Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Sikken en dag

Sikken en dag, næsten 100 mødte op til receptionen på NIMB i forbindelse med Peter Vinding-Diers lancering af sin biografi: “En håndfuld oliven og et glas vin”. Rudolf 2015 var i glasset og den har aldrig været bedre. Med en basis på Syrah har den dét alle Rhône-freaks elsker: dyrisk, møddingagtig og alligevel med finesse.

”Kan en prut lugte godt – ja når det er ens egen prut”. Peter Vinding-Diers har lavet mange prutter, og hans vine er som hans person, sommetider skal de have tid til at hørme af, somme tider er de helt rene. Jeg taler her om duften, det første møde. Med smagen er det anderledes, her har man haft tid, er blevet introduceret til mødet – og pludselig, i munden og eftersmagen, kommer det kærlige og generøse frem, hos Peter og i vinen – vi taler her om garvesyrens mester eller måske bedre: verdensmester.

Da Bize Lalou Leroy, verdens måske største vinmager startede på sin biodynamiske bølge i Bourgogne, havde hun flere vinstokke, der sygnede hen. Én var dømt til døden, så den fik en helt særlig pleje. Efter nogle år rejste den sig og blev den prægtigste i hele vinmarken. Sådan er det også med Peter Vinding-Diers.

Årene frem til puberteten var ikke lette for Peter, en stedfar han ikke elskede og en biologisk far han ikke kendte. Balance var ikke ligefrem en grundsten i hans barndom og dog. Han havde en mor, der var som Lalou.

Ikke sært, at Peter Vinding-Diers’ biologiske far, den kendte journalist og forfatter Ole Vinding faldt for hende. Hun var kunster, hun var smuk, hun var et gennemført smukt menneske. Morsomt nok var det samme aften og sikkert også nat, at Ole Vinding fandt hende og min far, hendes veninde. Min far, Hans Kruse Haslund Winding og Ole Vinding, to fætre, var på natterov i København. Min far gik hjem med veninden, han glemte hendes navn, men ikke oplevelsen.

Ole Vinding glemte sin søn, men de fandt sammen senere i livet. At blive svigtet og alligevel få omsorg, det er grundstenen i Peter Vinding-Diers’ liv. Moderen Lise Diers gav ham omsorg og senere tog hans hustru og livsledsager Susie Vinding-Diers over.

Svigt betyder ikke kun noget negativt, du kan blive stærk af et svigt, er tvungen til det, men bag facaden lurer det rastløse, det kaotiske, det ubalancerede og i perioder ustrukturerede – og det skaber liv, opfindsomhed og når det er allerbedst kunst – her i Peters liv – vinkunst.

img_3668
Peter Vinding-Diers med vennen Hugh Johnson da de sammen stod bag Royal Tokaji Wine Company. Hvordan det gik til kan man læse i “En håndfuld oliven og et glas vin”.

Kunst står aldrig alene. Et stort maleri er helt afhængig af lys. Farverne ændrer sig, kompositionen ændrer sig fra minut til minut, så længe det er daggry. I kunstigt lys er udtrykket mere stabilt, ikke mindre smukt, men ikke med dette dirrende element af noget søgende.

Peter har søgt hele livet. Efter det smukke, det balancerede, i billedkunst, i litteratur, i arkitektur, i oplevelsen og erindringen. Ikke at se, ikke at høre, men at fornemme.

Dagslys, dagslys, dagslys, det er her de store vine vokser frem. I den kølige nat og senere, også i mørket, i den kølige kælder samler de energien. Lyset giver energi og mørket lagrer energien.

Du må ikke stirre dig blind på lyset, solen er din ven men også din fjende. ”Pas på, du stirrer dig blind og ødelægger dine øjne”. En gammel sydafrikansk landarbejder fortalte det til en ung Peter Vinding-Diers. Han lyttede, men forstod ikke og mistede delvis synet.

Først med alderen forstår man.

”Rør mig ikke og rør mig dog” sagde min kloge, gamle mormor. Sådan er det med alle store vine, rør mig, pluk mig, duft mig, men ødelæg mig ikke. Det uberørte, det jomfruelige, det udtrykker Peter i vine han gennem årerne har skabt. Vine hvor ordet er velsmag, der igen udspringer i ordet balance. Vine der danser på ganen og selv som unge kærtegner en, og samtidig har garvesyren. Vine der er fyldige og samtidige også luftige, vine der udspringer af et sted, et terroir.

Jeg skrev for 30 år siden, i 1986, efter et par møder med Peter Vinding-Diers:

Han besidder håndværkets kunst, perfektionistens trang til det fuldkomne, anarkistens respektløshed og æstetikerens stræben efter det smukke. Godt set og den holder stadig.

img_3667
Peter Vinding-Diers’ erindringer: “En håndfuld oliven og et glas vin” med forord af Hugh Johnson er udgivet af Lindhardt og Ringhof med støtte af Backstage Wineclub – www.backstagewine.com

Læs også i Vinbladets arkiv – om Peter Vinding-Diers i anledning af hans 70 års fødselsdag.