Bordeaux er rød – overvejende rød. Der er kommuner, hvor (tør) hvid er i højsædet, og en del slotte i Graves er næsten lige dele rød som hvid. Og så er der den nye trend, hvor Médoc-slotte begynder at lave hvid vin – og en trend hvor Sauternes-slottene laver tør vin i stedet for de normale botrytis-søde vine. Altså man vil gerne lave hvidvin i Bordeaux. Og nu laver man sågar også hvidvin på et af ikon-slottene, Chateau Cheval Blanc. Det er et af de historisk set 10 fineste slotte, beliggende i St. Emilion. Der er bestemt ikke tradition for at lave hvidvin i St. Emilion, men i 2009 købte Cheval Blanc 10 ha af naboejendommen, Chateau La Tour de Pin Figeac, og ville overvejende lave hvidvin herfra. Som sagt….. Årgang 2014 var den første på markedet og vinen består af mest sauvignon blanc, suppleret med ca. 20% semillon.
Vinen har høj klasse: elegant, balanceret fadpræget sauvignon med god syre og en kurv af eksotiske frugter, som i den ene årgang går mod ananas og den næste mod fersken/mango. Importøren, Ib Bergkjær, klagede dog sin nød over, at det ikke var så let at finde kunder til hvid bordeaux fra St. Emilion til rundt 1.600 kr.
Koreograferet terroir-symfoni
Hovedemnet var dog den legendariske røde Cheval Blanc. Sigurd Müller Vinhandel havde igen trommet LVMH-folket til Danmark for at præsentere en stribe vine fra Cheval Blanc. Slottet har altid ligget mit hjerte nær – skal ikke sige, at jeg drikker vinen meget tit! – med sin luftige, balancerede og tobakkede karakter. Det er en vin, som stort set aldrig skuffer, som er i stand til at klare både meget varme og meget kolde årgange uden at miste sit DNA, og en vin som har en meget høj grad af ”drinkability” (en vidunderlig eufemisme for vin, som koster mellem 5.000 og 10.000 kr. per flaske!). Nuvel, ikke alle er lige begejstrede, for jeg overhørte, at et par kompetente vinkendere var noget forbeholdne overfor vinene i forhold til ligesindede vine fra Bordeaux. Men jeg har en svaghed for de luftige og elegante bordeaux-vine som netop Cheval Blanc og de bedste graves-vine. Cheval Blanc var også i Danmark for ca. 7 år siden og sjovt nok præsenterede man nogle af de samme årgange som dengang. Indtrykket var det samme.
Slottet har omkring 40 ha til rød – og 10 ha til hvid. Der er to unikke fakta om Cheval Blanc. Man har en helt særlig undergrund med 10 forskellige typer terroir – som groft set kan deles op i ler (40%), grus (40%) og sand (20%). Det ligger på grænsen mellem Pomerol og St. Emilion. Samlet giver det mulighed for at trække på alle de elementer, som giver vine fra henholdsvis St. Emilion og Pomerol deres karakter. Det giver også en vigtig mulighed for at trække meget varme årgange i en mere kølig retning i flasken og undgå, at de kølige årgange bliver for anæmiske. Altså man kan bevare balance i de fleste årgange. Cheval Blanc er også en vin, som leverer i næsten alle årgange.
Det andet vigtige faktum er, at Cheval Blanc har en meget høj andel af cabernet franc i vinen. Der er kun få bordeaux-slotte, som har så høj andel af cabernet franc – med Ausone og Lafleur som de fremmeste. Franc giver lethed og luftighed, og med den globale opvarmning er det et af våbnene til at bevare saft og frugtighed. Man har altid haft meget franc på Cheval Blanc. Der er mere end 50% cabernet franc på markerne, men da der er forskelligt udbytte vil andelen af den normale hoveddrue i St. Emilion, merlot, ofte overstige cabernet franc i det endelig produkt. Men sådan rundt regnet 50/50 med udsving fra år til år.
Cheval blanc har 56 forskellige lodder på sine marker – og ret særligt for bordeaux-slotte – ligger alt helt samlet og er dermed et ”terroir”, en betegnelse der til tider kan være svær at hæfte på slottene i Bordeaux, som kan være et puslespil af mindre parceller. Her giver det dog mening. Der er lavet ”state of the art”-produktionsfaciliteter på Cheval Blanc – måske understøttet af et årtier gammelt ejerskab af luksus-imperiet, LVMH. I dette indgår 56 cement-tanke, som rummer hvert lod efter høst og gæring og som systematisk testes for at finde de rette elementer til den endelige vin. Det er sådan, at ca. 75% af produktionen normalt indgår i Chateau Cheval Blanc, 10% går til 2.vinen Petit Cheval og de sidste 15% sælges fra. Man ønsker ikke at lave en højkoncentreret ”super Cheval Blanc”, men vil gerne lave vin som reflekterer terroir’et og årgangen.
Der høstes generelt ret tidligt for at bevare syre og friskhed. De 56 tanke smages løbende parvis og mikses løbende for at man kan danne sig et indtryk af, hvad der skal indgå i slutproduktet. Man har arbejdet med 5 forskellige fadproducenter, som har lavet de klassiske tønder med 225 liter – barriques. Vinen har lagret 16-19 måneder på ny eg. De senere år har man dog eksperimenteret med alle mulige former for tønder og kar – små, store og lavet af cement. Der lagres en antal flasker hvert år og det evalueres, hvad der er mest hensigtsmæssigt. Det handler både om global opvarmning, som fordrer nye tankegange og om hvorvidt det i fremtiden vil være muligt at få de klassiske fade.
Cheval Blanc er fokuseret på at skabe et stabilt og bæredygtigt miljø for vinstokkene. Man dyrker økologisk, men certificerer ikke. Der plantes mange andre planter og træer i og omkring marken for at stabilisere miljøet fx i forhold til udtørring. Vinstokkene er i gennemsnit 43 år gamle, og nogle er mere end 100 år – der genplantes ca. 1 ha hvert år. Man bruger sin egen gær, som er udviklet for en del år siden og man bruger ikke kloner af vinstokke udefra (som de fleste gør). Der udblødes (macereres) meget lang tid – op til en måned – med meget lidt omrøring.
Der blev spurgt til, om man overvejer at bruge helklase – whole cluster – produktion. Det ligger ikke lige for og der er kun få, som gør det med succes i Bordeaux ifølge den mangeårige tekniske direktør på Cheval Blanc, Pierre Olivier Clouet. Han kunne bedst pege på Carmes de Haut Brion som eksponent for denne tendens.
Mähler-Besse
Vi fik en smuk ankedote fra slottes historie. I 1939 havde man en meget lille høst og alt blev solgt til Bordeaux-negociant’en, Mähler-Besse, som tappede alt, som dermed ikke var slotsaftappet. Det var krig og det var svært at finde flasker, så den relativt beskedne produktion blev tappet på alle mulige typer af flasker – ranke, runde, hvide, grønne – og blå! Man solgte det hele til en forhandler i New York og sendte det med skib over Atlanten. Der var dog en lille drillenisse i form af Hitler, som havde sendt sine ubåde ud for at sænke skibe. Derfor vendte skibet om og sejlede tilbage til Frankrig og vinene havnede i Mähler-Besse’ kældre. Altså frem og tilbage i krigens navn. Det forlyder, at forhandleren i New York tog det pænt.
Årgangen blev ikke anset for at være det helt store og det var jo ikke ”rigtig” Chateau Cheval Blanc, tappet på slottet. Men for nogle år siden var der kontakt mellem firmaet og Cheval Blanc og man enedes om at se på de ca. 1.800 flasker. Reglerne tilsagde, at en ompropning ikke kunne ske på slottet, så Cheval Blanc mødte op med en mini-maskine til at omproppe vinene hos Mähler-Besse. Standen i vinene var meget forskellig og ca. 33% måtte kasseres, men der blev da godt 1.000 flasker, som var godkendt og genfyldt – og en del af dem ligger nu i Cheval Blanc’s kældre – men vil næppe blive åbnet for hvemsomhelst! En af deltagerne ved smagningen havde i øvrigt en flaske af denne vin, som var givet af Mähler-Besse.
Smagning
Der er en form for enhed over slottets vine. De er altid balancerede, relativt luftige for en bordeaux-vin, med behagelige tanniner og – især med alder – med en karakter af tobak, tør jord, træ og alligevel florale og frugtige toner. Aldrig tung, ofte koncentreret, ofte let som en ballerina. Der er betydelig årgangsvariation, hvilket man også tilstræber på slottet. Man er meget optaget af, at det er skal være en ”terroir-vin”, som afkoder både området og årgangen.
I lighed med seneste besøg for 6-7 år siden smagte vi årgang 2011, som Clouet holder meget af – ”en ægte Cheval Blanc”. Og ganske rigtigt er vinen meget delikat og elegant. Begynder at få udviklede dufttoner og smagen er til den bløde side. Således klar til at drikke, men vil kunne holde mange år endnu. Det er ikke den mest hypede årgang, men som skrevet meget indtagende (97 points). 2009 var et varmere år end 2011 og vinen er lidt fyldigere og mere intens. Det er dog Cheval Blanc, så elegance er en god følgesvend selv i dette varme år. Der er et tydeligere tanninaftryk og vinen er mindre klar til af drikke end 2011 (97 points), men vil blive stor. I årgang 2006 havde vi lidt af en børste – meget struktureret, rank, tanninpræget – den mindst charmerende af de smagte årgange, men mon ikke den om 10 år eller mere vil finde sig selv og bløde op (94 points). Endelig smagte vi 2001 (95 points), som var til den tørre side og altså ikke havde helt den saftighed, som de andre årgange havde, men en fin og moden udgave. Man kan være heldig at finde Cheval Blanc med alder – og så koster det jo lidt ekstra. I de nyere årgange skal man regne med 4-5.000 kr. eller mere.
