Jeg husker ganske – fra slutningen af 1970’erne og gennem 1980’erne – at en række bordeaux-slotte underperformede big time. Et af dem var Margaux-slottet, Château Cantenac Brown. Den kostede ikke så farligt meget, men når man enten lod sig friste af de gode tilbud eller – Gud forbarme sig – blev inviteret til middag, hvor den glade vært præsenterede vinen: en Grand Cru Classé!, så var det om at gøre gode miner til slet spil. For vinen var næsten altid, uanset om den var ung eller gammel, en kedelig og vissen pind uden charme og frugt, der slangede sig som en zombie i glasset. Det har heldigvis ændret sig. Og bordeaux-elskerne fra Sigurd Müllers Vinhandel havde lavet en instruktiv smagning over de sidste 20 år, som dokumenterede at alle præsenterede vine var gode og at kvaliteten også er stigende. Salgsdirektør Pauline Fradin nægtede ikke, at vinen tidligere var noget skidt – men den gang var hun jo heller ikke en del at teamet.
Nye boller på…..
I gamle dage var slottet en periode ejet af forsikringsgiganten AXA, som ellers godt kunne lave god vin fra deres forskellige ejendomme. Og de startede slottets gradvise opstigning i kvalitet, som blev videreført af den nuværende ejer – en fransk familie. Der var faktisk en del halvskidte slotte fra kommunen, Margaux, og det var i realiteten kun Château Margaux selv og darlingen, Château Palmer, der virkelig lavede vin, som man kunne være bekendt. Cantenac Brown har status af 3. Cru og det specielle navn stammer fra en skotsk mand ved navn Brown. Han byggede også det engelsk inspirerede slot, som efter sigende har 365 vinduer.
En del slotte har med årene løftet sig – det sker jo tit, når der kommer nye ejere. Det skete særligt for Cantenac Brown i 2000 og derfra er det gået fint fremad. Omkring årtusindskiftet var der stor efterspørgsel på rød bordeaux og forsalg af nye årgange og investering i disse vine florerede bredt. At det ikke kører så godt i vore dage, ved de fleste sikkert.
Man har haft samme vinmagerteam siden år 2000, og det er jo godt – især da det tydeligt er dygtige folk, som har forbedret vinen virkelig meget. Tidligere havde man 48 ha, men gennem opkøb fra naboer er man nu oppe på 80 ha, så det er en ejendom af betragtelig størrelse. Som det nok er de fleste bekendt, er et bordeaux-slot ikke en statisk størrelse. Der kan købes til og sælges fra, så hvad der var for 100 år siden, måske ser ret anderledes ud i dag. Så meget for terroir! Men så længe det er fra naboerne, går det vel an? Etiketten fik et lille brush up i 2001, men ligner dog sig selv fra tidligere (og jeg kan bekræfte, at det ikke giver anledning til PTSD, når man ser den førhen så uglesete etiket….).
Hoveddruen er naturligvis cabernet sauvignon, om end der i andenvinen, Brio de Cantenac, faktisk bruges lidt mere merlot end cabernet for at bløde den mere op. Men i hovedvinen er det rundt regnet 2/3 cabernet og 1/3 merlot. Der er plantet med ”high density” for at bedre kvaliteten. I Brio er der ca. 30% nye fade, omkring det dobbelte i Cantenac Brown. Man retter i fremtiden nok blikket mod større fade, foudre, for at mindske fadudtrykket lidt. Tidligere solgte man op mod 80% ”en primeur”, men det marked er jo ikke så hot længere, så nu er det omkring 60%. Faktisk holder slottet en del vin tilbage i hver årgang og det er derfor muligt at købe ældre årgange – meget sympatisk! I lighed med andre fine slotte tilbyder man at omproppe ældre årgange og toppe op med evt. fordampet vin.
Siden 2011 har Cantenac Brown lavet en tør hvid – en tendens rundt om i Bordeaux som ikke er sjælden i dag. Den hedder Alto de Cantenac Brown og laves overvejende på sauvignon blanc med lidt semillon. Man er som mange andre steder udfordret af den globale opvarmning og vinene har jævnligt mere alkohol end i gamle dage – omkring 13,5-14% i de røde mod tidlige 12-12,5%. I det varme år 2022 gærede cabernet sjovt nok kun til 12%, mens merlot nåede 16% – delvist en adaptation fra stokkene til det nye klimaforhold. Men man er selvfølgelig også opmærksom på bladdække og høsttidspunkt.
Smagning
Vi smagte to hvide 2024 og 2023. I 2024 brugte man lidt mindre ny eg end vanligt, omkring 10%, og resultatet er en frisk, slank, syrerig vin, som egentlig trak lidt mere mod sauvignon fra Loire end den lidt mere flamboyante bordeaux-sauvignon (pga fadet). 2023 var da også ”typisk” – lidt mere udviklet og med både friske/urtede/blomstrende toner og lidt vanilje fra fadet. Friskheden og syren var der dog. Et par nydelige hvidvin med god anvendelighed.
Brio i to årgange, 2020 og 2018, var begge ganske tilgængelige. Fadet var trods kun 30% ny eg mærkbar i begge årgange med toner af kokos. 2020 var den rigeste, præget af blød merlot, mens der var mere struktur i 2018. Men begge er relativt hurtigt udviklede vine til en fornuftig pris – uden at de mister struktur og karakter. Og saftige! – i modsætning til gamle tiders visne vine.
Hovedvinen blev smagt i en række årgange. 2022 var som sagt et meget varmt år, men trods dette har man formået at lave en relativt cool vin, med flot struktur og rankhed. Der er tannin, men den er ikke fuldstændig utilnærmelig, om end lidt tilbageholdende og knibsk og 10-15 år ville gøre den godt. 2019 var mere udviklet med en del fad, lidt muld og solbær. Den var faktisk mindre kølig i udtrykket end 2022 (som man er meget glade for på slottet) og bør også gemmes en del år. 2014 anses ikke for at være noget særlig godt år i Bordeaux, men i vore dage er det muligt at lave fornuftig vin i selv de halvdårlige årgange. Den var mere tør i strukturen – savnede lidt frugt i forhold til 2019 og 2022 – men slet ikke værst. Og drikkeklar uden at være helt moden.
Vi smagte 2008 fra magnum. Det var den bedste vin (i forhold til udvikling og drikkeglæde) i dag, selv om 2022 potentielt er klart bedre. Fadet var nu mere integreret og duften foldede sig bedre ud. Den var slankere end 2019 og 2022, men for så vidt klassisk bordeaux i udtrykket. Endelig var 2005 en smule mere ristet i duften, men stadig fuldt intakt og frisk. Det var en relativt kraftig vin med både tannin og power – lidt til den rustikke side i forhold til de øvrige.
Rød bordeaux er ikke den mest versatile vin, hvad angår mad. De er ofte ret strukturerede med en del tannin, især som unge. De er ikke generøse som pinot noir eller moderne nebbiolo. De bedste match er rødt kød – om det skal være okse, kalv, dyrevildt eller, til nød, lam må man selv om. Okse virker normalt bedst. Det røde kød matcher tanninen fint. Generelt lagrer rød bordeaux virkelig godt og selv i vore dage, hvor vinene kan drikkes yngre, er det sjældent, at en vin er gået over, medmindre de er meget gamle. Man kan således trække relativt modeste vine à la Cru Bourgeois fra 1990’erne op og få stor nydelse.
Det var yderst glædeligt at se, at det førhen så underpræsterende slot over de sidste 20-25 år har rejst fra det moribunde til en glimrende, ret klassisk vin, som er tro mod kommunens lidt slanke, elegante og dog ranke stil. Og tilmed til betalelige priser. Brio koster lidt over 300 kr., det samme gør Alto, mens 1. vinen i 2019 koster knap 600 kr. De andre årgange kan måske skaffes – spørg evt. Sigurd Müller Vinhandel.