Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Smagning i coronaens tegn

Gambero Rosso vært for en digital begivenhed

Som digteren skrev: ”Ak hvor forandret”. Et halvt hundrede danske og svenske vinskribenter sad for nylig med fem vine opmarcheret foran sig. Nu skulle der lyttes til vinproducenter, og deres vine skulle smages, men det hele – bortset fra vinene – var ikke virkelighed, men digitalt. Det betød bl.a., at lyden ikke altid var lige god, og at nogle deltagere havde deres hyr med at styre pc-mikrofonerne

Indledningsvis tonede Gambero Rosso-redaktør Lorenzo Ruggeri frem på skærmene og gav derpå ordet til fem repræsentanter for de udvalgte vine. De skulle i princippet tale i 10 minutter, men så var vi alligevel i gode gamle Italien, hvor hverken moderator eller talere kerer sig om, at tiden skrider.

Første taler var Lisa Tommasini fra Boccadigabbia i Marche, og hun præsenterede en hvidvin, som formentlig ret få nogen sinde har hørt om. Navnet er Le Grane (årgang 2018) og appellationen Colli Maceratesi Ribona DOC. Druesorten Ribona kaldes også Maceratino, og vinen er umiddelbart lidt sødmefuld, mild og uden nævneværdig syre. Der er helt klart tale om senthøstede druer, som sammen med alkoholprocenten på 14,5 giver vinen det lidt sødladne udtryk. Marche rummer også hvidvine som Passerina og ikke mindst Pecorino, og Ribona syntes ikke rigtigt at kunne konkurrere med dem. Men vinen skulle blot overnatte for at blive bedre, altså simpelt hen smage bedre. Ifølge Lisa er det da også en vin, som man bør lade i fred ”i nogle år”. Og så er den i øvrigt perfekt til middel lagret pecorino.

Formel 1 Verdicchio

God Verdicchio går man aldrig fejl af, og det var just en sådan, ejeren af Barone Pizzini, Silvano Brescianini, præsenterede: Castelli di Jesi Verdicchio Cl. San Paolo Riserva 2016 – Pievalta. En dejlig vin. Frisk, god syre og krop og en opløftende let bitterhed i eftersmagen. Vinstokkene er fra 1992 og yder optimal kvalitet til denne Formel 1 Verdicchio. Der var almindelig applaus rundt omkring ved pc’erne.

Problematiske vine

Så kom rødvinene, 3 i alt, og så begynder som så ofte før den problematiske del af en italiensk vinsmagning for denne skribent. Vin nr. 1 var 2016 Colli Euganei Cabernet Sauvignon Ireneo fra Conte Capodilistas La Montecchia og præsenteret af ejeren, Giordano Emo Capodilista. Vinen bestod foruden Cabernet Sauvignon af Merlot og Carmenère, og hvor er det lige, vi kender den blanding fra? Umiddelbart vil de fleste i en blindsmagning nok gætte på Chile. Og selvfølgelig fra en god producent. Så hvorfor tage til Italien efter den type vin, når italienerne nærmest vælter sig i ”indfødte” druesorter, som ingen andre vinlande kan mønstre?

Rødvin nr. 2 fortsatte, hvor nr. 1 slap: 2015 Caburnio fra Tenuta Monteti og præsenteret af ejeren, Eva Baratta. Vinen med appellationen Toscana IGT (14% alkohol) var mørk og varm med delikat sødme. I betragtning af fødestedet, Maremma, kan man ikke forvente at møde Sangiovese og må så acceptere Cabernet og Merlot. Men her var også nogle procenter Alicante Bouschet, som foruden farve bidrager med syre og dermed løftede vinen over den lettere kedsommelige Cab-Merlot stil.

Sidste vin i smagningen var en ret lys, elegant og smidig Brunello årgang 2015 fra Ridolfi. Unge Arber Shabani havde det taknemmelige hverv at tale om sin vin fra et besøg i Langhe, hvor Ridolfi også slår sine folder. En lykkelig afslutning  på en usædvanlig smagning. Nu må de gode gamle dage gerne snart vende tilbage.