Der skrues og hamres for at lave hul, og pludselig strømmer det ud med orangegrøn, uklar væske. José Galante sætter hurtigt en prop i, som kun tillader en lille stråle at falde ned i fadet under hanen. Herefter er det vores tur. Vi rækker på skift vores små vandglas frem for at få fyldt dem med den friskaftappede vin.

Jeg befinder mig i Adega Zé Galante i den lille landsby Vila de Frades i Alentejo i Portugal. Byen tæller ikke mange indbyggere, men til gengæld adskillige små adegaer som denne, hvor der laves og udskænkes vin. Pais de Uvas og Geracões da Talha for at nævne et par andre, jeg også har besøgt. Og, ja det handler netop om talha-vin.
Talha er den portugisiske betegnelse for store terrakotta-krukker, som bruges til vinfremstilling. Oftest taler vi om amfora-vin, selv om det faktuelt set er forkert, da de romerske amfora-krukker ikke blev brugt til at fremstille vin, men kun til transport. Metoden med at lade vindruer gære og lagre i lerkrukker går tilbage til romertiden, ja givet endnu længere til fønikerne og før dem. I Georgien menes traditionen at være 8.000 år gammel og i Portugal omtrent ligeså. Men hvor man i Georgien graver de såkaldte qvevris ned i jorden, står krukkerne oprejst i de små rustikke adegaer som her i Adega Zé Galante.
Talha har sin egen DOC
Foruden at talha er betegnelsen for selve lerkrukkerne, er det også navnet på en særlig appellation, Vinho de Talha DOC, som blev indført i 2010. Reglerne er kort fortalt, at druerne skal komme fra en af Alentejos otte underregioner (Portalegre, Borba, Redondo, Vidigueira, Reguengos, Évora, Granja-Amareleja og Moura) og være blandt de tilladte sorter i disse. Derudover skal druerne afstilkes, skind og druekød skal fyldes i en talha og gære og lagre indtil Mortens Dag den 11. november, hvorefter vinen kan aftappes og godkendes af kommissionen, hvis den skal flaskes og sendes på markedet. Filtrering foregår naturligt gennem de bundfaldne druerester, hvorefter vinen hældes i foroven for at atter at blive filteret. Men tiden bliver vinene derfor relativt klare. Det er den proces, José Galante netop har sat i gang i sin adega.
Selv om Alentejo er udspringet og højborgen for den renæssance, talha-vin har fået i Portugal, er der ikke kun her, men også i resten af landet, at der fremstilles vin ved brug af lerkrukker. Disse må blot ikke hedde Vinho de Talha, hvorfor den bredere betegnelse amfora-vin bruges ligesom i resten af verden.

Den årlige festival, som jeg er inviteret til på vingården Herdade do Rocim, hedder da også Amphora Wine Day, for her deltager ikke kun producenter fra Alentejo, men også fra resten af Portugal og lande som Frankrig, Italien, Tyskland, Georgien og sågar Chile. Festivalen ligger altid omkring Mortens Dag, hvor frigivelsen af vinene fejres rundt om i de små landsbyer som Vila de Frades, ligesom Herdade do Rocim selv slår hul på nogle af deres talhas i forbindelse med festivalen.
Dagen før selve festivalen fik vi mulighed for at smage Rocims egne vine fra såvel Alentejo som andre regioner, ligesom der altså blev tid til en udflugt til nærliggende Vila de Frades, hvor den oprindelige talha-kultur trives. Mange havde tidligere deres egen talha stående og lavede vin til eget forbrug. Små taverner som Pais de Uvas havde flere af slagsen og her kom landsbybeboerne for at spise og nyde et par glas tappet direkte fra krukkerne. Traditionen var tæt på at uddø, men synes nu at være vækket til live igen takket være yngre winemakere og større producenter som Rocim, der har taget den til sig.
Stilarterne
Talha-vin fås både som hvidvin og rødvin, og ofte baseret på gamle lokale druesorter, som er ukendte herhjemme. Hvem har f.eks. hørt om den grønne Rabo de Ovelha eller den røde Tinta Grossa? Stilarterne er mange, viste smagningen på festivalen, hvor jeg koncentrerede mig om de portugisiske producenter. Spændvidden rækker fra hardcore producenter af talha-vin som XXVI Talhas, der beklæder talhaen indvendig med såkaldt pés – en blanding af bivoks, harpiks, olivenolie, timian, rosmarin og andre krydderurter – som også indvirker på smagen, over producenter som Rocim selv, der prøver at kombinere den gamle teknik med moderne vinproduktion, til andre, der udelukkende benytter lerkrukker til gæring og derefter lagrer på stål eller fad eller modsat udelukkende lagrer vinen på amfora.
Nogle vine er derfor mere rustikke og ufiltrerede med tydeligt præg af tiden i lerkrukker og med tanniner i såvel rød- som hvidvin for ikke at tale om orangevin. Andre er mere polerede og tættere på ”almindelig” vin fra Alentejo, men dog med en særlig friskhed og et mere eller mindre taktilt bid. Bredden har givet være en vigtig faktor til udbredelsen af de portugisiske amforavine. De små deciderede talhaproducenter i Alentejo som Adega Zé Galante, Geracões da Talha og XXVI Talhas sørger for at holde traditionen i live, mens større producenter som f.eks. Herdade de Esporão, Cartuxa og Herdade de Rocim sørger for udbredelsen til et større publikum end amfora-entusiaster.
Her følger noter samt en kort præsentation af et udvalg af producenter fra såvel Alentejo som andre regioner (regionen fremgår af parentes). For Herdade do Rocims vedkommende er der ikke kun tale om talha-vine, men en større smagning af porteføljen.

Herdade do Rocim og Bojador
Etableret i år 2000 og drives i dag af ægteparret Catarina Vieira og Pedro Ribeiro, der om nogen har stået i spidsen for revitaliseringen af talha- og amforavin i Alentejo og Portugal. Sammen etablerede de festivalen Amphora Wine Day i 2018. Foruden Alentejo, hvor Rocim er hjemhørende, produceres vine fra en del andre regioner i Portugal. Pedro Ribeiro har endvidere sit eget brand Bojador, ligeledes i Alentejo, hvorfra også laves talha-vin.
Rocim Vale de Mata Branco 2024 (Lisboa)
Blend af Arinto, Viosinho og Vital. Gulgrøn. Citrus lidt eksotisk frugt og gule stenfrugter. Frisk og mineralsk, men også med en vis fylde og fin tekstur, i første omgang lav syre, men syren kommer i anden omgang, citrus, æbler. 89 |
Olho de Mocho Branco 2024 (Alentejo)
Lavet på Antão Vaz, fermenteret og lagret på fad. Gulgrøn. Lidt tilbageholdende i næsen med blomster og pære, frisk i munden, ligefrem og læskende, citrus, mineralitet og lidt grapebitterhed i enden.
91 | 250,00 Vinho
Herdade do Rocim Fresh from Amphora Branco 2024 (Alentejo)
Blend af Perrum, Rabo de Ovelha og Manteúdo, fermenteret på amfora, men lagret på ståltank. Gulgrøn. Lidt citrus og blomster. Frisk med god syre, mineralitet, let og læskende, lidt bitterhed. Lang hale med citrus og syrebid. Elsker dens friskhed og ligefremhed.
89 | 195,00 Vinho
Quinta da Pedragosa 2024 (Algarve)
Arinto og Malvasia. Grøngul. Diskret næse med citrus, lidt grønne noter og en smule eksotisk frugt. God fylde i munden med fin balancerende syre, mineralitet, citrus og syrebid i halen. 89 |

O Estrangeiro 2024 (Dão)
Bual, Sercial og lidt Encruzado fra blandet mark, co-fermenteret og lagret 12 måneder. Gulgrøn. Dejlig aromatisk med gule stenfrugter, blomster og mineralitet. God fylde og fin syrebalance, mineralitet. Dejlig friskhed. 92 |
Bela Luz 2024 (Douro)
Arinto, Rabigato og lidt Viosinho fra gammel blandet mark. Gulgrøn, diskret næse. God fylde i munden, citrus, gule stenfrugter, let krydret, god balancerende syre, lang hale med citrus. 91 |
Bojador Vinho de Talha Branco 2024 (Alentejo)
Blend af fire sorter. Gulgrøn, diskret næse, Frisk og syrerig, citrus, blomster, honning og mineralitet. Lang hale med syrebid.
91 | 199,00 for årgang 2021 hos Juuls Vinhandel
Fresh from Amphora Tinto 2024
Blend af Moreto, Tinta Grossa og Trincadeira. Teglrød. Duft af kirsebær og røde bær, let krydret. Frisk og læskende med frisk frugt, meget bløde tanniner, elegant, let drikkelig og ligefrem.
89 | 195,00 Vinho

O Estrangeiro Tinto 2023 (Dão)
Blend fra gamle vinmarker med Baga, Alfrocheiro og Touriga Nacional, fermenteret i cementæg. Rubinrød. Mørke bær, røde bær og florale noter. Floral i munden med røde bær og kirsebær, let krydret, ikke så kraftig, ok balance, pænt med tanniner, lang hale med fin syre og tanniner. 92 |
Bojador Vinha de Talha Tinto 2024 (Alentejo)
Blend af Trincadeira, Moreto og Tinta Grossa. Rubinrød, ikke så intens. Syrlige sorte kirsebær, frisk med lidt bitterhed, høj syre, mineralitet, lettere taktil og rustik i munden, pænt med tanniner i enden. 92 |
Cronica #328 Tinto 2022 (Alentejo)
En hyldest til Catarinas far, José Ribeiro Vieira, blend af Trincadeira og Aragonez fra gammel mark fra 70´erne, macereret i tønden. Mørk rubin. Ekspressiv med mørke bær, brombær. Dejlig kompleks med fylde, men også friskhed, røde bær og florale noter, godt med tanniner. Stort potentiale. 95 |
Farol do Bojador Tinto 2021
Fra gammel vinmark med 20 forskellige sorter inklusiv lidt grønne, især en del Trincadeira, lagret 24 måneder på egetræ og syv måneder i flasken. Mørk rubinrød. Intens og dyb næse med mørke bær. Fyldig i munden med mørke bær og mineralitet, men også en vis friskhed, dejlig kompleksitet, godt med tanniner og lagringspotentiale. Lidt af en monstervin, men med overraskende lav alkohol og friskhed. 95 |
Herdade do Rocim importeres af Vinho, som dog ikke har alle vine hjemtaget.

XXVI Talhas
Etableret af fire venner i 2018, hvor de besluttede at genåbne den gamle Adega Mestre Daniel for at genoptage traditionen med talhavin – en tradition, de selv var vokset op med. Som navnet siger, har de 26 gamle talhas, som de producerer vine i tre forskellige serier fra; Do Tareco, som er entry level, Mestre Daniel, som lagrer lidt længere og kommer fra de bedste talhas, samt endelig single talha vine, hvor der er tale om druer fra enkeltmark lagret på en enkelt talha.
Palhete do Tareco 2024 (Alentejo)
Field blend med såvel grønne som røde sorter, ca. 2½ måneders skindkontakt i talha. Dejlig fyldig med røde bær, frisk med god syrlighed, og taktil følelse, bitterhed i halen, lav alkohol. 89 |
Mestre Daniel Single Talha Branco 2023 (Alentejo)
Fra enkeltmark, seks måneder på talha. Orange. Grape, blomster og lidt citrus i næsen. Dejlig struktur og taktil fylde, bløde tanniner. 91 |
Mestre Daniel Tinto 2023 (Alentejo)
Blend af Aragones, Tinta Grossa og Trincadeira, 5-6 måneders skindkontakt på talha. Rubinrød, røde bær, syrnede kirsebær, ekspressiv og ligefrem næse. Dejlig læskende, fylder mundhulen, godt med syre og ok tanniner, fint taktilt bid. 92 |
XXVI Tinto 2022
Blend, lagret 6 måneder på talha nr. 26 under olivenolie. Rubinrød, flot. Røde bær, rund og læskende. Bløde tanniner, kirsebær, hindbær. Lang hale med fin syre og bløde tanniner. En dejlig vin. 93 |
XXVI Talhas importeres af Laudrup Vin, som dog ikke har hjemtaget alle vine.
Adega de Borba
Gammelt kooperativ grundlagt i 1955, men med rødder længere tilbage endnu. I dag har de 230 medlemmer med 2.200 hektar vinmarker, hvoraf godt 70 % er røde sorter. Der produceres mange forskellige vine i forskellige serier – såvel traditionelle vine fra Borba-underregionen i Alentejo som mere moderne udgaver og siden 2015 talhavine fra fem talhas. Der arbejdes med såvel bæredygtighed som social bæredygtighed.
Talhas de Borba Branco 2024
Blend af Rabo de Ovelha, Tamarez og Roupeiro, spontangæret. Citrus, kvæde, blomster, lidt eksotisk frugt. Citrus, god tekstur, lidt gule stenfrugter. 90 |
Talhas de Borba Branco 2025
Samme blend, men nyaftappet sample. Orange. Citrus og kvæde, ung og frisk, skal tykkes lidt, lidt tanniner. 89 |
Talhas de Borba Tinta 2024
Trincadeira, Castelão og lidt Alicante Bouschet. Kirsebærrød. Røde bær, frisk frugt, bløde tanniner, fint med integrerede tanniner. Fin gastronomisk vin. 89 |
Talhas de Borba Tinta 2023
Trincadeira, Castelão og lidt Alicante Bouschet. Rubinrød. Røde bær, godt med moden frugt, krydret, bløde fine tanniner, mere rund og blød. 90 |
Glud Vine har hjemtaget lidt vine fra Adega de Borba, men ikke ovenstående.
Fita Preta
Stjernewinemaker António Maçanita laver bl.a. vin i Douro, Alentejo, Azorerne og på Porto Santo (Madeira) – og det gør han ganske glimrende. Han startede med at arbejde med talhas helt tilbage i 2010 før den særlige Talha DOC blev oprettet. Derfor har han lov til at kalde sin Branco de Talha for Talha, selv om den egentlig ikke opfylder appellationen betingelser.
Branco de Talha 2024
Blend af Roupeiro, Trincadeira-das-Pratas, Alicante Branco og Fernão Pires fra 55 år gammel vinmark, spontangæret og lagret på gamle talhas beklædt med pés. Strågul. Ekspressiv frisk næse. Fantastisk mundfylde, fin balance, burgundisk stil og dermed ikke typisk talha vin, men meget dejlig. 93 |
Anfora d´Os Paulistas Tinto 2021
Blend af Alfrocheiro, Castelão, Moreto, Tinta Carvalha og Trincadeira fra blandet enkeltmark, lagret 8 måneder på fad. Rubinrød. Røde bær, men også mørkere noter fra skovbund, dejlig struktur, bløde, men markante tanniner, læskende og dejlig kompleks. 94 |
Fita Preta importeres af Sigurd Müller, som dog ikke har hjemtager deres amforavine.
Ode Winery
Ode Winery ligger I Vila Chã de Ourique, 45 minutters kørsel fra Lissabon i regionen Tejo. Her arbejder australske Jim Cawood og portugisiske Maria Vicente med økologi og bæredygtighed. Ode udsender en række enkeltdruevine på sorter som Arinto, Semillon, Fernão Pires og Touriga Nacional, men også blends. Der bruges amfora til lagring af nogle af vinene.
Space Odysee 2023 (Tejo)
Orangevin lavet af 80 % Arinto og 20 % Fernão Pires, skindkontakt 45 dage og derefter 6 måneder på amfora. Orange. Blomster og gule stenfrugter. Dejlig fyldig i munden med gule stenfrugter og fin mineralitet, diskrete tanniner. En dejlig vin. 91 |
Feito à Mão 2023 (Tejo)
Field blend. Gulgrøn, lagret 9 måneder med skindkontakt. Citrus, lidt nøddenoter. Frisk, med citrus, gule stenfrugter, dejlig balance, meget bløde taninner, lidt mere friskhed og velbalanceret. 92 |
Alicante Bouschet Amphora 2024 (Tejo)
100 % Alicante Bouschet, fermenteret og lagret på amfora. Meget mørk, lilla kant, uigennemsigtig. Mørke bær, sorte kirsebær, krydret. Meget blød i munden, druen taget i betragtning, godt men bløde tanniner, dejlig vin med stort potentiale. 93 |
Alicante Bouchet Amphora 2023 (Tejo)
100 % Alicante Bouschet, fermenteret og lagret på amfora. Mørk og uigennemsigtigt, lilla kant. Mineralsk næse med såvel mørke som røde bær. Fyldig i munden med tæt struktur, bløde taninner og stort potentiale. Dejlig vin. 93 |
Ode Winery er i import hos Korsholm Vin, som dog ikke har hjemtaget deres amforavine.

Casca Wines
Winemaker Hélder Cunha står bag Casca Wines og andre brands fra regioner som Colares, Douro, Bairrada, Beira Interior og Alentejo. I serien Cascale Vinhos Naturais søger han det enkle og simple udtryk af druer fra marker i Beira Interior og med minimal indgriben.
Cascale Natural 2021 (Beira Interior)
Orangevin lavet på 100 % Siria, 12 dages skindkontakt, derefter 10 måneder på egefad, ufiltreret. Orangebrun. Duft af kvæde, abrikos, honning og tørrede nødder. Fin tekstur i munden, godt med syre og friskhed, blomster, abrikos, bløde tanniner. 90 |

Cascale Petroleiro Palete 2021 (Beira Interior)
Field blend fra mark med buskplanter med Aragonez, Trincadeira, Tinta Grossa, Diagalves, Manteúdo, Antão Vaz, Síria og Perrum, fermenteret og lagret ca. 9 måneder på amfora. Lys rød. Indbydende næse med kirsebær og noter fra lerkrukken. Blød og let med fin syre og bløde diskrete tanniner, frisk og læskende. 91 |
Cascale T 2018 (Beira Interior)
Blend af 38 % Touriga Nacional, 36 % Tinta Roriz og 26 % Touriga Franca. Mørk rubin. Fin ekspressiv næse med friske bær og florale noter. Dejlig læskende i munden, fin fylde med mørke bær og bløde tanniner. 92 |
Casca Wines er ikke i dansk distribution, men søger dansk importør.

Niepoort
Hjemhørende i Douro, hvor far og søn, Dirk og Daniel Niepoort, laver såvel bordvine som portvin. Men de har også investeret i vingårde og marker i andre regioner som Bairrada, Dão og senest Azorerne. Står bag Nat Cool bevægelsen, der satser på ligefremme og læskende vine. Mere end 20 producenter fra såvel Portugal som andre lande har nu lavet Nat Cool vine.
Nat Cool Voyer Douro Tinto 2022 (Douro)
Field blend fra seks gamle vinmarker i Douro, hele klaser fermenteret og lagret i seks måneder på amfora. Teglrød, ikke så intens. Røde bær og krydderurter i næsen. Sprød og læskende i munden, frisk med diskrete tanniner. 90 |
Niepoort importeres af Theis Vine, som dog ikke har hjemtaget denne, men andre Nat Cool vine.

Af andre spændende producenter af amforavine, som blev smagt under festivalen, kan kort nævnes Adega Belém Urban Winery (Lisboa), Barroca de Malhada (Beiro Interior), Adega Coop. de Vidigueira, Cuba e Alvito (Alentejo), Altas Quintas (Alentejo), Quinta da Pigarça (Alentejo), Howard´s Folly Wine (Alentejo), Natus Vini (Alentejo), Arvad (Algarve), Mainova (Alentejo), Herdade da Malhadinha Nova (Alentejo), Quinta do Paral (Alentejo) og Adega das Flores (Alentejo).
Indledningsbilledet viser José Galante, der sætter en prop i, som kun tillader en lille stråle at falde ned i fadet under hanen.






