I 1973 kom André Lurton kørende forbi Château de Cruzeau. En storm havde væltet en masse fyrretræer, og i de oprevne rødder åbenbarede der sig et drømmebillede af sten og grus. André Lurton købte den væltede skov og fandt senere ud af, at ejendommen havde fremstillet vine af meget høj kvalitet i midten af 1800-tallet. Historien fortæller alt om dette energibundt, der lukkede sine øjne omkring klokken 09.00, den 16. maj 2019, 94 år gammel.
At se, at reagere, at turde, det var André Lurton. Med Rochemorin, La Louvière, Couhins Lurton, Coucheroy og Rochemorin blev han den største vinbonde i Pessac-Léognan. André Lurton var en hårdtarbejdende mand, der altid har haft en meget fornuftig prispolitik. Pris og kvalitet hænger sammen, og med den store mængde af flasker han producerede, skabte han, i modsætning til mange andre slotsejere i Bordeaux, en formue på at producere vin.
Men han var meget mere end det. Han arbejdede gennem hele sit rige liv på at videreudvikle og beskytte jorden mod den faretruende ekspropriering fra storbyen Bordeaux, og det var også ham, der var den utrættelige arbejdskraft bag dannelsen af Appellation Pessac-Léognan i 1987. Her mødte jeg André Lurton den første gang i forbindelse med udgivelsen af min bog ”Graves – Bordeaux”. André Lurton gav kundskab, husly og kontakter til alle de andre slotte i Pessac-Léognan og via ham også et venskab til hans søn, Jacques Lurton, der netop i 1987 producerede vinen på Château La Louvière – ja – et venskab til hele den store Lurton-familie.
En nedgangsperiode frem til André Lurtons overtagelse af Château La Louvière i 1965 gjorde, at slottet aldrig kom med i klassifikationen af Graves-vinene, hvor det virkelig hører hjemme. Både slottet, parken og vinen er sande repræsentanter for Bordeaux. Et af de smukkeste nyklassicistiske slotte i Bordeaux. Fra de stenede vinmarker, der ligger rundt om slottet fremstilles en rødvin, der har noget aristokratisk over sig, i stil nærmere Médoc end Graves. Château La Louvière skuffer aldrig, hvad vinen måske savner i kompleksitet har den i struktur og elegance. Hvidvinen er én af de absolutte bedste i Bordeaux.
André Lurton købte Rochemorin i 1973 på et tidspunkt, hvor han faktisk ikke havde råd til det, men han gjorde det, han turde gøre det. Der var ingen vinmarker omkring slottet, heller ikke noget slot. De sidste vinmarker forsvandt i 1930’erne, kun 110 hektar skov og så en fantastisk historie om en person – Montesquieu – der i energi på mange måder lignede ham selv. Han fortrød det aldrig, og i dag er Château Rochemorin ikke alene et af de største, men også blandt de bedste slotte i Pessac-Léognan.
I et brev dateret 1754 skriver dommeren og filosoffen Montesquieu til en af sine venner: “Jeg starter med at takke Dem med en flaske Rochemorin. Det er gennem mine venner og især Dem, at min vin har fået et så godt renommé i Europa”. Montesquieu boede i ungdomsårene på Château Rochemorin og flyttede senere ind på Château La Brède. Han lavede sin bedste vin på Château Rochemorin. I 1746 udgav Montesquieu sit hovedværk, “L’Ésprit des Lois”, hvorfra tanken om opdelingen af magten i en lovgivende, dømmende og udøvende institution stammer.
For små tyve år siden besøgte jeg Château Bonnet, André Lurtons fødehjem – og der, hvor han lukkede sine øjne. Jeg havde en lille gave med, en flaske Château Rochemorin årgang 1919. André Lurton var meget taknemmelig, en flaske, en årgang fra før slottet blev opgivet i 1930’erne. Flasken blev placeret på en hylde over hovedværket: “L’Ésprit des Lois” på hans kontor. Der stod den indtil den pludselig faldt ned fra hylden, ramte “L’Ésprit des Lois” og blev knust. En duft af fortid fyldte rummet, vinen skulle ikke stå der til pynt, den skulle åbnes, og André Lurtons vine blev netop åbnet og drukket.
André Lurton var som person både intro- og ekstrovert. Han var altid generøs, han elskede midtpunktet, at være i centrum, men han var samtidig også sky – bange for at vise følelser.
Jeg har et varmt og smukt billede der dukker op lige nu. Vi er på cykelrejse og besøger Château La Louvière. Vi medbringer selv frokosten og André Lurton viser rundt, giver en smagning og alle vinene til maden. Vi spiser primitivt omkring runde borde i parken, svedige – dyrisk velduftende mænd og kvinder. André Lurton spiser med, drikker, nyder selskabet og ikke mindst kvinderne i de stramtsiddende cykelbukser. Inden afskeden går han ud i vinmarken og finder den smukkeste sten til hver kvinde. Vinen, vinmarken, grusplateauet, stenene i marken og på slottene var hans store lidenskab, her blev alle pengene igennem årerne investeret.
Under et lille selskab i sommeren 2000 blev cirklen sluttet på Château La Louvière. Et mangeårigt og meget kostbart restaureringsarbejde var afsluttet, Château La Louvière var nu både ude og inde i samme stand, som da det blev bygget i 1700-tallet. ”Stone will last forever” – store mænd også.
Indledningsbilledet viser en stolt vinbonde der byder velkommen i Château La Louvières smukke kælder på slottet. Andrè Lurton, Peter Winding, levende lys og snart forventningsfulde gæster, Bacchus holder fest.
