Den største VDP (foreningen af de bedste tyske vinproducenter) vinsmagning, der finder sted hvert år, er smagningen af “Große Gewächse” i slutningen af august, få dage før vinene bliver frigivet den 1. september. Begivenheden er en af de bedst organiserede vinsmagninger på denne planet, specielt hvis man tager antallet af inviterede prøvesmagere og antallet af vine (over 400) i betragtning. Vinene bliver bragt af talrige flittige løbere og indskænket i flights af fem til seks vine. Der bliver inviteret vinhandlere, journalister og sommeliers fra hele verdenen. Jeg nåede denne gang helt igennem (næsten) og som sædvanlig koncentrerede jeg mig mest om vinene lavet på druen Riesling.
Årgang 2016 kom egentlig skidt fra start. En alt for mild vinter og derefter var der en del frostproblemer en del steder i april. Og så startede det med at regne. Og det blev det så ved med i alt for lang tid også omkring det kritiske tidspunkt, hvor vinen blomstrer, og hvor der skal sprøjtes særlig omhyggeligt mod perospora, der sammen med meldug, er en af de mest skadelige sygdomme, hvad angår mængde og kvalitet. Regnen blev som sagt ved og ved, men i august og september blev det varmt og tørt og det reddede årgangen. Enkelte områder blev ramt af hagl, men gennemsnitlig set blev det en god sensommer.
De fleste vindyrkere i Tyskland kunne høste i ro og mag og uden stress, hvilket er vigtigt, da topvinene bliver høstet i hånden og alt hvad der ikke er i orden bliver sorteret fra – og det tager nu den tid, som det tager. Mængdemæssigt var årgangen tilfredsstillende, men med meget store udsving fra region til region.
Mosel havde en fin årgang i 2016. Helt fremme og i feltet er Heymann-Löwensteins vine. Kirchberg (92+), Röttgen (92+) er vine, hvor man næsten kan smage den stenede skifter som vinstokkene vokser i. Uhlen ”Blaufüsser Lay“ (93) og Uhlen „Laubach“ (94+) fandt jeg en tack mere koncentreret og komplekse i smagen. Stort potentiale her – egnet til at gemme væk nogle år. Dr. Loosen leverede vine i den kendte kvalitet, saftige og duftende vine. Himmelreich (89) og Würzgarten (89) mangler måske lidt kompleksitet. Sonnenuhr er faktisk solskin i glasset (90+), men bedst er nu nok Treppchen (91) og Prälat (92), sidstnævnte som sædvanlig en eksotisk sag med fin dybde og længde. Rainhold Haart præsenterede Grafenberg (92) og Goldtröpchen (93), begge strålende klare i smagen med fin dybde og en lang eftersmag. Von Othegraven laver også spændende individuelle vine. Altenberg (93+) og Bockstein (93+) med et snert af orangeskaller og meget dybe i smagen. Endnu lidt urolige i glasset men stort potentiale her. Sidst men ikke mindst er det også værd at nævne Peter Lauer. Schonfels (92) og Kupp (91) kan man allerede nu drikke med fornøjelse, Feils (93+) er mere stenet, men samtidig med en fin dybde og lang eftersmag.
Mittelrhein er som sædvanlig, med kun meget få VDP producenter, til at overskue, men kvaliteten fejler ikke noget, tværtimod. 2016 var her et kanongodt år. Weingut Müller fra Spay bragte to vine med. Engelstein (91) og An der Rabelei (91+, begge saftige og runde vine, der måske lige mangler en smule spil. Lanius-Knab præsenterede Oelsberg (91) og Bernstein ”Lauerbaum” (92+), begge vine præget af et snert af citron. Bernstein Lauerbaum er den med mest spil og rafinesse. Ratzenbergers St. Jost (91) er en yderst elegant vin med fin dybde, men bliver klart overgået af Wolfshöhle (94), en vin der kan få englene til at synge. Utrolig kompleks og lang. Weingut Toni Josts Im Hahn (94+) er meget eksotisk, utrolig intensiv vin med power og sammen med Wolfshöhle fra Ratzenberger noget af det bedste, der blev præsenteret ved denne smagning.
Rheingau fandt jeg som helhed væsentlig mere homogen end i de forgangne år. Vinene fra Balthasar Ress skiller sig ud fordi de er mørkere i stilen (lang tid på skallerne før presning) og er nok mere en winemakers wine end Terroir. Men gode er de. Berg Rottland (93+) har en utrolig intensiv lang smag. Nussbrunnen (92+) har et touch af orangeskaller, men er mere blød og rund. De mest spændede fra Leitz er Berg Kaisersteinfels (91) og Berg Rottland (91) også med substans og længde. August Kesselers Seligmacher (90+) bærer præg af hvor den vokser, for i Lorchhausen vokser Riesling på skifer. Den skal lige lægges væk nogle år, så hvalpefedtet forsvinder. Robert Weil kommer man heller ikke uden om i toppen af Rheingau. Gräfenberg (93) har en fyldig dyb næse og er som i de foregående år saftig og utrolig elegant i stilen. Weingut Kaufmann medbragte en stringent og præcis, ja nærmest vibrerende Hassel (91+). Urban Kaufmann overtog Weingut Hans Lang for nogle år siden og siden da er vinene blevet mere spændende fra år til år. Wisselbrunnen (91) fra samme hus er lidt saftigere og blødere i stilen. Schloss Johannisberger Silberlack (90) er en god vin, men når ikke niveauet fra de foregående år. Schlossberg (90) fra Schloss Vollrads er noget af det bedste slottet har produceret i de sidste år. Her er der kommet en ny kældermester til og det kan mærkes. J.B. Schönleber medbragte en komplekst sammensat Jesuitengarten (90+) og en endnu bedre St. Nikolaus (93). En spændende vin med mange facetter og lang eftersmag.
Nahe leverede som sædvanlig en række vine af højeste kvalitet, de fleste præget af spontangæring, hvilket gør dem lidt svære at bedømme på et så tidligt stadium. Det var svært at plukke favoritterne ud her, men Dönhoff medbragte to slebne elegant vine. Felsenberg ”Felsentürmchen“ (92) og en yderst komplex Hermannshöhle (93). Felsenberg (92+) fra Dr. Crusius er en elegant vin med fin dybde og en charmerende bouquet. Gut Hermannsberg er ligeledes kendt for deres stabile og meget høje kvalitetsniveau. Den bedste her var Rotenberg (92+) , en vibrerende vin med fin dybde og varme. Schäfer-Fröhlich er kendt (eller berygtet) for vilde spontangærede vine, som man alt efter smag kan hade eller elske. Jeg fandt Felseneck (92+) mægtig spændende.
Rheinhessen præsenterede ligeledes en perlerække af superelegante vine. Superhøjt niveau. Keller er naturligsvis som sædvanlig helt fremme i forreste række med en par meget koncentrerede vine. Hubacker (94+) har en let røget næse der signalere hvad der kommer i smagen. Fedme og kompleksitet uden at miste elegancen. Pettenthal (93) er lidt i samme stil. Kühling-Gillot medbragte en utolig spændende Rothenberg ”wurzelecht” (93+), endnu noget urolig i næsen, men med en indre spænding og dybde, kan en vin udstråle kulde? Kruger-Rumpfs Scharlachberg er derimod en varm vin med en perfekt balance (91), en sleben sag. Ölberg (91+) fra St. Antony en vin med røg i næsen, saftig og lang. Wittman er kendt for en konstant høj kvalitet og skuffede da heller ikke i år. Aulerde (90) mangler måske en smule mere ”tryk på” end sædvanlig, til gengæld fandt jeg Morstein (91+) og specielt Brunnenhäuschen (93) med deres næsten opulente stil helt i top. Skal helt klart lægges væk nogle år. Sidst men ikke mindst skal også Battenfeld-Spaniers ”Zellerweg am schwarzen Herrgott” (92) nævnes. Utrolig klar i stilen med et touch af ananas i smagen.
Pfalz producerer som regel de kraftigste og tungeste vine, men i år er vinene herfra noget lettere end 2015. Bassermann-Jordans Pechstein (92+) har et snert af bitre appelsinskaller i smagen, en utrolig dybde og en lang eftersmag. Freundstück Ungeheuer (91) fra samme hus kan ligeledes anbefales. Christmanns Ungeheuer (92+) er anelse mere elegant og på højde med Mosbachers Ungeheuer (92+), der vinder med et mulehårs forspring. Den er der tryk på. Jesuitengarten (91) fra Mosbacher er ligeledes en fyldig sag. Von Winnings vine er for dem, der ikke har noget imod tydeligt indslag af nyt træ i forbindelse med Riesling. De bedste er nok Pechstein (91+) og Jesuitengarten (91), der skal lagres lidt for at smage af fad kann blive bedre integreret. Den bedste vin fra Pfalz synes jeg er Christmanns Idig (94), med et flot spil og fin dybde.
Frankens Rieslinge har jeg altid fundet lidt spinklere og mere sprøde i stilen. De bedste er efter min mening Centgrafenberg (91) fra Fürst, klar og stringent som sædvanlig. Am Lumpen (91) fra Horst Sauer og ligelede fra Am Lumpen (91) fra Rainer Sauer. Sidstnævnte mørkere i stilen. Overraskende fin fandt jeg Stein (91) fra Staatlicher Hofkeller Würzburg.
Alt i alt en god årgang 2016 fra Tyskland. Vinene er generelt saftige og snarere elegante end fyldige. De bedste kan næste tryllebinde en med en vinstil jeg nærmest vil kalde ”svævende” og som ingen andre lande kan producere. De fleste har absolut potentiale til at blive lagt væk nogle år. Her og der mangler der en anelse substans (her er fagordet sukkerfri ekstrakt), men det er jo tilfældet næsten hvert år.
