I starten af 2000’erne udspandt der sig en veritabel fejde over Atlanterhavet – denne gang ikke over Grønland, men over en vin. Vinen var Chateau Pavie 2003. Den engelske vinpresse med Jancis Robinson i spidsen proklamerede, at vinen var tæt på udrikkelig, som en portvin bare uden sødme. I USA var begejstringen større og fx den toneangivende vinjournalist i landet, Robert Parker vurderede den til mellem 96 og 100 points i de første og foreløbige vurderinger. Årgangen var én af de varmeste i mands minde og druernes modenhed var massiv, syren var lav og alkoholen høj. Det afspejlede i nogen grad forskellen i smag i de to anglosaksiske lande – amerikanerne kunne godt lide rige, fyldige og hedonistiske vine – englænderne var mere til stringente, ranke og elegante vine, især når det handlede om bordeaux. Egentlig lidt af den samme diskussion, som da årgang 1982 kom på banen: englænderne sagde, at vinen aldrig ville komme i balance, var for svulstige – mens amerikanerne igen med Parker i spidsen lovpriste årgangen. Parker fik ret og grundlagde faktisk en stor del af sit ry i denne bedømmelse.
Pavie i København
I marts var der en præsentation af slottet med seneste årgang 2022 og et par ældre sager samt nogle andre vine fra ejerskabet. Det blev varetaget af slottets kommercielle direktør, Jean Christophe. Pavie havde ganske mange år levet under radaren og havde ikke lavet vin, som svarede til et berømmet terroir. I 1998 købte den franske selvskabte rigmand, Gerard Perse, slottet – 5 år efter, at han havde købt et andet St. Emilion-slot, Monbousquet. Målet var at bringe slottet tilbage til tidligere storhed. Det er sådan set lykkedes, idet Pavie i dag er et af bare to slotte, som har den fineste appellation i St. Emilion, 1er Grand Cru Classé A. Det skete tilbage i 2012, som var første årgang i det fineste selskab. Med i ligningen hører dog, at uenighed om, hvordan klassifikationen i kommunen bør håndhæves, har ført til at de historisk set to mest berømte slotte, Cheval Blanc og Ausone, i protest har valgt at forlade klassifikationen. Men tilbage står, at Pavie med rette kan være stolt af at være blevet forfremmet til at være en af de fineste producenter af St. Emilion.
I bestræbelsen for at forbedre Pavie gennem årene har Perse haft et fast team af medarbejdere i både marken og kælderen, et team som allerede startede på Monbousquet. Der arbejdes separat med hver af de 21 mindre parceller, som Pavie’s 32 ha består af. Pavie består grundlæggende af tre forskellige typer terroir med forskelle i undergrund (ler og limsten), højde og hældning. Man bruger løvdække for at beskytte druerne mod for meget sol i de varme perioder. Man er gennem årene søgt mod mindre fadpræg og er gået fra op til 100% ny eg til højst 70%. Samtidig arbejder man med en lettere grad af toastning af fadene. Og endelig lagrer vinene lidt kortere på fad – tidligere var det op til 24 måneder eller mere, og nu er det snarere knap 20 måneder. For at modvirke den tiltagende globale opvarmning er andelen af druesorten cabernet franc øget på bekostning af St. Emilion’s hovedrue, merlot. Man brugte i starten vinkonsulenten, Michel Rolland, som er kendt for at lave rige, fyldige vine, men har haft et andet team de sidste mange år. Alt dette har haft til hensigt at gøre vinene lettere og mere elegante.
Der produceres normalt 80-90.000 flasker om året. Tidligere havde man en egentlig 2.vin, som bestod af unge stokke og de parceller, som ikke var i optimal stand. Vinen hedder Aromes de Pavie. Fra 2017 er det ikke længere deklasserede druer, men en selvstændig og fast del af Pavie’s marker og deklasserede druer sælges nu til anden side. Aromes de Pavie laves stort set som selve Pavie, men er lidt lettere og hurtigere moden. Produktionen er mere eller mindre økologisk, men som hos så mange andre producenter er der ikke planer om at få en formel certificering. Omkring 60% sælges som primeur-salg og resten sælges efter et vekslende antal år eller forbliver i kælderen til eget brug.
Smagning
Perse ejer flere ejendomme og vi startede i en relativt beskeden appellation, Castillon, i nærheden af Bordeaux. Clos Lunelles 2018 er som St. Emilion mestendels lavet af merlot og er en lidt mere rustik og jovial fætter til husets finere vine. Til den rige side, hvor merlot’s fedme og charme maser sig på. Og det er ganske rigtigt en charmerende sag, som bag rigdommen har bid fra både tannin og syre. Den er klar til at drikkes nu, men ville sagtens kunne gemmes nogle år.
Fra samme år fik vi Chateau Monbousquet, som har 65% merlot, 25% cabernet franc og resten cabernet sauvignon. Det var faktisk en lettere vin en Lunelles – mere elegant og med mere raffinerede toner af tør muld, svamp og lidt tobak. Den var også drikkeklar, men ville vinde med 2-5 år på langs. Cabernet franc gør sit til luftigheden i vinen. Den ligger på godt 400 kr. i nyere år, så gratis er den jo heller ikke.
Når vi går til det, der altså ikke er en 2. vin, men en ”anden” vin, Aromes de Pavie, fordobles prisen i runde tal. Druesammensætningen kan variere lidt fra år til år, men er nogenlunde som Monbousquet – måske lidt mindre cabernet franc. Det er klart en mere seriøs og kompakt vin – selv i det lidt vanskelige år 2017. Mørkere, dybere, mere lukket, og mere kraft og tannin. Aromatisk med tråde til Monbousquet, men som sagt mere lukket. Der fornemmes modne druer og en vis rigdom – men alligevel også kølighed og syre. Fin intro til hovedvinen.
Vi smagte Pavie i seneste årgang 2022. Det er et køligt år, hvor vinene modnes tidligt. Selv om der var flere, som sagde, at den smagte da allerede godt, må jeg holde på, at den skal have meget tid. Den var sortrød, meget lukket med primærfrugt og i smagen stor koncentration, masser af tannin (om end modne tanniner) og pænt lang eftersmag. Klart en vin til fremtiden. Der er 30% cabernet franc, som jo er en af løftestængerne i forhold til at bevare luftighed, lavere alkohol og kølighed i disse globale opvarmningstider. Og faktisk kun godt 50% merlot, hvilket er ret lavt i St. Emilion.
Var 2022 lidt af et barnerov, begyndte man at kunne se storheden i 2012 og 2010. Begge har 65-70% merlot og 15% cabernet franc. 2010 er et af de største år i Bordeaux i årtier, mens 2012 er lidt mere problematisk. Det forhindrede ikke vinen i at smage virkelig godt. Den har ramt de første stadier af modenhed, eller i hvert fald drikkelighed. Åbner op med mørk moden frugt og tørt muld, svampe, tobak og dermed et delikat mix af tørre og saftige ingredienser. Begyndende opblødning i tanninerne, men de er der bestemt. Ret intens, men også delikat. Vil være bedre om 5-10 år, men dejlig nu.
I 2010 bliver der skruet på alle tangenter i forhold til 2012 – samme aromaprofil, men langt mere koncentreret og intens – uden at blive fed og alt for rig. Det er en stor vin, som akkurat viser sine dyder, men som tigger om mange år i kælderen. Imens kan man jo drikke sine 2012’ere.
Chateau Pavie er hedonistisk vine, som byder på moden frugt, modne tanniner, en vis rigdom, men bestemt også struktur og relativ elegance. Jeg kan ikke mindes at have smagt 2003 Pavie, men årgangen gav absolut meget rige vine. Så den kan have været lidt af en mundfuld, da den blev smagt ved lanceringen. Men dels har slottet gjort en del for at lette stilen (løvdække, høsttidspunkt, mindre ny eg, lettere toast og mere cabernet franc) gennem årene – og dels smagte de simpelthen bare godt. Så godt, at prisen på mindst 2.500 kr. bare er en simpel detalje!
Jancis Robinson har i mange år opretholdt sin modvilje mod Chateau Pavie, som hun har fundet for opulent, nærmest oversøisk i sin rigdom og først med årgang 2022 har hun lovprist vinen, iflølge Jean Christophe. Så sløjfen er lige som bundet igen.
Smagningen var arrangeret af Fine Wines.
