Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Barolo & Friends i operaen

Medarrangør Marianne Winther

Arrangementet, Barolo & Friends, blev 22. april 2026 afholdt for 17. gang i smukke omgivelser i operaen i København. Programmet vedrørte smagning af vine fra Piemonte. Arrangementet var organiseret af ”I Vini del Piemonte”, som er et konsortium oprettet i 2010, der omfatter ca. 200 vingårde. Danske Marianne Winther med en lang baggrund indenfor vinbranchen var medarrangør.
Der var fri smagning af 40 producenter fra Piemonte samt et separat hjørne med smagning af 30 producenter fra DOCG appellationen Nizza. Et flot program for en billetpris på 399,00 for deltagelse i to timer. Der var to masterclass. Den første masterclass omhandlede 10 druer med en særlig historie herunder druer, der ellers var gået i glemmebogen. Denne masterclass blev ledet af Jonathan Patrick L. Gouveia, Master Sommelier. Den anden Masterclass omhandlede 10 vine fra Nizza appellationen. Den blev ledet af Italiens-eksperten Thomas Ilkær, som er daglig leder af Vinakademiet.

Dogliani. Foto:  I Vini del Piemonte.

Fakta om Piemonte som betyder ”Ved foden af bjergene”

Piemonte er beliggende i det Nordvestlige hjørne af Italien med et indbyggertal på 4 mio, hvoraf halvdelen bor i Torino og dens provinser. Området har et mildt kontinentalt klima med kolde vintre og varme somre. Piemonte er af alperne beskyttet mod kolde nordlige vinde og regnfald. Bjergkæden Appeninerne beskytter mod vejrsystemer fra Middelhavet. På klare dage ses alperne i baggrunden. Der er en lang vækstsæson, hvilket er godt for sent modnende druer som Nebbiolo og Barbera.

Siden 1970’erne er gennemsnitstemperaturerne steget med 2 grader årligt. Det lyder umiddelbart ikke af meget, men et koldt klima har gennemsnitstemperaturer i vækstsæsonen under 16,5 grader celcius, moderat eller mildt klima har gennemsnitstemperaturer fra 16,5 til 18,5 grader, mens et varmt klima har gennemsnitstemperaturer på 18,5 til 21,0 grader. Temperaturstigningerne har betydet, at marker i Barolo, der tidligere lå perfekt, nu oplever for varme temperaturer.

Klimaforandringerne betyder også mere og mere ekstreme vejrforhold med eksempelvis tidlig frost, der kan være et stort problem for tidligt knopskydende druer som Barbera og Nebbiolo. Nedbøren er lille i perioden juni/september hvilket betyder lav risiko for sygdomme som skimmelsvamp m.v. Voldsomt regnvejr i slutningen af september og oktober kan være et problem for en sent modnede drue som Nebbiolo.

Fakta om hovedområderne.

Druer og klassifikationer

I Piemonte er der 18 DOCG vine (DOCG er det højeste klassifikationsniveau i Italien) og 42 DOC vine.
Vinmarkerne svarer til et areal på 45.000 hektar. Til sammenligning er det tilsvarende tal for Bourgogne 25.000 til 30.000 hektar.
Vinerier er små og ofte familiedrevne.
Seks landskaber i Langhe-Roero og Monferrato er helt usædvanligt i 2014 kommet på Unescos verdensarvsliste.
Internationale druesorter findes stort set ikke i Piemonte. De vigtigste blå druesorter er Barbera, Nebbiolo og Dolcetto. Barbera udgør ca. 1/3 af det plantede hektar i Piemonte.
De vigtigste klassifikationer for Barbera er DOCG Barbera D`Asti, DOCG Nizza og DOC Barbera D`Alba.De mest berømte klassifikationer for Nebbiolo er Barolo og Barbaresco lavet på 100% Nebbiolo.
En Barolo skal lagres i 38 måneder fra 1. november i høstsæsonen heraf 18 måneder på fad og Barbaresco 26 måneder heraf 9 måneder på fad. Der er ikke krav til typen af fad, hvilket har givet anledning til store diskussioner blandt vinproducenterne herunder for og imod at bruge nye franske egetræsfade.
Vinmarkerne i Barolo ligger typisk i 200-400 meters højde.
DOCG Dogliani er en vigtig appellation for Dolcetto druen.
Den hvide Moscato Bianco er Piemontes næst mest udbredte druesort og bruges til de kendte søde Asti vine.

Jonathan Patrick L. Gouveia, Master Sommelier stod bag en masterclass om 10 druer med en særlig histoie.

Masterclass om Piemonte Curiosities­

Jonathan Gouveia fremhævede “The Comeback Kids”. Det er fem druer som er vendt tilbage til markedet og som produceres og promoveres af  topproducenter som Rinaldi, Bartolo Mascerello, Burlotto og Vietti. Druerne er Timorasso (hvid) Freisa (rød). Ruche (rød) Grignolino (rød) Pelaverga (rød) – her smagning af de 5 druer:

Boveri Luigi Colli Tortonesi DOC Timorasso “Derthona” 2024

Gulgrøn. Noter af grøn æble og citrus. Herudover en mineralsk tone som en Chablis. Lidt brødnoter fordi vinen har ligget en periode på gærresterne. Medium plus syre, der hænger fint sammen med frugten. 13,5%. Spændende vin. 91 |

Cascina Vigna Piemonte DOC Freisa 2023

Lys til medium farve. I modsætning til Nebbiolo, der er lys. Noter af blå bær, som solbær og brombær. Dejlig rustik vin, der har været 12 måneder på nye fade. Medium plus syre og tannin. 92 |

Cascina Valeggia Ruche Di Castagnole Monferrato DOCG 2024

Lys. Parfumeret duft. Som en mørk Muscat. Medium syre og tannin. Stopper brat. 13,5 %. 88 |

Cinque Quinti Grignolino Del Monferrato Casalese DOC “ Vigna San Pietro” 2024

Lys. Duft lidt pudsig som måske skyldes lagring i 10 måneder på Akaciatræ.  Mest røde bær som jordbær og hindbær i duft og smag. Høj syre. 13,0 %. 90 |

Castello di Verduno Verduno DOC Pelaverga 2024

Lys. Tydelig Pinot-udtryk med røde bær som jordbær og hindbær. Medium plus syre og medium tannin. Dejlig elegant og godt glas vin. 13,5 %. 92 |

De 5 andre vine på Masterclass

Paolo Manzone (hvid) Gavi DOCG Del Comune Di Gavi 2025

Gulgrøn. Aromatisk. Noter af tropisk frugt, fersken, æble og citrus. Medium plus syre. Minder om en god Albarinho. 91 |

Franco Conterno (hvid) Langhe DOC Nascetta

Gulgrøn. Semi aromatisk. Noter af grøn æble og citrus samt grape. Medium syre. 90 |

Malvira (hvid) Roero Arneis DOCG “Renesio” 2024

Gulgrøn. Ret aromatisk med noter af fersken, grøn æble og citrus. Har en lidt olieret tekstur. Lav syre. 13,5%. 89 |

Podere Ruggeri Corsini (hvid) Langhe DOC Chardonnay ”Lolly” 2023

Chardonnay er den mest plantede internationale drue i Piemonte. Vinmarker til denne vin i Monforte er beliggende i 420 meters højde med 27 år gamle stokke. Gul farve. Ståltank i 12 måneder og dernæst seks måneder på nye fade. Fersken og brød noter. Fin balance mellem frugt og fad. Medium til medium plus syre. 13,5%. 92 |

Marchesi Incisca della Rocchetta (rød) Piemonte DOC Pinot Nero “Marchese Leopoldo” 2021

Pinot Noir udgør i alt 600 hektar i Piemonte og plantes ofte i højt beliggende marker med et koldt klima, hvor Nebbiolo har svært ved at modne. Stor ekspansion over de sidste 20 år. Lys til medium farve. På nye fade i 14 måneder. Har et udtryk af mørke bær og fad. Medium til medium plus syre og tannin.15%. 90|

Konklusion

En spændende Masterclass. Havde på forhånd ud fra hukommelsen ikke smagt Timorasso, Nascetta, Pelaverga, Freisa, Grignolino og Ruche. Der var mange positive overraskelser. Generelt vine med et lavt alkoholniveau. Det bliver spændende de kommende år at følge udviklingen for de ti druer i Piemonte.

Giorgia Zucco fra Domenico Clerico.

Smagning af en producent udenfor Masterclass

En af de mest kendte modernister er Domenico Clerico, som bla. har eksperimenteret med brug af nye fade, men også vine på udenlandske druer som Cabernet Sauvignon. I operaen var Clerico repræsenteret ved marketing chef Giorgia Zucco med tre fremragende Baroloer fra superåret 2021 samt Barolo ”Percristina” fra 2015.

Domenico Clerico Barolo DOCG del Comune di Monforto 2021

Vin fra tre forskellige parceller. Mange klassiske Nebbiolo-udtryk sat sammen i en intens og elegant vin med fin balance mellem frugten og syren samt de bløde tanniner. Kan ligge længe, men smager allerede godt nu. 94 |

Domenico Clerico Barolo DOCG Bussia Bricotto 2021

Spændende vin med 960 flasker lavet fra rækker i Bussia Soprana-marken. I gæringen er der delvis anvendt hele klaser med stilkene på åbne neutrale fade og brug af punch-down teknik for at fremme frugtintensiteten. Vinen har en skøn duft med et mørkt udtryk af mørk lakrids, men også røde bær med tydelig jordbær. Flot blød elegant vin, hvor tanninerne næsten ikke mærkes. 95 |

Domenico Clerico Barolo DOCG Ginestra Ciabot Mentin 2021

Lavet i 5500 flasker. Klassisk Barolo med noter af læder, tjære, urter, vilde bær og skovbund. Har en lille mineralsk tone. Fremstår blød, rund og elegant med fin integreret syre og bløde tanniner. 96 |

Domenico Clerico Barolo DOCG “ Percristina” 2015

Vin,der er frigivet i 2025 ti år efter høsten. Ligger 5 år på nye og gamle fade og dernæst 5 år på flaske. Kommer fra Mosconi marken. Laves kun i udvalgte årgange. Vin opkaldt efter Clericos datter Cristina, som døde tragisk i en ung alder. Klassisk Barolo med læder, lakrids, urter, vilde bær m.v. Fremstår fuldstændig ung. 95 |
Smagte for et stykke tid siden ”Percristina” i superårgangen 1996. Altså en 30 år gammel Barolo der fremstod ung og klassisk uden nogen tegn på træthed.

Thomas Ilkær præsenterede 10 Nizza-vine i sin masterclass.

Masterclass. Nizza. Small appellation but great diversity

Vinregionen Nizza hører til i Barbera D`Asti zonen. I 2014 lykkedes det en række producenter at få godkendt en DOCG Nizza opkaldt efter byen Nizza. Vinen laves 100% på Barbera og med et lavere høstudbytte end i de andre Barbera appellationer. Udbyttet i Nizza må være 49 hl/ha i modsætning til eksempelvis Barbera D`Asti DOCG med 63 hl/ha. Lagring sker i minimum 18 måneder, hvoraf de 6 måneder skal være på træfade. For Riserva er det lagring i minimum 30 måneder og med 18 måneders fadlagring som minimum. Produktionen er lille med en årlig produktion på 1,3 mio flasker på 223 hektar. Nizza DOCG adskiller sig fra de andre Barbera appellationer ved, at Barbera ikke er nævnt i appellationsnavnet.

Til Masterclass præsenterede Thomas Ilkær 10 vine. De første 5 var fra årene 2021 til 2023. De sidste 5 var fra 2019 til 2021 og var Riserva vine. Indtrykket var et forholdsvis ensartet og højt niveau. Barbera egner sig godt til fadlagring. Farven var på alle vinene mørk og intens. Druerne er plukket, når de er fuldt modne. Det giver vine med en høj frugtintensitet, rundhed, fylde og med en alkohol startende ved 15%. Syren er høj, hvilket er helt afgørende for at give balance i de meget modne vine med høj alkohol og fadlagring. Barbera er en drue med lidt tanniner. Det bliver delvist kompenseret af fadlagringen, som giver lidt tannin til vinene. Smagningen viste forskel på Nizza og Nizza Riserva. Hvor Nizza havde en mere tydelig karakter af modne røde bær fik Riserva-vinene mere en karakter af syltede kirsebær og likør. Nærmest i retning af Amarone.

Konklusion

Det bliver spændende at følge udviklingen for Nizza-vinene. De har deres helt eget udtryk, som på mange måder er anderledes end tendensen på markedet med vine, der har et mindre alkoholniveau og mindre udtalt brug af nye fade.

Indledningsbilledet krediteres  I Vini del Piemonte.