Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Spätburgunder – mere end et Bourgogne-alternativ

For få år siden var tysk vin blot en snæver niche forbeholdt vinnørder med sans for sødmefuld Riesling. I dag stormer tysk vin frem på alle fronter, og synonymiteten med Riesling opblødes dag for dag. Det er ved at gå op for den danske vinforbruger, at Tyskland kan tilbyde mange andre kvalitetsvine og endda ofte til en fornuftig pris. Det drejer sig ikke blot om elegante, friske og alkoholmoderate hvidvine, men især om tysk rødvin i form af Spätburgunder, der nu sælges i bemærkelsesværdige mængder. Priserne stiger i takt med succesen, men det samme gør kvaliteten heldigvis også.

Den karakterfulde Riesling

Er man for alvor bidt af vin, er Riesling med stor sandsynlighed ens grønne favoritdrue. Den lidt luvslidte og ofte mishandlede Chardonnay har leveret for mange skuffelser i form af intetsigende industrivin, der er skamløst pimpet op med egetræ og alkohol. Det er straks sværere at sminke Riesling til at være rendyrket popvin, selvom overgrebet da godt kan lade sig gøre. Riesling-glidebanen består typisk i overdosering af sødmen og undertrykkelse af den kontante syre fulgt op af et skamløst karaktermord på de subtile mineralske Rieslingaromaer, der er druens adelsmærke.

Indtil for få år siden havde tysk Riesling svære odds imod sig i form af talentløse lavprisudgaver af Piesporter og Zeller Schwartze Katz kombineret med et ufatteligt uigennemsigtigt klassifikationssystem. Men ingen har på noget tidspunkt kunnet tage en exceptionel teknisk formåen fra de tyske vinproducenter. De har yderligere vist sig dygtige til at tilpasse sig den stigende efterspørgsel på ranke, tørre og mineralske vine med kølig aromarigdom.

Tyskerne er blevet hjulpet godt på vej af Alsace’ egenhændige benspænd med alt for sødmefulde Riesling-typer, så Tyskland har tilkæmpet sig en velfortjent bid af det danske Riesling-marked. Her er det interessant, at den pæne markedsandel ikke blot gælder topvinene fra berømte producenter, men at man kan finde fuldblods tør tysk Riesling til under 100 kroner i flere og flere butikker. Har man først for alvor lært at sætte pris på druens blomstrende syrefriskhed, er der ingen vej tilbage. Man er hooket for livet – og tak for det det.

Ud af Rieslings skygge

Men Tyskland rummer et utal af andre fremragende grønne druesorter, der opfører sig eksemplarisk i det stadigt mere vinvenlige tyske klima. Her får producenterne for alvor glæde af landets utallige hektarer med mineralsk jord, der er så velegnet til vinproduktion og ikke til så mange andre afgrøder. Samtidig har Tysklands lange vinhistorie frembragt unikke lokale grønne druesorter, og yderligere har de tyske vinuniversiteter udført et enestående stykke arbejde med at udvikle nye sorter og udvælge de bedste kloner af de kendte druer.

Dette forædlingsarbejde er man for alvor ved at høste frugten af i dag. Eksempelvis har man i Franken kvalitetsudviklet Sylvaner-druen så markant, at den præsterer helt på højde med Riesling. Dette er en ganske imponerende indsats, da Sylvaner i Alsace mest er kendt som leverandør af ordinær dagligvin.  Men i Franken har Weingut Rainer Sauer taget Sylvaner alvorligt, og gennem brug af biodynamiske dyrkningsprincipper har vingården løftet denne undervurderede druesort til nye højder.

Spätburgunder og Pinot Noir

Men den uden tvivl mest spændende trend er det dramatiske kvalitetsløft som den røde Spätburgunder har undergået. Spätburgunder er det tyske navn for Pinot noir, og man kan se begge betegnelser brugt i flæng. Solid genetisk indsigt tyder på, at der er tale om et egentligt synonym. Pinot Noir er dog overordentlig genetisk variabel og muterer gerne, så der er et uoverskueligt antal af kloner til rådighed. Det samlede Pinot-areal i Tyskland er i dag oppe på omkring 12.000 hektar.

Den tyske indsats har i de senere år frembragt koldklima-Pinot, der på mange måder er sammenlignelig med det burgundiske vinudtryk og på samme tide bevarer en tysk identitet. I takt med det lunere klima er dette kvalitetsløft lykkedes i imponerende grad, og det tyske kølige Pinotudtryk gør det ofte kun alt for let at tro, der er rigtig god Bourgogne i glasset. Os utallige Pinot-afhængige hilser denne tendens velkommen, da Bourgogne-prisernes himmelflugt konstant gør det stadigt sværere at finansiere ”misbruget”.

Stadigt attraktive priser

Selv om de tyske Pinot-priser er ved at kommet godt i tråd med de franske, kan Tyskland stadigt levere en glimrende Pinot-kvalitet til godt og vel 100 kroner. Og vel at mærke på et kvalitetsniveau, der burde give mange franske producenter af kommune-Bourgogne rynker i panden. Selv holder jeg meget at et køligt rankt Pinot-udtryk, hvorfor de superintense Pinot-typer fra eksempelvis Oregon, Californien eller New Zealand ofte er for rundhåndede med frugtsødmen, så den tyske Pinot-udvikling bliver mere og mere relevant.

Lars Bo Henriksen fra Bichel Vin fortæller da også, at tysk Pinot i dag er forretningens bedst sælgende rødvinsgruppe, og mit gæt er, at denne udvikling kun vil accelerere. Spätburgunder leverer hyppigere og hyppigere en vinstil, der forener imponerende og autentisk aromarigdom med veldimensioneret syrefriskhed og præcis tannin, der spiller lige op med selv store Bourgogner fra Côte d’Or. De tyske vinproducenter er blevet langt bedre til at styre egetræet, så det på ingen måde skygger over Pinot’ens skrøbelige frugt. Man har med andre ord lært af fortiden fejltagelser, og et yderligere plus er, at klimaændringer har givet vinene så meget mere substans, at de kan bære pæne mængder træ uden at blive benede og karakterforladte. Alt i alt er Tyskland i dag den ultimative Pinot Hotspot.

SMAGNING

Pinot Noir 2017 Weingut Matthias Gaul, Pfalz – 13 pct. – skruelåg

Klassisk Pinotnæse med veldimensioneret træpræg. Kultiveret og med kølig sødmefuldhed, god styrke og kompleks næse. Detaljerig og aromatisk givende frugt med mørke blommer og sød tobak. Ekstraktrig, glat, sødmefuld og med afrundet mundfrugt med flot tannin, udsøgt balance og masser af lettilgængelig delikatesse. 92 | 150,00 – 120,00 v/6 fl Bichel 

Freinsheimer Oschelskopff Gross 2016 Weingut Krebs, Pfalz – 13 pct.

Intens og autentisk Pinotnæse med kølig elegance. Charmerende, og velafbalanceret. Åben, givende og ren. Velkrydret og næsten parfumeret duft tilsat et let karamelpræg. I munden med rank, velstruktureret, kølig og mørk Pinotfrugt. Saftig på den elegante facon og med vellykket tannin og med velkrydret lakridset charme. 92 | 275,00 – 215,00 v/2 fl Bichel 

Musikantenbuckel 2017 Weingut Krebs, Pfalz – 13 pct.

Frisk, let røget Pinotfrugt med udtalt mineralitet og fornem renhed. Mørk, frisk bærfrugt med blåbær- og solbærtoner. Ambitiøs og med nydeligt egetræ og fin parfume. Udsøgt elegance og veludviklet mineralitet. Frisk og ganske tanninrig struktur med kølig frugt og flot syre. Rank vin med charmerende og præcist aromabillede. Substans, personlighed og absolut klasse. 93 | 295,00 Bichel 

Steinrassel Pinot Noir 2017  Weingut Matthias Gaul, Pfalz – 13,5 pct.

Kølig, ren frugt med grønne toner og lidt nåletræ og mørkt, lakridset krydderi. Detaljerig og med styrke og balance og elegance. Udtalt burgundisk forbillede. Superaromatisk, glat mundfrugt med saftig kultiveret sødme. Frisk og med stor længde og umiddelbar charme. Styrke, præcision og finesse. 93 | 295,00 Bichel