Claude Taittinger trådte i 1949 som 22-årig ind i det champagnehus, som faderen Pierre Taittinger havde grundlagt i 1932. Claudes bror François havde været leder af Taittinger siden 1945, men i 1960, da broderen blev dræbt ved en trafikulykke, overtog Claude pladsen ved roret, som han beholdt frem til 2005. Det var i den periode Taittinger blev et af verdens førende champagnehuse, og det var ikke mindst den nye direktørs fortjeneste. Situationen i 50’erne var helt som beskrevet i Ian Flemings første bog om James Bond, Casino Royale, der udkom i 1953. Som mange gange siden bestiller James et glas champagne: “Give me some Taittinger Blanc de Blancs…. It’s not very well known, but it’s the best Champagne in the world.” Taittinger lavede nok den bedste champagne men den var ikke særlig kendt. Det fik Claude, der havde et enestående talent for markedsføring, lavet om på.
At lederen af et stort champagnehus havde et kompromisløst krav om boblernes kvalitet til fælles med James Bond kommer næppe bag på nogen, men de færreste er klar over, at Claude desuden havde et sort bælte i judo. Hvad kravet om kvalitet angår, faldt det helt naturligt for Claude, der havde en levende interesse for kunst og gastronomi og i 1966 indstiftede en slags ”kokkenes Oscar” − Pierre Taittinger Culinary Prize − til minde om sin far. I et interview for en snes år siden funderede Claude over det privilegium, at folk ikke rendte ham på dørene med krav om hele tiden at finde på noget nyt. ”Folk beder mig ikke om at være kreativ; de beder mig bare lave en champagne, som er lige så god som den var for 50 år siden”.
Under VINEXPO i Bordeaux den 17. juni 1997 havde undertegnede fornøjelsen af at deltage i en rundbordsdiskussion som afslutning på en Savoir boire Savoir vivre session om kunsten at drikke og kunsten at leve: ”Le vrai sens de la moderation” (det gyldne mådehold). Sessionen bød desuden på indlæg om emnet fra blandt andre Jancis Robinson. Claude Taittinger stod for velkomsten til seminaret i sin egenskab af ”Président de la 3e rencontre internationale SAVOIR BOIRE – SAVOIR VIVRE”. Han startede med at takke for udnævnelsen til præsident, men fortsatte så med at give udtryk for sin undren over emnet for formiddagens seminar: om vin med måde nu også var sundt. ”Siden jeg var en ung mand,” fortalte Claude Taittinger, der helt åbenlyst var en 70-årig i topform – slank, elegant og veltalende med et glimt i øjet, ”har jeg så vidt jeg kan huske drukket en flaske vin hver dag, og det er aldrig faldet mig ind, at det skulle være noget problem. Jeg blev derfor virkelig overrasket ved at høre, at der kan diskuteres for og imod om en flaske om dagen kan betegnes som mådehold.” Ved et interview nogle år senere bekræftede Claude historien. Han drak altid et glas champagne som aperitif, fulgt af rødvin til maden, sædvanligvis en Bordeaux. “My wife asks me not to say this, but I drink a bottle of wine a day and have for 50 years. I think it’s a beautiful diet.”
My wife asks me not to say this, but I drink a bottle of wine a day and have for 50 years. I think it’s a beautiful diet
I USA skal man være fyldt 21 år før man må smage en dråbe, men sådan var det ikke i Claudes hjem. Hans uddannelse begyndte i 11-års alderen, hvor hans forældre gav ham smagsprøver på vin til bedømmelse to-tre gange om ugen. “Jeg tror at det er takket være denne træning, at jeg nu har den ekspertise og den hukommelse, der gør at jeg kan genkalde mig duften og aromaerne af hver enkelt årgang de sidste 50 år, når vi vælger vine ud til vores champagner.”
Claude overtog selv rollen som underviser af børnebørnene ved de traditionelle søndagsfrokoster. ”Jeg prøver at opelske en interesse for vin hos selv de yngste”, siger han. ”Jeg spørger dem om hvad denne vins duft minder dem om. Jeg siger, dufter den som blomster, som frugt, som tøj eller som et dyr? De kommer med sjove svar, men det hjælper dem til at lægge mærke til duftene og værdsætte aromaerne. Når de er over 10, kan de få lov at øve sig ved at smage nogle dråber.” I USA ville Claude Taittinger nok være blevet slæbt for retten, men i champagnens hjemland fik han lov til at dø, mæt af dage, efterladende sin elskede hustru Catherine, sine tre døtre Brigitte, Virginie og Christine, sine 12 børnebørn og 9 oldebørn.
