, Carpineto, Ruffino, Dei, Fèlsina, Castello di Querceto, Dievole og Biondi-Santi. Desuden fra Piemonte Pio Cesare og Vite Colte, fra Alto Adige Nals Margreid, fra Veneto PuntoZero (Colle Berici), Santi, Tommasi og Zenato (alle Lugana), fra Marche Velenosi og fra Lombardiet Nino Negri.
