Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Spansk vinregion på jagt efter sin identitet

Der er spændende mangfoldighed i Navarra. Men hvad skal regionen satse på?

”Hvad er vores identitet i Navarra?” Spørgsmålet kommer prompte kort tid efter vores ankomst. Eksportmanager Jose Antonio Pellicer fra Bodega Inurrieta spørger ikke for at tjekke, om vi har læst på vores lektier, inden turen til den Nordspanske region. Nej, spørgsmålet optager såvel producenterne som vinrådet, ”Consejo Regulardor Denominación de Origen Navarra”, der kontrollere og promoverer appellationen. Her vil de også gerne lytte til vores synspunkter.

”Vi har stor diversitet, og variationen er en rigdom. Men vi diskuterer også, hvad vi skal satse på”, siger leder af Consejo´et Jordi Vidal Ragoût. Ham vender vi tilbage til senere.

D.O. Navarra er ikke blandt de spanske vinregioner, der har størst opmærksomhed herhjemme. Appellationen ligger syd for hovedbyen Pamplona, er opdelt i fem underregioner og grænser i vest mod langt mere kendte Rioja. Mod nord ligger Baskerlandet og mod øst provinsen Aragón.Regionen er omringet af bjerge og byder på forskellige klimatiske forhold – fra de køligere og højere beliggende områder i de tre nordlige underregioner, Tierra Estrella, Valdizarbe og Baja Montaña, til de varmere og mere tørre områder i syden. I midten løber Ebrofloden, som får vand fra tre nord-sydgående bifloder.

Der dyrkes såvel nationale som internationale druesorter. De røde druer udgør 90% og omfatter især Tempranillo, Garnacha, Cabernet Sauvignon, Merlot og Graciano, men også Mazuelo, Pinot Noir og Syrah. Blandt de hvide sorter dominerer Chardonnay og Moscatel, men der er også plantet en del Viura, Sauvignon Blanc, Garnacha Blanca og Malvasia. En god del af de røde druer bruges til rosévin, som udgør ca. 30% af regionens produktion. 10% er hvidvin og 60% rødvin. Lovgivningen betinger, at rosévin udelukkende laves efter saignée-metoden (sangrado), hvilket oftest resulterer i forholdsvis mørke rosévine. Men en del af producenterne laver også lysere udgaver i stil med de populære vine fra Provence. Faktisk kommer 3 ud af 10 flasker rosé i Spanien fra Navarra. 15 % af rosévinene eksporteres, resten drikkes nationalt.

Bodega Inurrieta

Bodega Inurrieta i underregionen Ribera Alta er en af de producenter, som både laver en mørk og en lys rosévin (se noter nedenfor). Vingården blev grundlagt i 1999 af familien Antoñana, som tidligere havde gjort det i supermarkeder. ”Faderen havde ejet vinmarker, som blev brugt i det lokale kooperativ, hvorfor sønnen besluttede at gå ind i vinbranchen. I dag er vi blandt de største i regionen med 262 hektar vinmarker, og vi producerer 1,5 million flasker om året,” fortæller Jose Antonio Pellicer. Han viser rundt i den moderne bodega med store gæringstanke i stål og stabelvis af egetræsfade. Brugen af fad er tydelig, men dog balanceret. Der bruges da også kun 20% nye fade hvert år, da de benyttes i fem år.

Fra vejen foran bodegaen kan vi se ud over vinmarkerne – først de lavere beliggende i forgrunden og bagved de højere marker i op til næsten 500 meters højde. 60% er med spanske sorter, mens 40% udgøres af internationale sorter. Druerne er plantet rundt om i plots, så samme sorter findes både i dalen og længere oppe i højderne. På det seneste er der plantet flere grønne druer, da Inurrieta har god succes med deres sprøde hvidvin på Sauvignon Blanc. Faktisk blev sorten plantet, inden den var legal i regionen. ”Vi plantede 5 hektar med sauvignon blanc i 1999, men sorten blev faktisk først tilladt i 2009. Nu er det vores mest populære vin,” forklarer Jose Antonio Pellicer.

Bodega Inurrieta

Smagning – Bodega Inurrieta

Orchidea 2018

Ren Sauvignon Blanc. Grøngul. Blomster, pære, asparges, citrus og lidt eksotiske noter. Blød, sprød og delikat i munden, fin frugt og syrebalance, elegant eftersmag. Clément Vin

Orchidea Cuvée 2017

Ren sauvignon blanc, lagret 8 måneder på nye egefade med battonage. Gulgrøn. Smør og lidt nødder, honning, eksotisk frugt, tydelige, men ikke overdrevne fadnoter. Ligeledes tydelige fadnoter i munden, men delikat og i fin balance. Clément Vin

Mediodia 2018

52% Garnacha, 10% Cabernet Sauvignon, 9% Syrah og 29% Graciano. Lakse farvet, mørk. Hindbær, jordbær og kirsebær i næsen. Dejlig fyldig med røde bær, frisk og sprød med fin syre og en smule diskrete tanniner samt lang sprød eftersmag. En god fyldig rosé, velegnet til mad. Clément Vin

Coral Rosado 2018

100% Cabernet Sauvignon. Lys laksefarvet. Jordbærduft, men også lidt grape. Høj syre og god friskhed, fin eftersmag. Frisk, enkel og indbydende. Clément Vin

Norte 2017

Blend af 10% Cabernet Sauvignon, 5% Syrah og 85% Merlot, lagret 6 måneder på fransk eg. Rubinrød. Røde kirsebær og andre friske bær i næsen. Frisk frugt, lidt lakridsnoter og bløde tanniner, fint harmonisk. Clément Vin

Sur 2017

Blend af 71% Syrah og 29% Merlot, lagret 6 måneder på amerikansk eg. Mørk rubin. Brombær, andre mørke bær og krydderier. Dejlig fyldig og intens, mørke bær, godt krydret, lidt røget bacon, fin balance, bløde tanniner og lang eftersmag. Udmærket vin. Clément Vin

Cuatrocientos Crianza 2016

66% Cabernet Sauvignon, 23% Merlot, 5% Graciano og 6% Syrah fra marker i 400 meters højde – deraf navnet, lagret 14 måneder på fad. Mørk rubin. Brombær og mørke kirsebær. Stor friskhed, fin frugtfylde og høj syre, mørke bær og lidt mynte, god balance og bløde tanniner. Clément Vin

Altos de Inurrieta Reserva 2015

60% Cabernet Sauvignon og 40% Graciano, lagret 15 måneder på fad. Mørk rubin, lille kant. Mærke bær, krydderier, violer og blomster. Spændende i munden med god frugt, lidt lakrids og mineralitet, pænt med bløde tanniner. En flot vin. Clément Vin

Mimaò 2017

100 % Garnacha Tinta, lagret 7 måneder på fad. Mørk rubin. Let parfumeret, mørke kirsebær, blomster og diskrete vaniljetoner fra fadet. Delikat med godt med frugt og meget diskrete noter fra fadet, bløde tanniner, lang krydret eftersmag. Clément Vin

Puro Vicio 2016

100% Syrah, lagret 15 måneder på fad. Mørk rubin. Flot ekspressiv næse – på en gang kraftfuld og elegant, brombær og balsamico. Fint med frugt og mørke bær, floral, dejlig friskhed, bløde tanniner og lang god hale. Clément Vin

Laderas 2015

100% Graciano. Mørk rubin, lilla kant. Kirsebær, balsamico, eukalyptus og blomster i næsen. Meget koncentrereret og fyldig, krydret og med lakrids- og toastnoter. En flot fyldig vin. Clément Vin

Søstrene Adriana og Beatriz fra Ochoa

Ochoa

Fra Bodega Inurrieta kører vi mod nordøst til Olite, som er hovedbyen for regionens vinproduktion, og hvor bodegaerne ligger tæt. Næste stop er hos Ochoa, der ligesom Inurrieta er at finde på det danske marked. Ochoa blev grundlagt i 1845 og drives i dag af 6. generation af familien – søstrene Adriana og Beatriz Ochoa, som er henholdsvis vinmager og marketingdirektør. Bodegaen råder over 145 hektar vinmarker, hvoraf de 24 hektar er i selve Olite og resten længere syd på ved Traibuenas. Dertil kommer 58 hektar med oliventræer. ”Vi har ikke købt druer ind de sidste 20 år, og al vores vin er i dag 100% økologisk, men det er dog kun de røde druer, der er certificeret,” fortæller Adriana Ochoa og inviterer os med på en køretur til vinmarkerne ved Traibuenas.

Vi stopper ved vinmarken Finca El Bosque, en stenet sydvendt mark på 38 hektar med kalkholdigt ler, hvor der er plantet Moscatel, Cabernet Sauvignon og Garnacha. Lige ved siden af løber et grønt bælte med buske, små træer og krydderurter. Der dufter af rosmarin og andre krydderurter, insekterne summer og der høres fuglefløjt. Mellem buskene er der opsat bikuber – alt sammen for at fremme biodiversiteten i det ellers noget golde område. ”Vi vægter miljøet og biodiversiteten højt, ligesom jeg som vinmager går meget op i terroir,” fortæller Adriana.

Ochoa har da også siden 1994 – i øvrigt som den første bodega i landet – involveret sig i forskellige research- og udviklingsprojekter både for naturens og vinenes skyld. F.eks. samarbejder de med regionens universitet om at identificere gamle kloner af Garnacha eller Moscatel for at kunne forsøge sig frem, udvælge og nyplante de bedste. Der produceres vin i tre serier. Calendas, som er unge vine, hvor den friske frugt er i forgrunden. En serie, som er signeret af faderen Javier Ochoas, og er mere klassisk i sit udtryk og baseret på druesorter som Tempranillo, Garnacha, Merlot og Cabernet Sauvignon. Og endelig serien 8A, som Adriano selv har signeret, og hvor hun bl.a. eksperimenterer med andre druesorter som Viognier, Viura, Graciano og Moscatel – en fremragende serie, der viser hvad terroir og druesorter i Navarra kan i kyndige hænder (se noterne nedenfor).

Vinmager Adriana Ochoa fortæller om sorter og kloner

Smagning – Bodegas Ochoa

Ochoa Lágrima Rosa 2018

Blend af Garnacha, Merlot og Cabernet Sauvignon fra vinmarken El Bosque.  Lys rød. Udmærket friskhed og fin fylde. Vinoble

8A Uvadoble 2017

Blend af de to druesorter Viognier og Viura – deraf navnet. Gulgrøn. Frisk aromatisk næse. Let cremet, men også meget frisk og sprød. God frugt og lang floral eftersmag. En dejlig hvidvin, som flot kombinerer viogniers aromatiske stil med friskheden fra viura. Vinoble

Ochoa Crianza 2015

Lavet på Tempranillo, lagret 12 måneder på fad. Flot rubinrød. Kirsebær, frisk frugt, behersket fadpræg. Røde bær i munden og en smule vaniljesødme, pænt med tanniner. Ikke så kompleks, men dejlig og delikat. Vinoble

8A Mil Gracias 2013

Lavet på graciano, lagret 9 måneder på fad. Mørk rubin, lilla. Anderledes næse med blomster og krydderurter som rosmarin samt mørke bær. Mørke bær, let og elegant med bløde tanniner, afrundet og fint krydret. Meget delikat. Vinoble

Mira Pies 2014

Blend af 70% Tempranillo, 20% Merlot 20% og 10% Cabernet Sauvignon, lagret 14 måneder på fad. Mørk rubin. Flot aromatisk næse med kirsebær, brombær og blomster. Mørke bær, mineralitet og lidt lakrids, dejlig kompleksitet, kraftige, men bløde tanniner. En flot vin med stort lagringspotentiale. Vinoble

Ochoa Reserva 2011

Blend af Tempranillo, Merlot og Cabernet Sauvignon, lagret 7 år, de første 15-18 måneder på fad. Mørk rubin. Røde bær, lavendel og blomsterduft. Kraftig og fyldig, men også balanceret. Stort lagringspotentiale. Vinoble

8A Moscato de Ochoa 2018

Lavet på Moscatel de grano menudo. Let mousserende. Har både friskhed og sødme, citrus og blomster. Vinoble

Tradition og fornyelse

De følgende dage byder på flere besøg hos meget forskellige producenter, som kort præsenteres nedenfor sammen med udvalgte smagenoter. Det generelle indtryk er stor spændvidde og variation, både hvad angår producenter og stilarter. Små og store kooperativer som henholdsvis Sada og Nekeas, familieejede bodegaer som det meget spændende Bodegas Máximo Abete. Mere traditionelle vine baseret på et blend med Tempranillo og franske sorter, friske og unge vine skabt og designet til det varme klima og den unge forbruger samt mere personlige vine, der udtrykker regionens terroir og de nationale druesorters potentiale. Navarra har det hele.

Indrømmet. Jeg fandt besøgene hos de, der prøver at afsøge hjørnerne, satse på de lokale druer og det lokale terroir mest spændende. Jeg fandt friskheden i hvidvinene, rosévinene og rødvinene på enkeltdruer som Garnacha og Graciano herlig – især når frugten var i centrum og brugen af fad afdæmpet. De fadlagrede blends på Tempranillo, Carbernet Sauvigning og Merlot var vellavede, men udmærkede sig ikke i forhold til tilsvarende fra langt mere kendte Rioja for ikke at tale om supertoscanere eller Bordeaux-blends fra f.eks. Californien.

Og ifølge Jordi Vidal Gagout fra Navarras Consejo er der også en langsom udvikling på vej. ”Udviklingen går mod mere fokus på Garnacha og mindre på blends, men de sidste er dog stadig dominerende. Der bliver i dag plantet mere Garnacha samt en del grønne druer,” fortæller han. Samtidig ønsker han, at producenterne slår en større slag for oprindelsen i Navarra end tilfældet er. ”Oprindelse er vigtigt. Vi diskuterer derfor, hvad der er vigtigst? Brandet, producenten eller regionen?” Men også her går udviklingen langsomt. Flere af de besøgte producenter markedsfører deres vin uden at skrive regionens navn på frontlabelen. Et synligt tegn på de identitetsproblemer, regionen også har. For hvad kan man forvente at få, hvis man på supermarkedets hylde ser en vin fra Navarra? En saftig og sprød vin på lokale druesorter? En mørk eller lys rosé? Eller et blend med tydeligt fadpræg?

Mangfoldigheden i druesorter og vintyper er på den ene side et gode. På den anden side kan bredden også gøre det sværere at markedsføre regionen overfor især udenlandske forbrugere, og her har Navarra endnu ikke fundet ud af, hvilke ben regionen skal stå på. Men lave god vin kan producenterne så sandelig. Og i høj grad vin, der matcher det lokale køkken, hvor f.eks. asparges, artiskokker og søde peberfrugter er blandt de mest dyrkede grøntsager og diverse pintxos – den regionale variant af tapas, men serveret på en pind – ofte er på menuen.

SMAGNING – producenter uden dansk importør

De innovative søstre Maria og Yoanna hos Bodegas Máximo Abete

Bodegas Máximo Abete

En absolut spændende familieejet bodega, hvor de to passionerede søstre Maria og Yoanna har taget over efter deres afdøde far. Tidligere blev vinen lavet på det lokale kooperativ, men i 1990´erne begyndte faderen Máximo at lave sin egen vin, og i 2006 fik de egne faciliteter. De ejer 25 hektar fordelt på mere end 20 plots med en højdeforskel mellem 500 og 700 meter og er på vej til at blive certificeret økologisk. Vinene sælger under brandnavnet Guerinda. Bodegas Máximo Abete

La Roya 2018

Blanc de noir på garnacha. Lys, let orangegul. Frisk næse med jordbær og blomster. Fin friskhed og fylde, god struktur og fin syre. Bitter lang eftersmag. Bodegas Máximo Abete

La Blanca 2018

Chardonnay uden fadlagring. Gulgrøn. Elegant næse med citrus, pære, lidt eksotisk frugt som ananas. Pæn fylde i munden, let cremet, men med stor friskhed og elegance, fint syreniveau og flot balance. Absolut værd at drikke. Bodegas Máximo Abete

Casalasierra Rosada 2018

Lavet på garnacha. Laksefarvet, medium intens. Lidt diskret i næsen med jordbær. God friskhed med flot syreniveau og fin frugt med røde bær og en fin, let krydret hale. Bodegas Máximo Abete

Tres Partes 2017

De tre partnere er søstrene Yoanna og Maria samt den enes mand Juanma. 100% Garnacha. Rubinrød med lyslilla kant. Frisk frugt med jordbær, blomster og krydderier samt mineralitet i næsen. Ungdommelig frugt med jordbær, let krydret og bløde, modne tanniner. Ligefrem og meget delikat. Bodegas Máximo Abete

El Máximo Crianza 2016

Opkaldt efter faren, hvis overskæg pryder etiketten. Blend af især garnacha samt lidt cabernet sauvignon og merlot fra marker i 700 meters højde, 10 måneder på fad. Mørk rubin. Meget aromatisk med mørke kirsebær, jordbær og krydderier samt lidt fadpræg. Afrundet og blød i starten, hvorefter syren og den modne frugt sætter ind, lidt krydret frugtig med godt med tanniner. En dejlig kraftig, men også elegant madvin. Bodegas Máximo Abete

3+1 Navasentero 2014

Lavet af de tre fra bodegaen samt en ven. 100 % graciano. Rubinrød, mørk. En anderledes og spænende duft af mørke bær samt mineraler, lidt rustik og lidt parfumeret. Fyldig med mørke bær, krydret, lidt bid og lidt rå tanniner. Bodegas Máximo Abete

La Abejera 2014

100% Graciano fra udvalgte druer, ni måneder på fad. Mørk rubinrød, næsten uigennemsigtig. Aromatisk, let parfumeret med jordbær, lavendel og mørkere noter samt lidt kaffe og chokolade. Kompleks og fyldig, fint krydret og samtidig stor elegance, flot integrerede tanniner. En dejlig fyldig topvin, god til mad. Bodegas Máximo Abete

 

Carlos Biurrun fra Nekeas

Nekeas

Større kooperativ, organiseret som privat virksomhed, hvis rødder går helt tilbage til det 17. århundrede. Det nuværende kooperativ, som ejes af familier i byen, er dog først etableret i 1989, og fire år efter blev bodegaen bygget. De 230 hektar vinmarker ligger fordelt i 400-650 meters højde i den 5 kilometer lange Nekeas-dal. Der produceres både vine under selve Nekeas navnet og under Vega Sindoa brandet. Produktionen er fordelt på 65 % rødvin, 25 % hvidvin og 10 % rosé. Vinmager er Concha Vecino, der var vores vært sammen med exportmanager Carlos Biurrun. Nekeas

Nekeas Blanco 2018

Blend af chardonnay og viura, vinificeret med skindkontakt og efter saignée-metoden. Lys gulgrøn. Let og forholdsvis ukompliceret næse med især citrus, men også lidt tropiske frugter. Fin friskhed og balance, citrus i munden, fin hale med god syre. Nekeas

El Rincón 2018

100% Chardonnay, lagret 3 måneder på fad med batonnage. Flot gulgrøn. Citrus, æble, lidt eksotiske noter, honning samt lidt smør og andre fadnoter i næsen. Dejlig fyldig, let cremet i munden, pænt med frugt, men god balancerende syre og friskhed, tydelige med ingenlunde overdrevne fadnoter – også i eftersmagen. Nekeas

25 Vendimas 2017

Garnacha Blanca, lagret på bærmen. Lys grøngul. Ikke så kraftigt i næsen med blomster og flint samt lidt gazebind. Fin friskhed, let men også ok kompleksitet samt en god lang eftersmag med høj syre. En dejlig vin. Nekeas

Rosé 2018

Lavet på blend af garnacha og merlot. Laksefarvet. Frisk duft af jordbær og lidt tyggegummi. Høj syre, jordbær og andre røde bær i munden, frisk og med god fylde, en smule frugtsødme, men tør. Nekeas

Cepa x Cepa 2017

100% Garnacha, klonet fra mere end 60 år gamle vinstokke. Rubinrød. Mørke kirsebær og jordbær samt lidt engelsk lakrids. Dejlig ren frugt og flot kompleksitet, bløde tanniner og fin syre. Nekeas

El Charparadal 2017

100% Garnacha fra vinstokke i alderen 85-110 år, lagret 5-6 måneder på fad. Mørk rubin. Mørke kirsebær, jordbær og lidt læder fra fadet. God frugt og fin syre, dejlig kompleks og med meget balanceret fadpræg, pænt med tanniner. En flot signaturvin. Nekeas

Nekeas Tinta Jovem 2018

Blend af tempranillo og garnacha. Rubinrød med lys kant. Lidt lukket i næsen, har brug for lidt tid i glasset. Kraftig frugt med kirsebær og mørke bær, god friskhed og høj syre samt godt med bløde tanniner. Nekeas

Nekeas Tinta 2018

Blend af Tempranillo og Merlot. Mørk rubin. Mørke kirsebær, jordbær, kaffe og lidt krydderurter, fin struktur. Nekeas

El Camino 2017

Mørk rubin, lidt lilla kant. Flot aromatisk med solbær og andre mørke bær samt violer. Fyldig i munden, let cremet, diskret fadnoter og kraftige tanniner – især i eftersmagen. Fint potentiale. Nekeas

La Fuente Crinza 2015

Blend af cabernet sauvignon og tempranillo, 12-14 måneder på fransk eg. Mørk rubin, lilla kant. Solbær og brombær i næsen. Samme i munden og med lidt tastnoter fra fadet, men ellers fint balanceret. Nekeas

Izar de Nekeas Reserva 2014

Blend af Cabernet Sauvignon, Merlot og Tempranillo, lagret 18 måneder på fad. Mørk rubin. Flot aromatisk næse med mørke bær. Dejlig fyldig og koncentreret, saftig og kompleks med kraftige integrerede tanniner. Flot topvin. Nekeas

Vinmarker hos Pago de Larrainzar

Pago de Larrainzar

Reetableret i begyndelsen af det nye årtusinde af forretningsmanden Miguel Canalejo og med første høst i 2004, men der har været dyrket og lavet vin på den gamle smukke, men også noget rustikke ejendom siden 1891. Stedet, som ligger i underregionen Tierra Estrella har været i familiens eje i 160 år og ligger dør og dør med det forladte Lrache-klosteret. Har opnået status som DO Vino de Pago. Der laves udelukkende rødvin med brug af blend af tempranillo, garnacha, cabernet sauvignon og merlot. Pago de Larrainzar

Angel 2017

Blend af 35% Merlot, 30% Tempranillo, 20% Garnacha og 15% Cabernet Sauvignon, 3 måneder på fad. Mørk rubin, lilla kant. Solbær og mørke kirsebær. Frisk med fin frugt og god balance samt pænt med bløde tanniner. Pago de Larrainzar

Raso de Larrainzar Reserva 2012

Blend af 35% Tempranillo, 35% Cabernet Sauvignon og 30% Merlot, 12 måneder på fad. Mørk rubin, lys kant. Aromatisk med kirsebær og andre mørke bær samt diskrete fadnoter. Frisk med ligefrem frugt, kirsebær og lidt fadpræg, elegant med kraftige, men integrerede tanniner. Pago de Larrainzar

Paco Reserva Especial 2011

Blend af 50% Cabernet Sauvignon, 30% Merlot og 20% Tempranillo, 14 måneder på fad herunder halvdelen helt nye fade. Mørk rubin. Mørke bær, grøn peber og lidt kaffe og røg fra fadet. Masser af frugt, krydret, balanceret og godt med integrerede tanniner. Pago de Larrainzar

Pago Reserva Especial 2010

Blend af 50% Merlot, 30% Cabernet Sauvignon, 10% Tempranillo og 10% Garnacha, 12 måneder på fad herunder halvdelen helt nye fade. Mørk rubin. Solbær og mørke bær samt tobak og andre noter fra fadet. Rig på frugt, ikke så krydret som årgang 11, fin kompleksitet. Pago de Larrainzar

Merlot 2014

10 måneder på fransk eg. Mørk rubin. Røde bær, lidt marmeladepræg, blomster og noter fra fadet. Pænt med balanceret frugt, fint drikkeklar, men savner lidt finesse. Pago de Larrainzar

Cabernet Sauvignon 2014

10 måneder på fransk eg. Mørk rubin, let lys kant. Godt med frugt, peber og krydderier, fin struktur og balanceret mellem frugt og friskhed samt meget kraftige tanniner. Spændende, men har brug for tid. Pago de Larrainzar

Jorge Ripa Zudaire og vinene fra Quaderna Via

Quaderna Via

Bodegaen er skabt af de to brødre Raúl og Jorge Ripa Zudaire som en stor satsning på økologisk og biodynamisk vin. Den moderne bygning er på hele 2.400 kvadratmeter. Der satses på to serier: Den friske, ungdommelige og alkohollave stil på enkeltdruer under ”Be Bike” label og de mere komplekse og traditionelle blends under Quaderna Via navnet. Ifølge salgschef Jorge Ripa er ”Be Bike” kendetegnet ved de 3 F´er: Flower, Freshness og Fruit.

Be Bike Chardonnay 2018

Gulgrøn. Frisk og aromatisk med citrus og lidt fersken. Enkel og fint balanceret. Quaderna Via

Be Bike Garnacha Rosado 2018

Laksefarvet. Ikke så aromatisk med jordbær. Frisk med tydeligt bærpræg, ikke så høj på syren, men dog balanceret. God eftersmag med røde bær. Quaderna Via

Be Bike Tempranillo 2018

Lys rubin, Kirsebær og jordbær i næsen. Fint præg af ren frugt, rund med meget diskrete tanniner. Quaderna Via

Be Bike Garnacha 2018

Rød lys, nærmest Claret-farvet. Lidt parfumeret med røde bær, især jordbær. Fin frugt og lidt frugtsødme, men tør, mineralsk og med bløde tanniner. Quaderna Via

Be Bike Graciano 2018

Rubinrød. Fin duft af kirsebær. Flot syre og frugt, blød med kirsebær. Faktisk udmærket. Quaderna Via

Be Bike Merlot 2018

Rubinrød. Duft af mørke bær. Let og lidt vel enstrenget. Savner noget. Quaderna Via

Quaderna Via Especial 2017

Blend af 90% Tempranillo og 10% Cabernet Sauvignon, 6 måneder på fad. Rubinrød. Lidt diskret i næsen, bær og lidt toastpræg. Pænt med tanniner. Quaderna Via

Quaderna Via Crianza 2015

100% Tempranillo, 12 måneder på fad. Rubinrød, mørk. Tydelige fadnoter, kirsebær og lidt hindbær. Fyldig, pænt med tanniner og god balance. Quaderna Via

Quaderna Via Reserva 2013

50% Tempranillo og 50% Merlot, 18 måneder på fad. Mørk rubin. Anderledes næse med mørke bær, læder og lidt tobak. Tydeligt fadpræg, men balanceret, fyldig med flot struktur og bløde tanniner. Quaderna Via

QV 2018

100% Tempranillo, lagret 15 måneder på fad og derefter på flaske. Mørk rubin. Masser af mørke bær, men også grønne noter som mynte og blomster. Flot frugt, blød og indbydende med dejlig kompleksitet og god friskhed samt bløde integrerede tanniner. Et flot topvin. Quaderna Via

Bodega de Sada

Det lille kooperativ Bodegas de Sada i den lille by af samme navn. Her har indbyggerne altid dyrket vin. Tidligere blev vinen fra kooperativet solgt som bulkvin, men for fem år siden blev det besluttet at satse på bedre kvalitet. Vinmarkerne ligger forholdsvis højt, nogle helt op til 700 meter og derfor med et køligere klima.

Sada Blanco 2017

Blanc de noir. Gulgrøn, klar. Frisk næse med græs og æble. God syre og fin fylde, en frisk men ikke kompleks vin. Bodegas de Sada

Sada Rosada 2018

Lys laksefarvet. Aromatisk med især jordbær. Frisk med høj syre, jordbærpræg, tør og fyldig. Bodegas de Sada

Palaca de Sada 2017

100% Garnacha. Rubinrød. Aromatisk med god duft af bær, blomster og krydderurter. Fint koncentreret med god frugt, elegant med fin syre og godt med tanniner. En fin basisvin. Bodegas de Sada

Vinene fra Bodega La Casa de Lúcula, Axial Vinos

Bodega La Casa de Lúcula, Axial Vinos

Ejeren Axial Vinos ejer to andre vingårde i henholdsvis Carineña og Campo de Borja og sælger også vine fra producenter i f.eks. Rueda, Ribera del Duero og Rioja. Bodega La Casa de Lúcula fokuserer på økologiske vine baseret på Garnacha

Cátulo Rosada

100% Garnacha. Flot laksefarvet. Fin duft af hindbær og andre røde bær samt blomster. Dejlig frisk og fyldig med røde bær, god hale. Spændende. Bodega La Casa de Lúcula Axial Vinos 

Lúculo Blanco

100% Garnacha Blanca, gæret på fransk eg, 3 måneder på bærmen. Grøngul til citrongul. Aromatisk med citrus, blomster, honning og lidt eksotisk frugt. God fylde i munden med pære og blomster og dejlig friskhed og syre, flot balanceret. Dejlig vin.

Indledningsbilled viser Jose Antonio Pellicer fra Bodega Inurrieta