Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Hvornår har du sidst smagt vin fra Canada. Selv meget vinkyndige vil typisk svare aldrig. Til Juuls Engros Trade Days tidligere på året bød muligheden sig til. Her var der et stort udvalg af vine og hedvine fra hele verden herunder fem topproducenter fra Canada.

Klimaforhold

Canada er verdens næststørste land målt på areal, men kun med vinproduktion på 12.500 hektar. Canada har ekstreme temperatur forskelle og ligger tæt på grænsen for vinproduktion. Klimaet er kontinentalt i vinregionerne. De gennemsnitlige årlige temperaturer er lave, men de gennemsnitlige temperaturer i Juli og August er høje. Der er store forskelle på temperaturerne mellem dag og nat. Eksempelvis har vinproducenten Norman Hardie fra Ontario en gennemsnitstemperatur på 24 grader om dagen i Juni, Juli og August, mens de tilsvarende temperaturer om natten er på 15 grader.

Langt hovedparten af vinproduktionen foregår i de to provinser British Columbia ved Stillehavet og Ontario inde i landet ved Toronto med 4.000 kilometer mellem de to vinproducerende provinser.

Mission Hill vinstokke i Britisk Columbia.

Ontario har 7200 hektar vinmarker. Der er tre vinappellationer, hvor Niagara Peninsula er den klart vigtigste med 80% af produktionen. Niagara Peninsula har to subregioner Niagara Escarpment og Niagara on the Lake. Området har to dybe søer Erie og Ontario, hvor Niagara Peninsula ligger på den vestlige del af Ontario søen. Ontario producerer 90 procent af Canadas IceWine oftest på den lokale drue Vidal.

Britisk Columbia har 4500 hektar vinmarker og fem primære appellationer, hvoraf Okanagan Valley er den vigtigste. Okanagan Valley ligger i læ for regnen bag to bjergkæder. Okanagan Range mod Vest og Monashee Mountains mod Øst. Det betyder, at den gennemsnitlige årlige regnmængde er lav mellem 3-400 mm om året. Dagene er lange i vækstsæsonen på grund af den nordlige breddegrad. Floden Okanagan Lake løber igennem dalen, hvilket hjælper til at moderere temperaturerne og forlænge vækstsæsonen. Okanagan Valley er kun 250 km i længde, men der er stor forskel på de klimatiske forhold i Nord og Syd. Der er køligst i nord og varmere mod syd med ørkenlignende tilstande, hvor det er nødvendigt at bruge kunstvanding.

Martin Lane Winery i Britisk Columbia.

Fælles for de to vinområder er nærheden til vand, som betyder at klimaet på land modereres fordi vand køler ned og varmes op mere langsomt end de omgivende landområder. Det betyder, at vandet er koldt, når klimaet på land er varmt og senere bliver vandet varmt, når klimaet på land er koldt. Kulde fra vandet betyder, at starten på vinens vækst sker senere. Dermed mindskes risikoen for nattefrost. Der er samtidig en længere vækstsæson.

Naramata Pinot Noir 2022 fra Martin’s Lane fik 94 point i smagningen og kan købes for 809,00.

Indtil slutningen af 1980`erne var det lokale druer, der dominerede. Herefter har det i høj grad været Bordeaux druerne Cabernet Sauvignon, Merlot, Cabernet Franc samt herudover Pinot Noir, Chardonnay og Riesling, der dominerer Canadisk vinproduktion.

Druer som Chardonnay, Riesling og Pinot Noir egner sig til kolde forhold mens druer som eksempelvis Cabernet Sauvignon og Syrah kræver mere og længere tid med varme. I Ontarios Niagara Peninsula har det kolde klima betydet vækst for Riesling og Chardonnay. Cabernet Franc er den mest plantede røde drue. Aller nordligst i det kolde Prince Edward County produceres Pinot Noir og Chardonnay af høj kvalitet. Der produceres også IceWine. I British Columbia Okanagan Valley er det mod nord Chardonnay, Pinot Gris, Riesling og Pinot Noir, der dominerer, mens det er de mere mørke og varmekrævende bær som Cabernet Sauvignon, Syrah og Merlot, der dominerer mod Syd.

Juuls  Vin og spiritus præsenterede på Engros Trade Days to producenter fra Ontario og tre producenter fra British Columbia. Flere med høje internationale ratings. Her følger en præsentation af de smagte vine.

Thomas Bachelder i vinmarken i Ontario.
Wismer-Foxcroft Nord fra Bachelder fik 94 point – fås til en pris af ca. 500,00

Ontario

Bachelder var repræsenteret med tre Chardonnay i årgangene 2021 og 2022. Hill of Wingfield (94), Les Villages Bench (92), og Wismer-Foxcroft Nord (94). Alle tre topvine med duft og smag af fersken, citron, smør, vanilje og med en høj syre, der afbalancerer fedmen i vinene. Windfield og Foxcroft ligger i niveauet 500,00 til 700,00 Les Villages Bench er dermed det bedste køb med en pris på ca. 250,00. Bachelder var også repræsenteret med tre vine på Gamay-druen, hvor nogle af vinene er macereret delvist med hele klasser. Vinene har duft og smag med et ungt og friskt udtryk med noter af friske røde bær, hindbær, rabarber og medium syre. Prisniveauet er på 200,00 til 300,00.

Hardies Calcaire 2022 fik 92 point – et blend af 5 druer til 200,00 

Norman Hardie er beliggende i det kolde Prince Edward County. Hardie bruger ikke sprøjtemidler i marken og praktiserer lav intervention med brug af naturlig gær. Hardies Calcaire 2022 (92) til 200,00 er et blend af 5 druer. Vinen er i duft og smag mineralsk med toner af citrus og stenfrugt. Chardonnay Caillerets 2022 (93) til ca. 550,00 er spændende med duft og smag af citrus, stenfrugt, fedme fra brug af nye fade samt høj syre. Vinen har en god balance mellem frugten, fedmen og den høje syre.

British Columbia

Mission Hill og Martins Lane er beliggende i den nordlige kølige del af Okanagan Valley, mens Checkmate er beliggende i den varmere sydlige del af dalen. Mission Hill laver vine på et højt niveau. En Cabernet Franc fra 2021 havde i duft og smag et blødt, inciterende og elegant udtryk med en høj syre (93) til 409,00.

Oculus fra Mission Hill er en af Canadas mest kendte vine. Et Bordeaux blend i årgang 2019, der i smagningen fik 95 point.

Oculus 2019  er lavet på et Bordeaux blend, og var i duft og smag præget af mørke bær. Elegant med præg af nye fade. Syren og tanninerne var høje og med til at afbalancere vinen (95) til ca. 1,500,00.

Martins Lane var repræsenteret med to vine. Naramata Riesling 2023 havde i duft og smag et friskt og frugtigt udtryk med lime, citrus og høj syre (92) til 509,00. Naramata Pinot Noir fra 2022 var en elegant vin med et klassisk Pinot Noir udtryk med modne jordbær i duft og smag og en høj syre (94) til 809,00.

Fool`s Mate Chardonnay fra Checkmate

Checkmate var repræsenteret med to vine. Fool`s Mate Chardonnay 2022 var lidt endimensionel med gul farve og klassiske noter i duft og smag af stenfrugt, toast, smør og med en medium syre (91) til 809,00. En Checkmate End Game Merlot 2022 havde en voldsom duft og smag af modne mørke bær og blommer og en syre, der afbalancerede det modne udtryk (94) til 809,00.

Konklusion

Vinene fra Canadas to centrale vinområder British Columbia og Ontario var et spændende bekendtskab. Det kolde klima, nærheden til vand og høj forskel på dag og nattemperaturer, giver vine med en høj syre. Selvom du smager vine med et modent udtryk og fedme fra nye fade er der i vinene en flot balance på grund af den høje syre. Vinene er ikke billige, men flere af vinene kunne være alternativer til vine fra Bourgogne.

På indledningsbilledet vinstokke hos Martin Lane i Britisk Columbia.