Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Landskab med buler

Italien rummer mange vulkaner, men hovedparten er heldigvis inaktive. Til gengæld er der masser af liv på deres efterladenskaber. Den aflejrede lava har vist sig at være ideel til vinstokke og især til produktion af friske, sprøde hvidvine, mens rødvinene ofte er rustikke og overkoncentrerede eller i en international stil, som gør det vanskeligt at spore et italiensk aftryk.

Så på en rundtur til norditalienske Soave, Colli Euganei og Lessini arrangeret af de tre distrikters consorzio’er spiller hvidvinene hovedrollen. Soave er nok den bedst kendte leverandør til danske forbrugere og med god grund. Druesorten Garganega, som ofte suppleres med Trebbiano, yder i de bedste producenters hænder tørre, friske og harmoniske vine, som både er til at nippe på terrassen og servere til antipasti og lette fiskeretter. Desuden er der smukt, så snart man forlader vinbyen Soave og kører op i baglandet, hvor kvalitetsdruerne vokser på stejle skråninger. Vinmarkerne i lavlandet bidrager også med masser af druer, men den Soave, der kommer ud af dem, er ikke værd at samle på.

Der høstes Garganega, topdruen bag Soaves bedste vine

Soave har ifølge Consorzio di Soaves direktør Aldo Lorenzoni slumret, men er nu på vej til at vågne op. Han suppleres af consorzios præsident, Sandro Gini, som minder om mørketiden i 1970’erne og 1980’erne, da der blev fremstillet Soave af andre druesorter end ”dronningen” Garganega og suppleanten Trebbiano.

I dag er en klassifikation med 33 cru’er på plads gældende fra årgang 2019, og der ventes godkendt flere enkeltmarksvine. At man stiler højt, gav Sandro Gini et personligt eksempel på: Under et besøg i Bourgogne havde han smagt Montrachet og straks besluttet at fremstille noget lignende med Garganega i Soave.

Der skal dog tilbagelægges et godt stykke vej, før Soave blot kan rangere sine vine blandt de mest interessante i Italien, som det bliver udtrykt af vinskribenten Kerin O’Keefe og demonstreret af smagninger og vingårdsbesøg.

To Soave-producenter

Monte Tondo, som ligger i udkanten af Soave By, står først på listen over vingårdsbesøg. Et smukt og velordnet sted med batterier af ståltanke og træfade af både fransk og slavonsk eg samt en udstilling af gamle redskaber plus en veteran-Mercedes 300 SE og ditto Harley Davidson. Ejeren, Gino Magnaboscos far, Aldo, købte sin første hektar vinmark, mens han arbejdede for vinfirmaet Bolla og solgte sine druer til arbejdsgiveren. Da Gino tog over, solgte han også i begyndelsen til Bolla, men i dag er han ligesom rigtigt mange andre på egnen blevet producent af egne vine. Monte Tondos topvin er Foscarin Slavinus Superiore, og uden ligefrem at være en Montrachet er det en flot sag. Druerne bag er 100% Garganega fra planter, som vokser på terrasser sammen med oliventræer, der skal tjene til at hindre jordskred. Vinotek A Fynnis i Odense og Rudersdal Vin har Monte Tondos vine.

Arturo Stocchetti fra Cantine del Castello i Soave med klaser af Garganega-druer

Cantine del Castello ligger også i Soave By. Den stammer for den ældste dels vedkommende fra det 13. århundrede, og Dante hævdes at have boet her. Der fremstilles Soave med varierende indhold af Garganega og Trebbiano, og p.t. eksperimenteres der med en vin i 1500 eksemplarer, som har fået navnet Tentazioni og i årgang 2017 består af de to druesorter i forholdet 50/50. Det forhold skal måske ændres, men under alle omstændigheder må vinen ikke kaldes Soave Classico.

Blandt de mange Soave-vine, der i øvrigt er mulighed for at smage, klarer Inamas ”Vigneto Sengialta” årgang 2015 (Løgismose Vin), I Stefaninis 2015 ”Monte di Fice” og Sandro de Brunos 2011 ”Monte San Piero” sig særligt godt. Under en blindsmagning ledet af den canadiske forfatter af ”Volcanic Wines. Salt, Grit and Power”, John Szabo, må Soave-vinene se sig slået stort af en græsk hvidvin: 2010 Assyrtiko fra Domaine Sigalas, der ligger på Santorini. Løgismose har den. Santorinis vine er ikke billige, men absolut værd at kende.

Lag af vulkanske aflejringer i Colli Euganei

Colli Euganei

På en klar dag kan man fra Monte Gemola i Colli Euganei 60 km østpå se kirketårnet på Markuspladsen i Venedig. Så de mange buler i denne regions landskab er ofte ganske høje. De stammer mestendels fra vulkanske udbrud for mellem 43 og 35 mio. år siden, så lavaen har haft god tid til at køle af og udvikle sig til frugtbar jord med omkring 19.000 ha vinmarker.

Det er oprindeligt druesorter som Moscato Bianco og Moscato Giallo, der dyrkes, men omkring 1870 begynder invasionen af Merlot, Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc/Carménère. En rundtur i vingården Vignaltas kældre bekræfter, at der satses eftertrykkeligt på især Merlot samt Cabernet’erne. Men der ligger minsandten også fade med Pinot Noir. Lige præcis den vin er ikke inkluderet i smagningen, men det lykkes at liste et glas ud af betjeningen og godt for det. Her er klar Pinot-næse og ren druesmag. Druen dyrkes på kun 2 ha, og planterne er 10 år gamle.

Med 80 ha er Monte Fasolo egnens største vingård. Den blev i 2018 overtaget af ejerne af en anden lokal vingård, Le Volpi, og da den var ret misrøgtet af de forrige ejere, som muligvis var russere, muligvis slovenere – det ved de nye ejere ikke rigtigt, hævder de – så er den nu ved at blive grundigt restaureret. Der er et stykke vej til, at vinene kan måle sig med den arkitektoniske perfektion. I forbindelse med frokoster og middage sættes altid batterier af mere eller mindre interessante flasker på bordene. Blandt de interessante er en hvidvin fra Azores Wine Company, Arinto dos Acores. Mild (12.5%), citrusfrisk og mineralsk, perfekt til at genopvække trætte smagsløg.

Vingården Dal Maso

Lessini

Den mousserende Durello fra Lessini er vist ikke særligt kendt, men absolut værd at stifte bekendtskab med. Vi er stadig i Veneto. Der er mindre end en times kørsel fra Verona til Monti Lessini og dyrkningen af Durella-druen. De mousserende vine, druen bruges til, hedder Durello, hvilket er navnet på DOC’en. Durella er – som a’et signalerer – feminimum og betyder faktisk hård, syrerig. Tidligere var det overhovedet ikke morsomt at smage på druen, som høstes et stykke inde i oktober, men klimaændringerne har gjort den mindre frastødende. Som Nicola Dal Maso siger: ”Der fremstilles mange spumanter i Italien, men de fleste bruger franske druesorter som Chardonnay og Pinot Noir. Vi bruger en indfødt drue, kan høste sent og alligevel holde samme syreniveau som i Champagne.”

Lessini-producenterne fremstiller både deres vine efter den såkaldte Charmat-metode, dvs. gæring i tanke, og Metodo Classico, dvs. gæring på flaske som i Champagne. Begge dele er der rig lejlighed til at smage under det daglange besøg i Lessini, og Charmat-vinene falder ikke ubetinget igennem. Et par producenter, Corte Moschina og Franchetto er knastørre om end ikke på anden måde bemærkelsesværdige. I afdelingen for de flaskegærede vine har både Franchetto og Fangoro flotte Riserva-udgaver. Nicola Dal Maso erklærer på forhånd, at han ønsker at producere vin, som er nem at drikke. Årgang 2015 vil efter hans mening blive endnu mere interessant i løbet af 2-3-4 år, hvilket mao. vil sige, at Durello ikke nødvendigvis skal drikkes ung. 2015 var et varmt år, og Dal Masos Reserve Nature, dvs. uden dosage, havde ligget 40 mdr. på bundfaldet. Resultatet er en knastør vin med gode bobler, nogen frugt, elegant og rentsmagende. En anden producent, Sacramundi, gør en god figur med sin Classico 36 Reserve 2014 Extra Brut og især med 2012 Reserve Pas Dosè. 2012 var et varmt år, så druerne modnede godt, og mosten havde i dette tilfælde fået 5 år på bundfald før degorgeringen i 2018. Virkelig en flot, gylden og tør vin med markant krop. Alle de bobler kan godt få én til at længes efter et glas rødvin, og det dukker heldigvis op, da Nicola Dal Maso byder på risotto og Montemitorio Tai Rosso, en udgave af Grenache fra Colli Bericis højdedrag.

Indledningsfoto: Kig over Soave By med Castello di Soave yderst til højre.