Mendoza, er det bedst kendte vinområde i Argentina. Før i tiden kendt for sine bombastiske, solmodne rødvine som har været højt elsket af de danske forbrugere som de var engang, men som nu bevæger sig i en anden retning, den som mange ønsker de danske landmænd også vil slå ind på. Væk med den lige jævnede mark, væk med kvantitet, ind med kvalitet og respekt for den særlige jord, der er beboet af Andesbjergenes varierende sten og smeltevand, formet og omformet i tusindvis af år. Den jord, som de argentinske vinmagere førhen jævnede og tøjlede med en fabriksarbejders effektivitet, men som de nu nænsomt nærer og kæler for.

En af de største producenter i Mendoza er Zuccardi, et familieejet vindynasti. Vinbladet møder manden i marken, Martín di Stefano, som er agronom og har været hos Zuccardi i 16 år: ”I 2009 ødelagde vi økosystemet når vi plantede vinmarker her, alt blev ryddet og rettet pænt ud, som en lige veltrimmet græsplæne i et villakvarter. Det var sådan man gjorde dengang. 10 år senere i 2019 ændrede vi fuldstændig vores metode. Vi ændrede kortet i forhold til jordtyper, vi respekterede det der var, i stedet for at fjerne det, vi underlagde os stedet frem for at få stedet til at underlægge sig os,” starter han og fortsætter: ”Bjergene er nøglen til at forstå argentinsk vin, alt hvad vi har skylder vi Andesbjergene.”

Uco Valley ligger højest placeret i Mendoza-området og dermed også tættest på Andesbjergene. To floder løber fra hver sin side af bjergene ned i dalen og de vigtigste ord for en mand i marken som Martín di Stefano er ”bjerge og diversitet”. På et lille område findes utallige mikroklimaer, som er bestemt af højden af markens beliggenhed, jordens sammensætning og afstanden til bjerget. ”Jorden ændrer sig meget fra meter til meter, det er et kaos at arbejde her,” siger Martin di Stefano og tilføjer et men: ”vores styrke ligger i de betingelse, der umiddelbart er negative og besværlige, de forskellige jordtyper, de hårde vejrforhold, de smeltede gletchere, der ændrer jorden konstant.”
Der findes over 44 forskellige typer af sten i jorden under Andesbjergene. På kun 8 kvadratmeter ændrer jorden fuldstændig karakter. Rundt om os ligger kæmpestore sten – en af dem vejer 8000 kilo, og er blevet slæbt ned af vandets kraft; et overfladebevis på, at området, jorden under os er i konstant forandring. En diversitet og evig forandring, som de før bekæmpede, men nu bruger aktivt – ifølge Martín di Stefano, til at skabe vine med stor kompleksitet og tekstur.

En ny type argentinsk malbec
Laura Principiano, Zuccardis chefvinmager, er med egne ord født i vinmarkerne. Hendes farfar kom fra Italien efter Anden Verdenskrig og plantede vin i det østlige Mendoza. ”Det vigtigste for mig er landskabet og stedet, det er det jeg vil have, at vinene repræsenterer”, fortæller hun.
Med en kapacitet på en million liter om året er Zuccardi en af de store i Mendoza-området. Og på trods af de nye tiltag i regionen står vinområdet overfor store udfordringer. ”Hvert år har vi mindre vand, det er et stort problem. Inflationen vokser, og folk har ikke råd til at købe vin i supermarkedet, og det påvirker os,” fortæller Laura Principiano og fortsætter med at påpege at på grund af Argentinas politiske og økonomiske problemer oplever de, at den nye talentfulde unge generation af vinmagere flytter ud af landet: ”det er en tendens, der startede for ni år siden og vi ser det mere og mere; der er færre og færre, der studerer agronomi i Argentina.”

Men hun bliver – og har de seneste år eksperimenteret med forskellige beholdere til de samme druer; cement, træ, ståltank. Og i dag bruger Zuccardi mindre og mindre eg og i højere grad cement: ”Cement er et naturligt materiale, temperaturen i cement er stabil fordi den har en meget tykkere skal end fx stål og fermenteringen er fantastisk.” Æggeformede cementtanke bruger de bl.a. til deres topvin Zuccardi Finca Piedra Infinita Supercal, som er lavet på 100 % Malbec, den drue som er synonym for argentinsk vin: ”Vi har haft et mål om at forandre den gamle typiske argentinske malbec-vin, som er præget meget af eg. Den type vin som Argentina blev kendt for findes stadig mange steder og det er fint, men vi vil noget nyt med druen, lave en ny type argentinsk malbec.”

Den nye gennemgående filosofi i forhold til at være tro mod stedet og naturen ses også på selve vingårdens udformning, der er imponerende og nærmest ligner et rumskib midt i det tørre slettelandskab og som Laura Principiano viser os rundt i; Alle de byggematerialer, der er anvendt kommer fra vinmarkerne og naturen omkring. Lokale kunstnere har lavet værker til smagsrummet og døren ind til vineriet, og Zuccardis restaurant, der åbnede i 2016, bruger kun lokale økologiske produkter. Hver en detalje er der tænkt over – og den er bestemt af området, dets materialer og mennesker.

Tre succesfulde generationer
I 1960’erne arbejdede Alberto Zuccardi som ingeniør i Mendoza, hvor han udviklede et nyt kunstvandingssystem til landbruget i det tørre klima. For at demonstrere systemets effektivitet købte han et stykke jord i Maipú og plantede her i 1963 sine første parceller – ikke primært for at lave vin, men for at vise, hvordan hans vandingsmetode kunne forbedre landbrugsproduktionen. Resultaterne var så gode, at projektet hurtigt udviklede sig fra et teknisk eksperiment til en egentlig vinproduktion.
Efterhånden begyndte familien at fokusere mere seriøst på vin, og vineriet voksede gennem generationer. Hans søn, José Alberto Zuccardi, og senere barnebarnet Sebastián Zuccardi, der nu er den ansvarlige, har videreudviklet huset og gjort det til et af Argentinas mest anerkendte vinhuse.
Smagning af Zuccardi-vine fra den danske forhandler DinVinhandel
Zuccardis ”Serie A”- vine, hvor A-et står for Argentina Series er lavet på eksempelvis de her smagte enkeltdruevine: Malbec, Cabernet Sauvignon, Torrontés og Chardonnay. Druerne er ikke fra én enkelt mark, men udvalgt fra flere områder i Mendoza, hvor hver druesort trives bedst.
Zuccardi Serie A Torrontés 2024, Argentina
Parfumeret, mineralsk duft, grønt æble, fersken, grøn peberfrugt. krydret smag, rank, god fylde, mineralsk eftersmag med knivskarp syre.
91 | 169,00 – 159,00 v/6 fl DinVinhandel
Zuccardi Serie A Chardonnay 2024, Argentina
Frisk, ren duft med fersken og citrus, mineralsk tone. Meget ren smag, frisk med god fylde og frisk, tør, ren, frugtagtig eftersmag med rensende syre.
90 | 169,00 – 159,00 v/6 fl DinVinhandel
Zuccardi Serie A Cabernet Sauvignon 2021 Valle de Uco, Argentina
Parfumeret duft, fin sødme, solbær og fyrnål. Saftig smag, god fylde og saftig eftersmag med modne, let sødmefulde bær.
89 | 169,00 – 159,00 v/6 fl DinVinhandel
Zuccardi Serie A Malbec 2023 Valle de Uco, Argentina
Lille, ren, aromatisk duft, friske, modne kirsebær, floral. Saftig smag, moden tannin og saftig eftersmag med modne bær.
90 | 169,00 – 159,00 v/6 fl DinVinhandel
Zuccardis Q-serie har navnet Q for Quality (kvalitet). Det var den første vin, der i 1999 blev solgt med familiens navn på etiketten – en Tempranillo fra 1997. Q-vinene bliver lavet på druer fra udvalgte vinmarker, ofte blends fra flere parceller med fokus på typicitet, eksempelvis Malbec, som man “forventer” den. Man får med andre ord kvalitet – men ikke en specifik terroirvin.
Zuccardi Q Chardonnay 2021 Valle de Uco, Argentina
Røget duft, mineralsk, eksotisk frugt, fersken, fine nuancer fra fad. Cremet smag, fyldig, cremet eftersmag med eksotisk frugt og nuancer fra fad.
91 | 239,00 – 209,00 v/6 fl DinVinhandel
Zuccardi Q Malbec 2023 Valle de Uco, Argentina
Moden, tæt duft, mørke kirsebær, kirsebærsten, blækagtig med viol. Fyldig smag, moden tannin dækket af moden frugt, lang, moden eftersmag, herligt bid.
92 | 239,00 – 209,00 v/6 fl DinVinhandel
Zuccardi Q Cabernet Franc 2021 Valle de Uco, Argentina
Flot, rig duft med modne kirsebær, kirsebærsten, viol og fine nuancer fra fad. Fyldig smag, rank og saftig, moden tannin og lang eftersmag med friske, modne kirsebær.
92 | 239,00 – 209,00 v/6 fl DinVinhandel
Zuccardi Q Cabernet Sauvignon 2020 Valle de Uco, Argentina
Røget duft med solbær og mørke kirsebær, koncentreret frugt. Stadig ret hård med markeret tannin, fyldig, god længde med mørke bær og tannin langt fremme.
91 | 239,00 -209,00 v/6 fl DinVinhandel
José Zuccardi Malbec er opkaldt efter José Zuccardi, der for sit store bidrag til argentisk vin i 2016 blev hædret med en “Lifetime Achievement Award” af International Wine Challenge, og i 2023 fik titlen “Winemaking Legend” af Tim Atkin MW.
José Zuccardi Malbec 2020 Valle de Uco, Argentina
Stor, dyb duft pakket med modne kirsebær, kirsebærsten, marcipan og nuancer fra fad. Stor fylde med modne bær, rig, lidt udtørrende i eftersmag hvor fadet lige nu dominerer lidt for meget.
92 | 399,00 – 389 v/6 fl DinVinhandel
Druerne til “Fossil” kommer fra marker med en jordbund rig på fossiler, deraf navnet. Det er fossiler fra forhistoriske havlag, jorden i Valle De Uco har derfor stor mineralrigdom, der giver vinen smag og struktur.
Zuccardi Fosil Chardonnay 2023 Valle de Uco, Argentina
Ren, mineralsk, kølig duft, citrus, lime, fin, floral, krydret tone. Utrolig elegant smag, knivskarp, rank med lang, mineralsk eftersmag med fantastisk syre der hænger i munden sammen med den rene frugt. Virker endnu alt for ung.
95 | 699,00 – 659,00 v/6 fl DinVinhandel
“Concreto” betyder på spansk beton og det er navnet på denne vin fordi den er lagret på beton i stedet for egetræsfade. Filosofien er at beton i modsætning til eg ingen smag giver og man smager druen og stedet mere rent.
Zuccardi Conreto Malbec 2022 Valle de Uco, Argentina
Meget tæt duft med mørke kirsebær, frisk med viol, minder om en Cahorsvin. Stadig aromatisk smag mættet med modne bær, stilket tone og helt ren eftersmag mættet med modne kirsebær, Endnu alt for ung.
93 | 399,00 – 389,00 v/6 fl DinVinhandel
Tito-vinen har fået sin navn efter vingårdens grundlægger Alberto “Tito” Zuccardi. Den er lavet på 85% Cabernet Sauvignon, 15% Cabernet Franc med druer fra Paraje Altamira GI (Geographic Indication) – et klassificeret “cru” område på 2.733 hektar i San Carlos, Uco Valley, der blev etableret i 2013.
Tito Zuccardi 2021 Valle de Uco Paraje Altamira, Argentina
Flot duft, pirrende med mange lag, solbær, kirsebær viol, let parfumeret, fine nuancer fra fad. Fyldig smag, markeret tannin dækket af moden frugt, lang, eftersmag med modne bær, endnu for ung.
94 | 399,00 – 389,00 v/6 fl DinVinhandel












