Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

At smage på vin – hvad er det?

Jamie Goode med ny ambitiøs bog om at smage på vin

At ”I taste red” er en ambitiøs bog afsløres allerede i forordet, hvor Jamie Goode fortæller læseren, at han vil bruge smagning af vin til dels at dykke ned i spørgsmålet om, hvordan vi opfatter vores omverden, dels at det kræver hjælp fra discipliner som fysiologi, psykologi, neurovidenskab og filosofi. ”I taste red” er i starten sprogligt hård at bide skeer med, men når man lærer tonen at kende, åbner der sig en smuk og spændende verden. Et godt eksempel fra kapitlet om at skrive smagenotater: ”The excitement of tasting and drinking can never be truly recaptured – it is the intoxicating Dionysian moment reconfigured in a unifying Apollonian response.” Hæng på selv om det lyder svært. Forfatteren er god til at forklare komplekse sammenhænge med illustrative eksempler fra dagligdagen. Her er nogle af de konklusioner, Jamie Goode når frem til:

  • Det samlede indtryk af en slurk vin dannes i den underste del af pandelappen, den orbitofrontale cortex, efter input fra de involverede sanser – synet, lugtesansen (ortonasal når vi snuser til vinen i glasset; retronasal når duftmolekylerne når op til svælget, når vinen synkes), smagssansen samt følesansen i mundens slimhinder. ”Det samlede indtryk rummes på engelsk af ordet “flavour”, men på dansk skal der flere ord til”, skriver Gyldendals Store Danske Ordbog, hvis opslag på ordet flavour ikke stammer fra gastronomien men fra fysikken, hvor det beskriver en egenskab ved kvarker?!
  • Som måleinstrumenter er vores sanseapparater forbavsende lidt standardiserede med betydelige forskelle fra person til person og ganske dårligt kalibrerede med betydelige variationer fra dag til dag. Dertil kommer at uanset hvor systematisk en tilgang du har til smageseancens enkelte dele, og uanset hvor meget du træner dine evner for analytisk brug af sanserne, vil hjernen altid koble din erindring om årenes erfaringer, viden og oplevelser med vin ind i din samlede vurdering. Selv den mest nøgterne vinsmager er derfor ikke et pålideligt måleinstrument men aktiv og unik del af selve smageprocessen. Dertil kommer smag og behag, der som bekendt er forskellig; at adskille en god smag fra en god kvalitet er svært for de fleste.

Jamie Goode mener hverken at vinsmagning er hundrede procent subjektiv eller at enhver bedømmelse må regnes for arbitrær og personlig, men hans diskussion af spørgsmålet om subjektivitet versus objektivitet og et forslag til modernisering af den traditionelle model for vinsmagning i bogens to sidste kapitler (”Is wine tasting subjective or objective” og ”A new approach to wine tasting”) gør bogen til obligatorisk læsning for enhver, der giver sig af med at bedømme vin og skrive om vin og relevant for alle vindrikkere med seriøs interesse for oplevelsen af den vin, de har i glasset…

Jamie Goode. I Taste Red: The Science of Tasting Wine. University of California Press – Fine Wine Editions, 2016. Amazon UK £20,20.