Alsace Grand Cru-appellationen omfatter vine fra særligt gode marker, hvis ry ofte går flere hundrede år tilbage. Først i 1975 gik man i gang med at afgrænse dem officielt, og i 1983 blev de første 25 marker klassificeret. Fra starten var Grand Cru-systemet genstand for store diskussioner, der fik yderligere næring, da endnu 25 marker blev klassificeret i 1992. Som så ofte i Frankrig gik der lokalpolitik i tingene. At hver by naturligvis ville have sin egen Grand Cru illustreres af, at de 51 marker er fordelt på 47 forskellige kommuner. Alt for mange, mener nogle, mens andre insisterer på, at det ikke er nok.
Grand Cru-markernes størrelse varierer mellem tre og 80 hektar. Nogle af dem var historisk set slet ikke så store, men inkorporerer i dag tilstødende marker. Andre strækker sig over hele skråninger, selvom den midterste del altid vil være bedre end toppen og bunden. De fleste har tysk klingende navne, som – hævder nogen – er svære at udtale for forbrugerne og blot vil skabe forvirring og associationer til de tyske vine.
Hvis man vil gøre brug af Grand Cru-appellationen, må der anvendes de fire “ædle” druesorter: Riesling, Gewurztraminer, Tokay Pinot Gris og Muscat – uanset at det i nogle Grand Cru’er kun er én eller to af disse sorter, der er velegnede. Og så er der selvfølgelig undtagelser: Pinot Noir er tilladt i 3 Grands Crus, Sylvaner er tilladt i 1 Grand Cru og blandingsbeplantning er tilladt i 2 Grands Crus
En del négocianter anvender ikke Grand Cru-navnene på deres etiketter. For at kunne producere store mængder vin af høj kvalitet er de nemlig nødt til at blande og så kan vinen ikke længere sælges som Grand Cru, selvom druerne kommer fra Grand Cru marker. En af de største mærkværdigheder ved Grand Cru-systemet er, at marker med kun én ejer – såkaldte »monopoler« – ikke kan opnå ret til Grand Cru. Et godt eksempel er Trimbachs ikoniske Riesling-mark: Clos Sainte Hune, der med 1,67 hektar ligger inde i Grand Cru Rosacker ved Hunawihr. Det rammer nogle af de allerbedste marker i Alsace og ville i Bourgogne være en helt utænkelig situation – tænk bare på La Tâche og Romanée-Conti!
På trods af de mange kritikpunkter, er der ingen tvivl om, at Alsace har brug for en klassifikation, der officielt anerkender og kontrollerer vinene fra de bedste marker. Man kunne gå endnu længere. Jordbundsforholdene og mesoklimaet er så forskelligt inden for mange af de store Grands Crus, at de, for at berettige ordet ”teroirvine” skulle opdeles i endnu mindre zoner og dermed endnu flere Grands Crus. Men med fire forskellige ædle druersorter der skal udtrykke terroir fra den pågældende zone, vil det være helt uoverskueligt.
I 1999 skrev vi i et témanummer om Alsace, ”at der vil blive indført et 1. cru niveau for de bedre marker, der endnu ikke er klassificerede. 27 år efter er endnu intet sket. Det kommer snart, siger en god ven, der skal stå for det nye Premier Cru system, der giver associationer til Bourgogne. Igen med fire ædle druesorter, der skal udtrykke terroir.
Good luck – det kan kun ende galt. Don’t touch – så kan det kun ende godt. Hele styrken i Alsace er tradition, der udtrykker sig i husenes arkitektur, vandrerruterne på Vogeserne og lysten til at spise et solidt aftensmåltid af højeste kvalitet. Kvaliteten i Alsacevinene skal ikke dikteres ovenfra. Alt hvad der gror op fra bunden, i bevidsthed om kvalitet, om respekten for terroir, smukkest udtrykt i den biodynamiske ånd – det er Alsace’ virkelige styrke!
I årets store Alsace-smagning er 29 Grands Crus-vine med, blandt dem de 6 der ses her, og de fem der ses på indledningsbilledet. Se smagsnotaterne her.
Se også artiklerne:
Smagning af 122 Alsacevine
Introduktion til Alsace
Alsace’s historie
Druer i Alsace
Det grønne guld – Vendages Tardive og Sélection de Grains Nobles
Melanie Ffister