I 2009 bad Vinbladet forfatteren Suzanne Brøgger fortælle om sin yndlingsvinoplevelse. Her hvad hun svarede:
“Jeg drikker kun et enkelt glas saftevand – kaldet Beaujolais – til min middag. Holder mest af de lette landvine. En frisk Bourgogne kan gå an. Det landlige er i grunden ganske raffineret. Tænker på en opskrift af den franske forfatter Colette, der netop kom fra Bourgogne: Man tager et pund trøfler og et pund flæsk skåret i lunser og lader det simre i et stort glas Bourgogne med peberkorn og laurbærblade.
Men selvom jeg foretrækker det enkle, landlige, når det gælder mad og vin, spøger et magisk ord i baghovedet: Chambertin. Måske er jeg engang blevet forført ved lyden af det navn? Har forgæves ledt efter Chambertin i Babettes mirakuløse gæstebud, hvor de fromme gæster bilder sig ind, at det er selveste helligånden, der i al sin miskundhed har besat hele den lokale menighed, så den til slut kan rulle rundt i den nyfaldne sne, himmelhenrykt.
Jeg husker ikke ganske, hvor mange flasker Chambertin, husets kælder har rummet mellem år og dag. Men jeg ved, at der – som tiden gik – blev smækfuldt af foræringer i form af fornemme vine, der aldrig blev drukket, fordi jeg ikke brød mig synderligt om dem – i hvert fald ikke satte tilstrækkelig pris på dem til, at jeg ville spilde dem på mig selv. De fine vine skulle gemmes til gæster ved en højtidsfejring – og de blev vel ikke ringere af at blive liggende i årevis? Det var vel derfor man kaldte dem årgangsvine?
Og så blev alle flaskerne fyret af ved en enkelt børnefødselsdag!
Jeg aner ikke, hvordan det gik til. Men mens børnene legede Bro Bro brille i græsset og der sad et dusin voksne under blodbøgen, fik man smag for de flasker, nogen var begyndt at trække op fra kælderen. ”Nå, det er vist alle de gode gamle vine, der ser dagens lys”, tænkte jeg, temmelig omtåget, mens børnene legede og sang, og de fine flasker gjorde deres ophøjede virkning. For ”mer vil have mer” – som et gammelt ordsprog siger – og jeg var begyndt at slå ud med armene og forsikre: ”Der er mere, hvor det kommer fra!”
”At ofre til guden Spilde” er et gammelt udtryk, som minder om den generøsitet, der findes i livet, når man mærker, at der ingen grænser er, og alt er muligt.
Men her var det ikke bare guden Spilde, der tog imod og drak til. Det var også en håndfuld kendere, der med stigende forbløffelse sang med på: ”Den rige fugl kommer susende, kommer brusende” og som til fulde (!) kunne værdsætte det mystiske traktement den solskinseftermiddag i maj.
En af gæsterne var rosengartneren fra Løve, levemand og gourmet blandt meget andet. En sommer, hvor vi var ovre at bese roserne, grave op og plante om og bagefter sad i træsko og gummistøvler i græsset og diskuterede ”rosens navn”, spurgte han, om vi ikke trængte til lidt at drikke. Her er det, at mange måske ville tænke på et glas vand eller en øl oven på dagens dont. Men da rosengartneren satte sig på jorden og hældte op i krystalglas, så jeg, at det var en flaske Chambertin.”
