Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Spontane vine, hvad er det?

Da Nomas daværende chefsommelier Pontus Elofsson for omkring 7 år siden fik udgivet sin hyldest til de såkaldte naturvine med bogen På Noma får man vin med klumper i, afstedkom det en længerevarende debat. I det ansete norske magasin VINFORUM skrev redaktør Arne Ronold en leder, hvor han skildrede en oplevelse på Noma med en ”naturvin” fra en producent i franske Jura. Vinen var en usvovlet, ufiltreret rosé, som havde afsluttet gæringen på flaske og derfor var let perlende samt noget uklar. ”Vinen formelig osede af brettamonyces, og jeg lod derfor mit glas stå i fred”, skriver Ronold. ”Men jeg reflekterede lidt over det faktum, at verdens bedste restaurant tilsyneladende ukritisk serverer sådan en fejlbehæftet vin.”

Han funderer desuden over, om Nomas dengang manglende Michelin-stjerne kunne skyldes, at der serveres vin, som åbenbart har fejl. Blandt dem, som i de danske sommelierers blad SOMMELIER deltog i debatten om naturvine, var den erfarne vinskribent Flemming Hvelplund. Han refererede til en naturvinsmagning, hvor tre ud af et dusin vine var fejlbehæftede, og hvor lederen af smagningen ubekymret talte om ”magi”. Vinhandler Jørgen Christian Krüff skrev i samme blad et længere essay, hvori han bl.a. noterede, at mens det tidligere var topproducenter, som gik foran med fremstilling af biodynamisk (natur)vindyrkning og fortsat står for de bedste bio- og naturvine med ingen eller meget lav tilsætning af svovl, så er der med tilgangen af mange producenter, som forsøger sig med bio- eller naturvine kommet en accept – i første omgang af producenterne selv – af de vine, som er fejlbehæftede.

Jyllands-Postens vinskribent, Niels Lillelund, var også direkte i sin afstandtagen fra ukritisk at acceptere naturvine. ”Man afsværger alt, hvad man før har drukket, bruger mange kræfter på at hade det, og man har nærmest indtryk af, at folk mødes for at hælde svovlholdige vine fra deres kældre i kloakken, mens de afsynger ”Nærmere Gud til dig” eller sådan noget. Der er en frelsthed over det, det er der altså.”

Ubegrundet skepsis

Alt dette som indledning til en smagning, som fandt sted for nylig i Valby. Invitationen lød på italienske naturvine, så det var med en vis skepsis, skribenten her troppede op. Ihukommende debatten for 6-7 år siden og den nærmest fundamentalistiske holdning, tilhængerne af såkaldt naturvin lægger for dagen, skulle der ikke meget til at nære skepsissen.

Det gik heldigvis anderledes. Ikke mindst fordi overskriften på smagningen slet ikke var ”naturvine”, men ”spontane vine”. Det hele handlede om, at to italienske vinhandlere, David De Ranieri og Alessandro Furlan, ville præsentere en stribe vine fra små kvalitetsproducenter, som de håber kan vinde indpas på det danske marked. David De Ranieri førte ordet under smagningen og betonede først og fremmest, at etiketter som ”bio” og ”natur” ikke er en undskyldning for at fremstille fejlbehæftede vine.
”Vine skal smage godt. Der skal ikke trækkes et dogme ned over dem. Vi accepterer lidt svovl, fordi vinene skal være drikkelige. Vi vil ikke have ”snavsede” vine. Jeg elsker at arbejde med producenter, som fremstiller vine, de selv kan lide og ikke, fordi de er moderne, eller fordi de kan sælges dyrt. Min ideelle producent tager undertiden udfordrende og dumdristige valg, men altid autentiske.”

Han og partneren er forholdsvis nye i branchen. De repræsenterer et netværk af producenter fra nord til syd, men satser på at få flere med. Nu havde de så valgt at teste sortimentet i Danmark som det første udenlandske marked og var stærkt interesserede i at få respons fra de hidkaldte aktører i den danske vinverden.

Og hvordan gik det så?

Ikke så dårligt. Der blev smagt 22 vine, og heraf var fire deciderede vindere og fem lige så afgjort kedsommelige eller direkte skæve. Resten var af varierende interesse, men ikke på nogen måde fejlbehæftede. Den eneste helt igennem udrikkelige vin var Cantina Giaras Cialeccio Fiano di Puglia, en ret grumset orangevin. Samme producents Barik Primitivo var heller ikke rar.

I den positive ende lå producenten Broccaneras seriøse Verdicchio-udgaver ”Suprimo” og ”Cantaro”, Crivellis velsmagende Barbera d’Asti, Lanos Barbaresco fra superårgangen 2015 og toscanske Tenuta Lenzinis Casa e Chiesa. Sidstnævnte vin er fra Lucca-egnen, hvor den generelle opfattelse er, at Sangiovese ikke trives, hvilket blandt andet gør Merlot til en udbredt druesort. At fravælge Sangiovese er dog ikke en enerådende filosofi blandt producenterne nær Lucca og Pisa. Eksempelvis dyrker Tenuta Podernovo, der er ejet af Lunelli-familien (Spumante Ferrari), Sangiovese, men ganske rigtigt også Merlot og Cabernet Sauvignon. Podernovos topvin ”Teuto” er komponeret af 95% Sangiovese og 5% Merlot og adskiller sig dermed ikke synderligt fra  mange klassiske chianti’er, som stadig sværger til at blande med Merlot.

De to udgaver af Timorasso, Cantico og Derthona

Læg mærke til Timorasso

Smagningens mest positive overraskelse var producenten Daglios to udgaver af hvidvinen Timorasso med navnene ”Cantico” og ”Derthona”. Timorassos oprindelse fortoner sig i det uvisse og er ret vanskelig at dyrke, men Daglio, som har hjemme i Piemontes Colli Tortonesi på Alessandria-egnen, har fint styr på druesorten. Den er kaldt hvidvinenes Barolo, og sandt er det, at Timorasso har en markant dybde og karakter.

Også Crivellis Ruché skilte sig ud med sin lækre druefedme. Denne rødvin er efterhånden ikke helt ukendt herhjemme, men ligesom Timorasso er druesortens oprindelse temmelig uklar. Den dyrkes i Asti-regionen af en mindre gruppe vinbønder og blandes undertiden med Barbera og/eller Brachetto.

Endelig skal nævnes sicilianske Ferrara Sardos ”Nzemmula” Etna Rosso, om end den med sine 14,5% alkohol virkede lidt for sødlig. Vinen var vellavet, rentsmagende og havde heldigvis en smule bid.