Da Etienne Guigal grundlagde sit lille vinfirma i 1946, havde han næppe forestillet sig, at det ville blive Rhônedalens måske mest berømte og succesfulde producent. Historien om Guigal handler om tre generationers ambitioner, vilje og hårdt arbejde og er på mange måder opfyldelsen af den amerikanske drøm i den lille landsby Ampuis, 30 kilometer syd for Lyon.
Her ankom Etienne som 14-årig uden noget som helst i bagagen. Seks år senere, i 1931, fik han job i byens dengang eneste vinhus, Vidal-Fleury, hvor han i løbet af 15 år formåede at arbejde sig op til en position som ansvarlig for både kælderen og markerne. I mellemtiden havde han giftet sig med Marcelle, der i 1943 fødte sønnen Marcel, og for bedre at kunne forsørge sin familie besluttede Etienne at starte for sig selv. Trods de svære efterkrigsår fik firmaet hurtigt succes, men da Etienne midlertidigt mistede synet i 1961, måtte sønnen træde til i en alder af blot 17 år. Marcel viste sig snart at besidde samme beslutsomhed og arbejdsiver som sin far, kombineret med en veludviklet sans for forretning og markedsføring. Og så selvfølgelig et fantastisk talent for at fremstille vin drevet af en perfektionistisk, disciplineret og kompromisløs indstilling til arbejdet i både marken og kælderen. Det gik endda så godt, at familien i 1984 kunne slutte en symbolsk ring og købe Vidal-Fleury, Etienne Guigal’s gamle arbejdsplads.
Begge Marcel’s forældre døde i 1988 og nåede derfor ikke at opleve, da han i 1995 med lige så stor symbolik købte Château d’Ampuis, landsbyens smukke renæssanceslot fra 1500-tallet. ”Det var her, mine bedsteforældre i sin tid mødte hinanden”, fortæller tredje generation, Philippe Guigal. Slottet var i miserabel stand, men efter tre års renoveringsarbejde og investeringer i 100 millioner kroners klassen udgør det i dag Guigal-familiens imponerende private domicil. I en sidebygning har de desuden etableret eget bødkeri, ikke bare af økonomiske årsager, men ligeså meget for at opnå fuld kontrol over kvaliteten af de 5-600 nye fade, de årligt har brug for.
Philippe er Marcel og Bernadette’s eneste søn og har valgt at følge i faderens og bedstefaderens fodspor. Han har arvet deres enorme energi og arbejdsiver og siden 1999 været en aktiv del af vinfirmaet efter eksaminer i ønologi og marketing og studieophold i 17 forskellige lande på blot 10 måneder. Han har længe haft det fulde ansvar for vinifikationen hos Guigal, selvom far og søn stadig tager de fleste beslutninger i fællesskab, og har sat yderligere skub i firmaet, hvis udvikling i de sidste årtier kan tage pusten fra de fleste.
Hæsblæsende ekspansion
I slutningen af år 2000 købte Guigal det velrenommerede Domaine Jean-Louis Grippat med 11 hektar vinmarker i Saint-Joseph og Hermitage, og i midten af 2001 fulgte købet af Domaine de Vallouit med fornemme besiddelser i Côte-Rôtie, Hermitage, Crozes-Hermitage og Saint-Joseph. Med overtagelsen af de to ejendomme tredoblede Guigal sit areal af vinmarker, men ekspansionen var åbenbart ikke nok. I 2006 købte familien Domaine de Bonserine med knap 9 hektar i Côte-Rôtie og 1 hektar i Condrieu. Det bragte familiens besiddelser op på omkring 60 hektar vinmarker, et anseligt areal i Nordrhône, heraf halvdelen i Côte-Rôtie, hvor Guigal er langt de største jordejere. I 2017 ekspanderede firmaet så endelig til Sydrhône med købet af Château de Nalys i Châteauneuf-du-Pape. En gammel drøm for Philippe, der allerede for 15 år siden luftede planerne: ”Jeg elsker Châteauneuf-du-Pape, og vi vil helt klart købe jord der en dag, men de parceller, der sælges først, er de dårligste, så vi foretrækker at være tålmodige”. Og tålmodige har de været, men er til gengæld gået all-in i Châteauneuf. Mere end 50 hektar vinmarker fulgte med i købet, der ligesom de gamle kældre vil kræve tid og store investeringer, før det fulde potentiale er indfriet.
I samme periode er produktionen mere end fordoblet til de nuværende 7-8 millioner flasker årligt. Trods de mange jordopkøb er Guigal stadig først og fremmest et négociantfirma, hvor langt størstedelen af produktionen stammer fra køb af druer eller færdig vin. Næsten ni ud af 10 flasker kommer fra Sydrhône, hvor Guigal er den vigtigste opkøber.
I takt med firmaets vækst er kældrene i Ampuis flere gange blevet udvidet og dækker nu et areal på tre hektar fordelt på to etager. På øverste sal er alt automatiseret. Når købedruerne kommer ind, analyseres deres sukkerindhold og sundhedstilstand ved hjælp af en computer, så der ikke ligger en menneskelig afgørelse bag en eventuel afvisning. ”Jeg har før måtte afvise druer fra nogle af mine bedste venner, og det her gør beslutningen væsentlig nemmere”, siger Marcel Guigal. Ved siden af gæringskælderen med de 50 computerstyrede ståltanke ligger den gigantiske state-of-the-art tappehal, hvor robotter arbejder i døgndrift. ”De klarer omkring 8.000 flasker i timen, stort set uden menneskelig assistance”, fortæller Philippe, der har svært ved at skjule sin begejstring for ny teknologi. ”En anden robot frasorterer flasker, der ikke er korrekt fyldt – inden for en brøkdel af en millimeter”. Underetagen huser de to imponerende, klimatiserede lagringskældre med deres enorme, hvælvede lofter og mere end 4.000 små egetræsfade. ”Temperaturen hernede er 12° – hele året rundt”, siger Philippe.
Guigal har altid været åben over for ny teknik og var blandt de første i Rhônedalen til at udstyre gæringstankene med temperaturkontrol. Marcel var også den første i hele Frankrig, der i midten af 1970erne begyndte at anvende lukkede tanke med automatisk pigeage – et system til at trykke druernes skind, stilke og kerner ned i mosten for at opnå en bedre ekstraktion. “Vi har altid anvendt den nyeste teknik, men udelukkende til at fremstille de mest traditionelle vine med minimal indgriben”, siger Philippe. ”Og kun med anvendelse af naturligt gær og minimale mængder svovl – andet er ikke nødvendigt”, tilføjer Marcel.
De fantastiske, moderne kældre får ellers let én til at glemme, at den største del af Guigals arbejde stadig foregår i vinmarken. Familiens egne marker er de sidste 25-30 år blevet dyrket efter økologiske metoder uden brug af kunstgødning, pesticider eller andre kemiske sprøjtemidler. Guigal er også altid blandt de sidste til at høste og løber gerne en væsentlig risiko for at få meget modne druer i hus.
Men netop den udstrakte brug af ny teknik i kældrene er en af årsagerne til, at Guigal – trods firmaets hastige vækst – i høj grad stadig er et familieforetagende. Det er fortsat Bernadette, der styrer kontoret, og Marcel og Philippe, der regerer i kælderen. Når den dynamiske Guigal-trio som regel også selv tager imod besøgende, kan arbejdsdagene ikke undgå at blive lange. Et af de projekter, der har været længe undervejs, men nu endelig er ved at stå færdig, er en ambitiøs caveau – et tempel af en smagekælder med tilhørende vinmuseumog butik – der kan modtage de mange tusinde vininteresserede, der hvert år valfarter til Ampuis for at besøge Guigal.
LaLaLa’erne
Guigal fremstiller vin fra det meste af Rhônedalen, men er først og fremmest synonym med Côte-Rôtie. Huset fremstiller over en tredjedel af al Côte-Rôtie, hvoraf deres tre ekstraordinære enkeltmarksvine, den berømte LaLaLa-trio, kun udgør en dråbe i havet. Men det er i høj grad dem, der har skabt grundlaget for firmaets renommé og fungeret som lokomotiv for salget af de andre vine.
Selvom afstanden mellem de tre marker er under to kilometer, er forholdene vidt forskellige. La Landonne og La Turque ligger i den nordlige del af Côte-Rôtie, populært kaldet Côte Brune, hvor jordbunden domineres af mørk skiffer med et højt indhold af ler og jernoxid. Herfra kommer sædvanligvis appellationens mørkeste, mest koncentrerede, strukturerede og længelevende vine. La Mouline ligger umiddelbart syd for Ampuis, i Côte Blonde, hvis lysere overfladejord består af granit, sand og kalk og generelt giver lettere, mere feminine vine.
Netop La Mouline er den ældste af trekløveret, første gang fremstillet i 1966. På det tidspunkt var enkeltmarksvine en sjældenhed i Côte-Rôtie og traditionen snarere at blande druer fra flere, spredte parceller. Marken dækker blot 1 hektar og har form som et sydvendt amfiteater udskåret i et virvar af smalle, snørklede terrasser, der løber på kryds og tværs af den meget stejle skråning. ”Terrasserne går her tilbage til romertiden”, forklarer Philippe Guigal, ”og deres mange stenmure holder på solens varme i de køligere aftentimer, så druerne let bliver meget modne. La Mouline er altid den første mark, vi høster”.
La Landonne er med sine godt 2 hektar den største af de tre marker. ”Det tog os 10 år at opkøbe parcellerne fra 17 forskellige ejere”, fortæller Marcel, der i 1978 kunne tappe første årgang på flaske. Marken vender mod sydøst og har en foruroligende stejl hældning på op imod 45° højt over Rhônefloden.
La Turque er endnu stejlere, visse steder med en hældning på helt op til 60-70°, og fuldstændig sydvendt. Parcellen på knap 1 hektar fulgte med i købet, da Guigal overtog Vidal-Fleury i 1984, og allerede året efter lavede de den første enkeltmarksvin herfra.
Ikke kun terroir
Jordbundsforhold, mikroklima, eksponering, hældning og alle de andre naturlige forhold, der udgør selve terroiret, er ikke det eneste, der adskiller de tre marker. Den vigtigste forskel er, at La Landonne er ren Syrah, mens de to andre marker også er tilplantet med den grønne Viognier. Traditionelt er de to druesorter blevet gæret sammen i Côte-Rôtie for at blødgøre vinene, åbne aromaerne og tilføre lidt finesse og friskhed. Appellationsreglerne dikterer højst 20% Viognier, men i praksis når de færreste vine i nærheden af maksimumgrænsen. La Mouline er med sine 11% Viognier tæt på at have rekorden i Côte-Rôtie. Også La Turque’s 7% ligger pænt over gennemsnittet, men er endnu mere atypisk, fordi langt de fleste af appellationens grønne druer ellers er plantet i Blonde-sektoren. ”Det er en Brune med Blonde-karakter”, lyder det fra Marcel Guigal.
Også vinstokkenes alder varierer. I La Mouline hives gennemsnitsalderen op på hele 75 år takket være nogle af de ældste vinstokke i hele Côte-Rôtie, enkelte plantet helt tilbage i 1893. De to andre marker er væsentlig yngre. La Landonne har efterhånden nået de 45 år, mens La Turque først blev tilplantet i 1980 efter at have ligget øde hen siden anden verdenskrig.
Endelig varierer fremstillingsmetoderne en smule. Guigal’s filosofi er at tilpasse ekstraktionen, så terroirets naturlige karakter fremhæves mest muligt, og det betyder en blidere ekstraktion af druerne fra La Mouline end de to vine fra Côte Brune.
Lagringen er derimod identisk: hele 42 måneder i små nye egetræsfade. Exceptionel lang tid for en moderne rødvin, også i Côte-Rôtie, hvor normen snarere er 18 måneder. Og selvom de helt unge vine kan være præget af luksuriøst ristede kaffetoner fra fadlagringen, opsuges det på mirakuløs vis hurtigt i deres enorme koncentration. Få andre producenter i Rhônedalen har så lang erfaring med fadlagring og et så godt tag på ny eg som Guigal.
Kombinationen af den lettere jordbund i Côte Blonde og det høje indhold af Viognier gør La Mouline til den lyseste, mest parfumerede, elegante og forførende af vinene. Det er også den blødeste og mest tilgængelige som ung og den hurtigst udviklede, der med alderen kan antage en nærmest burgundisk karakter.
Omvendt betyder den tungere, ler- og jernholdige jord i Côte Brune og fraværet af Viognier, at La Landonne altid er trioens mørkeste, ofte tangerende det sortviolette i den unge vin. Det er også den mest maskuline, massive og tanninrige med Syrah-druens typiske tjærede frugt, masser af sort peber og røgede, flæskede aromaer i retning af bacon eller hængt kød, af og til med animalske toner. La Landonne har som regel det største lagringspotentiale og er som ung typisk den mest lukkede, snarere ulmende end eksplosiv.
La Turque kan bedst beskrives som en mellemting mellem de to andre enkeltmarksvine. Med sin oprindelse i Brune-sektoren er den mørkere og mere muskuløs end La Mouline, mens indholdet af Viognier gør den mere åben og aromatisk end La Landonne. Det er måske den mest komplette, eksotiske og udadvendte af vinene med en usædvanlig kombination af styrke og finesse.
Men trods deres forskellige personlighed er vinene klart i familie og deler visse karaktertræk. Alle tre er suverænt velduftende ”sniffer-vine”, der appellerer lige så meget til næsen som ganen. I smagen er de super intense og koncentrerede med en uforlignelig balance, fantastisk dybde og kompleksitet og ekstrem lang eftersmag.
Kostbare, men til at opdrive
Endnu et fællestræk er mikroskopiske mængder og skyhøje priser. Både La Mouline og La Turque fremstilles årligt i et oplag på omkring 5.000 flasker, mens produktionen af La Landonne er godt det dobbelte. Og priserne? Her slipper man ikke med under 1.700 kroner for en flaske af seneste årgang. Til gengæld er de – i modsætning til mange andre af verdens kultvine – rent faktisk til at opdrive. Spørgsmålet er så, om de er pengene værd? Hvis man overhovedet kan tale om forhold mellem pris og kvalitet på det niveau, må svaret blive klart ja. Og det behøver man ikke at være Rhône-fan for at mene. Vinene formår at ramme et blødt punkt hos såvel tilhængere af moderne, oversøiske vine som yndere af den mere traditionelle, europæiske stil. Her får man det hele i én pakke: enorm koncentration, masser af frugt og ny eg, men samtidig også stor elegance, kompleksitet og markant terroirkarakter. Ikke mange vine i den vægtklasse formår at holde en så knivskarp balance. Trods deres stofrigdom og ekstreme fadlagring er de ikke det mindste overekstraherede eller plaget af udtørrende, bitre tanniner. Det er tydeligt, at koncentrationen sker i vinmarken og ikke i kælderen.
Heller ikke mange andre af verdens kostbare vine er så lette at forstå og værdsætte, selv for ikke-vininteresserede. Og så skuffer de stort set aldrig, men leverer altid varen, årgang efter årgang. Fuldt udbytte får man dog først efter minimum 10-12 års tålmodighed, hvor hver enkeltmarks personlighed træder tydeligere frem. Mellem 20 og 30 år er som regel et endnu bedre bud alt afhængig af årgangens karakter og cuvée. Med alderen mister vinene en del af ungdommens brutale styrke og hvalpefedt, bliver slankere, mere mineralske og luftige og opnår en næsten ufattelig kompleksitet.
Hvilken vin i LaLaLa-trioen er så bedst?
Objektivt set er det vanskeligt at få øje på en reel kvalitetsforskel. Det afhænger snarere af årgangen, hvor de mere kølige, mineralske år synes at favorisere La Mouline, mens La Landonne ofte er den bedste i meget varme og tørre årgange. Og for La Turque skal sandheden som sædvanlig findes derimellem. Personlige præferencer spiller selvfølgelig også ind, og alle, der har været så heldige at smage vinene side om side, har deres egen favorit. Med et så højt, stabilt niveau gør Guigal det i hvert fald ikke nemmere at vælge. Måske fordi de vil have, man skal købe en flaske af hver?
Se smagning af LaLaLa-trioen i årgang 2015, og 13 andre vine fra Guigal her
