“For at kunne lave en god vin, må vinstokken kunne se floden”. Château Margaux ligger, som flere af de andre 1. Cru slotte, majestætisk på den østlige del af det plateau på Médoc-halvøen, der skråner ned mod Girondefloden.
Hemmeligheden bag slottet og vinene ligger i vinmarken – det helt specielle terroir der giver vinen en helt egen identitet. Men et terroir er ikke nok i sig selv, bag den helt unikke vin ligger også investeringer, forbedringer år efter år og det utrolige dygtige team, der nu, efter Paul Pontalliers død i 2015, ledes af Philippe Bascaules.
Det helt store spring i forbedringen kom i 2015, 200-års dagen for færdiggørelsen af selve slottet. Den nye, topmoderne gæringskælder hvor man gik fra 25 til 100 gæringstanke gør det muligt at inddele vinmarkerne i 90 til 100 små parceller og på den måde få en helt anden forståelse for diversiteten og udvælge de bedste gæringstanke til førstevinen.
Lidt historie
Château Margauxs historie er samtidig historien om fødslen af de berømte, klassificerede slotte på Médochalvøen. Vandvejen var den eneste form for transport af større mængder vin og fra voldgraven og den lille å kunne slottets vin i 1600- og 1700-tallet nå ind til købmændene i Bordeaux og videre ud i den store verden. Man brugte små både, “aguilas” – nålebåde, der var som skabt til formålet og kunne komme ind over alt. Det er i denne periode, at begrebet Premier Grand Cru bliver skabt.
Først i 1810 byggede Douat de La Colonilla en hovedbygning, der stod mål med vinmarkernes beliggenhed. Arkitekten hed Emile Combes, og ingen, der har set det smukke teater i Bordeaux, er i tvivl – han var elev af Victor Louis. Colonilla døde seks år efter og nåede kun at opføre, og ikke opleve, slottet og de nye kældre i funktion. Mærkeligt nok gentager historien sig med André Mentzelopoulos. Han køber slottet i 1977 og dør i 1980, inden har når at opleve resultatet af sine store investeringer.
Der er ligeså mange skæbner som succeshistorier i Bordeaux. Pierre Ginestets økonomiske deroute under energikrisen i 1970erne må have gjort ondt, han blev tvunget til at sælge Château Margaux. Den virkelige genfødsel kom via kapital udefra. Mentzelopoulos havde med deres købmandskæde Félix Potin, den kapital, der var nødvendig. På ganske få år kom Château Margaux atter op i første division.
Et unikt terroir til Cabernet Sauvignon
Det meget høje indhold af Cabernet Sauvignon passer fortrinligt til jordbunden, og sammen med fremstillingsmetoderne gør det, at vinen først åbner sig efter 10 år. For dem, der ikke har tålmodighed til at vente, er andenvinen Pavillon Rouge et godt køb. Slottets hvide vin, Pavillon Blanc, lavet på 100% Sauvignon Blanc, står mål med de bedste vine fra Pessac-Léognan.
At være tro mod sig selv, det er en af hemmelighederne bag Château Margauxs storhed. Château Haut-Brion og Château Margaux har altid været klassiske, deres helt egen, i stil og karakter, altid med samme genkendelige streg, blot i en mere og mere tunet udgave. Respekten for naturen, at hjælpe og ikke manipulere, gør, at vinen varierer fra årgang til årgang, samtidig med at den beholder sin karakter.
Sjovt nok beholder alle første cruerne deres tekniske direktører meget længe. Det giver en kontinutet, en dyb forståelse for vinen og den arv, der skal føres videre. Paul Pontalliers første årgang var 1983, den sidste 2015. 32 årgange skabt af Paul Pontallier og indrammet af de måske to største årgange i Margauxs lange historie. Hans tidligere højre hånd Philippe Bascaules er nu leder og har med sin første årgang 2017 skabt en vin, der i en vanskelig årgang har den karakter, den luftighed der gør Château Margaux så unik.
Sigurd Mullers Vinhandel med Ib Bergkjær afholdt en smagning af Château Margaux på Hotel d’Angleterre i København. Thibault Pontallier, ”Global Ambassador” for Château Margaux stod for smagningen. Alle flaskerne kom direkte fra slottets kældre.
Førstevinen Château Margaux lagrer på 100% nye fade uden at det mærkes i vinen. Andenvinen Pavillon Rouge lagres på omkring 50% nye fade. Tredjevinen hedder Margaux du Château Margaux, den sælges endnu ikke i Danmark
Slottes hvide vin, Pavillon Blanc, laves på 100% Sauvignon Blanc. I 1920 ændrede man navnet til Pavillon Blanc fra ”Château Margaux, Vin Blanc de Sauvignon” hvilket var mere sigende, mange tror at Pavillon Blanc, som Pavillon Rouge, er andenvin til Château Margaux. Druerne, 100% Sauvignon Blanc, kommer fra en 12 hektar stor vinmark. Druerne plukkes, som i Sauternes, i tre perioder, kun 1/3 del af høsten går til Pavillon Blanc, resten sælger som ”tankvin” til vinkøbmændene i Bordeaux. Det helt specielle med Pavillon Blanc er, at vinen smager mere af et terroir end af druetypen der næsten ikke fornemmes. 25% af vinen ligger på ny eg i 8 måneder. Den kan lagre meget længe.
2004 Pavillon Blanc
Moden, udviklet duft, let krydret med hvide blomster, eksotisk frugt, fersken, let citrus, honningmelon og en smøragtig tone som i stor, hvid Bourgogne. Vinen har en flot fedme midt i munden, stor fylde med lang cremet eftersmag med eksotisk frugt og stadig fin syre. 94 | 2.080,00 ex.moms Sigurd Müller Vinhandel
2015 Pavillon Blanc
Flot, frisk duft, let krydret med hvide blomster med fersken og citrus. Frisk, rank, fyldig, cremet smag med lang, rig eftersmag, let krydret med fin syre. 94 | 2.180,00 ex.moms Sigurd Müller Vinhandel
Navnet Pavillon Rouge blev skabt i 1908, i en periode glemt og brugt igen fra 1977 med André Menzelopoulos køb af slottet. Omkring 1/3 af høsten går til Pavillon Rouge.
2009 Pavillon Rouge
Frisk, mintet duft, solbær, fin røget tone, moden og frisk, fine undertoner, chokolade. Meget elegant, luftig og rig, meget frisk eftersmag, moden, markeret tannin og lang, luftig eftersmag med moden, frisk frugt med chokolade. 95 | 1.960,00 ex.moms Sigurd Müller Vinhandel
2000 Pavillon Rouge
Udviklet duft, svampe, efterårets løvfald, moden frugt, stadig frisk tone. Rank struktur, luftig, stadig markeret tannin, frisk, luftig eftersmag med moden, frisk frugt og efterårets løvfald. 93|2.080,00 ex.moms Sigurd Müller Vinhandel
Château Margaux
Liflig, luftig og lækker. Meget svært at beskrive hvorfor nogle vine er så store. En del ligger i duften, kompleks og samtidig ren og frisk. I smagen opleves denne fornemmelse af tyngde hvor tyngdekraften ikke længere eksisterer. Vinen svæver, eksploderer i mundhulen og bliver optaget gennem slimhinderne inden man når at synke den.
2012 Château Margaux
Lukket duft, ulmende, meget frisk frugt, røget, modne solbær, stor race. Utrolig smuk opbygning, elegant, rank, rig, lang, lang luftig, rig eftersmag, meget smuk vin. 96 | 4.640,00 ex.moms Sigurd Müller Vinhandel
2008 Château Margaux
Stor, mintet duft, røget med blyantstift og solbær. Rank og spændstig, slank med markeret tannin og lang, frisk eftersmag, røget med modne solbær. 96| 4.800,00 ex.moms Sigurd Müller Vinhandel
2004 Château Margaux
Moden, udviklet duft, viol, chokolade, modne solbær, lakrids. Luftig smag, stadig med tannin, tør, frugtagtig, stadig smuk vin helt dikkemoden. 95| 4.200,00 ex.moms Sigurd Müller Vinhandel
2003 Château Margaux
Mintet og moden, solbær med fin sødme i duften, lakrids og chokolade. Moden smag, rig, stor fylde, stadig med nerve, lang, rig, moden eftersmag. Meget rig smag, men ikke med samme luftighed luftighed som de andre årgange: Stadig meget frisk med tanke på den meget varme sommer i 2003. 95 | 5.800,00 ex.moms Sigurd Müller Vinhandel
1999 Château Margaux
Meget elegant duft, viol, modne kirsebær, solbær, lakrids. Utrolig lækker smag, meget rig og silket, luftig og fyldig med lang, lang, rig eftersmag, luftig med fin let sødme. En helt utrolig ”silket” vin. 98 |4.800,00 ex.moms Sigurd Müller Vinhandel
1989 Château Margaux
Moden, udviklet duft, kompleks, moden frugt, lakrids, kaffe, efterårets løvfald, appelsinskal. Rig, luftig, moden og stadig markeret tannin, lang, luftig eftersmag. Skal drikkes nu. 97 | 7.800,00 ex.moms Sigurd Müller Vinhandel