Rheingau er blandt Tysklands mest berømte vinområder, når det gælder riesling på højeste niveau. Det klassiske Rheingau er domineret af fornemme slotte og ældgamle klostre, der alle har præsteret storslåede Riesling gennem umindelige tider. Navne som Schloss Johannisberg, Schloss Vollrads og Kloster Eberbach er med rette verdensberømte, men en ny generation af topproducenter er godt på vej. En af de mest spændende er Eva Fricke, og i årgang 2023 sætter hun nye standarder for sine Rieslingvines kvalitet og gør det endda til overkommelige penge.
Rheingaus behov for fornyelse
Rheingau har tidligere været det bedst indtjenende vindistrikt i Tyskland, men nu halter det lidt bagefter i den skrappe økonomiske konkurrence med distrikter som Rheinhessen og Pfalz. Måske distriktet har slappet lidt rigeligt af og har hvilet meget på laurbærrene i form af den enorme prestige, som de berømte klostre og slotte automatisk forlenede områdets vine med? Men der er lys forude, da der er ganske meget uudnyttet vinmarksjord, hvorfor dygtige nye vinproducenter har en chance for at bringe Rheingau tilbage på indtjeningstronen.
Foto: Markus-Bassler
Af områdets cirka 3.200 hektarvinmarker er omkring de 10 procent rangeret i Tysklands svar på Bourgognes Grand Cru klassifikation, nemlig Große Lage. Men talentfulde nye avlere – ikke mindst Eva Fricke – har sat en ære i at finde gamle og mere eller mindre forladte vinmarker og give dem nyt liv. Flere af disse ældre parceller synes så lovende, at de forventeligt kan bringes til at spille lige op med Grosses Gewächse, blot producenten har de fornødne talenter og ambitioner. Hertil kommer, at mange af disse oversete vinmarker kan rumme adskillige gamle vinstokke, hvad der er ubetaleligt vigtigt, når man ønsker at lave vine i særklasse. Yderligere er prisen på de forsømte parceller som regel overkommelig, hvad der gør dem særligt favorable for nystartede vinavlere.
Foto: Anja Jahn
Mønsterbryderen Eva Fricke
Eva Frickes startede sin vinkarriere i en tidlig alder, selv om det ikke stod skrevet i kortene, at hun skulle vælge vin som levevej. Hun voksede op i en lægefamilie i Bremen, hvor en af moderens patienter – den karismatiske vinimportør Segnitz – fik Eva Fricke på ganske nye tanker. Med ildhu kastede hun sig ud i en lykkelig blanding af teoretisk og praktisk vinuddannelse, indtil hun mente sig i stand til at starte sin egen vingård i 2011.
Frickes ejendom omfatter i dag omkring 22 hektar vinmarker, hvoraf 98 procent er beplantet med Riesling. Hendes vingård har base i Eltville, og fra første færd stod det klart, at hun ville arbejde med økologi, bæredygtighed og biodynamik. Vingården blev økologisk certificeret i 2016 og efterfølgende også Demeter-certificeret, hvad der dokumenterer, at vingården drives efter Rudolf Steiners biodynamiske principper.
Denne miljø- og kvalitetsbevidste tilgang til vinproduktion afspejler sig i ét og alt hos Eva Fricke – både i marken og i vinkælderen. Hendes udbytter holdes lave, og de mange gamle vinstokke giver i flere tilfælde automatisk en kraftig udbyttebegrænsning. Hun arbejder efter en “burgundisk” model, hvor én druesort – Riesling – først og fremmest skal udtrykke forskellene i jord, klima og høstår fremfor at leve op til de vanlige Prädikat-niveauer. Generelt er hendes mål at opnå renhed, mineralitet og balance, samt at vinen fra ung til fuldmoden rummer betydelig aromatisk kompleksitet.
Hendes vinifikationsmetoder indebærer minimal intervention, og hun bruger udelukkende de lokalt forekommende gærstammer og benytter sig om muligt af spontan fermentering. Modningen forgår generelt på ståltanke og i enkelte tilfælde på gamle fade, så friskhed og mineralitet har de bedste betingelser for at blive bevaret. Lagringen foregår typisk fire til ti måneder på bærmen, og den malolaktisk gæring undlades, så den oprindelige syrebalance bevares. Hun satser på at begrænse alkoholstyrke, og hendes vine ligger generelt under 13.5 procent alkohol. Alt sammen tiltag, der giver det bedste grundlag for at opnå et klart terroirpræg.
Her byder Eva Fricke sine gæster velkommen til en smagning
Den røde tråd
Lad det fra første færd være slået fast, at Eva Frickes kvalitetsniveauet er bemærkelsesværdigt højt og konsistent. Der går en klar stilistisk rød tråd gennem hendes sortiment, men denne røde tråd er finspunden nok til at levne plads til vinenes vidt forskellige individuelle personligheder, der i overvejende grad må tilskrives markens solide fingeraftryk – altså et Terroir-præg. Men hvad er det, der forener vinene – uafhængigt af deres opvækststed?
Smagningen omfattede i alt ni vine, hvoraf de seks var fra den nye 2023-årgang, mens resten var fra 2022. Det var min forventning, at det ville blive svært at smage disse unge vine, da Eva Fricke satser på at frembringe syrekontante vine, der først for alvor afslører deres kvaliteter efter 10 år eller mere. Men på overraskende vis var de over én kam lettilgængelige og næsten kun alt for indbydende at drikke her og nu.
Weingut Eva Fricke
At vinene så blev markant bedre efter en dags iltning, underbygger vel kun, at denne utidige her-og-nu tilgang uden tvivl vil bære straffen i sig selv over tid. Hastværkets og utålmodighedens velfortjente tømmermænd vil sikkert indfinde sig, hvis man er forudseende nok til at gemme et par kasser i et af kælderens mørkere hjørner. Det er i øvrigt ofte et særkende ved særligt store vine i særligt gode år, at de smager strålende hele vejen fra dag ét og frem til fuldmodenhed.
Når der er tale om vine med så meget substans og så fornem en balance som Eva Frickes vine, er der ikke tvivl om, at de først for alvor vil afsløre deres fulde detaljerigdom og finesse efter ti års eller længere tids lagring. Så her i vinenes ”barndomsperiode” vil det sikkert være en god idé at dekantere dem et par timer før servering.
Et af vinenes vigtigste fællestræk – udover en gennemført balance – var en betydelig ekstrakttæthed, masser af struktur, et enormt aromapotentiale og en fornem intensitet: Alt i alt en helt igennem personlig tolkning af Rieslingdruen. Vinene er allerede nu så koncentrerede, at de bliver en større oplevelse ved brug af ganske store vinglas, og de håndterer også et par graders ekstra varme bedre end de fleste andre hvidvine.
Foto: Markus Bassler
2022 kontra 2023
Generelt anses 2023 for at være takken bedre end 2022 i Rheingau. Se mere om dette i Årgangsskemaet og i citatet fra Eva Fricke selv. Men det umiddelbare indtryk ved smagningen var, at der ikke var den store kvalitetsforskel mellem 2022 og 2023 her og nu. Selv om 2022 var en anelse lettere, så havde vinene en betydelig elegance, der sikkert vil tjene dem godt i de kommende år.
Årgangene er da også prissat ens, men hvis man satser på længere tids lagring, er det min opfattelse, at 2023 på grund af sin større tæthed og frugtrigdom vil ende med at løbe med førstepladsen, hvis der er tale om et Maratonløb. Men i så gode hænder som Eva Fricke er både 2022 og 2023 gode køb, når man sammenholder prisen med kvaliteten.
Eva Fricke i få ord
Eva Fricke er uddannet på Geisenheim-universitet, og hun har arbejdet internationalt hos vinhuse i blandt andet Bordeaux, Piemonte, Ribera del Duero, Australien og Sydafrika, før hun vendte tilbage til Tyskland. Hun var teknisk direktør hos Weingut Leitz i syv år, før hun begyndte at lave egne vine i 2006. I 2011 grundlagde hun sit eget vinhus, som i dag råder over omkring 22 hektar vinmarker, især omkring Lorch og Kiedrich i Rheingau. Hun fokuserer på Riesling og på vinmarker med stor kompleksitet og gerne med en lang forhistorie.
Hendes vine er kendte for deres kontante syre, deres flotte mineralitet, deres betydelige frugttæthed, en perfekt balance og et solidt lagringspotentiale. Eksempelvis anslår The Wine Advocate, at flere af hendes 2023 vine kan være i fuld vigør frem til 2050. Hun har til dato høstet adskillige anerkendelser – blandt andet: Udpeget til “Riesling Heroine” af Stuart Pigott i 2016. Vinder af “Newcomer of the Year” og “Best Startup” i 2013. Tildelt 100 point af flere internationale vinskribenter kritikere – herunder Robert Parker og James Suckling. Modtog i 2013 prisen som “Newcomer des Jahres” af vinmagasinet Falstaff.
Årgang 2022 kontra 2023 i Rheingau
Årgang 2022
Årgang 2023
Vejr
Varm, tør sommer. Sen regn og køligt efterår
Våd start, men tør og solrig maj-juli. Regnfuld høst
Høst
Tidlig start, men med mulig udvidet hængetid for druerne og generelt med et lavt udbytte
Starten var i midten af september, og vejret nødvendiggjorde grundig sortering for råd.
Kvalitet
God til excellent kvalitet, der dog kan være meget varierende. Få søde vine
Høj kvalitet og vine med harmoni og styrke. Gode, men forskellige muligheder for de søde vine
Stil
Slank og frisk med høj syre. Ofte med limepræg og en lettere tropisk frugt
Moden og rig frugt præget af fersken og citrus. Variabelt syreindhold, men altid velafbalanceret i de tørre vine
2022 og 2023 sammenlignet
Mere tilbageholdende i sit udtryk end 2023. Vine med mindre ekstraktrigdom.
Rigere og mere balanceret end 2022 og med bedre syrebalance
Eva Fricke om årgang 2023
”Jeg synes, 2023 er sensationel, og det er overraskende for mange. Man ville umiddelbart forvente mindre på grund af alle årets op- og nedture med lange perioder med tørt vejr i juni og juli og med kraftig nedbør i august og starten af september. Derefter kom der dog et vejrskifte, og september var næsten for smuk, da temperaturen stedvis var rigelig høj – i det mindste om dagen. 2023 viste endnu en gang, at klimaforandringerne kræver, at man tilpasser dyrkningsmetoderne– ikke mindst når målet er de højeste kvaliteter. Det bliver år for år stadig tydeligere, at en økologisk og dermed planteforstærkende tilgang til vinavlen er en stor fordel i denne henseende.”
Foto: Markus-Bassler
SMAGNING
Verde Riesling Trocken 2023 Eva Fricke, Rheingau, Deutscher Qualitätswein, 10.5 pct., Biodynamisk
Veludviklet næse med solid drueidentitet og betydelig detaljerigdom. Herlig friskhed og fornem mineralitet. Rig, velstruktureret og alligevel umiddelbart tilgængelig duft med et lettere røget og ”salt” præg. Syren helt fremme i smagen, men balancen er i top. Solid saftighed i mundfrugten og masser af struktur. Flot og superdelikat vin med diskret lille sødme. En betagende aperitifvin allerede den dag i dag. 90 | 220,00 L’Esprit du Vin
Rheingau Riesling Trocken 2023 Eva Fricke, Rheingau, Deutscher Qualitätswein, 12 pct., Biodynamisk
Rank, tæt frugtnæse med uovertruffen renhed, fornem balance, udtalt mineralitet og subtil rigdom, der lover godt. Delikat duft med solid finesse. smag med flot, intens og præcis syre og med betydelig frugttæthed og masser af ungdommelighed. Harmoni i absolut topklasse. Rig og allerede nu charmende og lettilgængelig. 91 | 220,00 L’Esprit du Vin
Kiedrich Riesling Trocken 2023 Eva Fricke, Rheingau, Ortswein, Deutscher Qualitätswein, 12.5 pct., Biodynamisk
Ungdommeligt præg og alligevel med veludviklet umiddelbar frugtrigdom med køligt fersken- og abrikospræg. Fornem og gennemført personlig aromaprofil. Dyb frugt med betydelig detaljerigdom. Elegant duft med frugtkvalitet i særklasse. Formidabel harmonisk smag med enorm intensitet og med vellykket kombination af syre kontra sødme. Allerede givende i dag, men også en vin der med sin betydelige ekstraktrigdom først vil toppe om adskillige år. Sprød og umiddelbar og med veldimensioneret sødmefuldhed. Imponerende potent og lang eftersmag. Alt for let at drikke i dag, men vent. 94 | 295,00 L’Esprit du Vin
Kiedrich Riesling Trocken 2022 Eva Fricke, Rheingau, Ortswein, Deutscher Qualitätswein, 12.5 pct., Biodynamisk
Veludviklet Rieslingnæse med et blomstrende og let parfumeret præg. Dejlig dybde og med betragtelig detaljerigdom. Delikatesse og finesse kombineres her på bedste vis med en intens mineralitet. Potent smag med fylde og styrke. Sprød vin med velintegreret og livlig syre. Charmerende helhedspræg med godt dimensioneret sødmefuldhed. Markant ungdommeligt helhedsindtryk og særdeles karakterfuld i ét og alt. Saftig, læskende og lang. 93 | 295,00 L’Esprit du Vin
Lorch Riesling Trocken 2023 Eva Fricke, Rheingau, Ortswein, Deutscher Qualitätswein, 13 pct., Biodynamisk
Stringent topmineralsk næse med frisk og kultiveret sammensat ferskenfrugt med både intensitet og detaljerigdom. Samme rigdom og styrke finder man i den veludviklede smag, der også udmærker sig ved en betydelig detaljeringsgrad. Velafbalanceret med godt dimensioneret forhold mellem sødme og syre. En saftig vin med solidt potentiale. Delikat, charmerende og letdrikkelig og med flot lagringspotentiale. 93 | 295,00 L’Esprit du Vin
Lorch Riesling Trocken 2022 Eva Fricke, Rheingau, Ortswein, Deutscher Qualitätswein, 12.5 pct., Biodynamisk
Ung og tilbageholdende, men lovende næse med dyb og velstruktureret frugt. Rig, kraftfuld og sammensat smag med en overdådighed af fornemme, delikate og eksotiske aromaer. Intens og med personligt udtryk og med enestående detaljerigdom. En unik vin med tæt frugtstruktur, højt ambitionsniveau og betydelig charme. En vin, der uden tvivl vil udvikle sig fremragende over mange år. Imponerende styrke for den ellers lettere 2022 årgang. 94 | 295,00 L’Esprit du Vin
Krone Riesling Trocken 2023, Eva Fricke, Rheingau, Deutscher Qualitätswein, 10.5 pct., Biodynamisk
Sprød, delikat duft, der primært satser på elegance. Charmerende, finesserig og med solid mineralitet. Velafbalanceret vin med imponerende tæthed og læssevis af ekstrakt i smagen. Højt ambitionsniveau og med fornem rigdom i alle dimensioner uden at være påtrængende – tværtimod. En ultrapræcis og personlig vin, der over tid vil belønne den tålmodige vinnyder. Et sjældent vellykket eksempel på, at intensitet kan forenes med finesse på fornemmeste vis. 95 | 950,00 L’Esprit du Vin
Mélange Riesling Trocken 2023 Eva Fricke, Rheingau, Deutscher Qualitätswein, 13 pct., biodynamisk
Intens, tæt velstruktureret frugtnæse med massiv ferskenfrugt i en næsten likøragtig udgave. Personligt krydret og med veltøjlet sødme, der på ingen måde skygger for mineraliteten. Kraftfuld smag med enorm frugttyngde og udtalt rigdom. Delikat saftighed i den fornemt spændstige og sprøde frugt. Velafbalanceret, rig, givende og velstruktureret. Kraftfuld vin, der er et studie i vellykket balance på trods af styrken og fylden. 94 | 395,00 L’Esprit du Vin
Schlossberg Riesling Trocken 2023 Eva Fricke, Rheingau, Deutscher Qualitätswein, 12 pct., Biodynamisk
Frugtig næse med betydelig tyngde og et lettere likøragtigt udtryk, selv om balancen er på plads. Aromatisk rig frugt med dybde og delikatesse. Utrolig kraftfuld, kultiveret og sprød vin med tyngde og markant sødmefuldhed, der frelses af den glimrende syrebalance. Saftig og charmerende. En gennemført personlighed, der på samme tid er kraftfuld og finesserig. Enestående flot allerede i dag. 95 | 695,00 L’Esprit du Vin