Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Tilbage til Bordeaux

- vinene er blevet mere drikkelige og nemmere at sælge

Der var engang, da franske vine dominerede det danske marked, og vinene fra Bordeaux for de fleste vindrikkere stod som det ypperste, der kunne skænkes i glassene. Så besluttede daværende præsident Chirac at sprænge atombomber i Stillehavet, og derpå overtog italienerne og andre den franske førerposition.

Men nu er der lys forude for Bordeaux. Lars Gregersen fra engrosvirksomheden Lago Import siger, at det er nemt at sælge Bordeaux-vine. Og David Sichel, sjette generation i den kendte vinfamilie, fortæller gerne om de forbedringer, der er sket i Bordeaux siden 1980’erne.

De handler om sådan noget som genplantning med bedre druemateriale, flere planter pr. hektar, ”grøn” høst og nye måder til opbinding af planterne. ”Da jeg var barn, kunne man ikke gemme sig bag en vinplante. Det kan man i dag”, som han siger.

sichel-familien
Sichel-familien har siden 1938 været medejer af Château Palmer i Margaux.

Sichel i 160 år

Historien om Sichel-familiens involvering i vin begyndte i 1856 med vinkøbmanden Hermann Sichels aktiviteter i Tyskland. I 1883 etablerede hans efterkommere sig i Bordeaux, og i 1938 overtog Allan Sichel sammen med tre andre familier det nedslidte Margaux-slot Palmer.

Peter Sichel, Davids far, købte i 1961 Château Angludet i Margaux. Slottet er nabo til bl.a. Château Giscours og var oprindelig med i toppen af Cru Bourgeois-klassifikationen. ”Vi har meldt os ud”, siger David Sichel under et besøg i København. ”Systemet forvitrede, det blev for kompliceret. Så i dag er alle ledende slotte ude.”

David Sichel er sammen med sine fire brødre sjette generation i den virksomhed, som ikke mindst forældrene, Peter og Diana, byggede op. Blandt nyskabelserne var etableringen i 1984 af Sirius, et selskab, som opkøber druer og vinificerer dem med henblik på at opnå en nogenlunde ensartet stil fra år til år. ”Der er ikke noget med terroir her”, siger David.

Drastisk nedgang for hvidvin

Han præsenterer to Sirius-vine, én hvid og en rød. Produktionen af hvidvin i Bordeaux er dalet drastisk siden 1980’erne. ”Først var der nogle år med frostskader, så kom atombomberne, og priserne for rødvin var bedre. Så mange opgav simpelt hen hvidvinene.”

I samme periode er antallet af vinbønder dalet fra 40.000 til 6.000. Hvilket har medført sammenlægning af masser af små ejendomme.

Den hvide Sirius er en frisk og mild vin komponeret af Semillon og Sauvignon Blanc og med klar Sauvignon-dominans. Den røde er blandet af Cabernet Sauvignon og Merlot. Den er ”slank” og tør med umiskendelig Bordeaux-karakter og god drikkelighed.

Et halvskidt rygte

Château Angludet omfatter 32 ha vinmarker, og de er siden 1989 blevet nytilplantet med bedre kloner. ”Om 5-10 år vil planterne være optimale”, siger David Sichel , der også oplyser, at Cabernet Franc er udskiftet med Petit Verdot.

”Den har godt nok et halvskidt rygte, fordi den er vanskelig, meget svingende i sit udbytte og skal håndplukkes meget præcist, før den ”dør”. Men det er en druesort, der giver ”muskler” til vinene.” Angludets vine er generelt blandet af 65% Cabernet Sauvignon, 20-25% Merlot og resten Petit Verdot.

For meget Merlot

Ifølge David Sichel er der for meget Merlot i Bordeaux. Det er en druesort, der er med til at drive alkoholprocenten i vejret. ”Når man venter for længe med at høste, fordi tanninerne ikke er modne, øges sukkerindholdet i druerne og dermed alkoholprocenten i den gærede most. Her kommer arbejdet i vinmarkerne ind som en vigtig faktor i bestræbelserne på at skabe mere drikkelige rødvine.”

Før i tiden var det stærkt udbredt i Bordeaux at chaptalisere rødvinene, det vil sige give den gærende most et skud sukker for at drive alkoholprocenten op. Den praksis stoppede for Angludets vedkommende i 1993.

ph-angludet-blason-pierre-1891

Mytisk 1983 Angludet

Der er otte årgange Angludet på programmet i København. Fem af dem – 2010, 2006, 2004, 2003 og 2002 – er ikke til salg, men giver et smukt indtryk af den klare profil, som slottet formår at fastholde trods årgangenes forskellighed. Især 2010 er en supervin, som i dag charmerer med sin cremede sødme, men har potentialet til at blive endnu større. Som David siger: ”Angludet ældes godt. For mig er 1983 størst af alle årgange, en mytisk vin.”

De tre årgange på markedet er 20013, 2012 og 2011, og af dem er 2013 – et lille år både hvad angår kvalitet og kvantitet – den mest imødekommende her og nu. 2012 virker mindre udviklet end 2013, og 2011 er en klassisk vin, som efter lidt tid i glasset åbner sig og demonstrerer de kvaliteter, som altid gør god vin fra Bordeaux værd at drikke.

Château Angludet i de nævnte årgange koster mellem 325 og 350 kr. De kan købes i vinforretninger og på 1855cru

Château Angludet ses på indledningsbilledet.