Gennem fire videnskabelige artikler afdækker Erik Skovenborg om Sundhedsstyrelsens nye genstandsgrænser var evidensbaseret eller følelsesbaseret. Konklusionen er det sidste, det skal der også være plads til, blot det ikke går ud over andre mennesker.
Lige nu arbejdes der, ikke med følelser, men med fysisk anstrengelse i vinmarkerne. På Montecarrubo er Peter Vinding-Diers’ enkeltmarksvine allerede i hus, snart presses drueskallerne for at få den sidste kraft og saft ud. I Bordeaux venter man, tørken satte druernes udvikling helt i stå. I Bourgogne er man færdig med at plukke druerne til basisvinen Crémant de Bourgogne. Den måske bedste producent Albert Sounit med danskeren Knud Kjellerup, der netop er fyldt 70 år, melder om et strålende resultat. Sunde druer med lav syre – hurra – hurra – hurra til Knud, tak – tak – tak til vinstokkende, til druerne, til vinbønderne, der med deres slid i marken giver alle os andre en indre ro, et samvær, en tilstedeværelse udtrykt i en 75 cl flaske, som lige netop er der genstandsgrænserne burde ligge per dag, vel og mærke hvis man er to, hvis man er over 50 år og hvis man drikker vinen sammen. Man behøver ikke, men man kan, og gør man, så mærker man vinens følelsesmæssige kraft der forhøjer velværet, måltidet og nuet. Og ingen vin besidder så stor følelsesmæssig kraft, som en god vin fra Bourgogne, her udtrykt i ord, i en duft af ro – af Bourgogne – af vinens vidunderlige kraft.
For mange år siden tilbragte jeg en weekend i Skagen. Himlen var blå, stranden var hvid, pigen blond og vinen rød. Vi spiste, drak, spillede bold, elskede og drak igen og vågnede op næste morgen, helt ude på spidsen af grenen med to tomme flasker Pinot Noir fra Bichot, som eneste selskab. Det var mit første rigtige møde med Bourgogne. Mange år senere befandt vi os under lige så primitive forhold på campingpladsen i Beaune, introduktionen som ridder af Clos de Vougeot ventede lige om hjørnet.
Hvorfor dukker disse tidsbilleder op? Fordi Bourgogne er “un état d’esprit” – en sindstilstand udtrykt ved en hel unik duft – duften, der er beskrevet som mindernes sans.
Langt tidligere, i 1941, cyklede forfatteren og journalisten Andreas Vinding sammen med sin unge kone Kirsten en dag fra Nuits-Saint-Georges til klosteret Citeaux for at købe honning hos fader Eugène. Kirsten måtte pænt vente udenfor, cisterciensermunkene tillod ikke besøg af kvinder. Det blev til honning og en lang samtale om hvidebrødrene i Danmark, om Citeaux og de danske klostre. Da de kom ud sagde broder Eugène til Kirsten: “Vi var vist borte lidt længe, men nu ved min kære broder hvordan vi lever. Vi deler vor tid mellem jorden og himlen, dyrker vor have og lovpriser Gud seks gange i døgnet som kong David. Det giver os fred i livet og fortrøstning i døden”. Halvtreds år senere genoplevede jeg den samme tur, på cykel. Fader Eugène var død, en ny munk tog imod. Jeg fortalte ham om Andreas og Kirsten, om vores præstefamilie og han forsynede mig gavmildt med både kundskab, ro og honning.
At kunne genopleve samme oplevelse efter halvtreds år, det fortæller noget om et distrikt, der hviler i sig selv. Et distrikt der spænder meget vidt, fra cistercienserne askese, til hertugernes hæmningsløse udfoldelser på det gastronomiske og vinøse plan og igen til revolutionens forenkling af tilværelsen.
Vinbønderne er et produkt af historien. De lovpriser ikke længere Gud seks gange i døgnet, tværtimod, her vinder livsnydelsen over religionen, men de dyrker jorden og plejer vinstokken og får på den måde en helt speciel kontakt med naturen. Det giver dem en sindets ligevægt og ro.
Frankrigs sjæl ligger måske et eller andet sted i vinens vidunderlige kraft.
Der, hvor tyngdekraften forsvinder – hvor sjælen får vinger og flyver hen et sted – midt mellem himlen og jorden – i det, der kaldes sjæletilstand – det, vi alle søger og så gerne vil omfavne.
Et vingeslag – en længsel efter de døde – der ikke ses, ikke høres, men fornemmes.
Et pust – et vingeslag – et vingepust som ikke kan fastholdes, men som altid ER.
Pinot Noir er nok den største fortolker af “un état d’esprit”, man drikker ikke, man synker ikke, den glider blot ned – ind gennem næsen – direkte ind i hjernens forlængede arm, gennem kringlede små gyribelagte veje og bliver omdannet til latter, til gråd, til omfavnelse af dét der VAR og nu ikke ER.
Et savn, en skikkelse opstår og forsvinder i samme sekund, en mørk skygge bliver til lys, kommer ind gennem en sprække i væggen, midt om natten. Om morgenen tør man ikke fortælle sin drøm, fordi den var virkelig.
INTET BORTE – ALTING ER
Den uendelige historie om genstandsgrænser (1. del)
Den uendelige historie om genstandsgrænser (2. del)
Den uendelige historie om genstandsgrænser (3. del)
Den uendelige historie om genstandsgrænser (4.del)
