Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Villusionistes – unik Priorat

Et af Spaniens mest bemærkelsesværdige vinområder er Priorat, der er beliggende i det nordøstligste hjørne af Spanien, nemlig i Catalonien. Priorat er kendt for sine meget kraftfulde vine med masser krydderi, markant mineralitet og høje alkoholprocenter. Hede somre og mager stenet jordbund kendetegner området, og det afspejler sig i vinene i en grad, så de ofte anses for at være en stilistisk spansk pendant til Rhônes mest eksotiske vindistrikt, nemlig Cornas. De stofrige potente Priorat-vine nærmest råber på læssevis af egetræ, men én vingård i området har frasagt sig denne vin-makeup – nemlig Villusionistes. Og så står der endda danskere bag dette unikke Prioratkoncept.

Sergi Siuraneta i gang med at høste. Hans familie er sammen med familierne 
Steffensen Hassing, Lima og  Molina Sohns ejer af Villusionistes

Det vilde Priorat

Catalonien har længe ført en dramatisk selvstændighedskamp, og det viser sig da også i vinenes klassifikation. Kun to spanske vindistrikter har kvalificeret sig til den højeste kategori. Det er Rioja, der trofast følger spansk lovgivning og mærker sine vin med DOCa (Denominación de Origen Calificada), mens Priorat bruger sin egen klassifikation, så man kalder vinene for DOQ (Denominacio d’Origen Qualificada). Selvstændighedskampen har mange udtryk.

Priorats vinområde er på cirka 2.000 hektar, der er domineret af klipper og bjergskråninger, hvor der på alle måder er ekstreme dyrkningsforhold for vin. Klimaet svinger markant, og det udmønter sig i voldsom sommerhede, lav nedbør og fattig, stenet jordbund. Det giver automatisk minimale udbytter, der kan nå ned på sølle fem hektoliter pr. hektar. Det er cirka 10 procent af det tilladte maksimumudbytte i Rhônes bedre områder.

De begrænsede udbytter har ført til høje priser i takt med, at verdenen uden for Spanien har fået øjnene op for områdets enestående personlighed. Det var dog først i 1990’erne, at der for alvor kom gang i efterspørgslen. Det stort set glemte område begyndte en spektakulær opblomstring – ikke mindst forårsaget af de mange marker med gamle vinstokke, hvad der gav råstof til vine i særklasse.

Det siger sig selv, at Prioratvinene bliver kraftfulde, alkoholrige, koncentrerede og med masser af tannin-rankhed og udtalt mineralitet, der fremmes af den stærkt skiferholdige jordbund. Druerne kan på høsttidspunktet have en potentiel alkohol på 18 procent og højere, men trenden er dog mod mindre potente vine, hvad verdensmarkedet efterspørger i dag. Minimumsgrænsen er oppe på hele 13.5 procent alkohol.

Druer uden hedeslag

Hoveddruen i Priorat er Garnacha (Grenache), der er en af de få druer, der kan levere høj kvalitet under disse hede og særegne dyrkningsforhold. I Priorat stortrives druen, og den er formentlig af spansk oprindelse, mens en anden mulig vugge har stået på Sardinien, hvor den kendes som Cannonau. På den spanske hjemmebane frembringer druen nogle af verdens fornemste Grenachevine, der i Priorat ofte suppleres med en mindre dosis klassikere som Cabernet eller Carignan ved den endelig sammenstikning. Der findes dog også eksempler på rene Carignan-vine, og antallet af enkeltmarksvine er også i vækst.

Antallet af vinerier er på omkring de 100, men det er nogle få berømtheder – som Scala Dei, Terroir al Limit, Clos Mogador, Alvaro Palacios og Clos i Terrasses – der for alvor har tiltrukket sig opmærksomheden og de høje point og samtidig de tårnhøje priser. Heldigvis er der også mindre producenter, der fører så ædruelig en prispolitik, at de fleste kan være med. Men regn med, at priserne starter ved cirka 150 kroner, og at ”the Sky is the Limit”, hvis man går efter verdensstjernerne.

Susanne Lima

Vejen til de personlige vine

En af disse mindre, men spændende producenter er kollektivet Villusionistes. Det særegne navn stammer fra en sammenskrivning af de to catalanske ord for henholdsvis vin og for tryllekunster – illusionist. Der er med andre ord lagt op til magi. På trods af vingårdens bevidste catalanske identitet er der blevet plads til et betydeligt dansk islæt: Flere af ejerne er danske, og vinenes endelige blend sker indenfor dronningerigets grænser.

Villusionistes går efter at skille sig ud fra områdets klassiske profil og alligevel være tro over Priorats dybt personlige stil. Det er ingen hemmelighed, at man i Spanien er mere end almindelig glad for markant egepræg, men hos Villusionistes går man stik imod dette nationale vinparadigme. Vinene er derfor 100 procent fri for eg, da man vil præsentere frugten så ærligt og usminket som muligt. Her er der ikke brug for frelsende make-up til at sminke vinen og sælge varen.

Når nu egefadene er ude af billedet, skulle man tro, at vinene udelukkende havde været på rustfrit stål, men også her går Villusionistes sine egne veje. Man bruger i mange tilfælde meterhøje ler-amforaer, der afhængig af vinen bruges til gæringen eller lagring og afrunding. Amforaer er ikke som ståltanke 100 procent lufttætte, men har en svag luftgennemgang, der giver lidt af den samme gavnlige oxidation, som egefadene leverer med så stor succes. Men i Amforaernes tilfælde slipper man for egens utallige aromastoffer og for den solide tannin, som ikke mindst nyt egetræ tilfører.

Afhængig af vinen og parcellen bruges der op til tre forskellige gæringsmetoder: Henholdsvis den klassiske med temperaturkontrol eller koldgæring med nedkøling af mosten. Der bruges i nogle tilfælde også kulsyregæring, hvor druerne håndteres hele, og gæringen foregår inde i selve druen, som det kendes fra Beaujolais. Alle tre metoder, der fremmer vinenes frugtighed og friskhed.

Man har også sin egen politik, når det gælder druevalget, selv om Grenache selvfølgelig har en vigtig rolle. Men det samme har den stærkt undervurderede drue Carignan, der fra tilpas gamle vinstokke og med brug af meget lavt udbytte kan give mindeværdige og længelevende vine. Eksempelvis er Gran Unànim lavet på 100 procent Carignan.

Hos Villusionistes er vinene 100 procent fri for eg

Den nøgne sandhed

Paul McCartney var i slutningen af 1960-erne så utilfreds med Phil Spectors pompøse produktion af Beatles-albummet ”Let It Be”, at han mange år senere udgav sin egen version uden rumklangsovergreb og andet unødig make-up. Sir Paul kaldte meget passende den ny og bundærlige udgave for ”Let It Be – Naked.”

Det samme kunne man sige gælder for Villusionistes’ version af Priorat. Her er det dog ikke rumklang, men egetræ, der er blevet redigeret ud af billedet. Man står tilbage med et gennemskueligt og autentisk smags- og duftindtryk af, hvad Priorat formår, når det drejer sig om at skabe et enestående rigt og helt igennem personligt frugtudtryk. Man efterlades med stof til eftertanke, når den rene frugt fremstår uden nogen form for egetræs-pynt.

Hvad går vi egentlig glip af på ege-kontoen? Er egetræets bidrag til vinen en velsignelse, eller er det blot en herlig last, som vi i vores syndefulde vellyst er blevet afhængige af? Træaromaerne er jo vitterligt sexede og betagende, når de administreres perfekt. Men hver ting til sin tid – måske…

Vinene fra Villusionistes er så radikalt anderledes, at de udvider grænserne for, hvad Prioratvin står for. Frugten i disse vine er det centrale omdrejningspunkt, og den er opbygget med en struktur og en tæthed, man har svært ved at finde mage til noget andet sted. Ja, man kunne fristes til at udnævne disse catalanske vine til at være en slags Super-Beaujolais på steroider.  Powervine? Ja, men på helt egne og sympatiske og kultiverede præmisser.

Disse unge Prioratvine bør man servere mere kølige end umiddelbart forventet. Måske omkring de 15 grader eller mindre, hvor deres umiddelbare charme og deres overraskende kølige stil for alvor kommer til udtryk. Selv om årstiden endnu ikke er til det, vil jeg da gerne nævne, at disse vine måske er en anvendelig løsning til det tilbagevendende problem, hvor man år efter år kæmper med at finde en vin, der kan hamle op med Julemiddagens brutale overgreb på vinen. Det vil da være et forsøg værd at lade Priorat komme med på Julebordet.

En fest for få

Vinenes intense frugt pakker både alkohol og tannin så effektivt ind, at man må gøre en ekstra indsats for erkende, at begge dele er til stede i mere end rigeligt omfang. Vi taler om tæt på 16 procent alkohol, og alligevel fremstår vinene ikke alkoholiske, men konsekvent velafbalancerede. Tanninen i 2018-vinene dukker først for alvor op efter grundig iltning. På andendagen efter åbningen fremstår vinene derfor bedst, da de bliver mere strukturerede og mindre frugtdrevne af iltningen. Meget af det samme kan siges om et andet af Priorats adelsmærker – nemlig mineraliteten.

Kort efter flasken er trukket op, kan man sagtens frygte, at mineraliteten er ofret på frugtens alter. Men med fornøden luftningstid, er der al den mineralitet, man kan drømme om. Så moralen er klar: Vinene fra Villusionistes kræver luft – masser af luft, så hæld dem om et par gange før servering. Det lover mere end godt for vinenes evne til at udvikle sig over mange års lagring, og det indtryk blev da også bekræftet af prestigevinen Gran Unànim, der var fra 2015.

Gran Unànim 2015 fremstår overordentlig livskraftig, selv om den er åben, veludviklet og givende. Den er et klart bevis for, hvor meget personlighed og delikatesse Priorat har at byde på. Der er ikke blot tale om styrke, men om harmoni og velafbalanceret rigdom, der spiller lige op med eksempelvis Châteauneuf på højeste plan. Da Gran Unànim kommer fra mere end 70 år gamle Carignan-stokke fra en mindre parcel, er den årlige produktion nede på omkring 300-400 flasker. Så der er basis for, at producenten taler om ”en fest for få” for netop denne vin. Desværre. Udover de nævnte vine leverer vingården også en orangevin Blanc Brisat og en rød naturvin, der bærer det tankevækkende navn Turbulent.

SMAGNING

Unànim Sense Cos i Ànima 2018, DOQ Priorat

Intens, mørk, kølig bærfrugtduft med solbær-, hyldebær- og brombærpræg. Massiv mineralitet og flot renhed. Delikat, velafbalanceret og lettilgængelig. Meget ung og frugtdreven på den nydelige måde. Rank vin med kølig, intens tannin og markant krydderi. Bemærkelsesværdig stoflighed og tæthed og med komplekst opbygget frugtstruktur. Kultiveret saftighed, stor aromarigdom, diskret sødme og velafbalanceret fylde. Lettilgængelig og umiddelbart charmerende. 16 pct., økologisk, 100 pct. Grenache. 92 | 140,00 Villusionistes.dk 

Unànim Simbiosi Ànima i Subtilesa 2018, DOQ Priorat

Intens og personligt krydret duft med detaljerig aromaprofil med medicinske toner tilsat et pift tjære og et diskret Althea-præg. Koncentreret kulsort bærfrugt med imponerende mineralitet. Aromatisk rig vin med enestående ekstraktrigdom, betydelig saftighed og stor stoflighed i den fornemt sammensatte og sødmefulde frugt. Velstruktureret vin med et langt og lovende liv foran sig. Betragtelig styrke, der kan hamle op med selv den mest krævende stegemad. En stålnæve i en fløjlshandske. Intens saftighed, der p.t. skygger over mineraliteten til en start. Autentisk Carignan-udtryk, når det er flottest. Kræver kraftigt iltning for at folde sig ud. 15,5 pct.,økologisk, 100 pct. Carignan 93 | 180,00 Villusionistes.dk 

Gran Unànim Sense Paraules 2015, DOQ Priorat

Veludviklet vin med moden kulsort bærfrugt med klare hyldebærtoner tilsat et pift røg og med et dybt personligt med velvalgt tjærepræg. Imponerende delikatesse og betydelig detaljerigdom Givende, kraftfuld, udfoldet og med eksemplarisk harmoni. Betagende stoflighed og enorm, velafbalanceret fylde og imponerende saftighed. Et aromatisk overflødighedshorn, der rækker langt ud i eftersmagen. Intense og fuldmodne tanniner, der fungerer perfekt sammen med vinens enestående tæthed. 15 pct.,100 pct. Carignan.
95 | 750,00 Villusionistes.dk