Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Umami i Mosel

Historien om Andreas Bender er historien om en ung fyr, der ikke gav op. Banken sagde nej da han bad om et lån for at opfylde sin drøm om at blive vinbonde. Men qua farens store berøringsflade lykkedes det alligevel at låne penge, blot af private investorer. Far, Ludwig Bender, har været planteforædler hele sit arbejdsliv og solgt Riesling-stiklinge til mange af vinbønderne ved Mosel. Nogle få af dem lånte Andreas penge. De troede på ham og hans projekt.

I 2008 startede han, og nu 11 år efter kan han med stolthed i stemmen sige, at han er gældfri, har sit eget vineri i Leiwen med 15 hektar vinmarker på topmarker. Nogle af de bedste parceller på Leiwener Laurentiuzlay,  Mehringer Blattenberg  og Sweicher Annaberg, der består af rød skifer ligesom Ürziger Würzgarten. Den røde skifer løber i et bånd mellem de to marker, som passerer gennem byen Wittlich.

Andreas Benders sydvendte parcel på Mehringer Blattenberg

I modsætning til mange af bønderne på Würzgarten, som synes rød skifer er bedst til restsødme-vine mener Andreas Bender, at rød skifer giver en alt for oppulent Riesling, til at den kan kapere sødme, så hans yndlingsudgave er tør. Han dyrker al sin jord økologisk, men hader bureaukrati.  Derfor ingen medlemsskaber af diverse foreninger og ingen officielle certificeringer.

Klassisk Kabinett-stil, hvor sødme og syre spiller sammen og skaber en umami-oplevelse

Alle vine gæres spontant. En gæring på druernes egen gær kan tage alt – fra 3 måneder – til to år. Kun gæren ved hvornår den har tænkt sig at blive færdig. Efter endt gæring, tilsættes alle hans Riesling-vine svovl for at undgå malolaktisk gæring.  Dernæst ligger vinene længe på gærresterne for at gennemgå autolyse. Det giver vinene en cremet fylde, som den tålmodige vinbonde belønnes med. Selv siger Andreas Bender, at han ikke gør noget særligt, og at det ikke er svært at lave god vin, man skal bare give sig tiden til det.

”Dajoar” betyder på Mosel-dialekt ”som i gamle dage”. Andreas Bender bruger navnet til sin vin med reference til den gamle vinstil i Mosel hvor en vis sødme i vinen balancerer den sprøde syre. Betegnelsen Zenit bruger han på etiketten kun til de bedste vine, i de bedste årgange.

SMAGNING

Paulessen Zenit 2016, Andreas Bender, Riesling, Mosel QbA, Tyskland

Mineralsk, røget duft, æble, fersken og citrus. Cremet smag, cremet frugt, fyldig med lang, mineralsk, cremet eftersmag med fin syre. I sin unge udgave med stor koncentration – næsten svært at genkende Riesling. 90 | 139,00 Vivino

Annaberg 2017, Andreas Bender, Riesling, Mosel QbA, Tyskland

Aromatisk duft, fersken, honning og blomst, mineralsk tone bag. Fyldig smag, cremet med vis sødme, cremet eftersmag, let sødmefuld og samtidig mineralsk med frisk syre sammen med modne frugt. Moden, koncentreret udgave med hvalpefedt. 90 | 129,00 Vivino

Dajoar Zenit 2015, Andreas Bender, Riesling Trocken, Mosel QbA, Tyskland

Stor, røget, mineralsk duft, flot udviklet, æble, citrus og petroleum. Rank struktur, herlig nerve, luftig og fyldig med lang, luftig, rig eftersmag, mineralsk med moden frugt. I årgang 2015 et hint om udviklingen i de yngre vine. 92 | 139,00 Vivino