Den kendte vinbogsforfatter Hugh Johnson, en nær ven af den danske vinmager Peter Vinding-Diers skrev:” Han er en romantiker, som bortset fra at have lavet nogle uforglemmelige hvide vine i Bordeaux, ikke fik ret meget ud af sit ophold der”.
Peter Vinding-Diers fyldte 70 år den 3. juni (2013) og få i vinens verden har nået så meget som han. Nuvel, hvis en karriere kun skal måles i penge, så er mange mennesker fattige. Men livet er heldigvis meget større end det. Ikke mange udlændinge har sat så dybe fingeraftryk i Bordeaux. Peter fik revolutioneret måden at lave hvidvin på, gav hvidvinen en helt anden dybde, friskhed og elegance og fik den ellers noget lukkede hvidvin lavet på Sémillon til at blomstre som ung.
Nytænkende, berejst i verden og i litteratur, det en del af den komplekse Peter, som jeg har kendt i en menneskealder. Altid på vej og altid dybt forankret i sin fortid, en ”flying winemaker” lang tid før begrebet blev født – men ”flying” på den gode måde. Ikke med noget fast set-up, derimod med et åbent sind med en sjette sans, ikke alene for vinmarkerne og druerne i det land, han skulle lave vin i, men også med en sans for menneskene bag, for landet og ikke mindst for landets kulturarv, som han, via de vine han lavede, blev en del af.
Gærcellen og vinens identitet
I et par år omkring 1980 drev han det lille Sauternes-slot Château Padouen, der var ejet af en australier. I stedet for at plukke de mange druer ad flere omgange i vinmarken, hvilket er meget kostbart, fik Peter den geniale ide at plukke alt på én gang og derefter sortere druerne med ædelråd fra og dermed få dels en tør vin på de andre og altså en Sauternes lavet på 100% ædelrådne druer.
I 1980 købte Peter en lille ejendom og fik lov til at anvende ordet ”La Grave”. Genialt, Domaine La Grave fra Graves med den enkle etiket med fredsduen i guld, familien Vindings symbol, indrammet i blåt. Velsmag og balance, rød som hvid, Peter lavede vine, der kunne drikkes som helt unge. Hans forsøg nogle år senere med gærceller og gærcellernes betydning for vinens duft og smag er i dag verdensberømte. Med et simpelt mikroskop fandt og isolerede han forskellige gærceller fra tre forskellige vingårde: Château Lynch Bages, Château d’Angludet og Château Rahoul, som han drev på det tidspunkt. Samme most fra Rahoul, men gæret med gær fra tre forskellige vingårde gav tre helt forskellige vine.
Hans mål var ikke at finde den perfekte gærcelle, derimod at påvise gærens rolle i det højt besungne ”terroirbegreb”: at gæren på linje med mesoklima, jord og undergrund, er en stor del af en vins identitet. Noget man skal bevare, noget man skal værne om, mente og mener Peter Vinding-Diers stadig i dag. Andre så helt andre økonomiske muligheder og udviklede nogle robuste gærceller, der med et helt enkelt ”set up” gjorde mange hvidvine bedre, men også ensrettede hvidvinene i en så høj grad, at gæren fuldstændig camouflerede hvilke druer og hvilken region, vinen kom fra.
Peter Vinding-Diers fik Château Rahoul med i Union des Grands Crus – en sammenslutning af de allerbedste slotte i Bordeaux, der hvert år laver store smagninger i hele verden og organiserer den store en primeur-smagning for pressen. En enorm bedrift for et lille slot i Graves. Han fik også Château Rahoul med i L’Académie du Vin de Bordeaux, der tæller slotte som Lafite, Latour, Mouton-Rothschild, Haut-Brion…
Perfektionismens trang og æstetikerens stræben
I 1991 medbragte jeg en champagne Salon i magnum årgang 1964 som vi drak for at fejre, at familien nu havde fået et rigtigt slot med ruin, voldgrav og allé i Bordeaux. På Château Landiras kunne intet være godt nok for Peter Vinding-Diers. Han plantede de nye vinmarker med op mod 10.000 vinstokke per hektar med Sémillon og producerede her en af de bedste hvidvine i Bordeaux.
Han var den første siden 1. verdenskrig, der i Bordeaux brugte heste i vinmarken. Han konstruerede selv, med hjælp fra Australien, sine egne gæringstanke, der i størrelse passede til de forskellige parceller. Diers havde købt det ukendte Château Landiras i Graves, gemt og glemt og nu pludselig kendt.
Dårlig timing, hvidvin der overraskende måtte vie for rødvin, ikke mindst på det nye eksportmarked i Østen og nogle dårlige årgange, afsluttede et eventyr. Men der er også en anden forklaring: drømmeren og skaberen Peter Vinding-Diers selv, der netop på grund af sin enorme kreativitet, ikke har givet plads til noget så kedeligt som økonomi. Ordet vinkunstner passer godt på Peter Vinding-Diers. Han besidder håndværkets kunst, perfektionistens trang til det fuldkomne, anarkistens respektløshed og æstetikerens stræben efter det smukke.
Château Landiras kom ud af glemslen og blev glemt igen. Det samme med Peter, som mørbanket efter 12 hårde runder lige skulle sunde sig. Jeg fandt ham i Italien, i Toscana, forslået men atter på vej mod nye eventyr. Nogle år senere lavede trekløveret, Peter Sisseck, Andrea Franchetti og Peter Vinding-Diers deres første vin på Etna. Igen, som i Tokaji, et område, der havde lavet klassevine, men som var blevet glemt. Andrea Franchetti valgte at gå sin egne veje, men Susie og Peter blev på Sicilien.
En vingård og et nyt liv bliver skabt
I 2003 spiste Peter og Susie frokost sammen med Giuseppe San Giuliano på hans gamle familieejendom ved Villasmundo. Året efter begyndte de at lave vin sammen. Et samarbejde med Karsten Søndergaard fra Amka de kommende år blev en perfekt start på den smukke ø. Peter kunne lave vin, og Karsten kunne sælge den, resten er en historie som Peter Vinding-Diers selv fortæller:
”Giuseppe spurgte om vi skulle køre ud sammen og se på et stykke jord, han mente var velegnet til at dyrke vin på. Det viste sig, at det var endog særdeles velegnet, og vi besluttede derfor at lave et joint venture. Da det kom til 2004, fandt jeg mig selv i en gammel kostald med et par baljer og en smule udstyr og vi lavede de første vine. Det blev slet ikke så tosset, men det følgende år fandt vi os selv i en gammel bygning på Curcuraggi og lavede vinen der. Stadigvæk primitivt, men den slags er en udfordring for mig. En støvet, solrig dag kørte jeg rundt i omegnen og fandt – gemt væk på toppen af en gammel vulkan – de jorder som senere skulle huse ikke blot os selv, men også vor vingård.
Jeg tog Susie med, og da vi stod der med udsigt over det Ioniske hav, på den stenede jord, som skrånede ned mod havet i det fjerne, følte vi den store magnetisme som strømmer ud af jorden her. Det var, som om en ekstra kraft fór igennem os, og jeg forstod, at dette var et stykke helt exceptionelt ”terroir”, hvor vinstokke, endnu ikke plantet, kunne give os en vin med en særpræget karakter.
Vi begyndte at ”prange” med ejerinden (en ældre frøken) og efter et års hårdt arbejde sagde hun omsider JA. Karsten Søndergaard fra Amka lånte mig pengene, og da de var betalt tilbage, kunne vi plante. Vi besluttede os til at plante Syrah idet drømmen om en enestående Nero d’Avola ikke kunne blive realiseret. Syrah-druerne lavede en så meget bedre vin her, at det ville være spildt tid at plante noget andet.
Præstegården
Turen kom dernæst turen til at bygge et hus på grunden, og min ældste søn Hans foreslog, at vi skulle bygge det i midten, mellem de to vinmarker. Huset – som jeg selv tegnede – blev til en slags ”præstegård”. Med ti generationer præster, som samtidig dyrkede deres egen jord, var det jo helt naturligt. At familien endvidere er en gren af den ældgamle ”Vinranke-æt” fra Jylland (vi stammer fra Anders Munk til Veng og Visborggaard) som boede i lignende huse, gjorde at det gamle familiearvegods fandt sig til rette med det samme. I biblioteket står oldefar Hans Kruse Vindings skrivepult, hvor han skrev sine prædiker, og hans sofagruppe er i det gule værelse.
Jorden dyrker vi biodynamisk og da vi som naboer kun har køer gående der græsser, er forholdene ideelle. Fra køkkenhaven ved vi hvilken smagsforskel der er på egen avl og på det vi køber, om det så er på det lokale marked. Vi er i marken hver dag og er derfor tæt på vore vine. Det giver en kæmpe tilfredsstillelse, at være så tæt på sit værk. Vores søn Hans vil købe et stykke jord fra naboen, og med det kommer den anden halvdel af en gammel stald som vi vil bygge om til vinkælder.
Hans er ligeså begejstret for gården her, som vi er, og nu med halvfjerds år må det være tid til at overdrage ham, hvad vi har udrettet her. Men jeg bliver som forpagter og glæder mig over at skulle arbejde sammen med ham i fremtiden”, afslutter Peter Vinding-Diers.
Udenlandsk og mere og mere dansk
Hele eventyret startede i 1968, da et skib forlod København med et smukt, ungt nygift par: Peter og Susie Vinding-Diers. Målet var Sydafrika: at lave vin uden nogensinde at have gjort det! Den unge journalist havde smagt på store vine, og tanken selv en dag at kunne lave noget stort blev en besættelse for ham. Peter forlod Danmark og kom aldrig tilbage, det samme med hustru Susie, der har været Peters klippe her i livet. Hun kom heller aldrig tilbage til England. Hele familien, med sønner Hans og Anders er globetrottere. Nationalitet – det er dér man er, tror jeg de alle fire føler. Og dog, intet er så dansk som Peter Vinding-Diers og alle arvestykkerne i præstegården, hvor ånden fra vores oldefar Hans Kruse Vinding stadig hviler. Piet Hein skrev et hyldestdigt til Peters farfar, Andreas Vinding, det kunne ligeså godt være til Peter. Her et par vers:
Det er en kunst at fange livet ind i ord
Det er en kunst at skrive løgne som man tror.
Men den største kunst der findes
er når begge to forbindes
i et værk hvoraf en større sandhed gror.
Det er en kunst at blive mer og mere fransk.
Det er en kunst at blive indfødt udenlandsk.
Men det bedste af det hele
er at blive begge dele
mens man stadigvæk blir mer og mer dansk
Denne artikel stammer fra Vinbladets arkiv og blev første gang bragt i Vinbladet 22. Årgang, Nr.3, 2013. Fra december 2015 udgives Vinbladet på nettet.
