Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Château Kirwan

– en stjerne i Bordeaux

Margaux appellationen er indbegrebet af elegance. Appellationens vine udtrykker, når de er bedst, en lethed, en fløjlsblødhed og samtidig en fast struktur. Appellationen forener Médoc med Saint-Emilion og Pomerol. Den nu afdøde konsul og ejer,  Jean-Henri Schÿler, beskrev Chateau Kirwan: ”som en lang flod”, underforstået at vinen havde en unik balance.

Han havde ret, det er Château Kirwans identitet, problemet var dengang blot at vinen manglede koncentration, at floden i mange årgange var for lille, ja, mindede mere om en å. Det blev der gjort noget ved med ansættelsen af Michel Rolland som konsulent i 1993. Vinene blev langt mere koncentrerede og mere modne i deres udtryk på grund af et senere plukketidspunkt. En flod blev omdannet til en sø og den stil vandt indpas hos amerikaneren Robert Parker.

Den nye stil holdt sig i mere end et årti, men i 2007 begynder der, med ansættelsen af Philippe Delfaut, en helt ny epoke for Château Kirwan hvor fokus bliver rettet mod slottets terroir, en opdeling af Kirwans 35 hektar vinmarker i parceller og et langt større fokus på friskhed. Philippe Delfaut vidste hvad han ville, han havde igennem 11 år på Château Palmer bragt slottes storhed tilbage.

Philippe Delfaut

Opmuntret af flotte resultater hvor parcel for parcel blev plukket og gæret for sig, besluttede familien på Château Kirwan at tage det helt store skridt: at bygge en helt ny vinkælder, lavet at det samme firma, der stod for Château Cheval Blancs magiske vinkælder. I 2015 stod det 60 millioner kroner store projekt klar til at modtage den første høst. Et funktionelt tempel med 37 tulipanformede 50-60 hektoliter cementtanke tilpasset til slottets vinparceller og det mest moderne udstyr, hvor pumper er erstattet med brug af tyngdekraften.

Og hvilken start, Château Kirwan 2015 er magisk, andenvinen Les Charmes de Kirwan også. Kun 50 procent af produktionen indgik i førstevinen, man satsede alt på kvalitet, og også ”terroir”. Slottets eksterne konsulent, Eric Boissenot, er med til at give vinene den sidste præcisionen. Det bedste terroir på Kirwan er Cantenac plateauet. Med de nye gæringstanke laver man sammenblandingen i vinmarken, fra de enkelte parceller, sammenblandingen i kælderen, efter vinen er blandet færdig, er kun en justering.

Internationalt og så fransk

Château Kirwan er fransk og samtidig så internationalt. Engelsk, irsk, fransk, tysk, norsk og dansk – det internationale samarbejde opstod i Bordeaux mange hundrede år før den europæiske union blev født. I 1751 købte den engelske købmand John Collingwood en ejendom kaldet “Lasalle” i Bordeaux. Han fik sin vin hjem på tønder til England og solgte den for en høj pris. Hans svigersøn, irlænderen Mark Kirwan, overtog slottet i 1760, ombyggede det og kaldte det Château Kirwan.

I 1855, samme år som slottet blev klassificeret som 3. Cru, købte Godard-familien Kirwan. Da Camille Codard døde i 1882, donerede han slottet til byen Bordeaux, der i 1903 overgav den kommercielle del til det kendte handelshus Schröder & Schÿler. Armand Schÿler købte slottet i 1926 og brugte det som sommerresidens. Hans barnebarn, den nu afdøde danske konsul i Bordeaux, Jean-Henri Schÿler, flyttede permanent ind på Château Kirwan – et meget smukt slot fra 1700-tallet med en velholdt park, der fremhæver bygningen. Se http://vinbladet.dk/jean-henri-schyler-sidste-gamle-koebmand-bordeaux-doed/

Yann Schÿler med sine to søstre, fra venstre Nathalie Schÿler og Sophie Schÿler-Thierry

Der har siden den første danske konsul Edouard Kirstein, der var medejer af Schröder & Schÿler og gift med en Schÿler, været et meget stærkt bånd mellem Schÿler-familien og Danmark. Et bånd, der er blevet forstærket med sønnen Yanns danske hustru Marie-Louise og deres to børn. Yann Schÿler tiltrådte som konsul efter sin far i november 2000 – og er nu, som noget helt unikt, konsul i Bordeaux for både Danmark, Sverige og Norge.

Yann Schÿler er, som direktør for handelshuset på mange måder slottets sælger og formidler af vinen i den store verden, mens hans søster, Nathalie Schÿler, er den, der har opbygget hele besøgskonceptet, hvor vinturister kan komme, se, lytte og smage. Hun er nu gået på pension. Château Kirwan har åbent alle ugens hverdage for besøgende, og hvert år stiger antallet. Det er også muligt for større selskaber at spise på slottet, i den store gamle lade, der nu er indrettet som en stor spisesal, eller, som noget helt unikt, at sidde oven på den nye vinkælder med den mest fantastiske udsigt ud over vinmarkerne.

Château Kirwans gamle lade er nu indrettet som en stor spisesal med en fantastiske udsigt ud over vinmarkerne

Yann Schÿler’ anden søster, Sophie Schÿler-Thierry, arbejder som kommunikationsdirektør for Kirwan. Hele familien har, sammen med Daniel Thierry, hendes mand,  restaureret kældre og tilbygninger. En meget omkostningsfuld totalrenovering af selve slottet er nu næsten færdig, kronen på værket. I stueetagen er et nyt superkøkken parat til at kunne levere de flotteste middage til VIP-kunder i de gamle saloner i stueetagen. Château Kirwan er indbegrebet af elegance, balance, lethed og tyngde, et besøg hvor øjet, næsen og munden aldrig bliver mæt.

Smagning

Château Kirwan 2018 Grand Cru Classé Appellation Margaux

25 hl/ha. Blend: 43% Cabernet Sauvignon, 29 % Merlot, 15 % Cabernet Franc, 13 % Petit Verdot. 18 måneder på fad, 50% nye. Stadig meget ung, fuldmodne solbær indhyldet i et røget slør, mineralsk, floralsk med nuancer fra fad. Fyldig, rig smag, markeret tannin dækket af moden frugt og lang, lang rig eftersmag, røget med modne solbær. 94 | Château Kirwan

Château Kirwan 2017 Grand Cru Classé Appellation Margaux

38 hl/ha. Blend: 55% Cabernet Sauvignon, 30 % Merlot, 10 % Cabernet Franc, 5 % Petit Verdot. 18 måneder på fad, 50% nye. Frisk, røget solbærduft, blyantstift, reven appelsinskal, nuancer fra fad. Elegant, luftig og samtidig fyldig smag, lang, lang luftig frugtagtig eftersmag med herligt både syre – og tanninbid. 93 | Château Kirwan

Château Kirwan 2016 Grand Cru Classé, Appellation Margaux

50 hl/ha. Blend: 55% Cabernet Sauvignon, 33 % Merlot, 7 % Cabernet Franc, 5 % Petit Verdot. 18 måneder på fad, 50% nye. Moden solbærduft, røget med blyantstift, fine nuancer fra fad. Fyldig smag, rank, markeret, moden tannin og moden, frugtagtig lang eftersmag, røget med solbær og nuancer fra fad. Endnu for ung, meget maskulin. 93 | Château Kirwan

Château Kirwan 2015 Grand Cru Classé Appellation Margaux

51 hl/ha. Blend: 50% Cabernet Sauvignon, 35% Merlot, 10 % Cabernet Franc, 5 % Petit Verdot. 18 månder på fad, 50% nye. Dyb duft med modne solbær og kirsebær, åbner sig i glasset, lakrids, karamel, fine nuancer fra fad der smelter sammen med vinen. Fyldig smag, moden, elegant frugt der dækker og tanninerne og lang, lang, rig, elegant eftersmag med moden, frisk frugt med vis sødme og fin syre. Magisk vin. 95 | Château Kirwan

Bordeauxs’ 2. vine

Anden vinene til de berømte Grand Cru Classé vine er ofte rigtig gode køb, og så smager de jo lidt af fugl. Begrebet 2. vin opstår helt tilbage i 1700-tallet. Hugh Johnson skriver i ”Vinens Historie”: ”Det er en udbredt opfattelse, at begrebet Grand Vin for et châteaus topkvalitet og ved siden af en Sekund Vin til halvdelen af prisen, er en moderne opfindelse, men det har været praktiseret blandt Premiers Crus lige fra begyndelsen”. Først i 1980’erne blev Bordeauxslottenes anden vine rigtig kendte. I dag har næsten alle de bedre slotte deres egen anden vin, og flere har sågar introduceret en tredie vin.

Tredie vinen er normalt den vin, der ikke indgår i førstevinen. Udvælgelsen foregår under det, der på fransk hedder assemblage ­ sammenblandingen. Prøver med vin fra alle de forskellige gæringstanke blindsmages, hvorefter det afsløres, hvilke gæringstanke, der udvælges til førstevin, og hvilke, der ender som andenvin. Vine lavet af druer fra unge vinstokke ender normalt som anden vin. I gode årgange er det ikke nødvendigt at fravælge så mange gæringstanke, mens de slotte, der satser på kvalitet, ofte laver en stor andel 2. vin i dårlige årgange.

Den måske bedst kendte vin fra Bordeaux: Mouton Cadet, var oprindeligt en anden vin til Château Mouton Rothschild, men er i dag et mærkevarenavn med en årsproduktion på mange millioner flasker. Med førstevinenes himmelflugt i pris er 2. vinen for mange den eneste mulighed for, smagsmæssigt, at stifte bekendtskab med slottet. Latours anden vin, Les Forts de Latour har gennem årerne givet utrolig mange store oplevelser. Pavillon Rouge fra Château Margaux er en anden klassiker. Haut-Brion’s anden vin, Bahans Haut-Brion, blev indtil 1982 produceret uden årgang, hvilket er ret usædvanligt i Bordeaux, hvor man netop i den klasse taler om årgangsvine. I dag hedder den Le Clarence de Haut-Brion. Lafite’s anden vin hedder Carruades de Lafite, mens Mouton Rothschilds anden vin hedder Le Petit Mouton de Mouton-Rothschild.

Den charmerende andenvin

Les Charmes de Kirwan er 2. vinen til Château Kirwan, 3. Grand Cru Classé i Margaux. Det har siden 1926 tilhørt den franske familie Schÿler, der også ejer handelshuset Schröder et Schÿler. Gennem 8 generationer har familien varetaget det hæderskronede erhverv som dansk konsul i Bordeaux.

Den nu afdøde danske konsul Jean-Henri Schÿler og hans søn, den nuværende danske konsul Yann Schÿler, diskuterede for mange år siden, hvad 2. vinen skulle hedde. Jean-Henri, der var meget romantisk, følte, at navnet “la charmille”  – et skyggefuldt, romantisk sted, en løvgang, passede fint. Hans søn Yann fandt derimod at “le charme” klingede bedre og passede godt til en vin, der er lettere i stilen end Château Kirwan. Årgang 1993 var første årgang af Charmes de Kirwan og den blev en stor succes. I årgange, der er middelmådige i Bordeaux, blev der skåret helt ind til benet, og produktionen af Charmes de Kirwan i årgang 1993 var større end produktionen af førstevinen. Fra og med 2015 er næsten halvdelen af slottets produktion gået til anden vinen Les Charmes de Kirwan.

SMAGNING

Charmes de Kirwan 2018 Appellation Margaux

Røget duft, frisk, mineralsk, modne solbær og fine nuancer fra fad. Frisk og fyldig smag, moden, markeret tannin, lang, røget eftersmag med modne solbær og fine nuancer fra fad. 91 | Château Kirwan

Charmes de Kirwan 2017 Appellation Margaux

Røget solbærduft, frisk, mineralsk, fine nuancer fra fad. Frisk smag med moden, markeret tannin dækket af moden frugt og en eftersmag, lang med en herlig syre sammen med den modne frugt. Meget elegant, luftig med tyngde. 90 | Château Kirwan

Charmes de Kirwan 2016 Appellation Margaux

Frisk og udviklet duft med solbær, lakrids, appelsinskal og fine nuancer fra fad. Elegant moden tannin, luftig med frisk, frugtagtig eftersmag, moden og samtidig med markeret syre. 89 | Château Kirwan

Charmes de Kirwan 2015 Appellation Margaux

Udviklet duft, floral, smuk sødme, karamel, lakrids med modne solbær og kirsebær. Meget elegant, luftig med velouragtig tannin, luftig eftersmag med fin sødme med modne, friske bær. Helt drikkemoden, på toppen. 91 | Château Kirwan

Indledningsbilledet viser den nye kælder på Château Kirwan med 37 tulipanformede cementtanke, hvor pumper er erstattet med brug af tyngdekraften.