Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Symington & en stor portvinsdag på Børsen

I Danmark fylder portvin rigtigt meget og ikke mindst vintageport. Portvinsmessen på Børsens i København er blevet til et tilløbstykke, en ”forjulekalender” hvor man kan dufte, smage og måske spytte. Da jeg forlod skuden klokken 17.00, gik jeg imod et væld af nysgerrige, forventningsfulde besøgende, der skulle finde deres portvin til juleaften og til de kommende mange år.

Årets ”gæstetaler” var Dominic Symington, der i maj 2020 fyldte 65, og derfor måtte forlade firmaet på grund af den strikse firmaregel, som hans far var med til at få gennemført. Dominics optræden på Børsen er derfor ikke alene hans sidste officielle handling, men også en af hans første som pensionist. Under temaet ”Vintages from my time”, tryllebandt han tilhørerne sammen med vinene, der strakte sig fra årgang 1961 og frem til årgang 2017. Henrik Oldenborg, Skandinaviens Mr. Port, stod endnu engang for en af de store portvinsdage på Børsen i København. Vinbladet var repræsenteret med Jørgen Aldrich og Peter Winding. To ældre herrer der kunne se tilbage på århundredets portvinssmagning på Palácio Da Bolsa, i Porto, den 12.juni 1999.

Tawny er en vin der skal drikkes nu. Her Graham’s 20 Years, helt på toppen. Graham’s er et af de mest elegante portvinshuse og generelt er 20 Years-udgaverne fra de forskellige portvinshuse, min favorit.

Symingtonfamilien

Symingtonfamilien har været i Dourodalen i mere end 130 år og det er i dag den 4. og 5. generation der leder portvinshusene Graham’s, Dow’s, Warre’s og Cockburn’s sammen med en porteføjle af 26 vingårde og mere end 1.000 hektar med vinmarker. Blandt de bedst kendte er Quinta do Vesuvio, Quinta do Ataíde, Quinta da Cavadinha, Altano og Prats & Symington, der producerer bordvinene Chryseia and Post Scriptum.

Dominic Symington indledte smagningen med: ”Jeg vil med årgangene vise hvilke vine der på en eller anden måde har markeret sig personligt for mig og også for min relation til min far. Alle vinene har et terroir og en historie, der vil komme frem i forbindelse med smagningen. Alle vinene er et produkt af druer fra egne vinmarker. Hvem er dit bedste barn, hvad er din bedste vin? Det er umuligt for mig at sige, den ene dag er den ene bedst, den næste, den anden. Alle vinene kommer fra Vila Nova de Gaia, fra vores egne kældre”. Dominic Symington kommenterer under hver årgang med sine personlige betragtninger.

Smagning fra årgang 1963  og frem. Bemærk farveforskellen i glassene

Årgang 1963

Dominic Symington var kun 7 år i 1963 og alligevel står årgangen lysende klart for ham. Hans far var meget stolt af årgangen, én af de bedste han nogensinde har produceret. Og så vinteren, for første gang at opleve sne, selv i byen Porto. Den bed sig ind i hukommelsen, også selv om sneen smeltede i Porto i løbet af eftermiddagen. ”Sommeren var fantastisk og lidt regn i august gav balancen i vinene. Det var i øvrigt den sidste årgang der udelukkende blev gæret i lagares. Hans onkel skrev ganske kort i sin notesbog under gæringen:  ”Vi har alle et håb, vi tror det bliver en stor årgang”.

Dow’s Vintage 1963

Meget lys, ravgylden farve. Forfinet duft, meget elegant, meget floral, stadig frisk, den mørke frugt er næsten blevet lys, duft af hø kommer frem, stadig pirrende, ældet og ungdommelig på samme tid. Meget elegant smag, meget luftig, forfinet, kælen, cremet med luftig, rig, floral eftersmag med hø. 95

Årgang 1970

“Vi købte Gramham’s af familien i 1970, det var onkel James der personligt lavede den. Der blev meget varmt i august, en del druer blev brændte, men regn i slutningen af august gav balance i vinen, ellers var vinen blevet for rosinagtig. I september og under gæringen var vejret koldt, hvilket gav en lang gæring.”

Graham’s Vintage 1970

Elegant duft, fin alkoholtone sammen med moden frugt, karamel, lakrids, frisk mintet tone, forførende duft. Rank struktur, cremet, fyldig, rig, afslutter med lang, rig cremet eftersmag, stadig med fin syre. 96

Årgang 1977

“Første årgang, hvor jeg som voksen arbejdede som assistent på Bomfim. 1977 var en lille årgang i kvantitet på grund af en dårlig blomstring. Men de druer, der blev plukket, var meget koncentrerede. Der kom lidt regn før høsten og derefter, under selve høsten, var det meget – meget varmt. Med 1977 åbnede markedet sig i USA.”

Dow’s Vintage 1977

Sveskeagtig duft, lakrids og frisk mintet tone og hø. Fyldig smag, cremet, moden, lang, cremet eftersmag, sveskeagtig og stadig med et friskt bid. 94

Årgang 1980

Et totalt skift i farve, meget mørkere end de foregående. ”Det sker”, fortæller Symington. ”Sommetider bliver vinene lyse og bliver så dybere i farve igen. Jeg tog årgangen med fordi det er en årgang, der blev glemt”. Hans far købte her sit store hus, han elskede denne årgang og var frustreret over de dårlige ratings årgangen fik. I kvantitet var det en gennemsnitsårgang.

Warre’s Vintage 1980

Meget rig duft, stadig ung og samtidig kompleks, mørk frugt, let mintet, hø og lakrids. Stor, fyldig smag, rund, udviklet, sødme og stadig med en fin mintet eftersmag, hø sammen med moden frugt. 94

Dominic Symington i Grahams kældre i Vila Nova de Gaia

Årgang 1985

“En meget våd vinter, det er ofte ”et godt tegn”, vinstokkende lider ikke, så regn om vinteren er meget vigtig. Selv med en varm sommer har vinstokkene vand nok. 1985 var lille årgang i kvantitet, men min far så meget lyst på årgangen fra begyndelsen.”

Graham’s Vintage 1985

Koncentreret duft, rig, moden, mørke bær og chokolade. Meget rig smag, stor fylde, mørke, pakkede bær, stadig med friskhed, lang, rig eftersmag med mørk chokolade. Bliver hængende meget længe. 96

Årgang 1994

“Quinta do Vesuvio betyder meget for mig. Årgang 1994 var, fra et kommercielt syn, meget vigtig for portvinsindustrien. Årgang 1994 er min vin, jeg var meget involveret i den og min kone og jeg boede på Quintaen, derfor er det også ”min Quinta”. Vi købte den i 1989 fra en familie der var vokset til 70 medlemmer, så det blev umuligt for dem at styre Quintaen, derfor solgte de den. Ingen andre ville investere i quintaen. Gennem de sidste årtier har vi investeret meget i ejendommen. Quinta do Vesuvio er blevet et mærke, ikke mindst i USA. Vinmarkerne har en højdeforskel på 400 meter, fra floden og op til toppen. Den del, den største, der ikke går til Vintage, går til Symington’s gruppens andre huse.”

Quinta do Vesuvio Vintage 1994

Moden, sødmefuld frugt, mørke bær, stadig let mintet tone sammen med svesker. Lækker, cremet, silket sødme, går igen i eftersmagen, silkede, mørke bær, stadig med denne dejlige, mintede tone. 94

Årgang 1995

“1995 var et meget varmt år. 1995 skulle have været erklæret en Vintage årgang generelt. Prisen var ikke høj, traditionen var dengang ikke at erklære så mange vintageårgange i et årti. Dengang blev de to seneste årgange ofte bedømt i forhold til hinanden, her 1994 og 1995. Der var ingen regler, men det var måske sværere at erklære mange vintageårgange i en række. Ser vi tilbage skulle 1994, 1995, 1996 og mange af 1997 været erklæret som en vintageårgang.”

Warre’s Quinta da Cavadinha Vintage 1995

Moden duft, mørke bær, sveske, lakrids, let kaffe. Sødmefuld smag, modne bær, afsluttet med sødmefuld eftersmag, savner den mintede tone fra 1994. 92

Årgang 2000

“Årgang 2000 var et meget vigtigt år, ikke kun vinen men også hele historien om det nye århundrede. Det var en lille årgang, et varmt år, der resulterede i koncentrerede vine.”

Warre’s Vintage 2000

Forfinet duft, ren frugt, meget elegant i duft, et åndepust. Meget elegant smag, helt balanceret, alkoholen helt integreret i vinen, lang, rig, silket eftersmag, perfekt balance. 95

Årgang 2007

“2007 årgangen var en helt fantastisk årgang for alle huse, en stor, stor årgang. Vi høstede sent, det var relativt koldt med kolde nætter der gjorde, at man fik meget aromatiske druer i hus.”

Dow’s Vintage 2007

Meget tæt duft, koncentreret, mørk frugt, chokolade, herlig mintet tone. Meget rig smag, pakket med moden frugt, stadig med denne mintede tone der kommer frem sammen med den modne, koncentrerede frugt. 97

Symingtonfamilien ejer restaurant Vinum. Det er en af de bedste restauranter i Porto. Stort vinudvalg, gamle årgange, perfekt betjening og fra terrassen den flotteste udsigt ud over dourofloden og Vila Nova de Gaia og Porto

Årgang 2011

“Fik meget høj rating overalt, blandt andet Winespectator, der gav den 100 point. Jeg har aldrig fået så mange e-mails som efter at Dow’s sprang ud som en 100 point vin.”

Dow’s Vintage 2011

Tæt duft, mørk frugt pakket med modne bær, vis sødme, virker meget balanceret. Nu helt på toppen, stadig med markeret tannin dækket af moden, koncentreret frugt, meget rig smag, udfylder hele mundhulen og afslutter med lang eftersmag med fin sødme, stadig frisk. 98

Årgang 2017

“En meget lille årgang, meget tørt år, god regn i vinterperioden, i august faldt temperaturen efter en meget varm periode.”

Graham’s Vintage 2017

Meget frisk og samtidig moden duft, koncentreret, vinøs, pirrende alkoholtone dækket med moden frugt. Meget rig smag, fyldig, stor frugt der dækker over garvesyren, lang, rig eftersmag med moden, mørk frugt der bliver hængende i eftersmagen.

Dominic Symington afslutter smagningen med: ”Den store styrke, udfordringen i familien er at vide, hvornår man skal gå”. Det sørgede hans far for, han tog beslutningen og dog. Dominic Symington fortsætter som ambassadør og storyteller og historien er lige så uendelig, som de mange vintageårgange der ligger i Symingstons kældre i Vila Nova de Gaia og måske endnu mere i kældre hos private, ikke mindst i Danmark.