Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Ungarsk fokus på Danmark

Vinproducenterne i Ungarn har tilsyneladende fået øje på muligheder i Danmark. Inden for kort tid er der fra ambassaden i København udsendt flere indbydelser til vinsmagninger og Vinbladet har senest 19. november i fjor rapporteret fra en sådan smagning (”Ungarsk sødt og tørt”). Nu har ambassaden i overensstemmelse med tidernes ugunst gennemført en virtuel smagning med overskriften ”The world-famous red varieties of Hungarian terroirs”. Med ”verdensberømte druesorter” menes Pinot Noir, Merlot, Cabernet Sauvignon, Syrah og Cabernet Franc.

Teknisk set var smagningen problematisk. Dels kiksede forbindelsen til en del af de tilmeldte deltagere, dels havde alle smagere fået tilsendt vine i 6 bittesmå plastflasker, som hver rummede omkring en halv deciliter. Vinene var ”aftappet” op til et par dage før smagningen og kunne næppe indfri producenternes ambitioner om at præsentere deres vine optimalt.

Villányi Franc ”Code” scorede højt blandt deltagerne i den virtuelle smagning

Tre regioner

Smagningen blev styret af Mihály Konkoly og omfattede vine fra regionerne Eger, Villány og Szekszárd. Eger i det nordøstlige Ungarn stillede med to vine: 2016 Pinot Noir, Kis-Eged fra St. Andrea Winery, var harmonisk med beherskede tanniner, 14,5% alkohol. Trods sin ungdom virkede vinen lettere bedaget og tabte hurtigt pusten i glasset, måske fordi vinstokkene kun er 8 år gamle. 2008 Syrah fra Attila Winery holdt kun 12,5%. Vinen havde ligget i 76 måneder på 500 liters træfade og var knastør uden den store druetypicitet.

Fra Villányi, som ligger tæt på grænsen til Kroatien, kom også to vine, begge fra Kiss Gábor Winery: 2017 Villányi Merlot ”Enigma” havde ligget 18 måneder på nye franske fade og fremstod tør med markante tanniner og ingen synderlig charme. 2017 Villányi Franc ”Code” var i en helt anden boldgade og scorede højt blandt deltagerne i smagningen: Tør, men også lidt cremet, krop og charme. Begge vine holdt 14%.

Szekszárdi ligger lidt nordligere end Villányi. Herfra kom 2017 Cabernet Sauvignon Bodzás fra Vesztergombi Winery, en 15,5% kraftig sag med en lidt ristet fremtræden efter sine 2 år i mestendels nye fade. Desuden 2016 Csaba Cuvée, også fra Vesztergombi, en ganske vellykket klassisk Bordeaux-blanding fra et køligt år. Vinen havde en vis elegance og holdt 13,5%.

Arrangørerne oplyser om priserne på vinene, at de er engros og uden moms, så det er uklart, hvad de eventuelt ville koste herhjemme. Ingen af dem ligger i den billige ende, formentlig fra 200 til 350 kr.