Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Veganske vine i Danmark

Artiklen ”Vegansk vin – fra niche til mainstream” i Vinbladet (den 26. januar 2019) har vakt stor interesse og bl.a. givet anledning til et interview med undertegnede i bladet Vegetarisk nr. 2, Sommer, 2019. Under overskriften ”Veganervejen i vinjunglen” tager Jannie Duunkjær den veganske/vegetariske læser ved hånden i jagten på velsmagende, veganske vine på det danske marked. Foranlediget af aftalen med Vegetarisk om et interview kontaktede Vinbladet flere danske supermarkedskæder for at få et øjebliksbillede af mulighederne for at finde vegansk vin på hylderne. Artiklen i Vegetarisk nævner kategorien naturvine, lavet efter devisen ”intet føjes til vinen og intet tages væk fra vinen”, som veganervenlige, men naturvin findes sjældent på hylderne i supermarkedet. Dels ligger de ofte et stykke væk fra de fleste kunders smag, dels kræver naturvin på grund af ingen/meget lav svovling en køligere opbevaring end hvad der er realistisk i supermarkedets vinafdeling. Ud fra princippet om at undgå reklame i brødteksten nævner Vegetarisk ikke de konkrete resultater af supermarkedsundersøgelsen, men det råder vi bod på her i Vinbladet.

COOP Danmark har p.t. ikke oplistet veganervenlige vine i kategorien veganske drikkevarer på deres hjemmeside. Udvalget består mest af te og sodavand, og Baileys almande (en mælkefri mandeldrik) er den eneste alkoholiske drik på listen. På det engelske marked har Coop godt 100 veganvenlige vine i sit sortiment og forventer en ekspansion af dette vinsegment.

Lidl: “Vi i Lidl synes det er et super spændende område, og vi følger aktivt med i udviklingen af vegansk vin. I øjeblikket undersøger vi markedet, for på sigt, også at kunne tilbyde danskerne et udvalg af vegansk vin. Lidl har siden 2018 samarbejdet med Dansk Vegetarisk Forening om, netop, at udvide vores sortiment, så vi kan tilbyde danskerne et endnu mere spændende sortiment af veganske og vegetariske produkter.”

Meny har et virkelig pænt udvalg af veganervenlige vine fra Italien (The Wanted ZIN Zinfandel rosé og rød; The Wanted CAB Cab. Sauvignon; Zensa Primitivo; Baccio Chianti Riserva; Vinorganic Chardonnay og Merlot). Frankrig (Sparkling Blanc og Rosé; Le Petit Chavin Blanc, Rosé og Rouge).  Spanien (Iliada Cabenet Sauvignon, Tempranillo og Syrah).

Salling Group har fra uge 11 haft tre veganske vine fra Italien på hylderne i Bilka og Føtex til en udsalgspris på 55.- pr. flaske (VEGAN Vino Bianco, VEGAN Vino Rosato og VEGAN Vino Rosso).

Spørg din vinhandler

Hvis man er interesseret i veganske vine (eller én anden speciel vintype) er det altid en god idé at spørge der hvor man handler vin. Dels kan man forvente saglig information, dels vil kundens interesse styrke vinhandlerens motivation for at markedsføre et sortiment af veganske vine. Generelt gik svarene fra de store butikskæder på, at man oplever meget begrænset interesse for og efterspørgsel på vegansk vin. Så spørg endelig din vinhandler, som ofte vil kunne finde en interessant vin inden for den kategori, du er på jagt efter. Her er nogle eksempler fra danske vinhandlere med internet-salg.

Den tidligere nævnte artikel i Vinbladet omtalte Bichels veganske hvidvin, Sauvignon Blanc Costa fra det chilenske vinhus KOYLE .

Distinto Vinimport har flere vine fra producenter, der udelukkende anvender naturlig vinifikation. Det gælder bl.a. serien ”Solveigs” ─ en serie tyske rødvine lavet på druen Pinot Noir af den anerkendte vinmager Jens Heinemeyer, der fremstiller vine efter 100% naturlige principper; altså ingen kemi, hverken i mark eller kælder, absolut ingen tilsætning, end ikke gærkulturer, ingen enzymer, syre eller andre hjælpemidler. Vinene er omtalt i artiklen ”Unikt terroir + genial dovenskab = sublime vine” i Vinbladet den 20. marts 2019.

Hos Tinta Tinto i Casablanca Valley, i Chile, gæres druerne med spontan fermentation i små ægformede cementtanke. Deres minimale vinifikation er helt bogstavelig; intet sættes til vinen, som heller ikke filtreres men klares ved simpel bundfældning af sedimentet

Et nystiftet vinimportfirma, Winepoint er bl.a. kommet på banen med hele to vinhuse, der laver veganske vine, dels Gelmer Wines fra Vino De La Tierra De Castilla, Spanien, dels en meget lille familie-vingård (Roberto og Javiera Carrancá og deres to døtre Fransisca og Sofia, der ses på indledningsbilledet), Tinta Tinto fra Casablanca Valley, Chile. Vinbladet har haft lejlighed til en vegansk smagning og kan bekræfte, at den vegan-venlige produktionsmetode på ingen måde påvirker vinens smag i negativ retning. Tværtimod, fristes man til at sige, for der er tale om spændende vine, hvis kvalitet synes at afspejle vinhusets særlige interesse for vegansk vinifikation med minimal intervention.

Gelmer Wines er grundlagt i 1954 og har egne vinmarker i Villanueva ved Toledo på den castilianske højslette. Vinmarkerne og dyrkningsmetoderne er certificeret økologiske og vinifikationen er certificeret vegansk. Val d’Eco 2017 på Airén og Sauvignon Blanc dufter af lime, hyld og tomatstilk. Smagen af grapefrugt, æbler og melon har en forbavsende aromatisk intensitet med madvenlig tørhed og en sprød syre. (58,50 kr. v. 6 fl.) Val d’Eco Tempranillo 2017 er funklende violet med liflig duft af krydderier og sort bærfrugt. I munden ren, enkel velsmag af sorte bær med læskende syre og modne tanniner i afslutningen. Den nu to år gamle vin er lavet uden tilsætning af sulfitter, og ganske imponerende byder den rygterne om den usvovlede vins begrænsede holdbarhed trods ─ og ved en gensmagning af den tilproppede, halvfyldte flaske en måned senere er vinen stadig i forbavsende fin form. (65,70 kr. .d 6 fl.)  Val d’Eco Barrica Cabernet Sauvignon Syrah 2013 er både fadlagret og præmieret med sølv- og guldmedaljer. Duften af solbær er krydret med et strejf af tobak, mens smagen af rød bærfrugt har en markant undertone af egefad, et pikant strejf af kamfer og en fast tanninstruktur. (88,20 kr. v. 6 fl.)

Bodega Garage Algarrobos håndmalede og nummererede etiketter

”Hecho A Mano” (håndlavet) står der på Tinta Tinto-vinhusets bagside-etiketter. Bodega Garage Algarrobo kalder familien sit mikro-vinhus i Algarrobo ─ en by ved kysten i Valparaisoregionen, hvor Casablanca Valley møder Stillehavet. Alt er håndlavet; selv etiketterne er håndmalede og nummererede en efter en, hvilket kun er overkommeligt takket være en årlig produktion på 12.000 flasker. Druerne er (naturligvis) høstet med hånden og gæret med spontan fermentation i små ægformede cementtanke. Minimal vinifikation skal her forstås bogstaveligt; intet sættes til vinen, som heller ikke filtreres men klares ved simpel bundfældning af sedimentet. Det er i særklasse en økologisk og veganervenlig vin, der dog ikke har et officielt certifikat, fordi omkostningerne ved certificering af den beskedne produktion er for høj.

Tinta Tinto Syrah
Tinta Tinto Pinot Noir

Druerne til Big Fish Sauvignon Blanc 2018 indhylles i kølig morgentåge fra havet, hvilket giver vinen friskhed og mineralitet, og vinens indbydende duft af hyldeblomst og grønne urter markerer druetypiciteten. Med sin læskende smag af grapefrugt og en knivskarpe syre vil Big Fish gøre sig godt til en ceviche med citrusmarineret, rå fisk. (82,80 kr. v. 6 fl.) Roberto Carrancá arbejdede i mange år som ønolog ved Indomita, et af Chiles store vinhuse, så i tilgift til det håndlavede touch ved han, som trænet ønolog, hvad han har med at gøre. Det dokumenterer hans forførende Tinta Tinto Syrah 2016, hvor en mørkviolet farvetone, den liflige duft af blommer, brombær og eukalyptus og en saftig smag af sorte bær med toner af lakrids, mørk chokolade og veldoseret fad går op i en højere enhed og giver lyst til endnu et glas af denne vinperle, hvor Crozes-Hermitage-distriktets kølige, friske Syrah-frugt forenes med oversøisk generøsitet. (116,10 kr. v. 6 fl.) Tinta Tinto Pinot Noir 2017 har nydt godt af Casablanca-dalens kølige nætter kombineret med mange, daglige solskinstimer i vækstsæsonen. Farven er violet med lys kant, duften mættet med kirsebær og brombær, og den saftige smag af hindbær har et højt, naturligt CO2-indhold med en let perlende prikken på tungen, som er med til at give vinen en livlig friskhed. En chilensk Pinot Noir med lavt svovlindhold og stor charme, der bør drikkes ung og kølig i store glas. (126,90 kr. v. 6 fl.)

Kommet for at blive

Tanken om den rene, naturlige vin er ikke ny. For få år siden udsendte Pave Frans, nr. 266 i paverækken, et hyrdebrev til sine biskopper, der handlede om den hellige nadver og bl.a. indskærpede de krav, som vinen (Jesu Kristi blod), der uddeles ved nadveren, skal opfylde: ”Vinen der bruges ved celebreringen af den hellige eukaristi (nadver) skal være naturlig, lavet af vinstokkens frugt, ren og ufordærvet, og ikke blandet med andre substanser. Det er totalt forbudt at bruge vin med tvivlsom oprindelse og autenticitet, for den katolske kirke kræver absolut vished når det gælder de omstændigheder, der er nødvendige for at sikre de hellige sakramenters gyldighed.”

Begreber som økologisk, biodynamisk, vegansk refererer til det rene, det sunde, det naturlige og i sidste ende til hvordan vi behandler planeten. Efterspørgslen på økologisk vin er stigende i takt med en tiltagende klimabevidsthed hos mange forbrugere, og den veganske/vegetariske livsstil spiller direkte ind i den højaktuelle debat om en mere klimavenlig kost med flere vegetabilske og færre animalske produkter. Vore dages vinproducenter og vinhandlere gør klogt i at regne med, at denne trend er kommet for at blive. Der er alt andet lige ikke smagsmæssige forskelle på økologisk vin og konventionelt dyrkede vine, men for alle vindrikkere, der går ind for begrebet terroir, giver den rene, ”naturlige” økologiske vinavl god mening. Hvis man mener at kunne smage vinmarkens jordbund og mikroklima i vinen, må minimal intervention i mark og kælder være en af forudsætningerne for at det kan lade sig gøre. Lad os skåle for det!