I den fine og sørgmuntre film, Sideways, turnerer to gode venner rundt i Californien. For at finde kærligheden og sandheden. Testosteron-bøffen finder en form for kærlighed, mens Miles søger sandheden. Sandheden i form af pinot noir, som er hans vinøse kærlighed. Den mest legendariske bemærkning i filmen, er da han tilbydes en merlot og proklamerer: ”I am not drinking any fucking merlot”.
Nuvel der laves meget fin merlot og lidt med urette er det i nogles optik blevet lidt af en hadedrue. Men på den anden side er det, og har i mange år været, lidt af en gåde, hvorfor italienerne har taget denne drue så meget til deres hjerte. Så kan jeg faktisk bedre forstå introduktionen af cabernet sauvignon, som globalt performer på et noget højere niveau end merlot.
Frescobaldi
Frescobaldi er et af de ældste vinfirmaer i verden. Familien har mere end 1.000 år bag sig, startende som mange andre med bankvirksomhed i Firenze. Deres aktiviteter har siden bredt sig og i mere end 700 år har de produceret vin med base i Toscana. De ser selv de sidste godt 150 år som deres ”moderne tider”, hvor der virkelig kom styr på produktionen. I dag ejer man 9 ejendomme med fokus på forskellige Chianti-områder, men også ejendomme i Montalcino og Bolgheri – fra sidstnævnte kommer én af de mest efterspurgte ”super tuscans”, Ornelaia. Det er et begreb som dækker over vine, der bruger druer, som ikke var tilladt i de pågældende områder – fx cabernet sauvignon eller merlot. Men også 100% sangiovese i Chianti fra den gang, hvor man skulle blande andre sorter i sin chianti. Ornelaia får ofte tårnhøje karakterer og prisen er lige så tårnhøj – konkurrerer vel med Sassicaia (på cabernet) om at være den fineste vin fra Bolgheri.
Så selv om Frescobaldi i mange henseender er meget traditionsbundet og klassisk i de fleste af deres ejendomme, har man ikke været bleg for at tænke nyt. Et nyt initiativ startede i midten af 1990’erne, da Robert Mondavi og Vittorio Frescobaldi slog sig sammen for at lave endnu en super tuscan. Det var ejendommen Tenuta Luce i Motalcino, hvor man havde nogle marker beliggende lavt under bjergbyen Montalcino. Vittorio Frescobaldi havde allerede i 1970’erne set et potentiale for merlot i disse marker.
Så selv om man efterhånden er på 31. generation i Frescobaldi-familien, kan man jo godt tænke noget nyt ind. Verden tog da også godt imod Luce, som i dag hedder Luce della Vite. Den laves de fleste år af 50% merlot og 50% sangiovese. Der laves også en 2.-vin, La Vite Lucente, som har noget mere merlot i sig. Der skete meget med Mondavi for 25 år siden – bl.a. blev flagskibet i Napa solgt til Constellation, et kæmpefirma, som ejer talrige fine vinejendomme. Fra 2000 er Luce-projektet udelukkende ejet af Frescobaldi. I 2004 begyndte man også at lave en Brunello di Montalcino fra Tenuta de Luce. Vel ikke helt unaturligt, når ejendommen ligger i det legendariske vindistrikt. I forvejen har Frescobaldi den klassiske Brunello-ejendom, Castelciocondo.
Tenuta Luce er på i alt 200 ha, hvoraf de 88 ha er vinmarker. Da kun knap 5 ha går til ejendommens Brunello di Montalcino, er det overvejende Luce della Vite og La Vita Lucente, som druerne går til. Der laves i runde tal 120.000 fl. 2. vin, 40.000 fl. 1. vin og 10.000 fl. Brunello. 2.-vinen får 12 måneders fad, 1.-vinen 24 måneder – blanding af nye og gamle fade. Der gæres i store tulipanformede cementfade.
Merlot eller sangiovese?
Frescobaldi, som repræsenteres af flere importører i Danmark grundet firmaets størrelse, var i Danmark for et præsentere Tenuta de Luce. Sigurd Müller Vinhandel har i mange år haft Ornelaia og har nu også Luce.
2.-vinen koster 260 kr. og det er såmænd ret rimeligt for en smidig og poleret, moderne vin, som man ikke støder sig på – men som heller ikke er banal. Tanninerne er modne og bløde, frugten er mørk og saftig. Den smager mest af merlot, hvilket er naturligt, da denne drue udgør 75%. Vi smagte 2022, som er den mest tilgængelige nu, trods ungdommen. Både 2021 og 2020 havde lidt mere kant og der var lidt mere indslag fra sangiovesen med lidt tørre tobakstoner.
Luce della Vite blev smagt i årgangene 2021, 2020 og 2016. Der var mere tryk på her og de 50% sangiovese kunne bedre mærkes – mere syre og tannin. Ikke så let tilgængelig og mere seriøs – men stadig en ”pleaser”-vin på både den positive og negative måde. Det er let at forstå, at vinen blev skabt i samarbejde med en amerikansk vinmager, og man kan sagtens se for sig, at et amerikansk publikum vil tage godt imod vinen. 2020 har mest struktur og burde have det længste liv, men karakteristisk for stilen kunne den sagtens drikkes allerede nu. Vi ligger på 950 kr. per flaske, så gratis er den jo heller ikke.
Endelig fik vi Luce, Brunello di Montalcino i 2020, 2019 og 2018. Det er samme pris som Luce della Vite. Her er alt anderledes: lysere farve, aromatisk typisk sangiovese med tørret jord, tobak, kamfer og lidt kryddertoner. Mere bid fra både syre og tannin – men samtidig mere luftig og tør. Mere karakter, må jeg sige. 2019 var nok den bedste – 2018 til den tørre side og 2020 mest saftig – men alle 3 var gode.
Jeg ville klart hellere lægge mine sparepenge i den mere områdetypiske Brunello di Montalcino, som virkelig er en lækker sag – nok lidt moderne i stilen, men tro mod historien og området. La Vite Lucente er dog ikke så tosset i sin prisklasse til en gang barbecue i sommervarmen.
Men jeg fik – som Miles i Sideways – ikke rigtig svar på, hvad vi skal med al den merlot i distrikter, som har så meget andet at byde på. Og nu hvor de tossede amerikanere brandbeskatter varer fra Europa, er der nok ikke så meget Luce, som finder til USA.
Tenuta Luce importeres af Sigurd Müller Vinhandel